fredag den 12. oktober 2018

Prag // på tjekkisk februar 2018 en poet, en prosaist






  • Knud Steffen Nielsen

    (1947, Dánsko), básník, debutoval roku 1980 sbírkou Indsskrift (Nápis) vydanou nezávislým nakladatelstvím After Hand. Od té doby publikoval dalších devět sbírek, z nichž jedna byla vydána dokonce největším dánským nakladatelstvím Gyldendal. ...
    Profil
  • PH

    Peter Høeg

    (1957) vystudoval literaturu na Univerzitě v Kodani, a než se stal nejvýznamnějším současným dánským spisovatelem, působil jako námořník, učitel baletu či herec. Proslul románem Cit slečny Smilly pro sníh (Frøken Smillas fornemmelse ...
    Profil 

fra arkivet: Bosnien tv_ blogejer


torsdag den 27. september 2018

Oplæsning //INDSAMLING til FLYGTNINGEBØRN




Billedet indeholder sandsynligvis: 2 personer, smilende personer

Anders Vægter Nielsen: 1533 - et drab og en rejse







Min læsning af Anders Vægter Nielsens roman:  1533-et drab og en rejse . Udgivet på Jensen& Dalgaard

Som så ofte før er der bøger af kvalitet, der ikke ses  i  aviserne og hvad vi ellers har.   Disse vantider hedder:  VIRKÅRLIGHED , VILKÅRLIGHED, VILKÅRLIGHED
Vægters bog  er interessant på mange måder.
Der er så fx det genremæssige, hvor der kun delvist er tale om en historisk roman (som jeg normalt ikke gider læse), men den er så meget andet. Den iblander på organisk vis dokumentarisk  stof og direkte arkaiske sprogformer og sentenser, der farver det, som jeg om lidt vil kalde en sproglig  skulptur, fordi der er tale om skrift-materialitet, der fint og intenst folder sig ud som en spruttende motor..

 Det kan normalt være et problem, fordi hvad er dokument, og hvad er fiktion i kolossen. Men her gør det intet (skidt), da det klart både,  at der er tale dokument og så fiktionen der lægger sig forklarende til hinanden, så diskrepansen ikke opstår.   Fortælleraspektet har lagt sig omkring og i personerne, der ytrer sig.
Plottet holdes fast hele vejen i kraft af personernes gøren –ja-og sigen i den grad. Er plottet vigtigt. Nja, det er en fineste makronbund for fortællingen, hvorpå der oven på slås på alle mulige trommer, som  pisker fløde og bølger oven på.
Det er ikke en alm hybrid på den måde, som man må forstå.

 Bogens titel, der er et årstal: 1533 er ikke ligegyldigt, naturligvis ikke. Men kronolgien er ikke i den forstand dynamo, selvom den opretholdes, ja den hører med til det monstrum af levet liv, vi følger.
 Det er en skulptur, der er bygget op af ja, osse af de ingredienser, der hører til en epoke-beskrivelse.  Men det performative skrift er i den grad ON STAGE.

Vi sagesløse læsere, operatører, der føler en kraftig trang til at lege med, kan naturligvis ikke rationelt lege med i en scene fra 1500-tallet, og så alligevel : forestillingsrummet lokker med noget der så bliver en samtidighed, hvor jeg i hvert fald udstyres med vadmelskofte og le til at pande magten ned med.
Materialiteten danner  (sig i) sproget og omvendt, sådan at man står med en plastisk figur af en roman, der faktisk  definerer sig som både sprog og stille plot i en kunstfærdig mobile. Det skrives frem ,så man ikke bare kan sige forfærdeligt om forholdene dengang i 15 hundredtallet og hvidkål - med 2018-briller, men man bringes ind i og tilbage i en samtidighed, så man dels  er lige ved at forstå pryglene som en naturlig ting, en nødvendighed for den retsmæssige sikkerhed. Der er ikke noget der i vores forstand hedder menneskerettigheder. Nej, sådan er det bare: magten bestemmer ,som var de indsat af Vorherre selv. Og ens forståelse for magten svinder dels i øjeblikket efter, når det direkte er kroppene, der skal betale.
Den er filmisk i sit væsen, men samtidigt vil en transformation til filmlærredet ikke kunne lade sig gøre, hvis det skriftlige korpus samtidigt skulle skylles bort. Det intense sprog ville blive  skyllet over i det filmiske plot, og så ville roman-skulpturen dø. Anbefales  enhver læser, der er i stand til at indstille sine øjne mod det rette.

Læst af Knud Steffen Nielsen

fredag den 21. september 2018

posiarrangement, et af de første, jeg havde medansvar for





Jeg havde inviteret hende til at læse op, og hun stammede og havde givet mig besked om, at det nok ikke gik.  Jeg insisterede og hun kom.   Flere af hendes kolleger og publikum troede, at det var en del af performansen. De købte udgaven som sådan. Der er brand i teatret. Men det har han jo råbt. Bajadsmanden. Og vi slår gækken løs så det kramper. Måske var det godt sådan menneskeligt set. Måske. Men det kunstneriske udtryk lånte noget et andet sted fra. Men flere vidste ikke hvad det var.  Et ufrivillig  twist. Jeg fokuserede på blindheden i modtagelsen.

lidt rester fra mit bidrag til Lutherbog 2017





Til billedshow på Biblioteket i Viborg i denne eller næste måned.
Om Luther og Cranach d.æ.

Jeg afstår fra at bruge egne og andres billeder, (men bruger disse teser som mit indslag) jeg afstår fx fra at male et portræt af Luther eller Cranach d.æ. Nedenstående skulle gerne forklare, hvorfor jeg afstår (ikke at jeg føler mig ramt af et middelalderligt billedforbud, men fordi jeg vil mene, det ligger uden for maleriets evne. Hvis man alligevel forsøger skal det have hjælp af ord, hjælp af indforstået kontext, ku man osse sige:

IKONOKLASTING (1500-tallet) 


DE 21 TESER:
         




 1Jeg må ikke gøre et billede af Guden og det hellige.
     
2Cranach arbejdede som en vild som billedmager for at støtte Luther.

3Det var da osse mere Calvin og Zwingli, der rasende daskede til billederne
   

4Er mennesket helligt, så må der ikke gøres billeder af dem.
*
5Er brødet ved nadveren Christi legeme? Og vinen Christi blod?
*
6….hvis kun symbolsk, så er det vel alligevel helligt og forbudt som billede.
     *
7Kan en pind være så guddommelig, at det er indeholdt i billedforbuddet?
           *
8Nu skal jo så ikke glemmes, at Martin L ikke var så rigid i opgøret med De ti buds nr 1:  Du må ikke gøre billeder af Vorherre.

*
Noget helt andet: Hvad vil et maleri af Martin L, mit fx, kunne bibringe af nyt? Om Luther?
*
 ….vel kun noget om min egen psykologiske opfattelse af figuren Luther og dermed kun fortælle om migselv.
*
  Vi har kun andres afbillede udgaver, dvs deres opfattelser af Luther. Ikke fyren direkte, endikke et fotografi.
*
Man kan male en citron, en dytbil, en kone, der sidder på en stol, altså konkrete gengivelser, men kan man gengive i maleri sætninger som ”hvor i alverden skal jeg kunne få råd til en ny fladskærm?” ”evigheden er svær at forestille sig”.
*
…alt dette er lettere at skrive om
*
Jeg kan skrive om den rejse, jeg tænker på at give min kone næste år. AT MALE det er umuligt.
*
 Svært at rejse i tid frem og tilbage i MALERI.
*
Det forbudte gudebilled GULDKALVEN kan gengives konkret. Se dér har vi sørme en ko. Men betydningerne af muh-koen som tanke, dvs fornægtelse af Vorherre, overtrædelsen af afguderi, er ikke maleriets evne.


*
Hvis du laver en tegneserie om koen, kan du ved hjælp af sprog, og ved at fragmentere totalbilledet, der så efter aftalen, vi har, at 5 cartoonkasser efter hinanden fremstille et tidsmæssigt forløb.

            *
Hagekorset har vi vedtaget som tabu  pga historiske begivenheder. Altså et billedforbud.

*
….et billede kan altså springe ud af sin uskyldighed og blive til en kraft udenfor.

….dette gør alle billeder mere eller mindre udtyndet.
*
Er en niquab mere et tabuiseret billede end en klædedragt?
*
      For mig bekræftes renæssancemalernes brug af akvamarin (den blå, you know) som værende anset for hellig. Se Fra Angelico.

På Bequa , tæt på Fidji, respekterer de stadig deres hajgud så højt, at navnet aldrig må udtales, men gerne skrives.

(der er ting, der skal tjekkes)    
v4  Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. v5  Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; v6  men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

Forordning om alteret
v22  Herren sagde til Moses: Dette skal du sige til israelitterne: I har selv oplevet, at jeg har talt til jer fra himlen. v23  I må ikke lave guder af sølv ved siden af mig, og I må ikke lave jer guder af guld. v24  Du skal lave mig et alter af jord, og på det skal du bringe dine brændofre og dine måltidsofre, dine får og dine køer. Hvor som helst jeg lader mit navn nævne, vil jeg komme til dig og velsigne dig. v25  Men hvis du vil lave mig et alter af sten, må du ikke bygge det af kvadersten. For ved at bearbejde dem med mejsel har du vanhelliget dem. v26  Du må ikke gå op på mit alter ad trin, for at ikke dit køn skal blottes over det.
         


torsdag den 30. august 2018

Brev fra Lasse... som svar på et foto, jeg havde sendt (det indlægges senere)







Svar2 d

Lars Bo Nørgaard Først blev jeg sulten. Eller jeg troede, det var det jeg blev. Så gik jeg ud på badeværelset for at vaske mine hænder, som jeg gør hver gang, jeg har troet forkert om noget. Der var ikke noget sæbe. Der plejer altid at ligge et rundt blåt og lilla stykke sæbe i en skål ved siden af håndvasken. Eller ved siden af er måske ikke det helt korrekte udtryk. En håndvask består som oftest, vores gør i hvert fald, af en konkav del, som er den største del, og som jeg fristes til at kalde selve håndvasken, altså den del vandet løber ned i, og som ender i et hul til afløbet, vi bor på tredje etage, hvor langt er der ned til hvorend vandets frie fald ender eller afbøjes, jeg ved det ikke, tyve meter, måske? Som sagt: jeg ved det ikke. Og dette afløb kan stoppes med en klud eller prop eller hvad man har, en hånd, så kummen, det er det, den hedder, den konkave del af håndvask, kummen, kan fyldes med vand, varmt eller koldt, lunkent. Men så er der også den del, som er vandret, en smal rektangulær hylde, hvorpå også vandhanen er monteret. Og på denne hylde kan man lægge fx sæbe. Ofte ligger der også tandbørster, tandpastatuber, negleklippere, hårnåle, sakse, kamme, smykker og lignende irriterende småting. Hvad var jeg ved at fortælle? Jo: altså det var på denne hyldedel af håndvasken, vores sæbe plejer at ligge, et boldformet stykke sæbe, ligesom sammensat af to typer sæbe: en blå og en lilla, viklet eller æltet ind i hinanden, meget behagelig af rotere mellem hænderne, frem og tilbage, rundt og rundt, så sæben opløstes, og smattede ud i håndfladerne. Det er åbenbart vigtigt at man bruger sæbe, når man vasker hænder, jeg har altid været skeptisk overfor det, er det nu også virkelig SÅ nødvendigt, SÅ hygiejnisk? Er vand VIRKELIG ikke nok i sig selv? Jeg har mine tvivl. Og jeg skal gerne, meget gerne indrømme, at jeg ofte ikke bruger sæbe, men kun vand, af ren og skær stædighed og oprørstrang. Ligesom, mere eller mindre, det er en stor fornøjelse for mig, ikke at børste tænder om aftenen, bare springe over, bare en gang imellem. Ikke for ofte, for mine tænder er dårlige, og de skal helst ikke blive alt for meget dårligere, det har jeg ikke råd til. Men så blev jeg sulten igen. Det er jeg ret sikker på. Så sikker som jeg kan overbevise mig selv om, at jeg var. I hvert fald undlod jeg at vaske hænder. Sæben manglede jo i øvrigt også. Hvilket kunne være lige meget, for jeg BEHØVER jo ikke bruge sæbe, og desuden er det ikke sandt, det med at jeg altid vasker hænder, når jeg taget fejl, det var bare noget jeg skrev, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle skrive, jeg skrev det bare, så at sige, ud af det blå. Ja.

