Knud Steffen

 

Kaptajnsbrev hvor han tænker lidt tilbage på barndommen

og noget frem

 

 

 

NOTE TIL tilføjet brev om turen til Harzen, hvor jeg modtog et gemsehorn af familien

og  nu så længe, ja mange år efter   ville tilføje et og andet, der nu ligger noget uden for i den forbindelse

 

FILM

Så er igen en dag gået med, at jeg forveksler et dyr med personer jeg kender rigtig godt.   Minder mig for resten om jeg stod og gloede på min bildør som var

ved at falde af i formiddags. Du godeste. Tager mig så sekundet lige efter i at skælde ud på det stykke blik. Ja den var tæt på. Jeg kom vist kun med et par lyde. Jeg var i uniform.

Livagtigt og skinbarligt. Fuck og åndssvage dåseblik, lød det fra min mund. Det kommer man altså let til. Hvis ikke jeg var i ornat som sagt. Så sker det yderst sjældent. Men kostelig er den menneskelige Psyke.

Om aftenen når jeg ser de nye amerikanske film fra Hollywood, nu her forleden Borte med Blæsten og Casablanca, tror jeg, så genkender jeg pludselig  min Tante Ida og Onkel Jens i scenen, selvom de skriver en Humphrey Bogart på filmen. Og K. Hepburn.

 

Men rent de facto  er det jo min elskede Ida. Og i den dur. Det er sådan noget barnligt pjat, som jeg ikke ved hvad jeg skal mene om.

 På den ene side fastholder jeg mit.

Og på den anden side når jeg træder ud af dette univers siger jeg til migselv, at mon min Psyke har spillet mig et puds. Frem og tilbage.

Jeg går meget op i det. Og det er fuldstændigt som at

have familien rigtigt på besøg at se dem på filmens cellouid-materiale.  Der er denne basale følelse af Indlevelsen, som er så reel. Empatien. (Tro ikke at empatien kun er noget civilister kender.)

Det er dog bemærkelsesværdigt og flot, som familien i den grad gør sig på skærmen. Igen  og igen.

  Og ingen, ikke engang migselv, skal afbryde mig  for eksempel i det smukke øjeblik,  hvor min tante  spørger sin Jens, om de skal forlove sig  selvom Jens er forlovet i forvejen. Og der er det selvfølgelig godt jeg kan se at noget slår kludder i mit hoved for Jens og Ida er jo netop gift  i forvejen. Og samtidig tog jeg migselv i forleden at sige: Det er jo ligesom på film dether. Mageløst som ens hovede slår nogle vældige gymnastikspring. Og netop her i fredags havde jeg en kær gæst, min tidligere adjudant, Møller.

Og min gæst i stuen siger det samme. Møller: ”Ja det er ligesom på film. Må man sige.”

Og så igen i Fantasien forestiller jeg mig sekundet efter Jens sige, hvis han ellers var  til stede: ”Det kvindemenneske dér er en slange.

Hun var en slange, det kvindemenneske.”

Og så vakler jeg en smule mellem, om jeg ser tante Ida eller en tidligere kæreste, Jens har haft.

Det burde ikke ophidse så meget nu.

 

Kaptajnen