Melancholia/ længere note

 

 

 

I den lille privat filmklub var vi kommet til Melancholia i går aftes. At en planet, meteorit hvad har vi, ville ramme jorden i sidste sekvens. Naturligvis. Vi har alle en meteorit, der rammer os i nakken i sidste billede.

Og bruden, der lykkelig havde vist sit smukke væsen frem smilende under celebreringen af bryllupsfesten.

Det var jo det, der sku angribes.

Ritualerne, brudekagen og de mange penge, der var fyret af til denne iscenesættelsernes iscenesættelse, naturligvis. Og det er jo selvforglemmelsernes knudepunkt, du skærer kagen og er det ikke meningsløshedens distraktion. Man trækkes væk fra centret, det absurde punkt, der melder om klodernes kamp, og om lidt så får du en karrussel i nakken, men tænk ikke på det nu. Ansigtet krakelerer, da faren og moren holder deres taler for bruden og brudgommen. Og hvor de bryder ritualet, springer ud af optugtelsen, sprænger det man nu gør, der er fokus, befriet for festens krav, ansigt til ansigt med dæmonerne, som er naturtilstanden, Ssisyfos opsøger dæmonien og søger væk fra dæmonien, rejser sig hver gang fra det, der har kørt ham over. Dér er noget brok, jeg er syg i hovedet. Det kan alle se. Jeg brud har sluppet smilet, jeg kroger mig ind i vilkåret den dæmoniske verden, jeg er syg psykiatrisk set, men antipsykiatrisk er jeg rask, fordi jeg sund syg, sund syg, fordi jeg vil ikke lade sandet dække mit ansigt mine hænder, jeg Kirsten Dunst kan ikke foretage denne bevægelse væk fra smerten ved at være kastet ind i livet.

Sagde jeg før befriet for ritualerne, sagde jeg det. Man kunne med bedre ret bundet og viklet ind i det, der blinder øjnene og slikker sanserne med forglemmelse, honningen der skal dryppe tænderne til.

Ritualerne, at gå sige netop den tur for at glemme tiden, at glemme at tiden går, og han der løber meteoritten glad i møde, men som marathonløber ved han, at han på den anden side løber væk fra døden, ca 5 døgn væk, og 5 døgn er låst inde i dette tempo, i løbet ved maskinerne i fitnissen. Jeg vandt, siger han, jeg forsvandt ind i løbebåndet, jeg nulstillede min tid, jeg blev 5 døgn ældre, men vandt fem døgn, fordi mine muskelgrupper er syret fri og jeg statistisk set lever fem døgn. De fem jeg investerede nu på løbebåndet. Tilgift.

Ja vi er ovre i noget status quo. To skridt frem og højst to skridt tilbage.

Og dem må jeg så slås med senere fra mit 87. år til det det 89., hvor meteoritten aldrig har været større og fylder hele ansigtet ud.

 

 

Jeg filtrerer brevet om den sidste dag som et brev, der ikke er ankommet endnu. Men sådan ser hele kadaveret ikke på det. Legemet modtager beskeden anderledes. Det ene brev siger: det ku ikke være anderledes. I det andet brev står der: det havde jeg ikke lige set komme.
Posten tømmes hver dag. Ikke efter behov.