Kaptajnsbrev
hvor han tænker lidt tilbage på barndommen
og
noget frem
NOTE
TIL tilføjet brev om turen til Harzen, hvor jeg modtog et gemsehorn af familien
og nu så længe, ja mange år efter ville tilføje et og andet, der nu ligger
noget uden for i den forbindelse
FILM
Så
er igen en dag gået med, at jeg forveksler et dyr med personer jeg kender
rigtig godt. Minder mig for resten om
jeg stod og gloede på min bildør som var
ved
at falde af i formiddags. Du godeste. Tager mig så sekundet lige efter i at
skælde ud på det stykke blik. Ja den var tæt på. Jeg kom vist kun med et par
lyde. Jeg var i uniform.
Livagtigt
og skinbarligt. Fuck og åndssvage dåseblik, lød det fra min mund. Det kommer
man altså let til. Hvis ikke jeg var i ornat som sagt. Så sker det yderst
sjældent. Men kostelig er den menneskelige Psyke.
Om
aftenen når jeg ser de nye amerikanske film fra Hollywood, nu her forleden Borte
med Blæsten og Casablanca, tror jeg, så genkender jeg pludselig min Tante Ida og Onkel Jens i scenen, selvom
de skriver en Humphrey Bogart på filmen. Og K. Hepburn.
Men
rent de facto er det jo min elskede Ida.
Og i den dur. Det er sådan noget barnligt pjat, som jeg ikke ved hvad jeg skal
mene om.
Og
på den anden side når jeg træder ud af dette univers siger jeg til migselv, at
mon min Psyke har spillet mig et puds. Frem og tilbage.
Jeg
går meget op i det. Og det er fuldstændigt som at
have
familien rigtigt på besøg at se dem på filmens cellouid-materiale. Der er denne basale følelse af Indlevelsen,
som er så reel. Empatien. (Tro ikke at empatien kun er noget civilister
kender.)
Det
er dog bemærkelsesværdigt og flot, som familien i den grad gør sig på skærmen.
Igen og igen.
Og ingen, ikke engang migselv, skal afbryde
mig for eksempel i det smukke øjeblik, hvor min tante spørger sin Jens, om de skal forlove sig selvom Jens er forlovet i forvejen. Og der er
det selvfølgelig godt jeg kan se at noget slår kludder i mit hoved for Jens og
Ida er jo netop gift i forvejen. Og
samtidig tog jeg migselv i forleden at sige: Det er jo ligesom på film dether.
Mageløst som ens hovede slår nogle vældige gymnastikspring. Og netop her i
fredags havde jeg en kær gæst, min tidligere adjudant, Møller.
Og
min gæst i stuen siger det samme. Møller: ”Ja det er ligesom på film. Må man
sige.”
Og
så igen i Fantasien forestiller jeg mig sekundet efter Jens sige, hvis han
ellers var til stede: ”Det
kvindemenneske dér er en slange.
Hun
var en slange, det kvindemenneske.”
Og
så vakler jeg en smule mellem, om jeg ser tante Ida eller en tidligere kæreste,
Jens har haft.
Det
burde ikke ophidse så meget nu.
Kaptajnen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar