LA PRIMA STANZA, en retronote
Åh i egensindige spidsbeborgede, I i
jeres små forede varmestuer, I der ikke ved, at livet ej er en kolbøtte, før det er det,
men da er det for sent. Nyd velfærdsgoden, nyd den liflige vin, jeres pels og de
slicede baconskiver på ryggens hud.
o
Kendte I
barnet i dets besøgelsestid. I der aldrig har set eller mistet -endikke i jeres
sind- englebarnet, der var der. Det var der. Det var der ikke. I forveksler det
blinkende lys med sjælen og sjælen med livet på lidoen og KapoKabana.
Mest forstår I, de få, den tid, Vajsenhustiden, tiden
hvor vand var noget vi savede fri af søens drivis. Vi formede figurer deraf.
Og varmen hentedes som tabt cinders på
perronen.
Men det var tilstrækkeligt, for vi forestillede os,
hvordan det kunne være og blive.
Perioder var skikkede sådan, at vi ganske ordinært udhulede den bjørn,
der stod nærmest ved hånden og øjet, for at vi selv ku gå i hi. Eller den lille
hjort. Den eller os.
La
seconda Stanza
Da
de andre børn fik ægte kunstløberskøjter helt op til knæet, skruede jeg mine
skøjter direkte op i foden og var med. Jeg var en af dem. Mine ottetaller talte
med i tabellen. Hverken mere eller mindre. Vandt vel kun over mig selv og
tiden. Det er det største. At vinde over tiden.
Dengang en lineær linje, bundet til banalkronologi,
nu en hypertekst, cirklende, jeg kan tuehoppe von hier bis dort.
Smuk,smuk poesi.
SvarSletdet varmer langt ind, kh k
SvarSlet