Fem år gl brev til min fætter Jørn.

 

BREV til min fætter Jørn 

 

 

BABYBORN

 

Kære Jørn, jeg sender lige beretningen her med i brevet. Fordi vi sommetider har snakket om hvad der er en rigtig familie, og vi har ikke altid været enige. Begyndelsen, om ikke andet, er som følger:

 

Hun, du ved Elsie Jensen-har nævnt hende enkelte gange før-, havde, ja vel har stadig, en babystol i bilen, selvom alle tre sønner var fløjet fra reden, som man siger, . Stolen var heller ikke til Barnie, retrieveren, der ellers var fuldblods medlem af familien. Den var til Elsies Babyborn. Og du kender jo godt de der dukker, der snart kan lige så meget som en ægte baby (mener osse de ka pisse og skide, nå det tror jeg da lige jeg vil have fundet ud af). Hun er 55 og sælger tøj, ikke tupperware, som jeg vist sagde til dig,  på busture til Tyskland.

De var nu i øvrigt begge to, hende og ham, enige om, at det var udmærket at have fået dukken. De havde begge to ejerskab, også Jens Arne. Ikke at han sagde noget om det, overhovedet ikke, men han havde da været med til at skrælle ekstra kartofler, som han så moste og dyppede i honning og legede made-situation med Baby (dukken). Han havde fået tilknytning, havde næsten overvejet at tage fjorten dages barsel.

Ejerskab, jo, han havde til en start lagt pengene ud. Og så ellers slag i slag. Hun kviede til at begynde med at tage Baby b med ind i supermarkedet, -det var ikke lysten der manglede, og hurtigt kom hun da efter det, må man sige. Så snart var Babyborn  så fint installeret i en af de små vogne med højt gult flag. Og det har så været fast rutine lige siden. Jens Arne lod dig babyen blive i bilen, når han var alene ude at handle ind.  

Det pinte hende i øvrigt, at fotografiet af de tre drenge, som hang over skænken ikke var fuldtallig, som hun sagde.

Der manglede to ved siden af Jesper, Mik og Jens Jacob. Men det var taget lige før, de havde fået BabyB, og Barnie (faktisk Barnie II) var kun en ustyrlig hvalp, så den havde de måttet opgive.

Drengene sad i ens blå nylonskjorter og havde været ved den samme frisør som altid. (Heldigvis var der ingen af drengene som havde ørering i. Det var det eneste krav hun havde haft, så hellere ryge, og så får I kørekort alligevel). Og det med de samme blålige skjorter.

 Derfor var det, at hun spekulerede så stærkt på at vælge nogle garner, der matchede skjorterne, så nu gik det ellers med at få strikket en fin blå dragt, en slags forklædekjole, til B, ikke Barnie, men Baby B. Hun vaklede noget, men ville så alligevel ikke farve håret på BB lyst som drengenes.  

Der var heller ikke så meget hår at gøre godt med i de tre plasticstrimler, men med en tusch kunne det lade sig gøre, men det ville få Baby til at se så naturstridig ud, at det gjorde noget. Så hellere noget med et lille tørklæde. Livagtigt, ville andre sige.

Når de var i byen til lidt kortspil, altså mændene, mens kvinderne hyggesnakkede, ringede Elsie to-tre gange hjem for at høre, om babysitteren kunne sige noget om problemer eller noget. Men det gik altid så godt. Og det var også rigtigt. Når de kom hjem, var der aldrig noget.

Har hun været uartig? spurgte Elsie indimellem, men det var ikke for alvor.

Du må jo ikke ryge, sagde hun til babysitteren, som var naboens Katrine, fordi Elsie mente hun kunne lugte lidt cigaretrøg. Jeg vil ikke have, hun lærer at ryge, sagde hun småsmilende, lidt forlegent, men det var det, smilet skulle bløde op på.

Hun tænkte af og til på, da de mistede deres første retriever Budolf, som blev kørt over en lastbil. Faktisk den lastbil, der lige skulle aflevere 3 kubikmeter sand, og tilsvarende stabilgrus hos genboen.

 

Budolf skulle netop den dag jage deres mølædte kat ud af deres egen grund og tilbage til, hvor den hørte til. Der er nu gået syv år, da det skete, og på det tidspunkt var der ikke en hundekirkegård i nærheden. Et lille sted, hvor de kunne gå hen og mindes og måske lægge en hundekiks og dens yndlingsgnavben.  Der skulle så gå 3 måneder, inden de  fik Barnie II. Hun havde forestillet sig, at den kunne gå med noget tøj, et rygdækken og måske en sjov huelignende ting, men der, altså dengang, havde Jens Arne sagt fra.  Det er ikke hundes natur at gå med tøj, sagde han direkte. Og sådan blev det, selvom hun engang imellem småeksperimenterede derhjemme, når Jens Arne arbejdede om dagen. De så også lidt fjernsyn sammen, som Elsie kaldte det, når hun lukkede op for Børnetv, som hun fandt mest velegnet.

 Det var da også sket, at der var vist en kat i et af programmerne. Og så reagerede Barnie først med knurren og så med at bjæffe. Men det vakte jo nogle grimme minder om Barnie I i Elsies hoved, så hun slukkede altid fjernsynet alligevel, næsten øjeblikkelig. 

Og hun skulle lige til at sætte sig til klaveret, men så vidste hun godt, at hunden så først ville tage fat med at hyle i vilden sky. 

Han er bare musikalsk, dristede Jens Arne sig til at sige første gang, de oplevede det.

 

En anden gang lige ved julebagetid manglede der tre vanillekranse i kagedåsen med julemotiver. Så sagde Jens Arne, du behøver ikke at kigge sådan på mig, det er Baby, der har gjort det. Elsie vidste ikke, hvad hun skulle sige, og mundlam, det kunne man ellers ikke sige hun var. Hun spurgte engang til, men fik det samme svar igen, måske en anelse mere lavmælt.