mandag den 18. marts 2019

Novelle af S. Kugeln




Ja lad os sådan som missionsfrøknen, frk Folmer, hælde hovedet på skrå og køre det lidt frem og tilbage, hovedet, sukkende, alt imens hun fortalte om de grimme svulster, Barberens svigermor, hende, nogen kaldte Fejemaskinen, havde fået og derfor just var afhentet af sygebilen. Da hun fortalte det, gik det hele på hende, ja selv et bette hop blev det til, da hun samtidig lukkede sine øjne for at tage tilløb til at genfortælle det hele nu ved voldsom interesseret indzoomning til de dårlige steder hun havde set på den stakkels gamle kone. Denne morbide lyst til at kikke ned faktisk i den åbne grav, ser jeg osse i en sætning som når hun sagde om sin syge, men ikke så syge søn Ulrik, ” når Ulrik ikke er mere.” Oh hypocrite, Oh Mensch, du bist so einfach schwach, sondern du dich ganz anderswie erzeigst. Jeg mindes naturligvis turen den dag i dag.

Gedicht






Digtet er som det er. Der er en person som efterstræbes. Sådan er det jo. Døren til det meget lille rum er lukket, man skyder salver ind gennem døren. Tableau. Intet er sket, men det ses tydeligt, at kuglernes penetrering har skabt omridset af personen. Han er uskadt.   Det er så det. Så leges der med, om skæbnen altid vil være en nådig og lade en undslippe farerne af allehånde slags, og det må vi gentage igen og igen. Scenen er der et eller andet sted.

torsdag den 7. februar 2019

ikke fabel





Kassen med legetøj, det jamrende læs. Min gamle mor siger: jeg har gemt det i halvtreds år til, når I kommer hjem. 

Mine favoritter er bl.a (tøjfiguren) Fabdillen, der stadig pisser i sengen, når jeg ikke passer på og kommer efter ham.

Sagde jeg ikke: ”Man ska da osse være efter dig altid. Dit lille møgdyr." Sagt i al kærlighed, selvfølgelig. 
Jeg har engang nevet den i bentøjet. Det ved ingen. Før nu. Jeg venter altid til sidste øjeblik.

Bamsemand er børnepjat. Og så kranbilen der bare er så skrammet, at man ikke ka være det bekendt. Tænk hvis der kom gæster, fx farmor,  og de vil se hvad man har.  Det skal man bare ikke sige ret højt, mere stille, inde i hovedet. 

Jeg skammer mig over det meste af det. Det barnlige kommer af nederlag, står der i bogen.  

Den kutter min far havde, skal jeg ha eftergjort i et eller andet materiale.

På kirkegården er der kun en meget lille sten. 

Men der er plads nok til dem begge. Jeg rører en æggesnaps. Min bror har lært mig at komme cacao i.  Den laver vi, når vi er alene. 

Man har sine egne børn. De kører med post eller læser på universitetet. Jeg gik selv rundt med vildt mange breve, med breve som jeg ikke selv havde noget forhold til i flere år. 

lørdag den 2. februar 2019

gl skrift







Jeg stillede mig i floden. 

Når de store metafysiske fortællinger vakler, giver det en generel rystelse, og vel osse en individuel rystelse, altså at fx troens død i det moderne medfører rystelse for hin enkelte. Men tabet af en ydre styring sætter samtidig fri. Og i den frisættelse er der vel et forstærket individuelt ønske om en eller anden fast grund under fødderne.  Nu er digtet her ikke en drøftelse af et religiøst sammenbrud, men er bl.a. en erkendelsesmæssig pegen på grundvilkåret til alle tider: har jeget en sikker grund, en vished om noget som helst?  
Det første spørgsmål om vished: vished om væren. Væren-til. Der er visheden om sansningen. Jeg sanser, ergo er jeg.  Og sansningen er, hvor sulten er. Dér hvor sulten er, er munden. Hvor smerten er og siger ”jeg”, dér er jeg. Jeg er den, der siger ”jeg”. ”Jeg fryser.” Man har det sansede nærvær.  Og så er resten lidt overladt til den usikre mark af projektioner og hypoteser - med naturnødvendig  masser af pragmatisk raison i det, for at vi overhovedet kan tale og færdes sammen. Og den kan vi så passende udfylde med spørgsmål og spektakel igen og igen. Digte, spille fløjte og danse. Hvad skal jeg osse med vished: man er en fordømt avekat, der bliver slået hjem igen og igen. Det er dér i det jomfruelige spil, digtet befinder sig.
 Jeg kalkulerer, jeg foruddiskonterer. På trods af at det fremtidige er lukket land, (til det åbner sig). Men ved at planlægge får det provisoriske vægt HER OG NU. Og det potentielle får vægt og ord. Vi kan være i alskens grublen og samtidigt snakke om det. Og med dette METAblik har vi mulighed for at kommentere at noget sker, mens det sker. Og netop skrive som sansende, kommenterende nærværet. Og tilmed redigere forestillingen om det passerede, fx teenageårene.
Og det er så dér, man kan gerere sig og gøre sig forestillinger. Og digte op i og imod den modstand. Manøvrere i skidtet og så slå panden mod det meningsløse. Man rejser sig, virrer med hovedet og går videre.  For man kan ikke andet. Man har det sansede nærvær, hvor der kan formes, kreeres og blæses på horn og kommenteres med sideblik på, hvad der sker, når det sker, og hvad vi mente der skete.
Man er anfægtet- fordi mandatet til at tale på de store fortællingers vegne er væk.  
Og det medfører, at et velordnet jeg, (fx i poesien et centrallyrisk jeg), der taler uanfægtet og generelt på vegne af det velordnede, er umuligt. Det kræver et mandat, der ikke er der.  Som talte man på alle tankesystemers og himles vegne- og endda uden at anfægte det i teksten. Hvis du taler på egne vegne, så er det det, og man frigiver ordene, som så kastes ud til læserens testning og uforudsigelige kontrol. Dit eget sprogs autoritet skal jo kunne anfægtes. For skriftens vej styrer du ikke alene selv, og dertil det hele maskineri af politiske og økonomiske magtforhold, borgerskabslighed, et sæt kontekstuelle konventioner, som du og sproget er indfældet i, hvor meget du end spræller.   
Tilfældet fik mig til at vakle. Men ordene fortsatte, nærmest i distraktion. Jeg sprællede, men forgæves:


1. Jeg skylder penge flere steder /2.Var der i pokerfjæset en vis lighed med Mr Bartleby //3.måske invitation til dans// 4.Går den, så går den// 5.Romantikken døde med Øhlenschlæger, troede jeg./ Men i nittenfirserskrift blev guldhornene lissom genstøbt.//6.Der er ikke pr princip mere smerte i poesi end i en telefonbog/ /7.At gestikulere kraftigt eller hente en flok fugle ned hjælper ikke nødvendigvis et digt i nød./8. Pga kravet om 4200 anslag i denne artikel, som jeg kalder et digt, fortier jeg den fugleflok, der passerede mit vindue lige før, og som jeg ikke har set magen til, siden den bette Pigro i Martin A’s Løgneren fyldtes med snepper i alle åbninger og døde af fjer// 21.Årsagssammenhæng og korrelation forveksles sommetider: Jeg syntes, jeg så en flok måger skubbe en traktor frem på pløjemarken./ 22.Er det mere kausalt at skrive: fuglene var der, fordi der var orm i den traktoroppløjede jord/23. selvom det ligner./25.At skrive ”fordi” beviser ikke nødvendigvis årsagssammenhæng./ 33.Om aflivning af visse dogmer –ganske vist med en slags ny, se Charles Bernstein: http://www.youtube.com/watch?v=auhINfzRcyY//
//Ups, vi kom uden for rammen.  //42. ”..det var ganske tilfældigt, at han med sine første ord anslog en heroisk tone, han kunne lige så godt have anslået en skeptisk eller lyrisk tone..” (Gombrowicz, i Ferdydurke, Arena 67).

ksn


tavlefragment


tirsdag den 22. januar 2019

hånd på mand


T-shirt nr 45


URS


bil og donkraft






*
Hvordan skille motoren i alle sine enkeltdele.  Min gode ven, O.S. havde lagt sig nede under bilen. (detalje: bilen var min).
Den var opklodset på fire træstykker.  Hele lydpottesystemet sku pilles ud.  jeg var en anelse nervøs. For han ku ikke hives ud, hvis bilen faldt ned. Den måtte ikke falde ned. Ole kravlede ud. Og det var godt af morbid-æstetiske grunde. For sekundet efter faldt citroenen ned fra sit lille fine stillads. 
Kære venner, skriver lige om situationen. Kan I lige komme med en udgave der både tager det voldsomme ind. Redningen. Det at noget hidkaldte ham. Skæbnen kaldte ham. Skæbnen ville ikke at han sku gå bort netop nu.  Eller den muntre-morbide udgave, skriv om her var en kvinde meget tæt på enkestanden.  Gør hende til hovedperson.  Hvorfor for resten skrive om hende. Om det.  

torsdag den 3. januar 2019

digt, udkast






hvorfor er der brændt huller i vindjakken, 

det er fordi, mor




og det var jo en smøg vi gemte lige i lommen, (Det siger jeg altså ikke).


Så kom hullet, det var derfor, mor, fordi der var bål, Baskers

bål og de andres og en


pind de stak efter mig med glød i


Jakken er lissom skudhuller.

men til sidst forsvandt jeg  i fygesne





Og jeg druknede i en vandpyt. Der var helt mørkt, mor.


Vandet var altså lissom tjære,