Brev om Japse, skrevet af Niels Q

 

BREV om en slange og en rocker

 

 

Kære A, jeg skriver lige et par ord om Japse. Nu står den da helt stille på ham. Jeg var nede ved ham fordi jeg ramte på ham åbenbart på udgang i Netto.

Jeg har fået Niels til at skrive det ud som en slags historie, fordi han går ret meget op i det på den måde. Kan han sælge den til pressen?   Jens Jørgen.

 

Han havde fået en slange og en abe. Og de fulgte ham altid. Slangen i en dertil indrettet kasse (faktisk ikke en kasse, men bunddelen af en gammel Nilfisk). Det er det jeg siger det vildeste mod er ikke at vælte en rockers glas øl, men at være rocker og så tage sit strikketøj frem og begynde i klubben at strikke videre på det, man nu synes. Også det burde rygmærket beskytte imod, hvis det var det.  Slangen er giftig, men han har fået fjernet tænder med giftkanaler med en boltsaks. Det klarede han selv uden de større problemer. Og ved samme lejlighed nappede han hjørnetænderne på abekatten. For den var begyndt at bide ham ved alle mulige og umulige lejligheder. Begge dyr er altid med ham, ikke bare i klubhuset, men overalt. Drabet på Major var ikke hans værk alene, tre hangarounds havde været med. Men han tog nu selv æren for det. Han fortrød at måden var så hurtig. Utilgivligt. Ingen fanfarer der. Abekatten var hans værk, også opdragelsesmæssigt. Han kunne få den til at gå på hans sko. Det lignede nærmest et folkedanserpar, så øøøndigt. Og det kan man ikke uden tæsk. Sådan er det. Prøv med sukker og gulerødder, så rykker det altså ikke.

 

(så lige lidt fra et andet hjørne af Japses liv iinden for muren.)

 

  At skrive dagbog var en større udfordring, end han havde forudset, afstanden fra bogstav og til bogstav var stor. Afstanden til tastatur umålelig, syvmilestøvler. Han havde aldrig før skrevet noget ned. Det meste og det hele kunne han sgu da huske.  Måske en tegning hvis vi snakkede en slags plan og så krydser for hver post og numre. Men at skulle skrive, nu sidder jeg her og lumrer…. Det er nødvendigt, altså at sidde her, for der er afregning for at få noget. Altså ære, den er ligesom ikke gratis.

 

Tatoveringerne, selve teksten havde været svært. Der havde været et større udvalg, ikke billederne, som var fastlagt, mere eller mindre, jeg mener, en chauffør bærer kasket, en spejderfører har korte bukser, transportfirmaerne har deres rygtekst på kansas’en: Svend Eriks Flytte- og Opbevaring. Døden har en le eller er en le. Le. Haaa. Ja han nuppede en med le og dødningehovede flettet sammen som var det en buket slyngplanter ud over hele ryggen.

Men man kunne jo starte med at skrive et postkort til ens mormor. Men det havde været uligt nemmere hvis hun havde fødselsdag nu, men det var vist først til marts eller april.  Bare det at skrive kære. Det ligger ligesom ikke lige for. En mand af ære. Hold nu kæft. En hund af ære. Det sidste er jo noget fuckvrøvl. Og så dog.   På den anden side kunne man jo også have været maskinmester i dag, sejle på varmen. Sådan gik det ikke liiige.

 

Niels Q. Setter, på grundlag af Jens Jørgens ord.