Et mere ungdomsagtig brev fra Kaptajnen. 1952

 

SMÅLYRISK BREV TIL JENS E

 

Kære Jens-Erik, jeg ved ikke lige. Men nu får du direkte fra hofteholderen.

Her står en nybygger, og dér en, der hverken vil frem eller tilbage. Og så

er det, at  jeg hugger til ved at bevæge foden i små sirlige kramper som var jeg

såret og trængte til hjælp, og når så de bøjer sig ned, bider jeg til som

var hans kæbe af glas. Jeg spørger ikke om vi skal boks' eller bryde?

Den har jeg brugt så rigeligt. Og numret med ikke at afvente, men slå til,

inden svaret foreligger. Den har givet problemer omkring mit omdømme

Som var jeg en hund opdrættet kun til odds-kampe og småterror.

Da man ikke kan spille på sig selv, hvis man da stadig vil betragtes som

en gentleman, forlod jeg den business, endnu med respekt og stor lyst

til håndværket. Jeg gider bare ikke disse idelige diskussioner om

gotik og empire. De fleste kamparter er gotik, det er ikke til diskussion.

Brydning er mere Art Deco, kræver god tid og nærende kost. Jeg er

nok mere ultimativ og kan efterhånden godt lide værktøj, kvalitetsværktøj

(lidt byzantinsk, du ved).

Så holder tøjet længere. Og man har jo også en have at passe. Frimærker

gør mig neurotisk. I øvrigt. Blomster ligner død. Publikken, yes, helst den

 nøgterne, klassiske med smag både for det positionelle og for det

strategiske i spillet, hvor en nødløgn under skridtet ikke straffes unødigt, men kun

som et fratræk i det kunstneriske (en enkelt decimal), og kan endda lægge til, hvis

helheden vinder på det. Det politiske element, tæften, værdsættes. Man vedtager en lille

regelændring undervejs, når man nu er den stærkeste, og det løfter kampen

lige de cm op, der er nødvendige for skønheden. Tilbagevirkende kraft, jo,

det kan man mene, hvis man har den hang. Hangen til pindemadder. Men nu handler

det jo ikke om love og analyser af historisk tilvirkning, når man er i gang med at

køre en battle igennem til en lad os sige touch down, for det er det jo. Af jord er du

kommet og jeg skal da lige.. Noget der bør fastholdes strengt er vægtklasserne,

hvis jeg lige må have lov med en gentlemansagtig. Jeg gider

ikke overskrifter som terrier tromlet af rottweiler. Måske var det omvendte

morsomt, især hvis man selv led af småtterier til skrog, som vel først og

fremmest kommer af ladhed og så en smule slægtsmæssig underskud i årerne. Hvorfor

ønsker noget  publikum i øvrigt den der david-goliat-ting. Vi snakker jo ikke anoreksi. Totalt

udynamisk at skulle opgive lysten til at lade sig udbygge, lidt bicepstænkning der og lidt volumen her. Er det demokrati, den der small is beautiful-ting? Ja, for høns og melorme, siger jeg så så løssluppent videre.

Jeg tager ikke gips med til ham, der ligger ned, (højst en krans), det er

nu og så hjem.    Kaptajnen  1952