torsdag den 14. december 2017

Talepapir, albertinepristalen til Eske K (absolut kladde, skal gøres skriftligt, men nu parkerer jeg lige sagen her...)




Jeg vil begynde med at læse et par digte op. 
I hans digt udgange giver han mig lov til at "transfer" den lille konkrete scene, fra mikro til makro også.
Mandatet ligger i udgange. Fx -tilfældigt valgt- (fra Arenabogen s.162 Påfuglehannen, der beskrives i alle ender og kanter...og så:...Tænk på det, når du ser, de fører sig frem, de store mænd i verden, når de rigtig blæser sig op...).

Det er lidt a la Æsop, der i sine fabler puster i fløjten, når der skiftes fra mikro-billedplanet til makro-moralen ..i øvrigt osse med påfuglen. 
Den beskrives ligesom her  i alle detaljer af skønhed og så ellers makroagtigt i moralen, der vel både handler om nemesis, at man skal ikke komme for godt i gang: du kan sgutte både se pissegodt ud og samtidig synge så herligt.

Eske har den samme bevægelse: først slår vi maskerne op og så gøres i et spring en trøje til os alle.

Jeg vil finde en flok eksempler.  Og så vil jeg bevæge mig over i det om 2 af fysikkens helt konkrete perspektiver. Og dét har jeg vist skrevet om før: 

Om de reelle proportioner i en genstand (res extensa) og så den optiske distances reducering, bruge min egen tag-historie med direkte opmålinger på afstand: en bog på 20 cm i højden forsvinder på det nærmeste på en synsdistance på 25 m.  Jeg kan fremvise det i selve lokalet vi sidder i. Det giver på sin vis to virkeligheder, som eksisterer side om side,  eksisterer samtidigt som mikro-makro-virkeligheder.  For hvis jeg står over for en person og derefter ser ham 30m væk, så ved jeg jo godt at den millimeter mand derhenne er samme person. Og begge dele spiller ind og sammen som helt nærværende i vores fælles historie.


Jeg ved så ikke om jeg finder en 3. måde at anskueliggøre dynamikken i mikroniveauet over for makroniveauet.

æsop'sk og  eske'sk.
Æsop for at gøre menneskene bedre.  At ændre verden (Brandes). Jeg ved ikke om jeg når frem til at finde ud af hvad der det ægte eskesk


             

Jeg vil analogier.
Jeg vil rationalisere. Jeg vil banalisere i en højere sags tjeneste.
Jeg insisterer på at bruge rationelle mekanismer til at belyse digtets bevægelighed. I dag to rationelle og i overensstemmelse med fysikkens mekanikker. Nemlig tingene som de fremtræder i taktil afstand og i på længere distancer ved hjælp af optikkens narrestreger.  Og at disse rationelle kræfter giver ret til en plasticitet, her i synsfeltet.


Vi tager W.C. Williams 

William Carlos Williams i en strofe fra Månens lethed af jasmin

Det hedder:
I de lette farver af morgen skinner sandsten og skifer orange og mørkeblåt.MEN læg mærke til denne stumpe bygnings trykkende vægt! Læg mærke til månens lethed af jasmin. 

Og Eske har et digt, der lyder:

Disse fnug

Disse fnug, disse stjernebilleder af gyldne krummer på gulvet lad dem ligge et øjeblik,
Som skoven ligger ved fjorden, som de hvide muslingeskaller lyser i strandkanten
Som markens grå stubbe prøver at spidde de hastende skygger

Det er hænder det er handsker der glider ind og ud af den samme handske

Vi må fremmedgøre for i samme bevægelse bringe det fremmedgjorte tæt ind til os.

"Fra "I Den Hvide Kube" af Brian O'Doherty, der gjorde dybt indtryk på mig, da jeg læste den for snart mange år siden. Nu får jeg lyst til at læse den igen.


