Et rabarberhovede citerer igen igen dictummet om at billedet siger mere end tusinde ord. Dictummet er retteligen: 1000 billeder siger mere end 1000 ord og clockwise round 1000 ord siger mere end 1000 billeder. De siger hver deres.
They’ll never meet. Og så smider de, de to sladderkællinger lige et
dementi, de mødes hele tiden. Denne linje nu er et stetoskop og jeg sætter det på mit knæ.
Og se nu. Kræet gør og taler om evigheden, Det skal ha plaster på. Det er et tæppe. Det er ved at blive rullet ud. Og den næste linje er en nøjagtig gengivelse af skismaet at se med tungen at læse med tungen eller håret
eller hvad ved jeg og på den nations grammofon danses vals i
cirkler og evigt. Cirklen er et billede. Sætningen bruger vandfarve for sin egen skyld. Rundt dervishlike. Jeg sagde rundt. Overflødigt. Det hele er kommet med.
Svimmelheden er ved at nærme sig alle sansers huler. Sprogligt er
vi ude af billedet. Vi har taget koen, vi afbillede med pige og malkeskammel. Skamlen er på vej direkte i fyret. Pigen er en frisure, der er i fare. Tåspidserne, ja det
er det der forestiller sig at svinet vi har banket spiddet igennem,
laurentius, det bliver din tur i morgen, til vores tårer. Men han fylder mentalt for meget. Tag selv gløderist med. Og en råber de forbandede år, som om det ændrer at fotoet vil have
både Christmas Møller og Ole Bjørn Kraft til at sidde i samme sofa. Sofaen er et foto, fotoet fortæller følgende sætninger. Det er noget om tysk okkupation. Og feltmadrasser. Når jeg ser på et billede af tyskertøser synes
jeg nu det er synd. Jeg synes det er synd, men saksen skal sgu frem under alle omstændigheder. Synes jeg. Det giver to billeder. Det mest sepiabrune er autentisk, siger man. Men jeg vil nu godt vente at se.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar