Bettys brev til veninden Jane

 

Bettys brev til veninden Jane.  

 

Hej Jane.

 

Håber I kom godt hjem. Sikke dog som snakken gik. Ikke til at forstå at jeres Ole og min Poul nu er store unge mennesker. Poul måler 191 på strømpesokker. Tænk at de er ved at flyve fra reden godt og vel, for Poul er allerede inde som soldat nu (Livgarden), og nu er tiden vist kommet til at jeg kan bruge lidt tid på mig selv.

Tanken har da før slået mig, at nu hvor man kan begynde at forkæle sig selv lidt, nu vores fugle er fløjet fra reden, så er der flere ting jeg har lyst til. I begyndelsen var det keramik og guitarspil, men jeg tror nu nok det bliver akrylbilleder. Jens Ole har jo sit både arbejde og bolden  i weekenderne. Så meget tit er han ikke hjemme.

 

Hvis der er en hjemmeweekend fra arbejde, så står den på fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Ja, han er bidt af en bold. Som han selv siger.  Alt kan ske med den lille runde. 

Kunsten har ligget og ulmet længe. Allerede som lille pige ulmede den og jeg stoppede først da jeg som stor pige var begyndt at gå til ridning, så var der ikke længere tid til at lave de fine vandfarvelade-billeder.  

Jeg har nok malet over hundrede billeder af den samme hest, ligesom den jeg altså dengang var kommet rigtig til, levende. Og det er noget andet end bare og sidde og tænke tilbage på den nu. Nu sker der bare noget med det.

 

Jeg blev fotograferet og interviewet til Halsøposten nærmest den første uge, hvor jeg var kommet i gang med pensler og SPATEL  i kunstnerkittel og hænderne er næsten ikke i ro, ka man se.

De havde bedt mig om at pege op på det sidste maleri, der forestillede ikke en hest, men en løve, for når man nu er født under løvens tegn. Fik jeg da sagt.

 Og jeg er selv en rigtig løve. Ja, jeg er både løve og en hønemor om mine børn. Det fik de også med. Jeg har jo fulgt både Iris og Poul  til skole hver morgen, indtil de bad mig om at stoppe.

 

Da vidste jeg, jeg havde fået dem godt i vej.

 

Jeg måtte et par dage efter klage over en lærer, der havde brokket sig over, at Poul ikke havde haft en seddel med om at han havde slået foden og ikke kunne få gymnastik. Enhver kunne da se, at han humpede slemt. Det kunne læreren åbenbart ikke.  –Det var selvfølgelig ikke noget jeg stod og fyldte journalisten med. I øvrigt var det redaktøren selv.

 

 Netop dyrene fylder mig i det hele taget med gode stærke motiver.

Og så sent som i går

spurgte  M R Scan Revision om jeg var interesseret i en lille soloudstilling. Og jeg var ikke sen til at sige ja tak.

Jeg forklarede i avisen, at jeg havde gået til maling hos kunstmaleren Poul Jensen, altså Poul J. Det skylder jeg ham. Ja jeg skylder ham alt.

 

Jeg forklarede  at naturen var min store inspiration. Og at jeg bruger akryl og ikke kun pensler. SPATEL. Det kom også med i overskriften.  Jeg elsker simpelthen glade farver.

I avisen står der så fint:  Det er de glade farver, der trækker.

Ps jeg sender lige bladet til dig, når jeg får et ekstra.

 

Kærlig hilsen Betty