Læsestykke til Den Gode Læsebog.

 

 

 

Kære lille Bjørn.

 

Fader ved, du er en stor og flink dreng. Og derfor bliver du også sagtens en der kan komme til at køre det store lokomotiv, hvis du er sød, og når du bliver stor. Men du må ikke gå og fløjte hele tiden i den lille fløjte.  I fløjten er en lille ært, og den bliver meget giftig, når du, Lille Bjørn, hele tiden går og spytter i fløjten. Fordi menneskers spyt er farligt, ja fuld af mikrober.  Mikrober er farlige dyr, man aldrig kan se med øjnene. Og Moder får ødelagt sit sind. Og det gør hun også, når hun hører grimme ting, Lille Bjørn har sagt.

Du må ikke sige grimme ting, mens fader er væk. Så kan Lille Bjørns hår falde af.

En dreng, som Fader kendte, da Fader var en lille dreng, mistede tre fingre, fordi han sagde, at han ikke havde leget med tændstikker. Men det havde han. For det kunne man sagtens lugte. Også lugtede det meget af tis. Ja, kun tis.

Og han tissede mange gange i sin seng om natten. Når man leger med tændstikker. Han tissede også i bukserne om dagen. Han hed Lille Søren.

 

Og til sidst faldt hans fingre af. Lige pludselig.  Den dreng sagde en masse grimt om sin Fader, når Fader ikke var hjemme. Og når Fader kom hjem, fortalte Moder, hvad Lille Bjørn, nej hvad den Dreng Fader kendte, havde sagt. Og så blev Fader så ked af det, at han måtte straffe Lille Søren meget hårdt.

 

Og når drengen havde været så ond, måtte Fader lære ham, at hovedet sagtens kunne falde af, når han sov og havde tisset så forfærdeligt meget i sengen, så sengeklæderne var ødelagte og skidne. Og så blev Lille Søren, ja han hed Lille Søren, ikke til en engel, hvis Lille Sørens hovede faldt af.  Og det gjorde det en aften.