tirsdag den 8. januar 2013

Kaptajnstale om Skam og form (5)




Hvad det vil sige at investere sig selv i det man gør, fx i en tekst, som de siger. Også når teksten tager fat i dig, og du slipper, nej du slipper ikke dit ansvar.

Og snakker vi kun indholdet af sætningerne, når vi taler om det skamløse. Læg i øvrigt mærke til, at skamfuld og skamløs ikke er hinandens modsætninger. (og dog men en ting der kritiseres kan næsten beskrives på minusgrader med begge ord, men ellers er der jo samvittigheden inde over i skamfuld, den er tændt, nå det var et sidespring, som lige dukkede op).

Nå, hvad med de skamfulde øjeblikke i ens liv. Hvor mange gange er jeg ikke gået i enrum og mærket blodet igen rutche fra kokarde-højde og ned i fødderne.

Men ved nu at genfortælle dette her på papiret er det en anden slags skamfuldhed.

Jeg mindes kadetballet på officersskolen 32. Ritmester Wanns smukke datter trak i mit sind. Alt på mig ville bare hende, åh at byde hende op, så føje muligheden forelå.
 Velkomsttale og indmarschen var overstået, og så var øjeblikket der.  Jeg rankede mig, havde rettet overskægget til, symmetrisk som var det havekunst.
Jeg inklinerede, og hun sagde nej. Jeg retirerede som under et slag, og skammen ved afslaget gjorde mig ilde. Frygteligt.
Nu hvor jeg genkalder mig  det hele, sceneriet, det mangeuhyrede blik i salen, ja så skammer jeg mig igen over refusionen.
 Jeg kunne jo ikke bede om nogen satisfaktion. Det var jo ikke to krigere i duel. 
Men ved at genfortælle sorgfuldheden, risikerer jeg skamfuldheden på ny og på ny måde, ligesom at rive et sår op langs hele sårranden, jeg risikerer naturligvis ikke et nyt nej og refusion, men jeg risikerer min kaptajnsære. Ved at bringe til offentligheden. Men selv uden offentlighed ville jeg -og det gør jeg-tænker skamfuldt på det. Kendte endda den lille risiko. Men jeg måtte træde over grænsen og så måske tabe migselv. 

Jeg klæder mig af på skrift så at sige. Normalt privat foran mit spejl, men her bærer skriften mig ud til tilsvarende blikke, der måler mig.

Men er det det samme at genfortælle en skæbnehistorie, selvoplevet som ikke-oplevet?
Et er at genfortælle situationer, hvor skammen hvilede tungt som skulderpuder af jern og ikke fra den Ærens Mark.  Noget andet er, hvis jeg nu ikke havde oplevet det og kun fortalte en tilsvarende mageløs ydmygende historie, så ville skriften vel kun bære sig selv igennem godt nok med mig som pennefører. I forhold til den skrift ville jeg være neutral og i Ingenmandsland.  Eller ville jeg?
Gør formen noget, mit subjektive stempel, vandmærke i udformningen noget, der giver mig ansvar.

Diskussionen må så være, hvordan det stilfærdige møde etableret på mit loftskammer med pen og blæk ved hånd er, hvordan kan skriften dér dels ved indhold, dels ved sin udformning trække veksler på mig, da  nu jeg er fri af de realiteter, jeg beskriver.

Hov, jeg sagde jo også form.
Hørte fornylig at det onde ligger i formen. Og ja, jeg ville naturligvis kunne forme historien med og i edder og forgift. Og det ville falde tilbage på mig og min pen, selvom det aldrig har fundet sted, hvad jeg fortæller. Og jeg ville kunne møblere et defensorat for mit eget synspunkt ind i historiens arkitektur. Og videre:

I formen ligger hele det retoriske felt, det subtile, hvor du med din taktstok må tage ansvar for serveringen af ordene, så meget falder tilbage på dig og din pen.  Formen er også det konnotative, måske dine subtiliteter ligger der og skvulper stille, som når man i felten har måttet glide ned i et mosehul til livet. Små bevægelser i overfladen, en lille konjunktiv: er sei krank i stedet for er ist krank, denne min tvivl om hans regulære sygdom udmønter jeg i et lille svirp: Er sei. På dansk kunne man formulere sin skepsis: det hedder sig at han har været officiant hos zaren, men vi ved bedre (underforstået).

Jo, jeg tror formen er en dæmonisk mulighed. Og min skrift om hændelser, fx fra ballet kunne jeg kaste tvivl ned over hændelsen med konjunktiv-agtigheder. Sådan at du sår tvivl, om det har fundet sted eller skrue op for andre ventiler, som har med formen at skaffe. Jeg er indimellem slem til at explicitere modifikationer som måske, eventuelt, et svækkende de facto, virkelig, når jeg vil dække mig lidt i krudtrøg fra: mon det har fundet sted.  Der gør jeg mig osse ansvarlig i forhold til en klinisk leksigrafisk hændelse, hvis de ellers fandtes.