Helt konkret vil jeg tage udgangspunkt i det, jeg lige har oplevet med en genstand (tagrygningsforøgelse) set på afstand (altså optisk udgave) og samtidigt vidende in my mind hvad samme genstands objektive res extensa er i min nærhed.  Og hvilken sproglig kompleksitet/plasticitet over for verden, det så giver.



Jeg husker min mors gamle moster. Moster Sidde. Hun sad og kikkede ind i den 21 tommers sort/hvide skærm. Og en frø fyldte pludselig hele skærmbilledet ud. Og hun udbrød: Jeg vidste ikke, de var så store.  Her gjorde optikken- ved menneskelige indgriben, I know- det modsatte af hvad jeg har talt om:

Her voksede tudsefar til det vilde.

Den normale formindskelse, som er der, når vi går rundt på land og på by og ser en ko 300 m væk. Og den ikke er større end en pis-myre. Vi korrigerer ind ud fra vores erfaring.
Hvis vi går skriftet videre over i det mentale, så arbejder tanken ofte som en samlelinse, der netop samler sig i små terninger   og ikoner, som kan fastholde tanken, der ellers fiser af sted ud i alle retninger. 
Ikonet repræsenterer på trods af mikrostørrelse hele makroen, hele isbjerget, selvom vi kun står med de 10 procent oven vande.     Velan, jeg arbejder videre med sagen.  Sagen som i høj grad omhandler metaforens væsen og metonymets pars-pro-toto-agtighed.
  

 ................................

Engang hvor jeg var blevet sur på Thomas Bredsdorff, velsagtens 25 år siden, kom vi i vores brevudveksling til at berøre begrebet plasticitet. Siden har jeg ofte givet det en tanke. For jeg synes det er en både voldsom og subtil kraft i sproget.

jeg vil nu prøve at nærme mig plasticitet og sprogets dynamik-mulighed.   Sådan helt udefra er talehandlinger et netop et externt aspekt af det, men det lader jeg lige ligge.    
Jeg har sådan en grov kasse af det jeg har valgt at kalde sprogets fordoblinger, eksempelvis det at sproget tilbyder konnotationsmuligheden, en slags kontrabande, der smugles med i det enkelte sproglige udtryk. 

Og det vil jeg prøve at samle til en start i noget jeg vil kalde sprogets deviation, som jeg mener plasticiteten lever af. Og deviationen, som jo normalt bruges om den magnetiske nordpols distance til selve nordpolen, er det store konnotationsfelt, hvor alle mine nævnte begreber befinder sig. Altså jeg opfatter på den måde ironi som en del det konnotative felt.   Og deviationerne mellem det enkelte udtryks pålydende og så dets fulde udblæsning er netop fluktueringen, plasticiteten 
Dobbelttydigheder i form af  pokerfaceagtigt forstillelse i en sætning, hvor der er åbnet for både en naiv og ikke-naiv læsning af hvad "skete der lige her". Pålydende og ikke-pålydende.



  Og hvilken sproglig kompleksitet/plasticitet over for verden, det så giver: at stå med to udgaver den optiske mikro  velvidende at man under kasketten har den reelle faktiske udgave samtidigt.  Det giver nogle ideer om bevidsthedens plasticitet, når der sakses frem og tilbage mellem disse to, som begge principielt og endda tilhører den fysiske verden. Deviationen mellem de to giver en fluktureren.  Og min idé er at der internt i sproget findes en række deviationer, som jeg plejer at kalde fordoblinger, hvoraf der er dels explicitte og dels implicitte
 Og de giver alle en form for siksakken frem og tilbage, for ironiens vedkommende: en fisen frem og tilbage mellem pålydende og det reelle afkodede facit.     

En anden bevidsthedsmæssig plasticitet der falder helt uden for systemet her er den velkendte: du må ikke tænke på fx en skotskternet banan....og så vil man lige nøjagtig ikke kunne unddrage sig billedet
  

 Andre fordoblinger er helt externt: løgnen, manipulationen, fortielsen undsoweiter. Og en masse mellemformer, den usandhed, der er selve rollespillet, hvor gamet er sådan, at løgnen er en del af realiteterne  (Ejler og jeg har skrevet en længere artikel på Morgenrøden.dk om nogle af disse fordoblinger). Det var sådan de mere externe.      Og nu fortsætter jeg så lidt med de mere implicitte, subtile. Og det vil jeg prøve at samle til en start i noget jeg vil kalde sprogets deviation, som jeg mener plasticiteten lever af. Og deviationen, som jo normalt bruges om den magnetiske nordpols distance til selve nordpolen, er det store konnotationsfelt, hvor alle mine nævnte begreber befinder sig. Altså jeg opfatter på den måde ironi som en del det konnotative felt.   Og deviationerne mellem det enkelte udtryks pålydende og så dets fulde udblæsning er netop fluktueringen, plasticiteten

Dobbelttydige i form af  pokerfaceagtigt forstillelse i en sætning, hvor der er åbnet for både en naiv og ikke-naiv læsning af hvad "skete der lige her". Pålydende og ikke-pålydende.
ironi
metaforer


metonymer, der jo lever at en makroniveau vegeterer på et mikroniveau

et spil mellem mikro og makroplanet   (håber at finde eksempler, I Eskes digte er der eksempler...altså hvor der i mikroen klart er en bevægelse videre end i det lille billede med en sommerfugl og en lille blå sky.
 


onsdag den 13. december 2017

Digt for renselse af sjæls-bliven-ren om Gud vil. 2. og 3.del (1.til overvejelse)



Renselsesdigt

3. 
Ødelægger, Rahab, Lucifer, og alt der aldrig nogensinde var faldet ud
af din hals som den mindste snuske-engel. Schurrende Molko-skij, så help mich Gott.
Eller måske Mir.
Mein Gott, Sabaktani, eloe, eloe, lama,  og Eli, havde endda alle
bjælder som øjne, men ikke kærlighed. Hvorfor har jeg i dette sekund 
forladt alle disse sakrale spirituelle Sachen: Empatien, Sympatien, Passionen
i den godes Adams tjeneste for det halve menneskes skyld, hold nu kæft
med det der hele menneske.  De hænger på de små blå søm, vi sku ha haft brugt
til børnenes julegaver, dikke dikke og lamse og her står jeg, Lige dér.


2.
mig på mig dig, vi to, dig, mig som intet ellers ville hævne,
til salg for
stanglakrids, når bare hånden blir strakt en smule frem. Da du pissede

 som var det barnet, mig jeg, jeg tilgav hvasomhelst.  

 og Mein Lieberkind,dig 

som i en vase, Åh se blomsterne visne,

BOGENS VERDEN portrætartikel

                                               

Me2



Forfatterskole-Metoo..rektor-elev-
Er meget betænkelig ved dette digitale mediums gliden forbi de helt alm rettigheder, retsprincipper og over i gabestok. Offeret taber i øvrigt, i mine øjne, højde ved det, selvom hendes indslag ser begrundet ud, men det er ikke tilstrækkeligt, hvis vi snakker principper . Det her er ikke et forsvar for krænkeren, jeg lægger frem . Og som hun,offeret, beskriver sin situation har jeg naturligvis ondt af hende. Men vejen dertil bryder jeg mig ikke om. Jeg kan sagtens se problemet nu, for hvor skal offeret så gå hen, nu hvor tiden er gået, hvis jeg har forstået vidnesbyrdet ret..
Og nu kan man så tilføje at vi vist befinder os i en zone, hvor der ikke tale om jura. men almenmenneskelige regler på ethvert niveau, og det bør man skæve til.

tirsdag den 12. december 2017

Et af mine første læserbrev, der aldrig blev sendt, velsagtens 30 år siden





Kære Ambassadør Gillon, til Dem ved afrejsen.
Indlægget her, og det skal siges med det samme, er et nej til tortur under enhver sammenhæng.
Synspunktet kan så siges, alt det det være skal: at det bliver sagt fra et land i fredstilstand.
Og at vi ikke forstår, hvad der foregår i selve situationen. Der kan ikke laves regnskab og cost-benefitbogholderi med, at 1000 mennesker kan reddes, vejet op i forhold til det ene menneske, der sidder inde med oplysningen, der kan føre til redningen af de mange. Det har taget en del århundre­der at nå frem til den form for civilisa­tion, der hedder retsgarantier for individet, og det betyder dets ukrænkelighed. Og det hedder antilynchningens besindelse. Ikke mindst indebærer det, at  statsinstitutionen efterhånden kastede og nu igen kaster sin besindelse ind i rets­plejen og når frem til at repræsentere en bevidst­hed, som enhver civilisation må leve af. Og her tales egentlig ikke engang om en nådefuld, men blot ret­færdig rettergang. Lynch­ninger og den gamle, fx is­landske, blodhævnsma­s­kine, der altædende åd alt op  i hævnens cirk­lende løben amok.
Retsfølelsen og betragtningen af mennesket som noget unikt er efterhånden ved at blive om ikke det individuelle grundlag, så i hvert fald staten som den nødvendige forsinkel­se, besindelse  i kampen mod vilkårlighed og altså i forhold til justits­mord og lyg­tepælsophængninger af tilfældige sydstatssorte. Jeg mindes en sag fra Amnesty tror jeg det var, hvor en ung mand fra et sydamerikansk land blev underkastet tortur for at få ham til at tale. Først for sent viste det sig, at han var døvstum.
Heksenes vandtortur hvor de kun klarede frisag ved at lejre sig på bunden til druknedød og frifindelse udgør ikonet på anticivilisationens væsen. (I avisen for længst læste jeg, at USA ikke selv vil bruge tortur, men eksportere fangen til et land, hvor dette praktiseres, og jeg læste for nyligt, at man kun selv ville bruge søvnfratagelse- det var også det eneste, der virkede. Fremsat i teksten uden blinken).
Så den cirkulerende blodhævn og den justitsmordsagtige vilkår­lighed går hånd i hånd mod det system, der burde beskytte liv og ånd (dvs menneskets rettigheder). Disse rettigheders ophav kan så diskuteres herfra og tilbage til Deres fædreland, topo­grafien for Ny Testamente, eller Habeas Corpuslovgivningen fra den engelske ret; habeas corpus=du har dit legeme) og videre til de store frihedsbreve i Frankrig og USA. I denne sammenhæng er udspringet uinteressant, og om synet er lidet natur­givent og udelukkende konventionsbundet skal ikke dis­kuteres her. En civiliseret statsdannelse må have et syn, der beskytter individ og gruppe.
En ting er så, når naturen går over optugtelsen, og den kriminelle begår sine lovbrud. Der er en konsekvens. Og hånd i hånd og netop mod selvtægt kommer lovgivningsinstitutionen ind og sørger for ordentlighed i det spil. Misdæderen får sin sag og dom i en konsekvens, der ikke burde været kogt på ophidselse og vil­kårlighed eller på systemets gustenhed. Tiden, der skal til for at finde rette mand, rette straf, rette konsekvens, er prisen, og det er en pris,  som sikrer gruppen tilstrækkeligt og individet tilstrækkeligt. Ikke fordi  tidspres og udløb kunne forsvare brugen af vold.
Og lovgivningen har sluppet -idealt set- basis i hævnen og blodtørsten, selv om alle implicerede ofre og nærtstående måtte forståeligt nok have lyst til at afregne her og nu, uanset at omkostningerne er anarki i den dårlige betydning af ordet. Men er bevidstheden på vej tilbage til middelaldersynet.  
Den institutionaliserede vold, blot i form af lovgivning om­kring voksnes brug af tæsk over for skolebørn, hustruer, tyende og lærlinge har så  været de sidste reminiscencer i egen lovgivning og det taget sin tid, men blev dog her og sine steder nået inden det 20.århundrede satte ind. (En ting, der måske ikke er institutio­nel vold, men dog ligner, er fængselsvæsenets defensive hold­ning til accepten af daglignormen for hvilke fanger, der ikke behøver at blive beskyttet mod medindsattes vold. Men det er måske symptomatisk for selve problemstillingen i hele indlægget her.
Der findes forbrydelser fx i pædofilisager, der mere eller mindre åbenbart skal have en tillægsstraf udover den, systemet giver. Ofrenes følelser er forståelige, og der kan ikke forstås nok omkring det. Men den velaflagte given over til yderligere frit slag - og af voldsdømte fanger er grotesk.)
Det er da rigtigt, at det er et lænestolssynspunkt, som så mange fornuftige overvejelser over livet.
Men præget af den tålsomhed, som også den alm lovgivning er præget af.
 Og netop derfor. Det er jo netop loven i sin besindighed, fairness og uden for det emotionelle vildnis, som institutionen som lov skal træde tilbage og retlede væk fra. Og det skal den netop for at undgå vilkårligheden, de lynchende tænder, langt fra hævnen. Loven er ikke som menne-skenes børn, der altid skyder og spørger bagefter. Og samtidig er det det, den guddommelig rest af teori og praksis. Jeg fortaber mig, og jeg ser nu, De er rejst. Måtte Den Almægtige velsigne os begge.    




Om vandring, som jeg ikke kender til. Et ikke-svar til brevskriver







Kære Jens Julius.

"jeg er en benløs fugl"
variationer over dette kræ   


Jeg skal prøve at give en skitse til, hvad jeg tænker over flaneren og traven og gåen mm., som du spørger til.

Jeg går løsagtigt i gang om lidt. Flagrer lidt som en sommerfugl og småstikker lidt som en bi til vores emne.

Den sektion, der ku handle om løb og de endorfiner, der frigives ved løb, ser jeg lige bort fra her, hvor vi er gået et gear ned i tempo.   Og et gear til dels ned fra det der med, at nu skal jeg og min krop prøve grænser af.
Det hører garanteret med i en udstrækning til emnet.

Sommetider tænker jeg på de endorfiner, der frigives hos hestene, når de mærker et pres mod mulen. At dyret ikke selv kan medicinere sig på den vis. At man måske via og qua kan opnå udfrielse og befrielse ved at frigive ”endorfiner” hos sig selv.

Har lige siddet og set på en udsendelse om angst og depression. De var næsten kommet på en slags mental  selvmedicinering, i hvert fald endte flere af de implicerede op i mere eller mindre at kunne kontrollere, når de mærkede faresignaler.

Jeg tror ikke helt på det.   
  





Nu spørger du nok grundlæggende om mere end jeg er i stand til at give svar på.  I hvert fald dine referencer til filmen og bøgerne er ikke noget jeg har set og læst.

En ung mand jeg kender er på Caminoen pt.  Og jeg ved ikke hvad der er drivkraften. Har mine gisninger, selvfølgelig.

Jeg har en meget, meget god ven, E.N., som er en vandringsmand, i en hel egen kategori, vil jeg mene. Og ham vil jeg tale med dether om. 

At bestige Mt. Everest eller deltage i cykelløb herfra til Paris er ikke helt det samme som den kropslige udfordring, jeg ligesom har antydet som min tilgang  og måske alligevel.
Og så er der dannelsesrejserne, når studenterhatten er sat på.

 Så er der Hr menigmand som mig, der ikke deltager i nogen form for flokvandringer eller flokbevægelser. Og for resten heller ikke solo ret meget.

 Allerede nu kunne jeg indflette forskelle og ligheder en masse i alle de nævnte foreteelser.
 Og jeg vil på den måde nærme mig emnet uden at tage fat i selve det at gå med det samme.

 Der er givet vis et stykke bevidsthed om gåningen, som siden barndommen har befundet sig i noget der ikke gik ind i nogen som helst refleksion.



Som barn afventede vi i Esbjerg at ku flytte ind i et boligkomplex, og vi var derfor bosat i en periode i et minimalt sommerhus 4 km eller mere uden for Esbjerg.
 Af grunde jeg som 6-årig ikke vidste hvad var, skulle vi -min mor, min storebror og den mindste bror i barnevogn af og til spadsere til storbyen.  Og det der er tilbage fra dengang udover lugten af industrifisk og hvad ved jeg, var klagesangene, der kom fra min mund: Jeg holder det ikke ud.  Jeg er sulten, og vi har langt hjem.

 Men tankerne roterede ikke rundt om benene, Benene var et selvkørende system. Et vedhæng, der ikke eksisterede som andet end noget, der sikkert var der et eller andet sted under en. Og hvis jeg reflekterede over bentøj og fødder, så har det sikkert været nogle aggressive tanker, selvom man samtidig blev ført frem mod endestationen, paradiset. Og når trætheden nåede benene, har jeg selvfølgelig opdaget bentøjet som en slags smerteappendix.

Senere som voksen måtte jeg en overgang bruge en knallert i stedet for bil for at komme på arbejde. Og vi snakker 17 km frem og lige så tilbage igen. Det,der fyldte ved siden af at skulle nå frem i tide, var, at man i tillæg opdagede flora og fauna i modsætning til i en bils indelukke.

  Og på cykel dukkede man et stykke længere ind og ned mod jordens frugter og dufte.  Og nederste trin må være spadseren, marcheren, vandring.   

I de Esbjergår der var jeg i alle årene FDF'er. Det var vist ikke mit eget valg. Men forældrenes.

Mange følelser var indblandet. Det jeg brød mig mindst om, det mest truende, var at være med i orkestret. Nu kan det være irrelevant, at succeserne var til at overse. I sammenhængen er det relevante, at vi marcherede i gaderne sommer og vinter. Om vinteren husker jeg forfrysninger og ventiler, der satte sig fast.

Til sagen, sådan mere direkte:  Det var en sammensat operation, bestående af musikspilleri og gang (og kulde).  Men igen:  jeg spekulerede kun på spilleriets rytme, at følge noder og medoperatørers trutten. Jeg havde ikke tid til at forestille mig hjerte og fødder og puls. Der var fokuseren. Samtidigt var jeg desværre elendig til at holde marchrytmen


Men det ene element, der nu er nævnt, pulsen, er vel basal. Og nævnt: sansernes mulighed for at opdage jord, flora og fauna.

  Og et tredje forhold er hvordan samtale og tanke understøttes, når man (jeg) går. Nærmest som om kompagniskabet med gangen og det at være afskåret fra hjemmets rutiner og telefoner og forpligtelser giver rum for at fokusere på konversationen, samtalen. Der er en fokusering, der på en måde har distraktionens lethed uden at være den type adspredthed.  

I samme skuffe er mundtligheden- bemærk jeg glemmer benene igen, selvom vi snakker fodtur- Der er ikke skriftlighedens formkrav, men derimod mundtlighedens synkoperede modus, der er lige så fokusere(n)de og åbenbart passer til at gå.

Mange bisætninger kan springes over, hvis det nu er det. (Forrige sætningen er utrolig upræcis, men der er i hvert fald  en slags syntaxens opløsning eller transformation til en type syntax i et andet system af overliggende og underliggende hierarkier, der orkestreres på en anden måde, hvis det overhovedet gøres. ….).

Der zoomes ind på samtalens punkter, der indimellem tabes, men let samles op, uden at skulle og kunne sætte papiret i maskinen igen. Og jeg mener det ikke bare banalt.    

  

Tre bøger har jeg stiftet bekendskab med, som har vandring som et vigtigt element. Walser, Werner Herzog, Peter Warerhouse.  Nu burde jeg lave en undersøgelse af, hvor meget de omtaler selve den fysiske ting at vandre helt ned i fodskiftet og i de tilhørende kropsdele og tankerækker. Det gør jeg nok ikke lige nu. Dog dette:

Nogle af de elementer, jeg nævnte fra eget liv, indgår i digtet herunder, puls, ophævelse af kropsfornemmelsen, sansningen, der ændrer karakter og transformation, en samlet ændret intensitet  undsoweiter

Waterhouse skrive digtet Mikroskopie des Ganzen. Indledningen lyder:

Nu er træerne træer. Fugl. Nu er træerne ben. Pause.
Nu er træerne træer. De skifter ikke og stadig.
Skoven træder til side, og alt hedder: hovedgade, hovedtorv, domkirke.
                                                                                                              Domkirken
 flyver som en fugl fra sit tag. Himlen er en almen fugl…….


Og der er forskellige niveauer for- i den udstrækning, vandringen inkorporeres i landskabet, og landskabet i kroppen, når landskabet passeres. Og vice versa.  Det der under omstændigheder blot er genstande eller diffuse rids: træer og bygninger, SES og BLIVER TIL.

De har en permanens, og under vandringen indgår de så meget i symbiose med benene, at der ikke tænkes i forskelle mellem det DERUDE og DIG. Det ophæves tilsyneladende.
Og skoven er nu med i den bevægelige menneskelige motor, eller netop ikke menneskelige motor, så det er skoven der træder til side og bliver uden forskel til byen, torvet, som indgår samlet i DET.

Der nu hverken er DETDERUDE eller DETDERINDE. Men ét. Det er vandringen vist (shown, not said) i en slags fællesskab, i en samlet bevægelse.


Det bliver ikke Walser, ikke mere Waterhouse eller Werner Herzog.  De tager benene alvorligt og hovedet alvorligt og ved, der er en symbiose dér.  Jeg har på det nærmeste tænkt benene væk. Eller jeg har ikke. Det er bare sådan.

Jeg satte en postering op på min "væg" i går aftes: Ikke uden mine fødder.   (udover sætningens joke-agtighed ved et enkelt øjekast, så lå der småhånende hilsner til bogtitel som: Ikke uden min datter. Og en hilsen til de postulerede highbrowed sætninger, der ses hist og her på FB. 
Men det ku tyde på, at den har en ekstra ubevidst konnation eller endda hovedmening, der karakteriserer mig. Muligvis taler jeg ikke sandt nu. Men lige nu ved jeg ikke bedre.


Og hvor meget har jeg ikke foretaget mig, hvor jeg tænker det meste af min verden væk. Her fødderne. Et andet sted kunne jeg fylde op med refleksioner, der er borte, undvegne for andre tanker, og vi begynder at nærme os sådan en boldgade med grove fortrængninger, som givetvis mestendels er noget andet. 

Hvis jeg kikkede efter nu ville jeg være i tvivl om jeg har sokker på eller soldaterstøvler. hvis jeg fryser, så opdager jeg det.  Det er heller ikke rigtigt, ved jeg nu under skrivningen.

Jeg har på et tidspunkt skrevet om netop den neutraliserede kropstilstand, et digt, der har sin scene i et badekar. Vandet er nøjagtig min legemstemperatur 37 grader.  Og når dette min luksuslegeme nedsænkes deri, så er fornemmelsen af svæv eller ikke-eksisterens der: jeg har ingen fødder, arme, ben, næse, mund.


Nu kan tankemuligheden aldrig sådan helt slås fra. 

lørdag den 9. december 2017

museer




I disse tider er turen vel kommet til holocaustmuseer og krigsmuseer. Det må kunne gøres

 hyggeligere. Man må kunne afbalancere tingene bedre. I alle balancers navn et smil i alt

 det grimme. Fjerne det der stikker ud. Rwanda må kunne hvidkalkes, selv ansigterne.