mandag den 16. september 2019

Tekst om Jean Alonso



Tekst   om Jean Alonso 


Jean Alonso, som vi berørte for­le­den, hal­ve­rede sin hustru hver dag. Først to halv­dele, så fire fjer­de­dele, så otte otten­de­dele og så frem­de­les. Sådan hed det sig. Ikke kun bil­led­ligt talt.

Han og hun levede som et artistnummer.

Først blev hun savet over på langs og sat sam­men igen efter fore­stil­lin­gen, men alli­ge­vel ville hun på et tids­punkt, hver gang, blive fun­det sådan del­vis resti­tu­e­ret, og man vil kunne udpege sår­dan­nel­ser sådan at det lange læng­desnit ville være længst frem i sin ardan­nelse og så der­næst det tvær­gå­ende og noget yngre snit ville også rent lægear­kæ­o­lo­gisk kunne fast­læg­ges til at være af nyere dato. De var til­sy­ne­la­dende lyk­ke­lige for hin­an­den. Og var det basalt set  et illu­sions­num­mer eller var det en forbrydelse.(Som med pigen Ber­na­dette af Lour­des også dér kunne man være i tvivl: var det en auten­tisk histo­rie. Havde hun set Madonna. Eller tro­ede hun det kun.)
Det er måske ikke der det ligger.
Var det efter fæl­les overenskomst? Var det ikke efter fæl­les overenskomst? 

Hvor­dan skulle hun kunne bryde ud af kontrakten?
Hvad med deres hus? Og hvis hun gjorde, hvad med bar­net i stu­ens gynge?

Det var ham der ville have bar­net i sin tid.
Mens bar­net blev tyde­li­gere og tyde­li­gere, blev hun mere og mere transparent.

Hun gav plads, sagde hun. Mode­ren. På sce­nen var de alm afgræns­nin­ger totalt ophæ­vede. Hans funk­tio­ner for­læn­ge­des af hen­des. Smilet i balance, lem­merne i balance, det sølvgl­in­sende var støbt om dem.

Godt nok lå der en dob­belt­hed i Alonsos syn på det kvin­de­lige. Men indi­mel­lem, fak­tisk det meste af tiden følte han ikke at han havde for­bin­delse til ver­den. 

De før­ste gange jeg så num­ret, for­stod jeg ikke, hvor­dan de begge ople­vede at de for­svandt. Det var meget lidt menneskeligt.
*

UTOPI mit indlæg på Ejerslevfestvalen, så fint ophængt som vasketøj på tøjsnore i huset ved den lille havn sammen med en flok andres




Knud Steffen Nielsen




Der er fænomener der afspejler Længslen.

Længslen, den lille pipfugl. Længslen efter den eneste ene.

Æslet der jager guleroden, bundet til pinden i forlængelsen af hovedet.
Man må sætte farten op forgæves for at nå grøntsagen 
Vores drømme og så det utopiske i de store systemer
Alt der afspejler Længslen.
Achilleus tabte til skildpadden
(David nakkede godt nok Goliat).
De store utopier har det med at miste luften på et tidspunkt eller pervertere til dystopier, især når de befamles af store  politiske systemer, Åh magtlidelighed. (De religiøse systemer går heller ikke ram forbi.)
Det 3. rige var en dystopi fra starten. Stalin perverterede sin udgave af tusindårsriget ….

Guldet såvel som guleroden er utopi her i ligningen, guldet  en smitsom sygdom,. Midas døde af guld i alle kropsåbninger.

                                                        *
Thomas Moores ophævelse af ejendomsret plus andet blev efterhånden indhentet af magten og menneskebørnenes voldsomme trang til at lege mig-selv-nok.
Thomas Moore endte et hoved kortere, mest for at sætte sig op mod Henry 8.


Thomas Moores utopia, en slags sci-fi er jo ellers igen det manøvrerum, hvor der virkelig er tændt for det lange lys i den leg, hvor der netop teknisk set leges med tiden, den ikke-endnu-indtrufne. Futurum. Hvor man kan forestille sig alt kan ske.


Forestillingsevnen er den legeplads, hvorfra der både bygges a-bomber og manøvreres i legalt smukke ting, skrives bøger, kunst, samtales. Kunstens plads.

I kunsten gynges der så fint i disse fremadrettede karusseller.

