SKAMLØSE 3. Stadig på introens start omkring hvad emnet kan indeholde. To replikker.

Henrik Have 7. januar 19:31 Læg alle superlativer i mediedækningen sammen! Så får du svaret: Man hader børn! Kære KSN Tænker at al skrift er skamløs, at det må være graden af skamløshed (man vover) du spørger til her? Og endnu en gradbøjning: Skrive, men publicere? Altså en skelnen mellem privat og offentlig skriften, mellem den egenartede individuelle gerning, handling, udførelse og så den fælles kollektive repræsentation, dokumentation, manifestation af identificerbare tilgængelige medier hvorpå skriften bæres. En skelnen mellem skriftens bliven til og dens efterliv, mellem udspring og rubricering (efterfølgende reception). Og så det med at risikere 'sig selv': Er paradigmerne 'anseelse' og 'familiens ære' dækkende eksempler herfor? Min oplevelse er, at man riskikerer 'sig selv' ved overhovedet at skrive, ved at være skrivende; at skriften er risikabel fordi den er et valg og, hvad værre er, en synliggørelse af valg, en samtidig og repetativ tilsløring og afsløring af stof, materiale, sprog, af krop og verden, tanker og ideer, greb og kneb; en samtidig og gentagende skabelse og tillentgørelse af forestillinger om 'sandhed', om liv og død, mennesket, naturen og Gud. Og hvilken slags skriften taler vi om her? Litteratur, journalistik, dagbøger, indkøbslister ... ? Kh Sophie Sophie Pucell