onsdag den 7. november 2018

Knud Sørensen og Knud Blogejer




Forfatter-oplæsning af to gange Knud

Detaljer

Tid:
Lørdag 26. maj 14:00
Ved årets repræsentantskabsmøde i Limfjordsegnens Litteratur Samvirke er der oplæsning af egne værker af to gange Knud, forfatter Knud Sørensen, Nykøbing på Mors og Knud Steffen Nielsen, Glyngøre.
Overskriften er »Oplæsning og samtale om poesiens forløsende evne«, og det foregår i Jamohuset, Elmevej i Glyngøre, lørdag eftermiddag 26.maj.
Knud Sørensen modtog Det Danske Akademis store pris i 2014. Han har haft stor betydning for dansk digtekunst helt tilbage fra 1960’erne - sideløbende med et litteraturhistorisk forfatterskab om bl.a. Blicher. Knud Sørensen har også skrevet to erindringsbøger »Et stykke af min tid« (2006) og »Kun slutningen mangler« (2008).
Knud Steffen Nielsen debutterede hos Gyldendal i 1984 med »Udvalgte Digte« udgivet 1984-2017. Han er fire gange nomineret til BET-prisen og skrev prolog-teksten til den finske bogmesse 2016. Prologen er efterfølgende udgivet i bogform af Nordisk Ministerråd.
Som bestillingsopgave til romersk universitet skrev han om Franz Kafka i 2014, som også er udgivet som bog.
Knud Steffen Nielsen er tillige inviteret som den danske digterrepræsentant til Karlová-universitetet, Prag i år og er netop blevet inviteret som digter til Bukarest, Rumænien, i juli måned.
Både Knud Sørensen og Knud Steffen Nielsen er bestyrelsesmedlemmer i Limfjordsegnens Litteratur Samvirke, og begge har siddet i bestyrelsen for Det danske forfatter- og oversættercenter, Hald Hovedgaard.

baronessens kop





Det var ved at gå lettere galt, da jeg fik udleveret en af baronessens små kopper ved weekendens Rungstedlund-træf. Var selv aldeles uskyldig. Akademiets Øhrgaard var skurken. Han reddede selv ved at hente en ublixensk kop.   
Og da natten hentede mig til søvnens pudevår, skulle jeg midt i hotelværelsets mørke op i lovligt ærinde, kunne ikke finde finde andet end en fængselcelles indelukkede vægge, skrabte armen mod lutter vægge, ingen åbninger, fandt til sidst en fjernsynsremoter, der tændt gav lys nok til at katastrofe næsten ikke skete.
 Og hver gang jeg skulle ind oplæsningsrummet på det blixenske højloftede for at komme tilbage til min stol ,vendte rummet åbenbart 180 grader omkring, og det skete hver gang.  Og det var uden brug af alkohol.
Men den togrejse, for da fanden.

fredag den 2. november 2018

svar på etelleranden om bog og idé






Hvornår i dit liv vidste du, at du havde trang til at arbejde med det skrevne ord?
Opdagede som barn kraften i at bruge kæft, kæften. Oftest med fordel. Præmien kunne dog sagtens vise sig at være et par på ørerne.
Der var jo en tante ved siden af, der kunne fortælle drengens mor, at knægten lige før havde stået på gaden og råbt "Fede" efter slagterens bydreng. Og forsøget på at gøre sagte ord gode igen med: ”Du er slet ikke fed” fungerede ikke optimalt.  Tilbagekaldelse har svære vilkår.
Skriften kom langsomt sivende ind som små kroge, man ku hænge udsagn op på, hypotetiske eller  faktiske. Og især at kunne høvle allerede sket smukt til var en sproglig potent opdagelse.

Hvad er vigtigst, selve det at skrive eller at blive læst?
Præmissen er jo at skrive. Så komme, hvad komme skal:  
Palle Alene i Verden ser pludselig, at forældrene ikke er der. Ingen til at bekræfte hans væren-til. Han forsvinder ind i det blik, der ikke er der. Og slikorgie og sporvognskørsel gør det ikke helt.
 Hvilken bog ville du ønske, du kunne komme til at skrive?
Vil skrive en mursten, slentrende som en fortabt spillemand, der først sent finder ud af, at han hedder Stanley og leder efter Dr Livingstone, og hvis han finder ham, så indser han: det var ikke det.
Linjerne skal invaderes af fatale forhold, jeg ikke forlods kender, og være uden hensigt.
Det ikke må kunne opføres som musical.
Jeg vil forholde mig til tid, der er elastisk på en anden måde, end skriven er. Tidens nu, der har slettet den søde regnefrøken i 1. klasse dengang. Tiden fiser af sted uden at se sig tilbage, mens skriften holder fast i hende, det dejlige væsen. Mindes hendes yndige frisure, nej, fletter det på ny.
Sådan er det: Det fine missil, vi kalder tid, har sin dagsorden.
Og skriften fører sit eget plastiske liv. Tilbyder som et andet tivoli karruseller og skydetelte, hvis man lige står og mangler.
Og så skal der være et kapitel om politisk idioti: Readymades, der daler direkte ned på papiret om vielsesringe, der uretmæssigt trækkes af fingre.
Jeg sagde godt nok, der ikke skulle være nogen hensigt.  Sorry.
Det giver en kløft mellem sprog og verden, der ikke bare kan skrides henover.  Lige dér, sammen med en troskyldig beretning om politisk idioti, et brændende cirkus og måske tre faldne kvinder, man må rejse op igen og igen.
 Sidst et par ord om den dampmaskine, man ventede forgæves på hver jul. Og måske stadig venter på.