Jeg tænkte nok, der var etellerandet med
den stol, sagde han, digteren, da jeg i
ærbødighed
mente pladsen besat til anden
side. Hans side.
Vi skulle indtage måltidet i Riddersalen.
Jeg spurgte ham, om ikke nok han ville læse det smukke
digt
om valgslægtskabet med Schiller igen. Han syntes ikke
rigtig,
han ville igen, nu han allerede havde gjort det én
gang. Jeg gik aldrig så
forsigtigt til værks mere. Ærbødighed ruler ikke.
Han havde sprættet bogen op, ku jeg se,
da jeg senere stod
foran dødsboets bogrester
Arkiv over en stille, klog
mand, garanteret medlem af akademiet,
og underspillet i sine digte, der handlede om hver dag
sin
velsignelse og lyst, dem jeg læste af dem
Jeg kunne bedre lide de andres
hver dag sin plage.
Ingen af dem forstod jeg
længere end til næste dag,
så ofte måtte jeg give ham ret
Men i morgen....
(2013-note om Uffe Harder på
Hald i 1986)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar