torsdag den 21. februar 2019

Kugeln-novelle.








Du var da i den grad så dygtig. Flot, flot. Og mon ikke du gjorde en god figur. Det gjorde du. Lige akkurat èn.
Jeg nyder mit eget selskab her i dag.  Prøver lidt dametøj og lægger rouge på kinden.
 Det er bare så vildt at være alene hjemme.
 Så leger jeg komsammen med de andre fine-damer. (jeg spiller selv alle figurerne). 
Hattene er ikke helt tørre endnu
Vi sidder så og konverserer om at tabe os og om mændene, 
at de både er dumme men osse uundværlige.  

Så får vi en enkelt Grand Marnjiere med en paraply. Alle nipper så fint. 
Og så er det tid til kindkys. 

Og uha hvor det dog blæser. Ja jeg må 
igen til frisøren i morgen og ha sat håret. 
Jeg ved da simpelthen hvad jeg ligner. Åh søde, du er da så bedårende. 
Nå jeg må videre. Vi får besøg af ambassadørens 
i aften. Guud. Nu igen. 
Synes du jeg ser træt ud. Du er da osse selv lidt bleg, søde Sophi.
 Du sku altså prøve Hr Henri's Lady-wellness og Beauty. Hav det godt, søde. Tak. 
Nej jeg bærer selv glassene ud. Men tak. 
Og hils Ambassadørens.  

torsdag den 7. februar 2019

ikke fabel





Kassen med legetøj, det jamrende læs. Min gamle mor siger: jeg har gemt det i halvtreds år til, når I kommer hjem. 

Mine favoritter er bl.a (tøjfiguren) Fabdillen, der stadig pisser i sengen, når jeg ikke passer på og kommer efter ham.

Sagde jeg ikke: ”Man ska da osse være efter dig altid. Dit lille møgdyr." Sagt i al kærlighed, selvfølgelig. 
Jeg har engang nevet den i bentøjet. Det ved ingen. Før nu. Jeg venter altid til sidste øjeblik.

Bamsemand er børnepjat. Og så kranbilen der bare er så skrammet, at man ikke ka være det bekendt. Tænk hvis der kom gæster, fx farmor,  og de vil se hvad man har.  Det skal man bare ikke sige ret højt, mere stille, inde i hovedet. 

Jeg skammer mig over det meste af det. Det barnlige kommer af nederlag, står der i bogen.  

Den kutter min far havde, skal jeg ha eftergjort i et eller andet materiale.

På kirkegården er der kun en meget lille sten. 

Men der er plads nok til dem begge. Jeg rører en æggesnaps. Min bror har lært mig at komme cacao i.  Den laver vi, når vi er alene. 

Man har sine egne børn. De kører med post eller læser på universitetet. Jeg gik selv rundt med vildt mange breve, med breve som jeg ikke selv havde noget forhold til i flere år. 

lørdag den 2. februar 2019

gl skrift







Jeg stillede mig i floden. 

Når de store metafysiske fortællinger vakler, giver det en generel rystelse, og vel osse en individuel rystelse, altså at fx troens død i det moderne medfører rystelse for hin enkelte. Men tabet af en ydre styring sætter samtidig fri. Og i den frisættelse er der vel et forstærket individuelt ønske om en eller anden fast grund under fødderne.  Nu er digtet her ikke en drøftelse af et religiøst sammenbrud, men er bl.a. en erkendelsesmæssig pegen på grundvilkåret til alle tider: har jeget en sikker grund, en vished om noget som helst?  
Det første spørgsmål om vished: vished om væren. Væren-til. Der er visheden om sansningen. Jeg sanser, ergo er jeg.  Og sansningen er, hvor sulten er. Dér hvor sulten er, er munden. Hvor smerten er og siger ”jeg”, dér er jeg. Jeg er den, der siger ”jeg”. ”Jeg fryser.” Man har det sansede nærvær.  Og så er resten lidt overladt til den usikre mark af projektioner og hypoteser - med naturnødvendig  masser af pragmatisk raison i det, for at vi overhovedet kan tale og færdes sammen. Og den kan vi så passende udfylde med spørgsmål og spektakel igen og igen. Digte, spille fløjte og danse. Hvad skal jeg osse med vished: man er en fordømt avekat, der bliver slået hjem igen og igen. Det er dér i det jomfruelige spil, digtet befinder sig.
 Jeg kalkulerer, jeg foruddiskonterer. På trods af at det fremtidige er lukket land, (til det åbner sig). Men ved at planlægge får det provisoriske vægt HER OG NU. Og det potentielle får vægt og ord. Vi kan være i alskens grublen og samtidigt snakke om det. Og med dette METAblik har vi mulighed for at kommentere at noget sker, mens det sker. Og netop skrive som sansende, kommenterende nærværet. Og tilmed redigere forestillingen om det passerede, fx teenageårene.
Og det er så dér, man kan gerere sig og gøre sig forestillinger. Og digte op i og imod den modstand. Manøvrere i skidtet og så slå panden mod det meningsløse. Man rejser sig, virrer med hovedet og går videre.  For man kan ikke andet. Man har det sansede nærvær, hvor der kan formes, kreeres og blæses på horn og kommenteres med sideblik på, hvad der sker, når det sker, og hvad vi mente der skete.
Man er anfægtet- fordi mandatet til at tale på de store fortællingers vegne er væk.  
Og det medfører, at et velordnet jeg, (fx i poesien et centrallyrisk jeg), der taler uanfægtet og generelt på vegne af det velordnede, er umuligt. Det kræver et mandat, der ikke er der.  Som talte man på alle tankesystemers og himles vegne- og endda uden at anfægte det i teksten. Hvis du taler på egne vegne, så er det det, og man frigiver ordene, som så kastes ud til læserens testning og uforudsigelige kontrol. Dit eget sprogs autoritet skal jo kunne anfægtes. For skriftens vej styrer du ikke alene selv, og dertil det hele maskineri af politiske og økonomiske magtforhold, borgerskabslighed, et sæt kontekstuelle konventioner, som du og sproget er indfældet i, hvor meget du end spræller.   
Tilfældet fik mig til at vakle. Men ordene fortsatte, nærmest i distraktion. Jeg sprællede, men forgæves:


1. Jeg skylder penge flere steder /2.Var der i pokerfjæset en vis lighed med Mr Bartleby //3.måske invitation til dans// 4.Går den, så går den// 5.Romantikken døde med Øhlenschlæger, troede jeg./ Men i nittenfirserskrift blev guldhornene lissom genstøbt.//6.Der er ikke pr princip mere smerte i poesi end i en telefonbog/ /7.At gestikulere kraftigt eller hente en flok fugle ned hjælper ikke nødvendigvis et digt i nød./8. Pga kravet om 4200 anslag i denne artikel, som jeg kalder et digt, fortier jeg den fugleflok, der passerede mit vindue lige før, og som jeg ikke har set magen til, siden den bette Pigro i Martin A’s Løgneren fyldtes med snepper i alle åbninger og døde af fjer// 21.Årsagssammenhæng og korrelation forveksles sommetider: Jeg syntes, jeg så en flok måger skubbe en traktor frem på pløjemarken./ 22.Er det mere kausalt at skrive: fuglene var der, fordi der var orm i den traktoroppløjede jord/23. selvom det ligner./25.At skrive ”fordi” beviser ikke nødvendigvis årsagssammenhæng./ 33.Om aflivning af visse dogmer –ganske vist med en slags ny, se Charles Bernstein: http://www.youtube.com/watch?v=auhINfzRcyY//
//Ups, vi kom uden for rammen.  //42. ”..det var ganske tilfældigt, at han med sine første ord anslog en heroisk tone, han kunne lige så godt have anslået en skeptisk eller lyrisk tone..” (Gombrowicz, i Ferdydurke, Arena 67).

ksn


tavlefragment