Jeg tror skammen ligger to steder, både i situationernes indhold og i formen. Man bør undersøge forsvarsværkerne iblandt ordene, teste som på et laboratorie, paraderne, fortællingens arkitektur, tyngdepunkter, tænde for sin egen skepsis omkring motiver. Selvom motivanalyse ikke kan klare sig med at dybdearbejde på den måde, basale motiver unddrager sig ofte/st) selv det formmæssige lag af subjektive småmarkører. De, motiverne, løber ud i risten.      
.............................................
Det kunne være sig en interessant kampplads at entre. Skammens slagmark. Er det umodige skamfuldt: Man kunne være fotografen, der valgte det perfekte snapshot fremfor at kaste sig mellem kugle og mand, og derved skåne et liv. Dog ikke sit eget. Er det skamfuldt - ikke at bære den kunstneriske kappe? Ikke at bære den moralske kappe?
Helliger det kunstneriske mål ethvert middel? Helliger det kunstneriske middel ethvert mål?
Det kunne være interessant at undersøge.

(skal man bruge en skalpel eller en fjer som instrument, monstro?)
SvarSlet
  
Højstærede Knud.

Disse dine sidste ytringer:

"Hov, jeg sagde jo også form.
Hørte fornylig at det onde ligger i formen. Og ja, jeg ville naturligvis kunne forme historien med og i edder og forgift. Og det ville falde tilbage på mig og min pen, selvom det aldrig har fundet sted, hvad jeg fortæller. Og jeg ville kunne møblere et defensorat for mit eget synspunkt ind i historiens arkitektur. Og videre:
I formen ligger hele det retoriske felt, det subtile, hvor du med din taktstok må tage ansvar for serveringen af ordene, så meget falder tilbage på dig og din pen. Formen er også det konnotative, måske dine subtiliteter ligger der og skvulper stille, som når man i felten har måttet glide ned i et mosehul til livet. Små bevægelser i overfladen, en lille konjunktiv: er sei krank i stedet for er ist krank, denne min tvivl om hans regulære sygdom udmønter jeg i et lille svirp:Er sei. På dansk kunne man formulere sin skepsis: det hedder sig at han har været officiant hos zaren, men vi ved bedre (underforstået).

Jo, jeg tror formen er en dæmonisk mulighed. Og min skrift om hændelser, fx fra ballet kunne jeg kaste tvivl ned over hændelsen med konjunktiv-agtigheder. Sådan at du sår tvivl, om det har fundet sted eller skrue op for andre ventiler, som har med formen at skaffe. Jeg er indimellem slem til at explicitere modifikationer som måske, eventuelt, et svækkende de facto, virkelig, når jeg vil dække mig lidt i krudtrøg fra: mon det har fundet sted. Der gør jeg mig osse ansvarlig i forhold til en klinisk leksigrafisk hændelse, hvis de ellers fandtes."
... fik mig til at tænke på et stort opslået interview (ca. to m2), hvor en forfatter i en absolut forstand (hans egen) postulerende fremhæver hvor samtidens forfattere tager fejl, hvor deres svage sider er, hvor litteraturens redning er, for ikke at sige læsernes, hvor hans egen erkendelse har ført ham hen (guld og grønne dahle), og hvorfor litteraturen må se at komme efter, for det er dér guldet altså ligger, erkendelsen, det almene, det større, det sjælelige, henvendtheden til læserne, afskeden med kunsten som kunst som tekst som det ene og det andet, det er der jo ingen der tager alvorligt mér. Kom med mine tøfler og min pibe.
Without further ado vil jeg, min vane utro, linkende henvise til denne min, viser det sig, absolutte modpol og lade det modsatte være læst mellem hans linier.
PS: At gøre Søren Ulrich Thomsen til sandhedsvidne pynter ikke.
Ærbødigst, etc.


--
Mange hilsner

Erik Kock

1 kommentar:

  1. Det kunne være sig en interessant kampplads at entre. Skammens slagmark. Er det umodige skamfuldt: Man kunne være fotografen, der valgte det perfekte snapshot fremfor at kaste sig mellem kugle og mand, og derved skåne et liv. Dog ikke sit eget. Er det skamfuldt - ikke at bære den kunstneriske kappe? Ikke at bære den moralske kappe?
    Helliger det kunstneriske mål ethvert middel? Helliger det kunstneriske middel ethvert mål?
    Det kunne være interessant at undersøge.

    (skal man bruge en skalpel eller en fjer som instrument, monstro?)

    SvarSlet