Sømandsbrev, At reparere skildpadder

 

4. SØMANDSBREV lettere omskrevet til den fortælling, Frida elsker så meget, og som kostede hende en flaske Ålborg Export

 

At reparere skildpadder.

Brev skrevet som beretning i et langt brev til O.O. baseret på en virkelig hændelse, osse den.

 

Frida ventede på sin  ældste søn, Søren, som var taget direkte fra skolen og ud på  langfarten. Han skulle hjem for første gang efter sin jomfrusejlads. Sådan kaldte de snart rejsen indbyrdes. En hyre som jungmand. Han havde altid været den  lyseste i sind af de tre børn.

Små postkortshilsener fra Spanien, ja det handlede mest om Biscayen, og fra Aden  (frimærker så imponerende med jetjagere) og siden hen  Østen.

Han kan være her hvert øjeblik. Og det er han også. Belæsset med pakker som et æsel. Frida mindedes helt tilbage, da  farbrorens første  hjemlandgang lige efter krigen, hvor den pludselig stod på bananer og appelsiner og tyggegummi. Han var som skudt op af gulvet og havde stået der i sin DFDS-kaptajnsuniform og bare delt ud. Et stort fata morgana efter de fem onde år. Det havde naturligvis vakt jubel og glæde.

 

Nu var det Søren, der lyslevende stod der og skulle frigøres for bagage og overtøj. Og det var igen glæde.

Han kunne nu berette om det fremmedartede, negerhytter, så man tror det er løgn i vores tid og steder så sodsværtede af krige, så voldsomt, at man ikke ka begribe det. Han havde sat solbrillerne op i håret, hvilket moren bemærkede uden at sige noget.

 

Nå. Alt gik godt. Kaffe på bordet og snakken gik, og fotografier cirkulerede. Det sidste behøvedes næsten ikke, så levende fortaltes der. Men dertil kom også, at Frida var en god spørger.  Så det var snart ikke til at vide, hvem der var publikum, og hvem der var optrædende.

 

Havde der været børn til stede, da pakkerne blev pakket ud af emballagen, så ville de være skuffede.

For de fleste sager var noget, jungmanden havde forskaffet sig til sig selv, sit eget bord og stol. Det forstod moderen jo så godt.

 

Men hvor kan vi have den store sag dér opbevaret? Frida pegede på  en større plade, buet og nok tilhørende dyreriget, ved vi. Et stort rygskjold fra en havskildpadde og dertil bemalet med et urskovssceneri, palmer, kokosnødder og en abekat, der smed rundt med skrællerne.

Det er fra skildpadde, en havskildpadde, sagde Søren. Og moderen syntes, at det godt nok fyldte mere end sådan et lille klaver. Flot dekoreret måtte alle indrømme.

 

Nå, men vi må have lavet plads på loftet på den ene eller anden måde.

 

Sådan blev det, hvis vi nu flyttede det antal papkasser med bøger og sko henne ved skorstenen , så  må det ka la sig gøre, sagde moderen.

 

Skjoldet lå deroppe i 5-6 år . Nu skulle moderen igen kigge til det, fordi Søren påtænkte at gå permanent tørskoet i land, talte om en uddannelse som telegrafist, fordi han ville ikke være telegrafist på skib, som han havde sagt det i telefonen fra Bristol. Det lugter jo stadig  af hav endda.

Adskillige måneder passerede.

 

Frida gik en eftermiddag op på loftet, og det hun så var ikke helt godt.

 

 Skjoldet var skambidt af mus. En tredjedel var væk, og det meste af regnskovsidyllen var også un-der beskydning med bid-og kradsemærker.  Gode råd var dyre. Og gode dyr rådne, hun tog sig altid i at bruge af Sørens skatkiste af udtryk. Under disse omstændigheder.

 

For der skulle ske noget i en slem fart. Hun kendte en dygtig ung mand med musikerdrømme, og det vigtige her: hans hænder var skruet godt på. Han måtte kunne finde på et eller andet. Og Clemens, som vor mand hed, ville også godt tage sig af sagen. 

Han gik i gang, vurderede og skønnede.

 

Han ville klare reparationen med ret enkle midler: avispapir, tapetklister, altså papmaché, og så tørretid og derpå  vandbaseret lak.

Tre kokospalmer blev frembragt (igen) med mårhårspensel. Der havde netop været tre. Pointen var naturligvis at rekonstruere, at bringe tilbage, ikke forbedre, endelig ikke, altså rent konservatorarbejde. Det blev godt, måske en anelse klarere i farverne end før. Dekorationen.  

 

Men store dele af resten måtte alligevel erstattes. For det var tydeligt, at ikke bare mus, men også biller af en slags havde været i gang med kanalarbejde, som ikke var til at se i første omgang. Ja, det blev nødvendigt, mente Clemens, at udskifte alt af det oprindelige materiale.

 

Tørretiden gjorde, at man blev en smule grebet af at få det gjort, når man sad og havde tid til at fundere denne skabnings udstyr. 

 

Den ny og åbenbart lavere vægt gjorde, at han måtte beregne og regulere på vægtfylde, for oprindeligt må dyrets skjold have vejet noget mere. I begyndelsen,  inden vandet var fordampet fra papmacheen, havde han så ikke lige tænkt over det.

 

 Vægttabet blev klaret ved at blande sand og meget små sten sammen og så ælte det hele ind i et nyt lag klister på undersiden. Ved forskellige vejninger fandt han frem til, at der måtte søm og skruer og  clips til som ekstra ballast. Og så tyndt crepepapir igen.

Man måtte jo netop undgå, at den raslede.

 

 Satte man det reparerede skjold ud i havet kunne det ikke længere  forblive i overfladen i den reelle verden, sat på ryggen nu efter den sidste operation, men ville gå til bunds og arbejde sig derfra og nedefter,  som den jo også rigtigt var beregnet til.

 

  Han stod og smågrublede og tænkte, at det havde været et godt og nyttigt arbejde, og at det kunne måske være en mulighed, at lave ægte skildpaddeskjold af papmache ved at starte med et lille hjørne fra en virkelig og dernæst bygge op, mure op derfra.

Og derpå fjerne  hjørnet  til brug for næste skjold og så fremdeles.

 

Ikke helt som surdej i forhold til rugbrød, og dog. Jo, det var nok det, tænkte han.

 

Det ærgrede ham lidt, at han var blevet afkrævet tavshed om bestilling og gennemføringen.

 

Der skal blot lige tilføjes, at Søren kom hjem et lille stykke tid efter denne beskrevne operation.

Han spurgte overhovedet ikke til det gamle trofæ på loftet.

 Moderen ærgrede sig næsten, for emnet var blevet anbragt nøjagtigt igen på stedet. Og hun havde dertil hvirvlet støv op på stykket.  Hun vidste ikke, om hun skulle hente det.

 

Vil du ikke have skjoldet med dig nu?  Jeg tror ikke, jeg får plads til det, sagde han. 

 

Kurt Strøm Nielsen