Forudsætninger for overhovedet at tænke fremad, er som i grammatikkens fremtid, futurum.
Muligheden for at tænke i det fremtidige, i hypoteser, lysten til at lege med tiden, det stykke elastik, der favner både fremtid, som her og fortiden. Barnet der glæder sig til juleaften og gaverne.   Vi har den mulighed som osse er grundlaget for utopiens dynamik. Derfra hvor der kan skrives fortællinger, og drømme folder sig ud.

Der er de store historier som menneskehedens overlevelse, klima, miljø, krige og drømme og undergang.  


Vi har andre navne til det end grammatikkens fremtid: diagnose, prognose etc, hvor vi måske får en kræftdiagnose, og som vi ikke kender tidslængden på, eller at sommervejret kommer i næste uge (prognose). 
 Dette plastiske stykke tid, der principielt er uden for vores rækkevidde, men som vi nødvendigvis må leve i og leve af.  Dether stykke elastik, der virkeligt lander som gulerod foran æslets og mine øjne.
Her står vi og sådan.
Alt hvad der hedder budgetter, advarsler, tilbud af enhver art er jo totalt nødvendigheder, som vi lever af. Og det er det vilkår, som ikke kan tænkes væk. Hvis jeg hører en brummelyd, så forholder jeg mig til det der kan ske: Er det en knallert 400m væk, eller en hveps 2 meter væk. Kan ikke høre forskel, men må jo hastigt lave mig en prognose: der sandsynliggør, om det er en Puch Maxi eller den sort-gule Vespa crabro med sin modbydelig brod, der er på vej.

Et andet billede end det med guleroden, der melder sig, er den stakkels Sisyfos, der ruller sten op af bjerget, og som får dem i hovedet igen. Og alligevel igen og igen står oprejst til løjerne. Når han helt op på bjergets top til sidst?

Det var det , Thomas Moore drømte om. Hans hoved blev som bekendt skilt fra halsen af Kong Henry, 8. Ganske vist ikke direkte pga utopien, men alting koster, og der er rigelig plads til desillusion og melankoli. Men også til overvindelse, uanset de sten, man får i hovedet.

mandag den 17. juni 2019

.dreaming. Bloggermand deltager med tekst om UTOPI





Tag med til Ejerslev, hvor vi sammen vil folde drømmenes faner ud!

Ejerslev Dreaming er en ny musik- og kunstfestival, som finder sted i de magiske omgivelser omkring Ejerslev Havn på det nordlige Mors.

Med festivalen vil vi invitere nye og gamle venner til at tage en tur væk fra hverdagen og ud på den smukke ø i Limfjorden, hvor nye oplevelser venter. Vi skal bl.a. til koncerter i den lokale landsbykirke, lytte til litterære oplæsninger, nyde solnedgangen fra molerskrænterne omkring lagunen, spise fællesmiddag og feste på havnen til den lyse morgen.

Vi vil løbende løfte sløret for programmet, men ambitionen er at blande forskellige udtryk og genrer i fælles æstetiske oplevelser, der sætter fantasien fri. Forvent et lille, men nøje kurateret program, hvor ikke to ting er ens.

FREDAG
Ankomst til Ejerslev Havn om eftermiddagen, hvor der vil være velkomst og mulighed for at slå lejr, nyde en drink, se solnedgang og mødes ved bålet.

LØRDAG
Fuldt program med musik, litteratursalon, filmvisning, naturvandring og oplevelser i lokalområdet. Fællesspisning og fest i partyteltet om aftenen.

SØNDAG
Fælles morgenmad og afsked.

EJERSLEV HAVN
- er en lille perle på det nordlige Mors. Ved siden af havnen bugter sig en grønblå lagune omgivet af de karakteristiske molerskrænter, hvor man kan finde fossiler fra fjerne tider. Det er i dette smørhul, at vi skal bo. Den gamle naturhavn er restaureret af en lokal forening, som er så rare at hjælpe os med praktikken omkring festivalen, så vi kan sove på deres hyggelige campingplads og bruge havnens faciliteter.

BILLETTER
Vi har plads til ca. 150 gæster, og billetterne kan købes via dette link: www.tikkio.com/tickets/9196-ejerslev-dreaming

TRANSPORT
Bor du i København? Så er Mors et stykke væk ja, men hvis man lige finder et par gode podcasts og pakker lidt proviant, så er turen ganske hyggelig. Du kan tage bussen til Nykøbing eller arrangere samkørsel. Mere info om transportmuligheder følger – vi skal nok sørge for en god måde at fragte jer ud til havnen på, når I ankommer til øen.

VÆR MED!
Har du en god idé, eller vil du være med til at skabe en helt ny festival sammen med os, så tøv ikke med at kontakte os.

HVEM ER VI?
Vi er en flok gode venner (Laura, Drude, Nina, Liva, Esben, Signe og Ninna) med forankring i både København, Aarhus og på Mors. Vi elsker musik, kunst, natur og mennesker, og vi ønsker at skabe en helt særlig oplevelse sammen med jer. Det er første gang, vi afholder Ejerslev Dreaming, så det er både et eksperiment og en kreativ legeplads, men vi gør alt, hvad vi kan, for at det bliver uforglemmeligt for os allesammen!

FØLG MED
Via vores facebookside eller eventet her, hvor vi løbende vil poste mere info.

tirsdag den 11. juni 2019

Sørens fine digt



Digtet hedder:
»Jeg har magiske hænder«
diget hedder:
»Jeg ejer Merkur«
digtet hedder »jeg er en blærerøv«
diget hedder ikke en skid, men det kommer her:
Ordene falder gennem mig
og jeg er ikke en gang høj på heroin
Lil Peep siger at man kan shoppe stjerner
det gider jeg ikke
jeg har i stedet købt Merkur
en hel planet
det føles sært
næsten som en slags lykke
Merkur og mig har altid haft noget sammen
pludselig var tilbuddet der i Supermercado Lidl
og så slog jeg til.
Glen Hansard taler
(åh nej, ikke igen)
han siger: ›fald langsomt‹
jeg siger: »gu’ vil jeg ej«
»jeg er en fucking komet
og jeg brænder op
inden det er for sent«
måske er det
fordi jeg har købt seks gaver i dag
en til mig selv og fem til de andre
måske er det fordi navnene er graveret ind
at selv sproget får faldhøjde
øjne
der stråler
når de åbner det brune pergament
det er landskabet med det gule og det grønne
den nedgående sol
der rammer rødt
du skulle have set
da jeg vendte mig om på kanten af et bjerg
midt i Parque natural
Sierra de Grazalema
135 kilometer
lidt over fem timer i sadlen
som om det kunne gøre det ud for en afsked
mine ben er sorte af sol
mine årer står tydeligt frem
Lil Peep shopper stjerner
den knægt er en gammel inkarnation
man kan høre det på stemmen
måske var det derfor
han skred som 21-årig
poppede piller og handlede med himlen
du skriver »Hej Papa – vi har lejet ›Virgin Suicides‹ på Apple TV
Er det ok?«
jeg svarer: »Ja self er den god?
uha, det lyder ikke rart«
det er L der skriver
en gang kaldte jeg hende »Kong Kaj« og kastede hende op i luften
så kaldte jeg hende »Frøken Susesen« og dansede til Stevie Wonder i stuen
»For once in my Life I have someone who needs me«
en gang øvede jeg nummerplader med hende på Folkvarsvej
en gang lærte jeg hele Halfdan Rasmussens ABC udenad med hende
en gang samlede hun bogstavet M op fra gulvet hos lægen og sagde »M for mor«
nu er hun en kvinde i sin egen ret
men hun kalder mig stadig Papa
jeg tror det er derfor
det aldrig går over.
Knud har ringet her til aften
han siger
at det stadig ikke gør ondt på fisk
og at jeg bør overveje en operation
når jeg kommer hjem
»hvorfor«
siger Knud
»nøjes med kønsskifteoperation
når artstransformation er inden for rækkevidde?«
Næste problem bliver så bare at vælge en specifik fisk
»man vælger selv«
siger Knud
jeg som hader frit valg på alle hylder
som elsker at lukke døre
»flyvefisk«
»må man vælge det
eller er det hverken fugl eller fisk?«
spørger jeg
Knud hoster højt og lægger på.
Gísli ringer også
han slår et slag for englene
subsidiært
han siger det i ramme alvor
»kan du altid blive kørelærer og få din egen Auto Escuela«
»kørerlærere har«
siger Gísli
»englebevidsthed«
»jeg gider hverken være fisk eller kørelærer
jeg vil for helvede bare gerne leve i NUet«
siger jeg og føjer til
med patos i stemmen
naturligvis:
»jeg har i dag købt Merkur på vej ud af en rundkørsel i nærheden af Ubrique«
»i den lokale Supermercado Lidl«
»og desuden«
nu praler jeg
»har jeg magiske hænder
de er godt nok skruet komplet forkert på
og hvis du skal have noget slået i stykker eller ødelagt
så giv mig det«
»men magiske er de«
gentager jeg
»de kan strække sig over flere kontinenter
går gennem alle tidszoner
og hvis jeg rører ved dig
falder du«
»Blærerøv«
siger Gísli.
Brian har sendt en Snapchat-video
fra et eller andet sted mellem Hvalsø og Lejre
han vil vise mig danske får
der græsser på en mark
fordi jeg sendte ham en Snap i går med geder
»jeg smølfer dig«
siger han
i nat griber jeg ud efter noget vildt
det er derfor
der findes bånd
det er derfor
det gør ondt
selv om man ejer Merkur og har magiske hænder

tirsdag den 4. juni 2019

digt om instiksseddel...tror, det var de blå piller





Tag ikke Emperal,
hvis du er overfølsom over for metoclopramid. 
Hvis du har svulst i binyremarven,
det vi andre kalder fæokromocytom,
hvis der er hul på mave-tarmkanalen,
hvis du lider af ufrivillige bevægelser,
hvis levopoda, nej levodopa, jvf parkinson, 
ved kraftige muskelspændinger, hvis du drikker alkohol,
hvis du er ældre og konfus,
eller en af delene, 
hvis din nyre ikke virker,
hvis din lever ikke virker.
Du kan få pludselig hududslæt,
besvimelse, 
anafylaktisk chok,
miste bevidstheden, 
kramper,
hjertestop,
blåfarvning af læber, hallucinationer,
og diaré, 
blodtryksforhøjelse
(svovl binder sig til
hæmoglobin), og hvis du har forsnævringer i tarm-
kanalen

Digt til mig fra Søren




Søren Fauth
Knud, this one is for you, min ven!
min ven Knud siger at det ikke gør rigtigt ondt på fisk
jeg ringer til ham og spørger
om han er helt sikker:
»Ja«
svarer Knud
mens jeg sidder midt på stigningen fra Manilva til Gaucín
bøjet over styret
det er varmt
og jeg har lynet den fimsede Rapha-trøje op
så man kan se
at jeg ikke har et eneste hår på brystet
åbenbart længere fra chimpansen end visse andre mænd
»Jamen«
udbryder jeg
»det er da glædeligt
for så er fisk altså en mulighed
så vil jeg være fisk i mit næste liv«
»faktisk allerhelst flyvefisk«
jeg bander det begejstret frem
kaster det ud af kæften
Knud synes det lyder som en god idé
(den mand ved alt om fisk)
selv foretrækker han et liv som myre eller noget endnu mindre
altså større
tænker jeg.
Det går ikke for godt i dag
faktisk ad helvede til
jeg kører som en sæk nødder
er træt
ensomheden spiller også en rolle
»men ikke for fisk«
siger Knud
»hvad med flyvefisk«
vil jeg vide
»er de ikke stedt i en form for anti-gravitation?«
»joe«
nøler Knud
»men de er sgu ikke lige så graciøse som marionetdukker«
føjer han til
der er noget akavet ved fisk som kan flyve
synes han
»det vil jeg skide på«
svarer jeg
»flyvefisk forekommer mig at være lykkelige
enten svømmer de bare derudaf
eller også flyver de i lykkelig uvidenhed om deres svæveeksistens«
Knud brummer i den anden ende.
Jeg har vænnet mig til vejkanten
de sprøde forårsblomster
duften af vild timian rosmarin
pinjetræerne med de åndssvagt store kogler
det første bliver altid det næste
og til sidst vænner man sig til det
lærer at leve med det
min bare røv!
Flyvefisk er altså en reel mulighed
tænker jeg og føjer til
at det næstbedste ville være at vågne som Fausto Coppi
Knud gider ikke være Fausto Coppi
siger han
for meget menneske
for mange smerter
for megen lidelse for stor liderlighed
for stor interesse for hvide damer og amfetamin
for stor bevidsthed
alt for lange ben
for stor ensomhed
siger han
jeg vil vide
hvor mange tanker en fisk har
og hvad med tidsbevidsthed
ved fisken
spørger jeg Knud
mens jeg sveder på bjerget
at den skal dø?
»nej, ligesom koen«
(den mand ved også alt om køer)
svarer Knud
»aner den højst
at dens ophold i det herværende kun er midlertidigt«
koen har sørgmodige øjne
tænker jeg
som barn troede jeg at koen havde nulbevidsthed
som barn ville jeg være ko
som barn kunne jeg ikke forestille mig noget bedre end livet som ko
koeksistens!
Sagan har dybe
sørgmodige øjne
han blev skilt i efteråret 2018 og har kørt elendigt lige siden
bare se den måde
han pludselig giver op på
som til Paris-Roubaix
pludselig bliver Sagan
med de store
sørgmodige koøjne
ramt af meningsspørgsmålet og slår ud
tyve kilometer før mål bliver han overmandet af tvivl
tøver og giver op
»flyvefisken tøver ikke«
siger Knud
»hverken når den flyver eller svømmer!«
en skam
tænker jeg
at man ikke kan blive genfødt som Fausto Coppi med fiskebevidsthed
det ville være en evolutionær milepæl
fuck den kunstige intelligens
fuck det evige liv
fuck Homo Deus
det posthumane og alt det andet lort
Fausto som fisk derimod
det shit virker!

