digt

Scenerøgen er en slags fake
-i det hele taget. Det er en smøg i kæften.
Det er så fuldendt, at den
fedtede natlinse alligevel burde kro sig.

Jeg er klar i åbningen, kør på.
Før tugten ud. Og ind.

Ignorerer helst
den kalveknæede herre på mit lagen

Men det er rent faktisk chefen for elforsyningen, der ligger og spræller.
”..Problemer med konen og sådan har det været i 15 år,
og det er blevet værre og værre..”. ”Og jeg vil ikke straffes
med tavshed, med uvillighed, henkastede kødben til Vovse.”

( Så hent dig for fa’n en kone på varmen.
-Nu tilbyder han mig garanteret en uddannelse som diplomingeniør,
hvis bare jeg dropper dette skørlevned.)

(Er det alligevel ikke min kavalergang, du vil snakke
med.)

Drop snakkeriet.

Afrundingernes tale er afpasset og optalt.


Man når et punkt, hvor der køres på med vemod
og æresport og samtidigt

det lanseagtige i øjnene. Eja.


Jeg skal bygges op af andet end denne påfuglesang.
Jeg slår
ikke hvide fjer ud for småsmægten. Du får ikke
ikke andet, Judasøre.