tirsdag den 16. januar 2018

digt N


nr88


Til Natalie: Jeg har vendt orkideerne med rødderne opad. Jeg trækker vejret stille for ikke at belaste omgivelserne. Min kontrabog siger, at jeg forbruger 40 % for meget ilt i forhold til min betydning i samfundet.. (Og hvor mange leopardtanks er det ikke lige om lidt).

                                        ***

nr 5


Naturen kan være en svær en, kan den, da himlen hører med,
mens resten holdes helt nede i gadeplan,
hans sætninger lyser kun, når der skal skiftes batteri. Han skriver om

det skrøbelige kød. Troede han det var genopladeligt?
Fremvis det virus der ikke var der i begyndelsen.





nr 14

I
og hvis jeg glemte at slukke lyset, så er det, du kan se. Det betyder, han venter og afventer. Noget med skæbne, som han endda ikke tror på. Det er det ord, som forlader munden. Af det fatale
foldes let monstre og gespenstre af papir. Jeg leger selv min egen skæbne,
som jeg ganske vist ikke rigtig tror på. 
Så smukt i undvigelsen. 
”Det kan da ikke gå ga

                                     ***

lørdag den 13. januar 2018

igen fra arkiv anmeldelse af Poul g Exner


Det gør ikke rigtigt ondt på fisk

1. Oplag
Trykt i: 2008
Af  Poul G Exner 
    jeg forstår ikke digte for tiden.
     aerligt talt. det er ingen nydelse for mig at laese dem. ikke i meningen at jeg skal naa frem til en saerlig betydning, af den og den metafors aabenlyse obstruktion imod min umiddelbare, og ufrivilligt distraete oplevelse af poesien. jeg kan altså ikke komme ordentligt til bunds med det, digtet. men jeg kan i den grad og til stadighed paaskoenne en laeseoplevelse. glaede mig over at have laest en god bog, alene ved sin form og sit udtryk; sit blotte bare sprog; (helt koblet fra enhver fornemmelse, trang, endsige l y s t til og for tolkning..) og gad vide, om man ikke som anmelder, amatoer eller prof. på mange maader goer sig selv en stor, og vaerdig tjeneste ved at vise sig som staedig laeser af det som ikke umiddelbart fanges ind i billedet, uden at affaerdige det. jeg mindes en digter som fortalte mig, at en konsulent på et stort og beroemmet dansk forlag, anerkendte hans sproglige virtuositet, ja, geni blev ikke naegtet ham, – saaledes faldt ordene ud til hans fordel i skrivelse der uddybede afvisningen -, men siden at de ikke kunne forstå hvad der stod i bogen, ville man ikke anbefale den til udgivelse.
     naragtigt afslag.
     der skal nok findes nogen der kan kalde sig for den rette modtager af saerlig poesi i hele verden af laesende og droemmere. og pragmatikere ogsaa - hvem er poesi da ikke for?! upaaagtet den moegirriterende myte, at enhver digter automatisk er humanist og befinder sig paa venstrefloejen? saadan noget nonsens. men det vil jeg vende tilbage til paa et andet tidspunkt.
     for naervaerende vaerk gaelder det at man har chancen for,at opleve det store oejeblik ske for ens laesebrille, hvor man genkender den og netop det man har lyst til at oploeses i for en stund. og de oploesningsstunder er der masser af i ” Det gør ikke rigtig ondt på fisk”, stroeget med rund og varm hånd af Knud Steffen Nielsen.
     det goer ikke rigtig ondt på fisk… det goer heller ikke rigtig ondt på denne laeser at blive vaek i denne bog - og det goer sgu indtryk!, dertil er der simpelthen for megen sjaelsvaerk over digtningen – et overskud af lys; en form for eksistentiel magi udfoert gennem sprogets mange semiotiske trylleformularer - her en hel verden , her bestemt ingen hel eller verden som saadan. forfatteren skriver som en magiker op af en tryllehat, og der er ingen graenser for hvad der kan traekkes frem i lyset. samtlige genstande bliver aldrig stoerre end de mindste hjul, der får verden til at dreje rundt om ham der skal lige til at samle sig og saa igen, samle sig om sin identitet. paa ny. paa ny. de allermindste kroge i teksterne traekker de store torsk i land fr,a den moderne forstaaelse af sindet og identitetens urdyb. og det goer ikke rigtigt ondt undervejs, men smerten findes: kravet om at have identitet i altet omkring en. det identitetsloese menneske er en trussel mod samfundet, mod verden. det er en haemsko ikke at kunne sige at: jo, jeg fandt skam min identitet i blodet, i krigen, i oekonomierne, i takstraeet, og gravstenen; ja i a l t! .
     saa nu kan jeg omsaette mig selv med stoerre effektivitet, presto. eller, prosit, som gloedepaeren i loftet over hjertet, sagde det. det mindste skaber os så fint som stoevfnug, og det som ikke er evigt, andet end som en efterladt varme i vinden, dét er stoevet vi skal vende tilbage til hver dag - noget nyt ved et menneske aflejrer sig på dets skuldre, hvert sekund.. Knud Steffen Nielsen viser disse stoevfnug frem i klare glimt af lys, af spiritualitet. og leg. masser af sund leg med det hele.
     lyset kommer i dette tilfaelde fra et sind i ydmyg, og stjerneintelligent snart sagt kosmosomspaendende tvivl. og sikken alvorlig latter han får ud af det hele. men der er liv, dét er der helt ud i det yderste af hattebåndet. og der ér liv på andre menneskeplaneter – denne bog er en af disse planeter befolket med alt det, som ville skygge for aanden om det ikke blev nedfaeldet. forfatteren er en skabning, en magiker, som befolker sin planet med naervaerende forsvindingspunkter, samtidig med at han konstant afsoeger det helt naere blodets himmelforbund med stjernebillede og rodnet, for at dog at afgoere, om han egentlig ikke fylder for meget, til at vaere sig selv, eller om han er lige tilpas med at vaere en anden, den samme – eller den nogen han er blevet tildelt i sin tid… i sin tid?… ja, lad det bare stå sådan, identitet har sin tid. saa en ny og så en naeste –
     digtene i fiskene befinder sig i en graazone mellem det ene klare oejeblik og så det naeste. Eller er der tale om de klare glimt mellem et oejebliks frafald og så det naeste? jeg ved det ikke. manden er magiker. det er stor, stor tryllekunst, og varm og berigende laesning. Stoevet er stadigt varmt. - og sikke dog nogle helt fantastiske legemer han faar skabt af det stoev, naar han faar laerseren til at le liv ind i selve ordet som peget mod noget i konstant og for altid foranderligt.
     lad os tage et uddrag af et digt afslutningsvist
Digt om blikfugl.
Også i dag denne morgen, hvor en sky blev lovet/ bort, fortæller profeten, at/ det hele er dialekter. Min dialekt siges at være tæt på dengang./ Underholdningen/ er god. Den ophæver trangen til at skifte tøj og modelunet med/større og større kæledyr./ det begynder igen som en række af fortungelyde./ det begynder med at de hiver i mig og/ siger, vær dig selv. Må jeg så optræde med et nummer hvor jeg/ ligner blikfuglen dér? Nej, du skal være ekspert i dig selv. Jeg kan/ hverken være mig selv, på den måde mig selv eller en anden. Hvad skal jeg fortælle?/ skal jeg begynde med slægten, dens skæve gang. Udfordringer, jeg har opsøgt/ og unddraget mig. Fristelser? Nej, din identitet. Jeg foreslår: Jeg har været menneske engang. Jeg delte/ breve ud. Eller: Jeg skar først for af stegen. Eller: Jeg kørte træt i mod og mandshjerte./ Det er min identitet./ Jeg taler periodisk mere og mere korrekt for at/ komme på et rigtigere navn.// […] På ethvert mål/ lød det forkert/ og kunne heller ikke oversættes.
med i bogen er ogsaa et lexica over forskellige begreber. nyd det hele. her er lidt google-halloej
poul g exner

tirsdag den 9. januar 2018

Patientdigt







Gidslet, som
patienten, der ligger i koma.
Alle mulige bemærkninger om ham, hans mission, hans ønsker
alle drømmene, ja man mente ikke de var der.
Han bevægede ikke læberne. Han bevægede ikke øjnene.
De sagde: Hvor længe varer det her?
Det var en tale til luften, rummet, måske sengen.

 at være bedøvet  og vågne op midt i det hele, operationen og være i
smerten, vanvittig, var der; ingen befriende
dope længere. Han hedder etellerandet.
Det er så ligegyldigt nu.
Hverken hænder eller stemme kunne gøre  de omkringstående opmærksom
 på hans pludselige opvågning  midt i det hele.
Prøvede han på at pege på skalpellen, der stadigt arbejder?
Han  forsvinder for dem i de ord der ikke kan komme til. Man
 mente ikke ordene eller han var der.  Som sådan
talte de og talte.    


kh Knud 

mandag den 8. januar 2018

Arkiv, Brønnum anmelder



torsdag den 18. februar 2016

At tælle til én er knapt nok nok

Knud Steffen Nielsen
Derfor står jeg frem nu
(Werkstatt 2015, 78 sider)

Af Jakob Brønnum
Knud Steffen Nielsen har udgivet adskillige digtsamlinger. Det meste af hans udtryk ligger et sted mellem den form for sproglighed, der bearbejder faste vendinger, som man kender fra især Ursula Ankjær Olsen og en mere billedrig digtning – ind i mellem kan det være i retning af det surrealistiske. Humoren er der altid et sted som et element
                      Hvor rationalet hos f. eks Viggo Madsen i almindelighed er, at der netop ikke er noget rationale, altså ikke ligger noget semantisk tegnsystem bagved, som de sproglige koncentrationer kan referere til, men betydningsdannelsen netop sættes i gang af dette faktum, er det ikke sådan hos Knud Steffen Nielsen. Der kan findes metaforiske sammenhænge, der gør digtene yderst almenmenneskelige:

"Løbende under himle af stuk og
vildelse. Det hører os til, der lever
under drejelofter famlende
efter blødende hænder …"
(Digtet Bevise, Farven Godot s. 23, After Hand 1993)

https://1.bp.blogspot.com/-Nz1TOR_wqO8/VsSXn3nmk0I/AAAAAAAAAik/dOE-mzEtLXY/s200/11734765-derfor-str-jeg-frem-nu---1.jpg
Måske sådan: Himle, som billedet på noget overordnet i tilværelsen, forsynet med prædikaterne stuk (noget kunstigt forsiret, om end til tider smukt), vildelse (noget indefrakommende utilregneligt) og drejelofter (noget i omverdenen, der bestandigt bevæger sig, dog fortrinsvis efter faste mønstre). Og det hele flytter sig i høj fart. Sådan en indledning til et digt kan man være længe i. Det er jo sådan man har det.

Fremtrædelsen
Uden at jeg kan hele forfatterskabet udenad, vil jeg sige, at det forekommer mig, at de to seneste bøger bruger alt det bedste, der er i det til at skabe endnu dybere metaforiske konstellationer, som man kan være endnu længere i. Den forrige bog var den første prosabog, ”Kaptajn Kugeln og min brev og notesamling I – Om håndtering af og Lærestykker i det enkle liv (Forlaget Armé 2014), et mærkværdigt værk (et mesterværk, if you ask me), hvor Knud Steffen Nielsen tegner et mageløst detaljeret og morsomt, satirisk portræt af samtiden, særligt den i provinsen. Jeg har skrevet en læsning af den på bibliotek.dk.
                      I den seneste bog, ”Derfor står jeg frem nu”, møder vi gang på gang nogle af de eksistentielle grundbilleder, ”Det ukendte", ”støv” – oven i købet sammen med, hvad der må være støvets absolutte eksistentielle og metaforiske modsætning, "linealen" – ”Skæbnens tal”, ”tiden”, ”rationelle tanker”.
                      Knud Steffen Nielsen undersøger virkelighedens beskaffenhed med begreber, der har været kendt tilbage fra antikken, billeder på skæbne og uvished:

”Kunne skrive op og ned ad dørstolper
om enhver form for hasard
ikke så meget alt det med pengene, hvis det er det du tænker på.
Algoritmen baserede sig på: Det er ikke kun spil.
De giver for lidt tilbage på en halvtredser DERUDE
Og i den anden ende er der altid én der hænger fast i

den rette fortælling om det religiøse
Det er et andet spil.” (s. 42)

Der er den igen, bare større end den med himlen, som ellers var stor nok: Algoritmen overfor hasard, op og ned ad dørstolper som det kedsommelige, (måske også med et anstrøg af en gammeltestamentlig dørstolpe, og den er ikke sjov), den anden ende som tilværelsesbillede og det religiøse. Altså billeder på det beregnelige, det ukendte, på det kendte (det kedsommelige) og på at tage en hasarderet chance. Jeg vil ikke forsøge at vride en mening ud af disse billeder, men blot gøre opmærksom på, at de er mulige hegnspæle i en digterisk tilværelsestydning, som man kan være længe i. Mærkater, der drejer sig om at afkræve tilværelsen en måske flygtig mening eller være i dens utydelighed.
                       Problemet er, at bogen består af 71 sådanne sammenstillinger af nøje udvalgte (intuitivt udvalgt, helt sikkert) metaforer. Hvordan i alverden skal man kunne blive færdig med den? Det er det, poesi er. Jeg har interesseret mig for digte, siden jeg læste Knud Vad og Vagn Steen som knapt teenager og Synets flod af Robert Corydon, for at have sådanne bøger i hånden:

"Jeg har glemt det hele, og
det hele er rigtigt, og det hele er
vanvittigt.
Vanviddet er reglerne. Dér
Og alle de pæne lister indeholder regler for begge hænder.
Af de nok hundrede træer kan jeg højst nå at tælle
de fjorten. Skovene tager altid munden for fuld.

Om jeg har læst alle træerne ….?
”Så referer noget af handlingen
for forsamlingen”, siger du.

Jeg kan ikke styre
det.

At tælle til én er knapt nok nok" (s. 30-31)

mandagens digt



Han førte et sundt liv med kolde bad. Det er løgn.
Jeg slog hul på isen for at fiske.
Imellem linjerne kan man læse at kun én gang i sit liv havde
jeg fanget noget større end agnen.
Krogen sad ofte fast
i frakken.
Selv det fastbundne hældede så meget, at ingen troede på det.
Det jeg gjorde skal ikke stå på linjerne.( i stedet for at snakke om mellem linjerne er
det mere korrekt at tale om hvordan man med sit kameraøje indstiller distance/zoom
+ -/totalitet/ halvtotal/ og nu kom jeg lige at tænke på de gamle stalddøre, hvis to halvdele åbnes separat( var den lukket, halvåben//
indskud burde flyttes//forkert indzooming her)
Tegn en stor fisk.
Tegn en kranvogn, der kører det hele væk.
Jeg tror jeg vil tegne et vinterlandskab a la breughel.
Jeg vil se bort fra skalering, og at værelset henligger som det hedder i halvmørke. (//regi, dvs en bevægelse væk fra linjen og linjens illuderen)
Nu går jeg ind i huset.
Det Sixtinske Kapel tager timer at tegne.
Klimaet er svært at tegne, så det ligner.
Modsat djævlen er jeg bagud med det meste. Ville have tegnet en tegning, der forestillede mine drømme for fremtiden, Var ikke til at styre.


Kaptajnsbrev af 2018, jan d.8






Kaptajnsbrev af 2018, jan d.8

Havde besøg af min gamle adjudant, Harmut Schmith,
så traurig i sine træk som altid.

Han lever sit liv ved at læse alle typer dødsannoncer og mindeord.

Jeg tænkte hele tiden på adjudants Schmiths apparition. (disse bakkenbarter, der næsten når mundkrogen...)
Han er for gennemsigtig som havde vandet lukket sig over de spor, tiden havde sat.
For tiden eller livet må have været et  andet sted, men ikke hos ham.

Jeg gav en god frokost i den smukke pavillon, forskellige postejer, udelukkede fra fugle, krams-, fasan- og vagtler.
Bagefter forærede jeg ham mit gamle regimentscigaretsølvetui. Den eneste vits, jeg nogensinde hørte undslippe hans mund, var, da han sagde, at en dag vil det blive umoderne at have bydetobak, og folk ville være sig selv nok.