mandag den 6. maj 2019

mandag den 18. marts 2019

Novelle af S. Kugeln




Ja lad os sådan som missionsfrøknen, frk Folmer, hælde hovedet på skrå og køre det lidt frem og tilbage, hovedet, sukkende, alt imens hun fortalte om de grimme svulster, Barberens svigermor, hende, nogen kaldte Fejemaskinen, havde fået og derfor just var afhentet af sygebilen. Da hun fortalte det, gik det hele på hende, ja selv et bette hop blev det til, da hun samtidig lukkede sine øjne for at tage tilløb til at genfortælle det hele nu ved voldsom interesseret indzoomning til de dårlige steder hun havde set på den stakkels gamle kone. Denne morbide lyst til at kikke ned faktisk i den åbne grav, ser jeg osse i en sætning som når hun sagde om sin syge, men ikke så syge søn Ulrik, ” når Ulrik ikke er mere.” Oh hypocrite, Oh Mensch, du bist so einfach schwach, sondern du dich ganz anderswie erzeigst. Jeg mindes naturligvis turen den dag i dag.

Gedicht






Digtet er som det er. Der er en person som efterstræbes. Sådan er det jo. Døren til det meget lille rum er lukket, man skyder salver ind gennem døren. Tableau. Intet er sket, men det ses tydeligt, at kuglernes penetrering har skabt omridset af personen. Han er uskadt.   Det er så det. Så leges der med, om skæbnen altid vil være en nådig og lade en undslippe farerne af allehånde slags, og det må vi gentage igen og igen. Scenen er der et eller andet sted.

torsdag den 7. februar 2019

ikke fabel





Kassen med legetøj, det jamrende læs. Min gamle mor siger: jeg har gemt det i halvtreds år til, når I kommer hjem. 

Mine favoritter er bl.a (tøjfiguren) Fabdillen, der stadig pisser i sengen, når jeg ikke passer på og kommer efter ham.

Sagde jeg ikke: ”Man ska da osse være efter dig altid. Dit lille møgdyr." Sagt i al kærlighed, selvfølgelig. 
Jeg har engang nevet den i bentøjet. Det ved ingen. Før nu. Jeg venter altid til sidste øjeblik.

Bamsemand er børnepjat. Og så kranbilen der bare er så skrammet, at man ikke ka være det bekendt. Tænk hvis der kom gæster, fx farmor,  og de vil se hvad man har.  Det skal man bare ikke sige ret højt, mere stille, inde i hovedet. 

Jeg skammer mig over det meste af det. Det barnlige kommer af nederlag, står der i bogen.  

Den kutter min far havde, skal jeg ha eftergjort i et eller andet materiale.

På kirkegården er der kun en meget lille sten. 

Men der er plads nok til dem begge. Jeg rører en æggesnaps. Min bror har lært mig at komme cacao i.  Den laver vi, når vi er alene. 

Man har sine egne børn. De kører med post eller læser på universitetet. Jeg gik selv rundt med vildt mange breve, med breve som jeg ikke selv havde noget forhold til i flere år. 

lørdag den 2. februar 2019

gl skrift







Jeg stillede mig i floden. 