torsdag den 16. august 2018

Kugelns indlæg


S. Kugeln:



Romaner. Låner to meter hver fredag. Høvler hjemme ned til 3 cm brugbart resten brænder jeg af i ovnen.  Udholder det ikke. Har allergi. Har allergi over for alm plotbårne bøger, hvor plottet bruger sproget som transparent transportbånd, ja nærmest  bruger sproget som en hindring, ja som på trods, vi skyder det til side for nu vil jeg skrive. Jeg, altså jeg mainstream realistisk romanforfatter, vil skrive noget der åbenbart ku finde sted 1:1, hvor verden reproduceres, og alt er udskifteligt, hvis personen hedder Orla… ku han lige så godt hed Kaj, og cigaretten ku udskiftes med en cigar, men først og fremmest at plottet har sit faste matriceagtige forløb, som kan forudsættes. Og fx hvis det er en  krimi kan dødsårsagen udskiftes fra stikvåben til cyankalium, opklaringen kan foretages af Hr A eller frk P. De fremadrettede bevægelser kender vi, vi den hele trafik med personer og med personer i dytbil eller tog:  jeg har set plottet komme. Og dynamikken er en reproduceret trafikmæssigt overfladefænomen.

Pelikanens tale 1.:



Ild tæller man ikke.  Ild er. Og du selv skal heller ikke tælles.

Vi glemte en lang stund alt og snakkede bare løs.

Der var masser af begynderfejl. Men fin eftermiddag.

Stil, udtale og hårmode var naturligvis forskellig.

Berørte pryglestraf, betingede domme, samfund og 

Thit Jensen. 

søndag den 12. august 2018

koncert i Odense



detaljer
Spørgsmål og svar i vinden - en litterær og musikalsk mosaik
Ulrika og de Tre Dværge underholder med musik og sang og causerier
Ulrika Rosdahl vil synge smukt og dejligt. Klaus Andersen vil akkompagnere ydmygt på klaver og også fremføre klaverkompositioner. Henrik Møller Jensen vil vende bl.a. de noder han selv har skrevet. Ejler Nyhavn vil med sin talestrøm få det hele til at hænge sammen.
Eftermiddagen har en art tema. Det er alt sammen musik og tekst fra en sentid i den europæiske kultur, den store krise begyndende i det 19. århundrede, strækkende sig gennem det 20. århundrede, og nu stadig tilstede, måske radikaliseret. Det er altså musik født i en tid, hvor der ikke længere kunne kigges tilbage på store forbilleder og sikre genrer for at skabe kunst, eller på sikre erkendelser for at forstå sig selv og sin tid. Musikken i eftermiddag er i stedet fra en eftertid, der er vor tid, hvor refleksion og selvkritik er kampråbene, og en formmæssig forsoning uden fortrydelse med alt godt fra fortiden. I en sentid kan spørgsmål stilles stærkt og afgørende, men svært er det i en sentid at levere svarene.
Udover ældre kompositioner fra den senromantiske og modernistiske periode vil der være nye kompositioner af Ejler Nyhavn og Henrik Møller Jensen, bl.a. en lied med tekst af Knud Steffen Nielsen.
Ulrika Rosdahl er uddannet operasanger. Klaus Andersen er uddannet pianist og organist, og til dagligt sørger han for musikken i Bogense Kirke. Henrik Møller Jensen er uddannet organist og til dagligt korleder. Ejler Nyhavn er digter, musiker og foredragsholder.

lørdag den 11. august 2018

elektriciteten






Med hensyn til hele det elektriske system, når det kommer til det, vedrørende det, om det elektriske, hvad angår det elektriske, vi ku blive ved. ku vi,  jeg sagde til lederen af forsyningen, at han ku forklare alt om sinuskurver, han ku da bare roligt gentage anode, katode, polære spændinger, elektricitetens selv, dens væren-til, for vi var ikke kommet en cm nærmere. Han ku da bare gå i gang.


Man pisser på et elefanthegn, man tænker ikke i krop, kroppen tager over helt for sig selv. Lemmerne, hovedet ligger ved siden af i en plasticpose og ved ikke lige hvordan det får sig listet hen til kroppens resterende dele. Vi har to forskellige tilgange. Min ven fra før tegnede så det var helt svimlende, mest for ham selv. Tavlen var rødternet. 


Og sluttede han ikke af med, at nu forstår vi, hvad elektrricitet er og spar på strømmen osv.   Og sagde jeg ikke til ham, at jeg forstår endnu mindre om hvad el er for noget. Og til gengæld forstod han ikke den så hjerteskærende stupide persons udladninger fra begyndelsen. 


mandag den 6. august 2018

passion

digt om passionen





Så står han allerede med fødderne oppe i det strømførende.
Hedder kagen: Ska-vi-fare- vild?


Vi lister rundt så almæg­tige som ingenting. Så afmægtige som ingenting.

Glasset har vi pudset
 
godt. Så godt.


torsdag den 2. august 2018

(fortsat, gl ekstrapoleringer, undervejs)



v
Den død er den værste, at blive ofret.  At blive taget hen på et torv i Lidice eller hvor ved jeg og blive skudt som soning for en Heydrich. Mændenes totale meningsløse død. Selv om man er del af en ofring for likvideringen af Heydrich.
Den totale tilfældige gidselstagning uden nogen skyld, men dog er det én slags bagudrettet kredit og applikeres medskyld i topnaziens død.
Værre skæbne end gidseldøden er det forspildte liv.  Det der førte en forbi alt og alle af ”en fatal magt”. Og intet bemærkedes. Intet blik, der anerkendende løftede armen til hilsen. Det blik, der fortalte at du var til.
At være et fatalt gidsel af det forspildte.

beuys

fragment, undervejs



Skæbne er det du definerer som skæbne




Primtallene er det elektriske, værs’go.


III
Da Joseph Beuys bliver skudt ned over Krim bliver han hjulpet og  indhyllet i fedt og filt og indskriver siden sin kunst  i netop de materialer. Han har ikke selv valgt det. Tror han det?
Den livgivende honning kommer osse til.  Det er det ene. Tilfældet, hvor og hvordan man vader gennem den jord, der nu engang møder ens fødder. Ham tænker jeg på nu. Kamppiloten, der skydes ned i luften og reddes.
Materialerne redder ham.
Hvordan læste han den? Redningen?
Den anden episode:  at han tager til Amerika uden at berøre Amerikas jord. Jeg vender tilbage om lidt til det igen.


lørdag den 28. juli 2018

dåseleg






Bider negle helt op til albuen.

For hver trin skar han et nyt hjerte i armen.

Han, nej de, leger fange. Spørgsmålet er om Therese findes.

Tænker på dåselegen rundt om fyret.

I går sparkede han til blikspanden som altid. 



I talende stund virker det som noget scenisk.


 
Og nu kan jeg sige ligeud: Der er ikke følelser nok i dit ansigt.


Mine drømme ser jeg mig nødsaget til at overdrive
fra nu af.


Endogent






Endogent

er en metafor, siger jeg -  Hvis man ellers havde lidt bedre tid,

kunne det måske udvikle sig til noget.

fragment eller toto





Øjenlågene passer ikke til figuren. Han der skulle se så oplivet ud, poserede med halvlukket blænde, så man fornemmede et træt og kun halvt insisterende engagement Måske et lille bluffnummer. Så okay da. Disney kunne klare det på dukkens nedstirrende blik med en let syning og lidt botex fra siden af øjeparret. Hos den fuglelignende smælder de lange øjenvipper som en blomsterfælde. Kunne matche hele vejen ned og igen ad de km-lange ben, så ladylike. Så Gucci, alt det andet og det meste handler om din mand. Hvad rager det da mig.

mandag den 16. juli 2018

fra Lars Bukdahl-bloggen




LØRDAG DEN 14. JULI 2018

Et til elefantdigt (med billede)

af Knud Steffen Nielsen, fra denfri.dk, 2013
Billedresultat for knud steffen keramiske elefanter

Her lægges kun kabalen, der gerne skulle
gå op. Der er jo ikke noget at sige præsten på.
Han snakker, som han håndfodres.
Så kunne man måske nøjes med lidt fra Prædikerens
Bog, om myrerne og deres iver og gå-på. Og så ellers
fugeskum for resten af pengene, og det gør en prædiken.

Den afdøde havde store
planer, men kom nu ikke meget rundt,

og han var, som man nu ser flest
selvsupplerende/ og entreprenant og,

men ih, som han da
samlede på keramiske elefanter
fra hid og dig og fremmede kyster/. Og kaffen bagefter:
Hva ville han da med alle de lerdyr.

Hvornår skal I sælge, siger
det blødeste pudresind.

Hun kan da umuligt blive siddende
uden vogn, og butikkerne nedlægges
så tit./ apropos som landet ligger, vi skal

da snakke salg
af jordstykke
op mod os, nu
vi alligevel sidder sammen
bare til lidt have, ingen vej-ret/hvis det er det

Ingen kommentarer: