Og hvordan kan vi så se at verdens øjne er åbne? I litterær henseende har jeg meget svært ved at få øje på nogen som helst anseelse, som jeg skulle have nogen del i. Og ære! Jo! Men min families ære vil jeg på ingen måde sætte over styr. Og havde jeg haft en familie, som allerede var sat over styr, kunne jeg heller ikke se nogen idé i at komme deres ære eller mangel på samme for nær. Jeg ser heller intet formål i at fornærme en person som nu denne Nielsen – blot for fornærmelsens skyld. Sandheden vil sætte Jer fri, jamen fri til hvad, og ikke mindst: hvordan. Sandheden kan være nok så sand, men slår man andre folk i hovedet med den, og udøver massiv missionsvirksomhed, så har man stirret sig så blind på sin sandhed, at hensynet og respekten for den andens vej til at være på vej i sit tempo, er røget fløjten. Heller ikke dette kan være en grænseoverskridende erkendelse. Den person, der i Vesteuropæisk sammenhæng har ikoniseret tørsten efter sandhed mest, er vel nok Friedrich Nietzsche. Al hans kærlighed blev ofret en sandhedssøgen, der i sidste instans kostede forstanden og formørkede sindet. Fra Adam over Goethe og lige op gennem mit hjerte går der en linje, som jeg kan forbinde mig med; alt det andet er rammer sat af større eller mindre mørke. En sådan linje går der også gennem Knud Steffen Nielsens kreative og til tider poetiske udfoldelser. Jeg bilder mig ind, at han selv kan se den linje. At han blot omkranser den med en masse fjas og dødemandsindskrifter – for netop at holde denne ene linje lysende klar. Og jeg tager muligvis så grueligt fejl. Men jeg insisterer på min indbildning, fordi jeg tror, at den har i det mindste et gran af sandhed i sig. En sådan naivistisk tilgang til livet, hvor hånden skærmer urbilledet, som var det selve livets glød, er, så længe jeg fortsat kan opretholde en sådan, det, der adskiller mit væsen fra selvmorderens.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar