brev om organdonation, til Henrik

ORGANDONATION

 

Brev til Henrik igen.

 

Hej Henrik, jeg fortsætter lige hvor vi slap i telefonen….

Jeg har fået taget mig sammen til at få skrevet under på organdonorkortet.

Man ku have købt en ged eller renset en kyststrækning; det er jo trods alt de fleste der gerne vil have stykke hav at kigge på og være ved, vinter eller ej.

 

Og skulle jeg vælge mellem et fremskudt dige eller beskytte tre butsnoede frøer, så tager jeg altså digerne. De har lige lavet en bro til mus og frøer 22 mio dask-.

Nu bliver det så en donation på bevilget efterkrav, ka man sige.  

Nå, dette liv varer jo ikke evigt, og faktisk er genbrugstanken på et højere niveau eller lavere om du vil, mig ikke fremmed. Hellere det end bare brænde skidtet, knoglesættet og drysse det ud over en skov eller havet. I hvert fald ikke al den aske i vandet.

Det værste det var da at læse om musikeren, der ligner noget opfej fra et plejehjem.

Mener han var medlem af Rolling Stones. 

Tænk at blive indsnuset af en rockmusikersøn. Han indtog faderen intravenøst eller gennem en fed, var det vist.

Nu har vi ikke mange musikere i familien, men alligevel. Skulle det være for at yde respekt og blive genforenet i familien. Hvis man har tilbøjeligheder, som små kannibaler, så dæmp dem lidt og æd så  faderens cykel eller hans festtelegrammer, hvis det ikke kan være anderledes.

 Men sådan det med respekten tror jeg nu ikke på. Mindes altså gutten, der spændte den afsjælede gammelfar fast på motorcyklens bagsæde og kørte rundt og viste afdøde alle de gamle steder, som han sagde.

 

Det giver åbenbart ikke points nok bare at blive begravet pænt og ordentlig på kirkegården mere. Nu skal der lidt mere smæk til.

Da jeg havde afkrydset organkortet, meldte der sig lidt diverse spørgsmål i hovedet. Fx  er det vel ikke lige meget værd, alt løsøret.

 Mine fødder i hvert fald er vist mere eller mindre ubrugelige bagefter. Dem er der ikke så meget at hente i.

Slidskader og sætningsskader. Og skønhed, der ligesom har været. Men hjernen, min kongekrone, ku jeg da godt have, at den blev behandlet med varsomhed. Handel med Cære, som vi siger.  Og det sgu ikke lige meget hvem den sættes på. (jeg ser nogle rædselsscener for mig med nu hvis nu fx VV skulle løbe med hele butikken og bevægeapparat a/s.  (Jeg får næsten lyst til et dybt skinnebensår bare ved tanken).   

Ikke at låget nødvendigvis skal  sendes i cirkulation til kommende nobelpristagere, og i øvrigt er der jo også det, at de jo nok er ret godt kørende selv. Men det er ikke lige meget hvem den sættes på. 

 

Jeg mangler en rubrik til at udpinde det på. 

For vi snakker jo ikke blot og bare ørerne  eller hud fra  ryggen (til brandsår).  Det er så ligegyldigt og banalt.

 

Skulle en hjemløs løbe med en enkelt hornhinde for bedre at kunne finde sin sovepose, så for mig ingen alarm.

 

Men de større organer, lever, hjerte og den slags, de skal ikke pjattes væk. Det giver næsten sig selv. Kunne modtagerens indkomstsklasse, stil og politisk ståsted afpasses med giver, kunne det være en god tilskyndelse for mange.

 

Det kunne da være interessant, om hjertet kørte videre i en ung berømt skuespillerinde, der har været med i nogle af de serier, jeg selv har fulgt med i.

 

Førhen brugte jeg mange tanker på bare at spekulere i alt det jordiske gods, man har fået samlet. Hvem skal have dit og hvem dat. 

Men det giver ikke så meget mening mere i det her mere fine perspektiv.

Selvom min samling af skibsbilleder sådan fylder mere hvis man måler op, end hvem der i givet fald skulle have gavn af de forskellige dele af mit korpus.

Og at få modtagerne oplistet i en kandidatliste ville for mig være optimalt, og hvis man så kunne få mulighed for at tage kontakt mellem de berørte parter inden. Men det kræver måske for meget byrokrati, så hul i det.
   Ole P