AFTER HAND-nyt

After Hand

Lars Norén : Hævnarie / Trio til tidens ophør / Fjerne rystelser – forord, oversættelse og efterskrift Mikkel Thykier

Lars Norén (f. 1944) er Sveriges internationalt mest anerkendte dramatiker. Fra 1963-1980 skrev han først og fremmest som digter i en vild og voldsom sprogudvikling, der førte frem mod en tæt, krystallinsk poesi med en stærk scenisk ladning. Fra 1980 blev den grundlag for en dramatik, der er stærkt naturalistisk, men åben for poetiske indfald, psykoanalytisk inspiration, diskussioner af kunst, kultur og politik samt menneskelige fortællinger på niveau med de største romaner. Lars Norén har dette efterår udgivet sit første skønlitterære prosaværk Filosofins natt siden 1980, der netop er blevet indstillet til Nordis Råds Litteraturpris 2013.

De tre skuespil Hævnarie, Trio til tidens ophør ogFjerne rystelser handler alle tre meget direkte og oprigtigt om oplevelser af svigt, død, sygdom og menneskers afhængighed såvel som udnyttelse af hinanden. Det gør de både medfølende, humoristisk og konfronterende i en form, der forener poesiens præcise eksistentielle nedslag og sprogtæthed med romanfortællingens bredde og umiddelbarhed – men i en form der er dramatikkens alene.

I forlængelse af den samlede udgivelse af Hævnarie, Trio til tidens ophør og Fjerne rystelser, rejser sig spørgsmålet om hvorfor dramatik i Danmark er total overset som en litterær, skriftlig kunstart, der ikke står tilbage for litteraturens andre hovedformer, poesi og prosafortælling.

Hævnarie / Trio til tidens ophør / Fjerne rystelser udkommer d. 13. december 2012.

Oversætteren og forfatteren Mikkel Thykier udgiver i vinteren 2012/2013 en lille række oversættelser, der rummer oversættelsen af Hævnarie, Trio til verdens ende og Fjerne rystelser af Lars Norén. I oktober udkom Maurice Blanchots Dagens vanvid og Mitdødsøjeblik og Lisa Samuelssons oversættelse af LauraRidings En anonym bog (fra Apparatur nr. 6, 2003). I serien udgives endvidere Åke Hodells erindringstekster om Gunnar Ekelöf. Den lille serie diskuterer og kommenterer de enkelte tekster indbyrdes og udgør samlet set en udfordring af de traditionelle opdelinger mellem skønlitteratur og litteraturkritik. Denne udfordring er tilsvarende et gennemgående spor i Thykiers egen praksis. I januar 2013 udgiver han bogen SUB ROSA, som er en selvstændig fortsættelse af de to essaysamlinger Entré (2009) ogRefleksioner i guld og bly (2010).

Lars Norén

Hævnarie

Trio til tidens ophør

Fjerne rystelser

Mikkel Thykier

Forord, oversættelse og efterskrift

Edition After Hand

2012

omslagsillustration Samlingens Afd.: Mrmbg

form Mathias Kokholm

tryk Specialtrykkeriet Viborg

isbn 978-87-90826-27-7

1. udgave – 1. oplag

176 sider 160 kr.
– køb Lars Norén Hævnarie / Trio til tidens ophør / Fjerne rystelser, Maurice Blanchot Dagens Vanvid / Mit dødsøjeblik og Laura Riding En anonym bog samlet for 300 kr. [inkl. porto]

Jesper-dag

torsdag den 29. november 2012

15. december er Jesper-dag. Glæder mig.

Der er tale om hans debutdigtsamling.

Viggo i Booktraders Julehæfte

opsats

Fredagsdigt, jo har været vist her i lidt anden udgave. ok.

Han førte et sundt liv med kolde bad. Det er løgn.
Jeg slog hul på isen for at fiske.
Imellem linjerne kan man læse at kun én gang i sit liv havde
jeg fanget noget større end agnen.

Krogen sad ofte fast
i frakken.

Selv det fastbundne hældede så meget, at ingen troede på det.
Det jeg gjorde skal ikke stå på linjerne.( i stedet for at snakke om mellem linjerne er
det mere korrekt at tale om hvordan man med sit kameraøje indstiller distance/zoom
+ -/totalitet/ halvtotal/ og nu kom jeg lige til at tænke på de gamle stalddøre, hvis to
 halvdele åbnes separat( var den lukket, halvåben//
indskud burde flyttes//forkert indzooming her)

Tegn en stor fisk.

Tegn en kranvogn, der kører det hele væk.

Jeg tror jeg vil tegne et vinterlandskab a la breughel.

Jeg vil se bort fra skalering, og at værelset henligger som det hedder i halvmørke. (//regi, dvs en bevægelse væk fra linjen og linjens illuderen)

Nu går jeg ind i huset.

Det Sixtinske Kapel tager timer at tegne.

Klimaet er svært at tegne, så det ligner.

rygvendt digter

Ældre brev fra Bo Johansen

 

Gl. BREV FRA Bo Johansen

 

 

Kaptajn Karlsen og Flying Enterprise

 

Jeg kan da godt huske det skæve skib. Vi drenge sad  i stuen og lyttede til Gunnar NU Hansen i radioen. Og for mig knægt blev stuen Verdenshavet. Inde over gulvtæppet krængede det og smed vand om sig.

 

Men Kurt Carlsen sørgede for, at vandet ikke fossede ud over det hele. En overgang hældte stuen 45 grader,

men blev rettet op. Så øjeblikket efter giver både Dance og lidt senere Carlsen op, for der er ikke mere at stille op.

Så er man nødt til det. Jeg selv kunne ikke have gjort det bedre, selvom man snart var klar til at gå i skole.

Kunne skibet måske være reddet. Det tror jeg.

Men de andre i stuen sagde det var for sent.

 

Men det var en stor mand for Danmark. Senere vandt Jørgen Ingmann grandprixet og  det var fordi, han var verdens bedste guitarist , sagde min far. Nu har vi ikke en chance.

 

Bo Johansen, Feldsted

 

 

Vindforhold (fra Bovbjerg Fyr)

kat og mus

tavle ff

Haldsk Kogebog

Kære litteraturinteresserede,

HALD HOVEDGAARD præsenterer stolt kogebogen

FORFATTERNES KØKKEN
Opskrifter fra det litterære folkekøkken
– og andre gode retter fra Hald Hovedgaard
Der indbydes i den anledning – og i forbindelse med årets julestue - til reception i Riddersalen på Hald Hovedgaard

søndag den 9. december 2012 kl. 15

Forfatter Lene Kaaberbøl og forfatter, næstformand i Hald bestyrelse, Knud Steffen Nielsen, der begge har optrådt i det litterære folkekøkken, vil give bogen et par ord med på vejen.

Bogens forfatter, kogekone på Hald Hovedgaard, Gitte Rannes vil også være til stede.

Bogen kommer til at koste kr. 200,-(inkl. B-porto i DK) og kan bestilles (og forudbestilles!) via joan@haldhovedgaard.dk.

Kajs breve og noter fra marts 2011. lille udvalg

                                    1.3.11.  (den første note her er skrevet af hans værge)

Kaj E og jeg har være til forfatterkomsammen i 3 dage sammen med en flok københavnere. Jeg ville vise Kaj det 5.Hald. Han troede det var noget i marineforeningen, så han stillede i matrostøj. Han elsker musik og spektakel. Jeg lagde ham til sengs i Kapelannekset---lige efter desserten. Kommunen har taget over nu.

................................................................................
3.3. 11

Nej bette Sørine Mathilde.  Så går man med cykelbukser og bliver hånet. Så farver man sit hår hen af rødt, så er det galt. Så får man lavet en stor tus på ryggen med Lyngby Boldklub og så rykker de ned.

 

5.3.11
Min nevø Niels Ole sagde forleden til mig: Du herlige onkel. du ligner Statsministeren i den grad.
Det var Stauning, han mente. Det er den største kompliment, jeg har fået i år. Efter den historie skal jeg lige ha mig en lur på divaneseren. Det vandrette ligger bedst til mig.

7.3. 11
Jeg kender Lille Kim, Jenses fætter, osse fra Mensa og han siger, at vi skal bare køre straight på. Han havde på et tidspunkt givet KS et puslespil på 7000 brikker med en Unitedspiller. Det kunne han samle på 12 minutter. Så prøvede de med et dansk symfoniorkester dirigeret af Grethe Kolbe og kun 300 brikker. Det tog hel formiddagen for næstformanden og mere til. Og kassereren. Lige så jammerligt.  Det var det jeg hørte. De kan ikke holde på KS. Han vil have iq-koefficient-kravet sat op. Og til sidst er det kun ham selv der kan klare den. Bommen er allerede ved at blive hævet helt op under loftet, Vil han ha at vi skal løfte taget af- billedeligt talt.

samme dag.
(skrive til Igor)

      Hej Igor

      Igor, mærker jeg en lille bitterhed fordi vi ikke lige havde en bestyrelsespost ledig til dig i Mensa Danmark. Vi kan jo ikke nedsætte IQ-kravet til 188 bare fordi du gerne ville være med.

Fem år gl brev til min fætter Jørn.

 

BREV til min fætter Jørn 

 

 

BABYBORN

 

Kære Jørn, jeg sender lige beretningen her med i brevet. Fordi vi sommetider har snakket om hvad der er en rigtig familie, og vi har ikke altid været enige. Begyndelsen, om ikke andet, er som følger:

 

Hun, du ved Elsie Jensen-har nævnt hende enkelte gange før-, havde, ja vel har stadig, en babystol i bilen, selvom alle tre sønner var fløjet fra reden, som man siger, . Stolen var heller ikke til Barnie, retrieveren, der ellers var fuldblods medlem af familien. Den var til Elsies Babyborn. Og du kender jo godt de der dukker, der snart kan lige så meget som en ægte baby (mener osse de ka pisse og skide, nå det tror jeg da lige jeg vil have fundet ud af). Hun er 55 og sælger tøj, ikke tupperware, som jeg vist sagde til dig,  på busture til Tyskland.

De var nu i øvrigt begge to, hende og ham, enige om, at det var udmærket at have fået dukken. De havde begge to ejerskab, også Jens Arne. Ikke at han sagde noget om det, overhovedet ikke, men han havde da været med til at skrælle ekstra kartofler, som han så moste og dyppede i honning og legede made-situation med Baby (dukken). Han havde fået tilknytning, havde næsten overvejet at tage fjorten dages barsel.

Ejerskab, jo, han havde til en start lagt pengene ud. Og så ellers slag i slag. Hun kviede til at begynde med at tage Baby b med ind i supermarkedet, -det var ikke lysten der manglede, og hurtigt kom hun da efter det, må man sige. Så snart var Babyborn  så fint installeret i en af de små vogne med højt gult flag. Og det har så været fast rutine lige siden. Jens Arne lod dig babyen blive i bilen, når han var alene ude at handle ind.  

Det pinte hende i øvrigt, at fotografiet af de tre drenge, som hang over skænken ikke var fuldtallig, som hun sagde.

Der manglede to ved siden af Jesper, Mik og Jens Jacob. Men det var taget lige før, de havde fået BabyB, og Barnie (faktisk Barnie II) var kun en ustyrlig hvalp, så den havde de måttet opgive.

Drengene sad i ens blå nylonskjorter og havde været ved den samme frisør som altid. (Heldigvis var der ingen af drengene som havde ørering i. Det var det eneste krav hun havde haft, så hellere ryge, og så får I kørekort alligevel). Og det med de samme blålige skjorter.

 Derfor var det, at hun spekulerede så stærkt på at vælge nogle garner, der matchede skjorterne, så nu gik det ellers med at få strikket en fin blå dragt, en slags forklædekjole, til B, ikke Barnie, men Baby B. Hun vaklede noget, men ville så alligevel ikke farve håret på BB lyst som drengenes.  

Der var heller ikke så meget hår at gøre godt med i de tre plasticstrimler, men med en tusch kunne det lade sig gøre, men det ville få Baby til at se så naturstridig ud, at det gjorde noget. Så hellere noget med et lille tørklæde. Livagtigt, ville andre sige.

Når de var i byen til lidt kortspil, altså mændene, mens kvinderne hyggesnakkede, ringede Elsie to-tre gange hjem for at høre, om babysitteren kunne sige noget om problemer eller noget. Men det gik altid så godt. Og det var også rigtigt. Når de kom hjem, var der aldrig noget.

Har hun været uartig? spurgte Elsie indimellem, men det var ikke for alvor.

Du må jo ikke ryge, sagde hun til babysitteren, som var naboens Katrine, fordi Elsie mente hun kunne lugte lidt cigaretrøg. Jeg vil ikke have, hun lærer at ryge, sagde hun småsmilende, lidt forlegent, men det var det, smilet skulle bløde op på.

Hun tænkte af og til på, da de mistede deres første retriever Budolf, som blev kørt over en lastbil. Faktisk den lastbil, der lige skulle aflevere 3 kubikmeter sand, og tilsvarende stabilgrus hos genboen.

 

Budolf skulle netop den dag jage deres mølædte kat ud af deres egen grund og tilbage til, hvor den hørte til. Der er nu gået syv år, da det skete, og på det tidspunkt var der ikke en hundekirkegård i nærheden. Et lille sted, hvor de kunne gå hen og mindes og måske lægge en hundekiks og dens yndlingsgnavben.  Der skulle så gå 3 måneder, inden de  fik Barnie II. Hun havde forestillet sig, at den kunne gå med noget tøj, et rygdækken og måske en sjov huelignende ting, men der, altså dengang, havde Jens Arne sagt fra.  Det er ikke hundes natur at gå med tøj, sagde han direkte. Og sådan blev det, selvom hun engang imellem småeksperimenterede derhjemme, når Jens Arne arbejdede om dagen. De så også lidt fjernsyn sammen, som Elsie kaldte det, når hun lukkede op for Børnetv, som hun fandt mest velegnet.

 Det var da også sket, at der var vist en kat i et af programmerne. Og så reagerede Barnie først med knurren og så med at bjæffe. Men det vakte jo nogle grimme minder om Barnie I i Elsies hoved, så hun slukkede altid fjernsynet alligevel, næsten øjeblikkelig. 

Og hun skulle lige til at sætte sig til klaveret, men så vidste hun godt, at hunden så først ville tage fat med at hyle i vilden sky. 

Han er bare musikalsk, dristede Jens Arne sig til at sige første gang, de oplevede det.

 

En anden gang lige ved julebagetid manglede der tre vanillekranse i kagedåsen med julemotiver. Så sagde Jens Arne, du behøver ikke at kigge sådan på mig, det er Baby, der har gjort det. Elsie vidste ikke, hvad hun skulle sige, og mundlam, det kunne man ellers ikke sige hun var. Hun spurgte engang til, men fik det samme svar igen, måske en anelse mere lavmælt.  

 

 

 

 

gl brev i slægten

Brev fra Ole p )om barndommens cirkus)

BØRNECIRKUS, et brev igen til Henrik

 

Kære Henrik, nu snakkede du om de fortrædeligheder, du var ude for i barndomslandet med skolelærere og lussinger, der hang løst.

 

Så nu tager jeg lige en cirkushistorie fra barndommen. Vi diskuterer sommetider hvor forskellige, vores cirkus var dengang. Mit husker jeg kun fordi, at nogle af de store piger sladrede til min mor om mit store nummer med at vise den bare som klimaxnummeret efter akrobatik og trylleri, med sorte klude ned i et glas vand, så man troede det sorte væske kunne skifte farve, og så var det bare den sorte klud nede i glasset, man fjernede.

 

Og hun, min mor, kom også efter min store succes, ”og nu skal jeg fortælle dig en ting om børnehjem og hvor der ikke serveres ret meget mad og tidligt i seng, hvis man ryger cigaretter omme bagved eller er så slem som du har været”.

 

 Successen, som havde været overvældende, tabte forfærdelig hurtigt luft og højde.

 

Min venindes cirkusnummer blev spoleret af Jannik, som hun pludselig til sin skræk opdager har sneget sig ned iblandt publikum i Harry Vognmands lade, hvor cirkusset var. Store plakater var da godt nok sat op overalt i byen. Det vil sige tre steder, hvor der var en lygtepæl eller i nærheden af brugsen og så henne ved siden af Alvars (cykler og radio).

Jannik var et år ældre end de ældste blandt publikum. De gik flere klasser under cirkusledelsen, som gik i fjerde. De optrådte med et tryllenummer, lidt akrobatik og så et sangnummer. Teksten var klippet ud af Tempo, ugebladet, som de ikke holdt hjemme. Men som altså på en facon kunne forskaffes.

 

Tryllenummeret var måske en anelse tyndt i papirerne. Direktøren selv råbte med rigtig røst: Kan I trylle? Kan I trylle? Kan I trylle? Tre gange og hver gang råbte tilskuerne: ja.  Nå så er der ingen grund til at vise jer nummeret. Den blev brugt hver gang.

 

Sketchen med Jeremias, der ikke ville spise rabarbergrøden. Jeremias du skal spise grøden. Nej Jeremias vil ikke spise grøden. Du skal, og tiden går, dag efter dag, imens vokser der mug på grøden, skal det forestille. Som om der er gået flere måneder på ti minutter.

Og muggen skal til sidst klippes med en saks. Men så ville Jeremias da slet ikke ha grøden, selvom han faktisk er sulten. Og sådan kører det frem og tilbage og det er da helt uhyggeligt.

Nå tilbage til mit eget nummer som altså blev afsluttet brat, da min fru moder pludselig stod, hidkaldt af noget af publikummet.

 

Jeg blev smidt i bad, da jeg kom hjem, for det nok kunne fjerne alt også de grimme tanker, da nu knægten garanteret havde sådan nogen.

 

Det sidste større nummer lige inden var pyramiden. Tre piger skulle stå oven på hinanden uden at vælte. Det krævede megen øvelse.  Og nummeret var ikke helt klar til premieren.

Året efter var hovednummeret at Tonny kravlede til vejrs i et træ og sked. Det var nu ikke andet end ligesom en reklame for vores cirkus. Flot, det var det nu. Hans mor kom ikke engang og hentede ham.  

 

Kh Ole

 

Sømandsbrev, At reparere skildpadder

 

4. SØMANDSBREV lettere omskrevet til den fortælling, Frida elsker så meget, og som kostede hende en flaske Ålborg Export

 

At reparere skildpadder.

Brev skrevet som beretning i et langt brev til O.O. baseret på en virkelig hændelse, osse den.

 

Frida ventede på sin  ældste søn, Søren, som var taget direkte fra skolen og ud på  langfarten. Han skulle hjem for første gang efter sin jomfrusejlads. Sådan kaldte de snart rejsen indbyrdes. En hyre som jungmand. Han havde altid været den  lyseste i sind af de tre børn.

Små postkortshilsener fra Spanien, ja det handlede mest om Biscayen, og fra Aden  (frimærker så imponerende med jetjagere) og siden hen  Østen.

Han kan være her hvert øjeblik. Og det er han også. Belæsset med pakker som et æsel. Frida mindedes helt tilbage, da  farbrorens første  hjemlandgang lige efter krigen, hvor den pludselig stod på bananer og appelsiner og tyggegummi. Han var som skudt op af gulvet og havde stået der i sin DFDS-kaptajnsuniform og bare delt ud. Et stort fata morgana efter de fem onde år. Det havde naturligvis vakt jubel og glæde.

 

Nu var det Søren, der lyslevende stod der og skulle frigøres for bagage og overtøj. Og det var igen glæde.

Han kunne nu berette om det fremmedartede, negerhytter, så man tror det er løgn i vores tid og steder så sodsværtede af krige, så voldsomt, at man ikke ka begribe det. Han havde sat solbrillerne op i håret, hvilket moren bemærkede uden at sige noget.

 

Nå. Alt gik godt. Kaffe på bordet og snakken gik, og fotografier cirkulerede. Det sidste behøvedes næsten ikke, så levende fortaltes der. Men dertil kom også, at Frida var en god spørger.  Så det var snart ikke til at vide, hvem der var publikum, og hvem der var optrædende.

 

Havde der været børn til stede, da pakkerne blev pakket ud af emballagen, så ville de være skuffede.

For de fleste sager var noget, jungmanden havde forskaffet sig til sig selv, sit eget bord og stol. Det forstod moderen jo så godt.

 

Men hvor kan vi have den store sag dér opbevaret? Frida pegede på  en større plade, buet og nok tilhørende dyreriget, ved vi. Et stort rygskjold fra en havskildpadde og dertil bemalet med et urskovssceneri, palmer, kokosnødder og en abekat, der smed rundt med skrællerne.

Det er fra skildpadde, en havskildpadde, sagde Søren. Og moderen syntes, at det godt nok fyldte mere end sådan et lille klaver. Flot dekoreret måtte alle indrømme.

 

Nå, men vi må have lavet plads på loftet på den ene eller anden måde.

 

Sådan blev det, hvis vi nu flyttede det antal papkasser med bøger og sko henne ved skorstenen , så  må det ka la sig gøre, sagde moderen.

 

Skjoldet lå deroppe i 5-6 år . Nu skulle moderen igen kigge til det, fordi Søren påtænkte at gå permanent tørskoet i land, talte om en uddannelse som telegrafist, fordi han ville ikke være telegrafist på skib, som han havde sagt det i telefonen fra Bristol. Det lugter jo stadig  af hav endda.

Adskillige måneder passerede.

 

Frida gik en eftermiddag op på loftet, og det hun så var ikke helt godt.

 

 Skjoldet var skambidt af mus. En tredjedel var væk, og det meste af regnskovsidyllen var også un-der beskydning med bid-og kradsemærker.  Gode råd var dyre. Og gode dyr rådne, hun tog sig altid i at bruge af Sørens skatkiste af udtryk. Under disse omstændigheder.

 

For der skulle ske noget i en slem fart. Hun kendte en dygtig ung mand med musikerdrømme, og det vigtige her: hans hænder var skruet godt på. Han måtte kunne finde på et eller andet. Og Clemens, som vor mand hed, ville også godt tage sig af sagen. 

Han gik i gang, vurderede og skønnede.

 

Han ville klare reparationen med ret enkle midler: avispapir, tapetklister, altså papmaché, og så tørretid og derpå  vandbaseret lak.

Tre kokospalmer blev frembragt (igen) med mårhårspensel. Der havde netop været tre. Pointen var naturligvis at rekonstruere, at bringe tilbage, ikke forbedre, endelig ikke, altså rent konservatorarbejde. Det blev godt, måske en anelse klarere i farverne end før. Dekorationen.  

 

Men store dele af resten måtte alligevel erstattes. For det var tydeligt, at ikke bare mus, men også biller af en slags havde været i gang med kanalarbejde, som ikke var til at se i første omgang. Ja, det blev nødvendigt, mente Clemens, at udskifte alt af det oprindelige materiale.

 

Tørretiden gjorde, at man blev en smule grebet af at få det gjort, når man sad og havde tid til at fundere denne skabnings udstyr. 

 

Den ny og åbenbart lavere vægt gjorde, at han måtte beregne og regulere på vægtfylde, for oprindeligt må dyrets skjold have vejet noget mere. I begyndelsen,  inden vandet var fordampet fra papmacheen, havde han så ikke lige tænkt over det.

 

 Vægttabet blev klaret ved at blande sand og meget små sten sammen og så ælte det hele ind i et nyt lag klister på undersiden. Ved forskellige vejninger fandt han frem til, at der måtte søm og skruer og  clips til som ekstra ballast. Og så tyndt crepepapir igen.

Man måtte jo netop undgå, at den raslede.

 

 Satte man det reparerede skjold ud i havet kunne det ikke længere  forblive i overfladen i den reelle verden, sat på ryggen nu efter den sidste operation, men ville gå til bunds og arbejde sig derfra og nedefter,  som den jo også rigtigt var beregnet til.

 

  Han stod og smågrublede og tænkte, at det havde været et godt og nyttigt arbejde, og at det kunne måske være en mulighed, at lave ægte skildpaddeskjold af papmache ved at starte med et lille hjørne fra en virkelig og dernæst bygge op, mure op derfra.

Og derpå fjerne  hjørnet  til brug for næste skjold og så fremdeles.

 

Ikke helt som surdej i forhold til rugbrød, og dog. Jo, det var nok det, tænkte han.

 

Det ærgrede ham lidt, at han var blevet afkrævet tavshed om bestilling og gennemføringen.

 

Der skal blot lige tilføjes, at Søren kom hjem et lille stykke tid efter denne beskrevne operation.

Han spurgte overhovedet ikke til det gamle trofæ på loftet.

 Moderen ærgrede sig næsten, for emnet var blevet anbragt nøjagtigt igen på stedet. Og hun havde dertil hvirvlet støv op på stykket.  Hun vidste ikke, om hun skulle hente det.

 

Vil du ikke have skjoldet med dig nu?  Jeg tror ikke, jeg får plads til det, sagde han. 

 

Kurt Strøm Nielsen

-signal

ka ikk la vær, men lige pludselig et takkekort. Hvornår har man lige da fået det sidst.

takkekort til Knud Steffen med en horisont som FUJI-san

Mette With Zerlang på råb stilheden ud - for 21 timer siden

TOKYO 1985 domo arigato, knud-san! mere »

 

Læsestykke til Den Gode Læsebog.

 

 

 

Kære lille Bjørn.

 

Fader ved, du er en stor og flink dreng. Og derfor bliver du også sagtens en der kan komme til at køre det store lokomotiv, hvis du er sød, og når du bliver stor. Men du må ikke gå og fløjte hele tiden i den lille fløjte.  I fløjten er en lille ært, og den bliver meget giftig, når du, Lille Bjørn, hele tiden går og spytter i fløjten. Fordi menneskers spyt er farligt, ja fuld af mikrober.  Mikrober er farlige dyr, man aldrig kan se med øjnene. Og Moder får ødelagt sit sind. Og det gør hun også, når hun hører grimme ting, Lille Bjørn har sagt.

Du må ikke sige grimme ting, mens fader er væk. Så kan Lille Bjørns hår falde af.

En dreng, som Fader kendte, da Fader var en lille dreng, mistede tre fingre, fordi han sagde, at han ikke havde leget med tændstikker. Men det havde han. For det kunne man sagtens lugte. Også lugtede det meget af tis. Ja, kun tis.

Og han tissede mange gange i sin seng om natten. Når man leger med tændstikker. Han tissede også i bukserne om dagen. Han hed Lille Søren.

 

Og til sidst faldt hans fingre af. Lige pludselig.  Den dreng sagde en masse grimt om sin Fader, når Fader ikke var hjemme. Og når Fader kom hjem, fortalte Moder, hvad Lille Bjørn, nej hvad den Dreng Fader kendte, havde sagt. Og så blev Fader så ked af det, at han måtte straffe Lille Søren meget hårdt.

 

Og når drengen havde været så ond, måtte Fader lære ham, at hovedet sagtens kunne falde af, når han sov og havde tisset så forfærdeligt meget i sengen, så sengeklæderne var ødelagte og skidne. Og så blev Lille Søren, ja han hed Lille Søren, ikke til en engel, hvis Lille Sørens hovede faldt af.  Og det gjorde det en aften.

14.modul (installation)

Kaptajnen tog sin sædvanlige havnerunde

Læserbrev til JP fra Vagn Olsen

AVISBREV

 

 

Nu I har nedlagt sporten kunne vi så ikke få noget mere fedmefjernsyn. Syv ”kraftige”- man må vel ikke sige flommefede- herrer og damer, som koster på skattebilletten i milliarder af kroner. Og så skal de da bare optræde skamløst på flimmeren. Så taber de sig på højskole (smart og så er det arbejde til pædagoger og psykologer igen) og skal tabe sig. Så kommer de hjem og så kører det igen derudaf med bacon og flæsk. Og så skal de da på fjernsyn igen. For nu har de nået stjernevægt og stjernestatus. Og vi kan slet ikke huske de sidste 7 genudsendelser.

 Vi sidder her og betaler skat og licens, så trænger vi rigtignok til at se nogle, der vel ikke engang ved, hvad en pejlevogn er og de skal så have smørrebrød på fjernsynets regning, dvs min og din regning, når de har forladt stjerneserien som fnug, så de kan komme tilbage godt oppe i kampvægt igen. Jeg ser lige for mig, hvordan nålen værmer rundt flere og flere omgange på Gingen.

 

Når jeg kommer fra arbejde og har fået mine tre kartofler og lidt kød, ja så trænger jeg rigtig til at se nogle damer og herrer i udspændt konditøj optræde på scenen. Det må jeg sige. Det ligner sejlsport, hvor spileren er sat.

 Og så kæfter man op om at rygere koster. Det koster i hvert fald ikke på licensen, så vidt jeg ved. Og skatten er godt og vel betalt over tobakken. Nu behøver I ikke lave noget rygerfjernsyn. Jeg skal nok ryge den tobak selv, jeg skal have, jeg behøver ikke at sidde og kigge på andres fornøjelser. Eller hvordan de så helligt kan lade tobakken være. Det er de værste.  

Send nu noget cykelløb igen og jeg er da ligeglad med om de er på heroin, hash eller opium. Bare de cykler og gør noget for sporten. Alle er på noget. Politikerne her i staden er på nervemedicin hele bundtet, sådan er det. Hver og en.

 

Vagn Olsen

Kirkegårdsleder

S.Onsild

 

 

Kaptajn brev/note til ven

Kaptajnsbrev nr 7.

 

kære venner,.....

 I spørger til hendes umiddelbare apparition og ved den givne lejlighed.

Hendes ansigt er rimpet stortset uden brug af tråd. Tanken om høns slår mig. Og det er ikke forsiden. På hønen, jeg har i sindet. I det øjeblik ægget forlader og har forladt sin udføringskanal. Her er kun nyt tøj til at redde, hvad reddes skal, eller hvis der er udsolgt, så prøver vi med charmen, men tuben er tømt. Altså en vare, som hvis den blev fundet i køledisken ville resultere i ingen-succes. Og en noget dårlig sag vi står med. Hun er altså søster til afdøde Kaj.

 

Nu vil jeg ikke diskutere fertilitet, og hvornår det er plads at hjælpe.

 

Jeg har selv ofte klaret mig med charme, når muligheden for  smukke klæder ikke har været til stede. Men for mig hører matrostøj nu våren til.

 

ps*

 

 

Hun har lugtet lunten og afdødes mulige håndører.

 

Hun skal stoppes som vi hørte i går. Jeg har foreslået Ib at vi stabler en fond på benene i en fart, charity, hvor pengestrømmen dels er usynlig for et offentligt øje sådan på den måde. Og dels skal fonden –uden at være det, have et yndigt almennyttigt formelt formål Du skriver noget med dyr, truede dyr måske. Vejen er nok ikke farbar, da alle ved at Kaj yndede at jagte katte med sin folkevogn. I den dur.

 Storm i den lokale sprøjte, da han havde afmonteret flere dyr, der var kommet ind på hans matrikel. Afkortning af folks kæledyrs hoveder er en sag der giver travlhed på lokalposten. Sytten næsten enslydende læserbreve. Jeg tror ikke det er vejen.

 

 

 

Det er så nok en fisk

Nyt brev om gavegivning til H

 

2. BREV OM GAVER

 

Kære Henrik, bare lige et par ord om gaven jeg fik. Jeg tænkte lidt videre over det med at give gaver. Nogen i familien har været slemme til at give chokolade, der har været helt hvid.

Og har jeg ikke også stået med en flaske vin, der mistænkeligt lignede en jeg rent faktisk havde leveret til Erik K på hans store dag i foråret. Nå men til sagen, gavesagen:

Jeg tilvirkede ståltrådet på samme måde som den vinholder, jeg havde set i butikken, fra Tiger, den var billig, men alligevel ville jeg selv lave den af et stykke hegnstråd. Og efterhånden er flaskeholderen formet og den skal foræres til en, der vil ikke have den, for det er led i den videre bytning og rejse ud i kredsløb. Jeg forærede den til Poul K, da han havde stukket sit hoved ud af huset ved siden af købmandsbutikken og kaldt til kaffe, og jeg havde tid, men skulle jeg lige have hentet gaven. Pointen er nu at man har en ting, en værtindegave, (værtinde, ja Poul har godt nok fuldskæg, men det er set før i cirkus), gaven, som nu overrækkes og så ved man, at den går videre til en, som Poul K kender, og som bør have en gesjenk, når man møder op i sit festtøj, og inden næste påske er holderen gået videre og vandrer nu fra hånd til hånd og får tilført værdi i form medløb af historier, begrundet i ”gaven” som så burde noteres og nedskrives.

 

Alle fyrre cirkulerende/afløsende hænder eller mere har så været i gang, og ud fra det ene objekt er der hobet sig fortællinger op. Der handler om hvorfor kom han med den. Han ved jeg ikke drikker vin så tidligt på morgenen. Det var morgenkaffe.  Og i øvrigt er det nemmere at hælde op uden den harnisk af et ståltrådsmonstrum omkring flasken. Og led nr4 i kæden tror på hadegaver og leverer skyndsomt videre  og nr 3 får den så evt tilbage i hovedet og er lykkelig over at se den igen.

 

For han har en fætter, der bliver 30 og det er lige noget for ham, og han tager den flaske vin fra Calabrien,  han fik i sidste måned for at have ordnet en pcer for en nabo og til sidst er der et broderskab. Der står man sammen og får en bedre verden for et stykke hegnstråd. Det må vi tænke over altid.

 

Kurt og lidt Vita.

 

Ja, Vita, hun nikker. Hun elsker at få ryddet op. Det er det

 

 

Fredagsdigt i www.denfri.dk

Inden den tid er begyndt, så er det spildt.

”Men Mamsel, De skælver jo for en smule Gewitter.”
Men det var ikke det. Hun var så meget fra den, at hun var
væk i enhver henseende. Ingen frakturer til at røbe
nogen handling, ond eller god. Men det er da

guddommeligt galt. Næsten galt. Næsten er værre. (Næsten er
både 20% og 99%, og vi vidste ikke hvad livløsheden
skulle dér og hvori den bestod). Og så så letpåklædt.

Det forvirrede
enhver samtale her og nu osse om det banaleste. ja høstfesten for den sags skyld. Der
er mange resterende detaljer, totalt set.

Manglede flere hånd-

bøger at konsultere (Clausewitz
kan noget. Han hindrer trængslerne for de betrængte, alle-
hånde trængsler for lande, nationalstater og mennesker og
dyr, hunde, der undslår sig. ”Avl deres blærer væk. Gider ikke
Det pisseri og skaben sig . Pak Dem!” ) Og


vel kan narkose og rosenvand

rigeligt stænkes i blinde og uden noget udkomme.

Nå jeg fortaber mig igen og igen
Å så tabte horizonter. Og væksterne tager for megen tid
at vælde frem, modnes og høstes. Men

det er en anden historie. Vi tager os sammen om det, der
skal til. Vi må videre.
Det må ikke bare blive en grimasse, når nu smilet

er lige ved hånden og altid har været det. Og jeg må haste.

Digt for denne dag

Det er jeg sikker på. Som en indisk enkebrænding.

 

 

Helt ud i solnedgangen.

 

 

Bilen er købt i en andens navn.

 

 

Sådan er majsol.  

 

Den er min egen.

 

Jorden er for alle/ en

ad gangen.  

 

     

Det er muligt at bytte rundt på

delene.

 

Med friktion

 

Og lidt tomme rum.

 

Går ind for at

kombinere

glasmoney

Ole Ps brev om sexologen

 

 

 

Ole P.s

BREV OM

TERAPEUTEN

 

 

Kære Henrik, jeg prøvede at lege lidt videre med det vi snakkede om; du får det som en slags fortælling:

Det havde længe gået totalt af he.. til.  Hver gang jeg kom hjem, skulle der diskuteres hvem og hvad der skulle gå med hunden, hvis tur det var at tømme skraldespanden  og feje havestien og pudse sølvtøjet, Hvortil jeg kun deltagende kunne sige, at den der havde noget, der skulle pudses, kunne jo pudse det. Min lykke stod ikke lige og faldt med om den femarmede lignede to eller tre tårne eller hva fan. Skraldeposen sku jeg da nok tage, når den ellers var fyldt helt op, og om hun lige gad at fylde opvaskemaskinen helt op. Der var jo ingen grund til at forære elværkerne penge for unødig strøm.

 

Nå, det korte af det lange var, at hun foreslog en parterapeut, hvis det her skal vendes til noget positivt. Ja, hvis det kan foregå ud fra det budget hun i forvejen havde sat til bilreparation og besøg på et eller andet åndssvagt museum, som ikke ligefrem var noget, jeg havde foreslået. Men vi skal jo ud og se noget engang imellem.

 Sådan kørte det frem og tilbage i bølger. Og jeg begyndte snart at tænke på at hæve det hvide flag af de hvide lagner, vi alligevel ikke sled på den måde, jeg havde købt dem for.

 

Nå, i hvert fald vores pardannelse sku have en chance og jeg var ellers egentlig begyndt at se friheden kalde og kammerater og mere bold og en øl bagefter.

 Men på den anden side det der med kropsvægten og lidt for mange øller kunne nok bedre styres fra denne adresse her.

 

 

Terapeuten, yngre velpræserveret dame, snakkede frem og tilbage og skiftevis, ikke noget med at komme med løsningen, før alle havde haft et indlæg, og den kunne da godt vendes og ses fra den andens side og mon ikke osse og du skal da lige…. Lang i spyttet. Hvis det havde været på akkord, så  var vi alle sendt hjem fra båndet.

 

 Så er det hun pludselig trækker kortet  ud af den blå luft: I skal prøve at blive forelsket igen.

 

Jo tak. Den kunne jeg også godt have tænkt mig,  at åbne en biks med krisehjælp med forslag om, at hvis du er lidt nede og deprimeret, så skal du bare blive glad.

 

Smil til verden, og den skraldgriner tilbage. Det sku der stå skiltet ud mod gaden.

Og så stikke lappen frem og sige det bliver lige 1100,-kr, kom igen på fredag, så trækker vi en ny knallert med visdom.  Sådan sagde jeg ikke. Jeg tænkte lidt over det. Var det her rollespil for hånddukker? Løfter hun ikke snart plakaten med: spis salat, så bliver du statminister.  

Men som sagt tænkte jeg over det, og vi snakkede endda om det på vejen tilbage til balladen., som faktisk udeblev.

 

For så foreslår Ulla, om vi da ikke kunne prøve at lade som om at vi var nyforelskede, så kan det jo være, at det bliver alvor efterhånden.  Ok, altså rollespil og sjove hatte alligevel.

På melodien: Hvis du giver mig en tusse, så kan jeg jo købe sex af dig i aften.

Eller af Dem. Rettede jeg det til.

 Og jeg forestillede mig allerede, hvordan jeg ville klæde mig ud som bankmand og fidelt smil. Og det kunne da godt være sjovt. Min frihed, som jeg lige havde leget med, blev jo ikke antastet af det. Nødvendigvis.

 

Om aftenen efter kaffe og en godnatbajer. Den tager jeg altså stadig under alle omstændigheder. Så gik jeg ind på værelset, hvor jeg har mine mere private remedier stående. Det er ikke en cykel eller et løbebånd, der tager pladsen. Men bl.a. en dartskive.  For nu lige at nævne den ting.  Men, hvad er det nu det hedder, jo jeg trak i noget pænt tøj fra sidst, vi havde været ude til festlighed.  Virkelig smukt, skulle lige til at tage et billede, men sprang over, du ved.

 

 Jeg bankede på døren ind til stuen og spurgte, om det var her Lulu havde sit tehus.

Jo det var det da. Men der er lige en kunde, så hvis jeg lige ville tage plads, så  ville der snart blive ledig. Kvinden, som jeg knapt kunne genkende som Ulla, var bemalet og stylet og i let lingeri, strømpe med hofteholder og hold da op.  Efterhånden sad jeg ventede og ventede. Og så går døren op langt om længe helt op.  Og det er Ulla. Må være.

Er det mig nu, spurgte jeg med let forvrænget stemme. Ja, De kan godt komme til nu. Jeg skal lige have lukket døren efter den forrige.

Jeg tog mig i at kigge efter den forrige, som jeg selvfølgelig ikke kunne se.

Hvad foretrækker De, siger så Lulu.

Hvad har I? 

Vi har alle mulige forskellige nationaliteter, men til en tusse kan jeg anbefale norsk.

Hvad er norsk?

Det er ærlighed og redelighed. Det er en god snak omkring, hvorfor De er kommet her. Og så afhængigt af svaret, præmieres, ja svaret med forskellige muligheder.

Nu begyndte jeg at tænke store tanker.  Jeg er kommet for at få god gammeldags sex i en enkelt  variant. Ikke for at snakke og snakke.

Så er det nok ikke det, De skal ha. Men hvis de lægger en 500 kr-seddel oveni, så kan De slippe for snakken, og så få alm dansk.

 

Jeg hentede en 500 kr. seddel, jeg vidste Ulla/Lulu havde liggende i  kommoden i stuen.

Jeg gik tilbage og lagde pengene. Og hun tog dem til sig uden at fjerne dem helt.

Hvor har De pengene fra. Ja, det plejer jeg ikke at spørge kunderne om. Men de ved, Told og Skat spørger jo både det ene og det andet. Og hvidvask, bummelum.

  

Det er penge jeg hugget fra min kæreste.

Ja, men det er ærlig snak, så kan du slippe for enten sex eller snak.

Nu blev jeg en lille smule drilagtig og tænkte, hvad sker, hvis jeg siger. Jeg napper snakken. Jeg ved godt det lidt var at  score selvmål:

 Ok det er rollespil, tænkte jeg og sagde så;

-Jeg vil  gerne have snakken. Men sexen den kan du bruge på næste kunde.

 

-Det passer mig fint, for jeg har en kæreste derhjemme og som er total hjerneblæst. Han gider ikke samtale om noget overhovedet. Og er slapsvans i hovedet. Hvis han dog blot kunne finde én anden at tage hen til, så jeg kunne slippe for hans ævlen og bævlen og  tilnærmelser, som jeg har det utroligt godt med at afvise. Tilfældigvis er det en billig lejlighed. De hænger jo ikke ligefrem på træerne. 

Så hvis jeg så blot kan lægge mig på ryggen en sjælden gang, så er der betaling for huslejen, kan man sige. Det er møblementet og væggene og stolene jeg tænker på, når jeg ligger på ryggen. 

 

Ole P, det er ikke min egen situation eller oplevelse, men snerper, det gør den selvfølgelig.