fra Vægters værksted, vi løber langs processen, vi ved ikke om vi lander i en alfa-, beta eller deltaversion i forhold til slutdokument

Anders Vægter Nielsen

 

Den nådesløse korrektion af én selv, mor Karen. Kommer til at tænke på diverse sociologiske indfaldsvinkler til at kunne forklare det, men ender med mig selv og jeg er uinteressant, så længes jeg efter billeder som forløsning, husk lige, forløsning kræver anknytning for ikke at være flugt. Der er ikke en skid i vejen med flugt, ville ønske jeg som allikerne frit kunne flyve omkring, de kender ikke ordet flugt, og jeg aner ikke, hvem deres naturlige fjende måtte være. Hvorfor må vi ikke have naturlige fjender, bare fordi vi er civiliserede væsner, der ønsker fred, det er svært at forstå.

Giftige hængelåse dræbt af en slange er ikke et billede, kan ikke være det, kan man sige, men problemet er at man kan sige alt, mens billedet holder kæft, mens det fortæller det, ja ja det fortæller så og så meget, men det siger ikke noget, efterlader bare rum for fortolkning. Der sidder en allike og knubber sit sortgrå hoved mod en appelsin på et hustag; den har åbenbart skubbet appelsinen ned i en rille på tagryggen, så den ikke kan trille. Alliken skubber hovedet mod den appelsin. Drømmen om det fremmede, og drømmen om det hele, er nu forskubbet til den globale drøm, vi er alle steder hele tiden, al ting påvirker alle hele tiden, som den berømte sommerfugl ingen kender navnet på, dens vingeslag, det er en løgn, et statement er ikke et billede, en påstand ved jeg virkelig ikke hvad man bruge til, noget, som helst, men løgne irriterer mig bare, især de etisk nydelige. Jeg ville også gerne være sammen med alle de andre, mexicanere fx jeg holder af dem, af dem alle sammen, selv narkobaronerne og deres problemer, det passer ikke, hvorfor nu den ironi, er den virkelig nødvendig, skønt jeg føler mig yderst forbindtlig, det er dumt at holde sig til det nationale, en drøm, hvorfor, når det findes, men hele tiden omtolkes som det globale, den omvendte drøm, som er akkurat det samme, der heller ikke er hvad det var, jeg mener alt det ævl skjuler rummets hemmelighed, hvad nu, hvis vi, som Borroughs sagde, er skabt for at vi kan omskabe os til at forlade kloden uden kroppe.