Når de store metafysiske fortællinger vakler, giver det en generel rystelse, og vel osse en individuel rystelse, altså at fx troens død i det moderne medfører rystelse for hin enkelte. Men tabet af en ydre styring sætter samtidig fri. Og i den frisættelse er der vel et forstærket individuelt ønske om en eller anden fast grund under fødderne.  Nu er digtet her ikke en drøftelse af et religiøst sammenbrud, men er bl.a. en erkendelsesmæssig pegen på grundvilkåret til alle tider: har jeget en sikker grund, en vished om noget som helst?  
Det første spørgsmål om vished: vished om væren. Væren-til. Der er visheden om sansningen. Jeg sanser, ergo er jeg.  Og sansningen er, hvor sulten er. Dér hvor sulten er, er munden. Hvor smerten er og siger ”jeg”, dér er jeg. Jeg er den, der siger ”jeg”. ”Jeg fryser.” Man har det sansede nærvær.  Og så er resten lidt overladt til den usikre mark af projektioner og hypoteser - med naturnødvendig  masser af pragmatisk raison i det, for at vi overhovedet kan tale og færdes sammen. Og den kan vi så passende udfylde med spørgsmål og spektakel igen og igen. Digte, spille fløjte og danse. Hvad skal jeg osse med vished: man er en fordømt avekat, der bliver slået hjem igen og igen. Det er dér i det jomfruelige spil, digtet befinder sig.
 Jeg kalkulerer, jeg foruddiskonterer. På trods af at det fremtidige er lukket land, (til det åbner sig). Men ved at planlægge får det provisoriske vægt HER OG NU. Og det potentielle får vægt og ord. Vi kan være i alskens grublen og samtidigt snakke om det. Og med dette METAblik har vi mulighed for at kommentere at noget sker, mens det sker. Og netop skrive som sansende, kommenterende nærværet. Og tilmed redigere forestillingen om det passerede, fx teenageårene.
Og det er så dér, man kan gerere sig og gøre sig forestillinger. Og digte op i og imod den modstand. Manøvrere i skidtet og så slå panden mod det meningsløse. Man rejser sig, virrer med hovedet og går videre.  For man kan ikke andet. Man har det sansede nærvær, hvor der kan formes, kreeres og blæses på horn og kommenteres med sideblik på, hvad der sker, når det sker, og hvad vi mente der skete.
Man er anfægtet- fordi mandatet til at tale på de store fortællingers vegne er væk.  
Og det medfører, at et velordnet jeg, (fx i poesien et centrallyrisk jeg), der taler uanfægtet og generelt på vegne af det velordnede, er umuligt. Det kræver et mandat, der ikke er der.  Som talte man på alle tankesystemers og himles vegne- og endda uden at anfægte det i teksten. Hvis du taler på egne vegne, så er det det, og man frigiver ordene, som så kastes ud til læserens testning og uforudsigelige kontrol. Dit eget sprogs autoritet skal jo kunne anfægtes. For skriftens vej styrer du ikke alene selv, og dertil det hele maskineri af politiske og økonomiske magtforhold, borgerskabslighed, et sæt kontekstuelle konventioner, som du og sproget er indfældet i, hvor meget du end spræller.   
Tilfældet fik mig til at vakle. Men ordene fortsatte, nærmest i distraktion. Jeg sprællede, men forgæves:


1. Jeg skylder penge flere steder /2.Var der i pokerfjæset en vis lighed med Mr Bartleby //3.måske invitation til dans// 4.Går den, så går den// 5.Romantikken døde med Øhlenschlæger, troede jeg./ Men i nittenfirserskrift blev guldhornene lissom genstøbt.//6.Der er ikke pr princip mere smerte i poesi end i en telefonbog/ /7.At gestikulere kraftigt eller hente en flok fugle ned hjælper ikke nødvendigvis et digt i nød./8. Pga kravet om 4200 anslag i denne artikel, som jeg kalder et digt, fortier jeg den fugleflok, der passerede mit vindue lige før, og som jeg ikke har set magen til, siden den bette Pigro i Martin A’s Løgneren fyldtes med snepper i alle åbninger og døde af fjer// 21.Årsagssammenhæng og korrelation forveksles sommetider: Jeg syntes, jeg så en flok måger skubbe en traktor frem på pløjemarken./ 22.Er det mere kausalt at skrive: fuglene var der, fordi der var orm i den traktoroppløjede jord/23. selvom det ligner./25.At skrive ”fordi” beviser ikke nødvendigvis årsagssammenhæng./ 33.Om aflivning af visse dogmer –ganske vist med en slags ny, se Charles Bernstein: http://www.youtube.com/watch?v=auhINfzRcyY//
//Ups, vi kom uden for rammen.  //42. ”..det var ganske tilfældigt, at han med sine første ord anslog en heroisk tone, han kunne lige så godt have anslået en skeptisk eller lyrisk tone..” (Gombrowicz, i Ferdydurke, Arena 67).

ksn


tavlefragment


lørdag den 26. januar 2019

frisisk-hollandsk-dansk antologi



Glæder mig til at medvirke i antologi på frisisk og dansk med det hollandske forlag Hispel.
HISPEL.NL
 Thus