Knud Steffen

DEN SPROGLIGE FLÅDE (samlet og red af Peter- Clement Woetmann)

Knud Steffen Nielsen debuterede i 1980 med samlingen Indskrift, han arbejder som lyriker, billedkunstner og blogger (http://knudsteffen.blogspot.com).

Jeg er gået tilbage til barndommens land, hvor jeg prøver at finde frem til det, der gjorde indtryk mest, og som måske endda stadig har betydning. Det første, der dukker op, er klassikeren Aben Osvald af Egon Mathiesen, som betød noget varigt. Sproglige ombukninger i min rekonstruktion (Aben snakker):

"Jeg skal ise en anan. Åh nej, jeg skal spise en banan. Jeg tror lige jeg må øbe mig en ur ... åh nej, jeg mener jeg tror lige jeg må løbe mig en tur.” Det, at sproget fordoblede sig i diverse spor, plus en hel masse andet, pirrede den 3-4 årige.

Sprogets tilbud om parallelsamfund oppe i ens hoved, hvor alle små drenge ku lege videre og fx give det strikkede sovedyr Fabdillen skylden for alt lige fra pissen i sengen, til hvis drengen havde ødelagt farens merskum. Dyret var den skyldige.

Nogle år efter Aben Oswald blev jeg fortalt, at lyset havde hastighed, (og dermed) at lyset var lige så meget stof som skinnebussen mellem Hundested og Hillerød. Og han blev lige så fortumlet, som bestod lyset af engle.

Nu kunne man jo så begynde at skrue sig ind på, hvad stof er, res extensa, noget der havde længde og bredde, partikler og vægtfylde (på en meget fin vægt). Men lyset var i hvert fald ikke noget, der ku spærres inde i et glasakvarium eller bag glasvægge som en skoletaske eller en kakaomælk, fastlåste derinde, lyset fra en lyspære kunne jo gå gennem gennemsigtigt materiale og befinde sig udenfor osse. Og derved blev jo så pludselig stof til noget endnu mere diffust.

Men det kom jo først ind i hovedet senere, at definitioner kaldte på/ krævede nye definitioner i et stort bundløst kar, hvor man kunne blive ved og ved for at inddæmme fænomener, som kunne navngives i et væk.

Og det at kunne læse var jo ligesom stof af bogstaver, der blev ført med næsten lysets fart fra papiret til drengen. Det ku springe ud af papiret og gennembryde hans ikke-gennemsigtige kød-væg.

Vidste nu, at lyde og tegn og hvad ellers som myggenes summen ku hindre søvnen ved at gennemtrænge ham her og nu.

Men mere underligt var det, at Store Stygge Ulv, som han havde læst og set i Disneyhæftet i fuldt dagslys, sprang over i ham og fortsatte i det forfærdeligste (mareridt), når han sov. Det havde fundet kanaler i en og ku ligge der og lagre. Og slå til, når det sku være, ved nattetide. Det virkede osse som - om ikke rigtigt fysisk stof, og så dog, jo som lyset, man ikke havde troet det om.

Fabdillen har gjort det, sagde drengen. Og drengen vidste jo nok godt her, at der var en uoverensstemmelse mellem, hvad sovedyret selv ville ha sagt, og så hvad drengen sagde til faren; så hvis de, drengen og dyret, lige så stille kommunikerede med hinanden, ville det ikke korrespondere. Der var flere udgaver af det samme.

Og barnet, der læste Aben Osvald, ku jo ad åre se, at talte man i øst, vidste man ikke nålefast, om det ramte et øre i vest. Men barnet var ønsket som medspiller i teksten, følte han. Og barnet ku snakke såvel til aben Osvald som til sovedyret og sige tåbelige snotdyr, der ikke ku finde ud af noget som helst.

Læste drengen om noget, der gjorde ondt, hvordan så vide om det var den samme smerte, vi alle følte, hvis nu man fx mistede noget dyrebart for tidligt. Hvornår vidste man, om kommunikation lykkedes, og sku der ikke osse empati til, tænkte han senere.

Undrede sig, når faren flåede en rødspætte, over om den dog ikke følte smerte. Faren sagde godt nok

nej til det. Og på det gentagne spørgsmål svarede han: Det er, fordi det er koldblod. Ordet koldblod blev stikkende i hovedet som noget tæt på usandt, eller som et ord, som man bare sagde, når man skulle finde en undskyldning, man ikke havde.

*

Og ord og andet sansestof blev en slags missiler mod hjernen.

Drengen var blevet tro læser og væbner i læse-spillet.

----------------------------------------------------------------------

Og det forsuttede strikdyr var afgået ved kakkelovnsdøden.

--------------------------------------------------------------------

Senere, meget senere stødte jeg ind i Austin og Searle og deres talehandlinger, hvor man betragtede de samme bevægelser fra ord, der blev sagt, og som jo havde en effekt som stof, der med lysets eller lydens hast forårsagede en handling. Der var en eller anden slags forbindelse som mellem spørgsmål og svar. Men ku man vide om sætninger, der var mere og andet end enkle kommandoer som at lukke vinduet (og vinduet blev lukket af læseren/høreren/modtageren) osse gjaldt for mere komplicerede sætninger. For når det blev kompliceret i sproget, hvor definitioner kaldte på nye definitioner, så indtraf dermed jo osse flere og flere usikkerhedsmomenter, plus at sproget definerede sig selv, til man eventuelt kom til en urgrund, spørgsmålet om en førstebevæger, der så måtte forblive udefineret. Altså rigeligt med usikkerhedsmomenter.

*

På et tidspunkt ledte jeg overalt for at finde Eliots De fire Kvartetter. Men så reddede Fiolstræde mig en dag på en Kbh-tur. Dether drejede sig om metrisk frihed. At rytme var andet end det dér fra sangbogen og morgensamlingerne. Og dog var det i gymnasiet min gode engelsklærer, der introducerede os for fx hele Burnt Norton. Og for fantastisk middelaldermusik, madrigaler og digtbåren kormusik. Hold da op. Så ramte jeg ind i Sarvig og de italienske imaginister Ungaretti, Montale. Og så var vi i tresserne, og Nordbrandt debuterede, og det var noget. Og dér var jo osse lige Marianne Larsens fantastiske bøger. Og man (og lad det blive et upersonligt man) befolkede gymnasiebladet med tekster af egen tilvirkning. En periode med at skamlæse enzensberger og Borums Poetisk Modernisme, Malinovskijs Glemmebogen, der osse slog vinduet op ud mod den ganske verden. Poul Borum, som siden var skyld i - ret snart ved personlig indgriben -, at jeg så mere alvorligt skrev digte.

Og så er det gået med lystlæsning og læsning siden.

Så læste jeg forleden den fantastiske bog om litteratur og fænomenologi af Thomas Illum Hansen. Det sku jo bare lige siges.

Og hvem har ikke fascineret mig undervejs: Henrik Have, hans Forværelset, Viggo Madsen, Pia Juul, René Jean J, og på den store globus: Mallarmé, Borges, fx Fiktioner, Paz, Sachs, Waldrop, og det vil ikke give mening at fortsætte listen, som ikke nødvendigvis er kánon, men er en løst kronologisk liste over egne læsninger.

På natbordet ligger netop nu Ernst Jünger, mere humanist end kriger, Anders Vægters alt for oversete Speer2, Sally Altschulers fine En engel bag øret og så det løse. Og dejlige Ursula.

Skoler afløser skoler. Sandheder afløser sandheder. Men dagens læsning bringer en ind i sit lille cirkustelt og siger lad os snakke om tingene. Ingen af os er fejlfrie.

ksn