Brev fra Karl N til Lev, spillede tennis sammen for år tilbage

 

Brev til Lev fra Karl Nielsen som han for år tilbage spillede tennis med

 Kære lev, lige en sjov, spøjs i historie fra en formiddag.

Dagens historie fik jeg på det nærmeste foræret for fjorten dags tid siden: En kvinde, der har haft sine forældre boende i byen, havde åbenbart suset igennem huset, dette, mens jeg sad velanbragt i kælderdybet. Hun brummede et hallo, som til sidst ramte mig. "Du har lys på bilen."

 

Den står parkeret på min faste p-plads over i kirkens æblehave.

Jeg listede mig op i den friske luft og bevægede mig krappende, fordi hun fortsat talte ja kvidrede - det kræver ellers et eller andet feminint tilforladeligt- men så da mumlebrummede alle informatiomer tre gange uden ændringer:

 

 "Du har lys på bilen." Og jeg forklarede, efter at have sagt tak, at tyske biler, der efterlades parkeret og er sat til at dreje til den ene eller anden side, giver parkeringslys fra sig i fx højre side.

 

Det hjalp ikke noget.

Det kom igen, repetitionen. så sprang hun over i, at hendes forældre, som i parentes bemærket var mine gamle genboer og nu døde og borte, skulle være ”taget fra” (underforstået af Vorherre) et par år inden. Jeg spurgte til hvorfor, og tre gange kom det samme bare uden svar på spørgsmålet.

Til sidst kom det så: De gik hinanden på, men det skjulte de jo over for jer.

 

Hun havde været oppe på kirkegården med blomster. Så sprang hun igen i emnet, da hun kunne se, at jeg prøvede at liste væk.

 

"Du ved, Poul Ole, den gamle fyr jeg kommer sammen med og har gjort det i tyve år, han mistede sin søn ved den flyulykke i Svejts forleden." Jeg puttede diverse ikke-igangsættende spørgsmål imellem.

 

Hun gentog en tre gange igen, måske for at bekæmpe min trang til at forsvinde ud af hænderne på hendes fortælling.

 

 "Å som han da fik en smuk død". Ja, det er da en skøn død, hvis det bare går stærkt, puttede jeg på. Ja de blev fundet sammen i flysædet bagefter. Jeg prøvede med et ”hvem?”, fordi jeg forestillede mig et kærestepar, som de unge på Tåsinge, Sixten og dame, der skød sig i panden i evigkærlighedens navn. Jeg fik ikke rigtig svar på det.

 

 Men så kom en ny vinkel, og det er den, jeg elsker. "Men han fik sat sig spor". Og nu var jeg jo mindst sagt en smule spændt. ”Han”, altså den nu pludseligt afdøde, ”startede jo Gemming Hegn, og de står jo alle vegne”. Nu sidst var de gået over til at lave lydafskærmninger. Min tanke fortsatte, for der er jo ikke noget i vejen med hegn eller flagstænger eller tøjbændler.

Og ret tænkt, så kan der heldigvis blive et spor at sætte for os alle.

Selv den hund, jeg ikke har, ville have sat sig spor i de katte, den kunne have skræmt væk. Og med bøger ved jeg da heller ikke, om det er spor, der er mere højloftede end det andet.

Der er måske mere svung over en nobelpris end over at have massefremstillet pinde til nougat-is. Jeg ved det ikke. Men spørgsmålet kører en smule videre i hovedet. Enhver ruller sin sten op ad bjerget. Og den tid der går godt, kommer jo ikke skidt tilbage, som psalmisten skriver. Og hvad er vigtigst i verden, det er måske, at have været en for andre: At have besøgt en gammel tante - ikke for at fjerne den dyre violin hun har på væggen, og som hun godt nok og alligevel ikke skal spille på hinsides.

 

 

Kærlig hilsen

Karl

 

Hils din søde kone og den lille Tullepige. Hun må jo mindst være 18 nu.