Jakob Brønnum
Ja, véd De hvad, jeg har egentlig længe ønsket at sige et par ord om, hvor beruset, jeg egentlig var ved dén lejlighed (der var også en anden lejlighed, men det er måske bedst, vi holder den for os selv). Jeg er jo et godt, kristent menneske, som De véd (dog ikke af den gamle skole - så jeg véd egentlig ikke, hvorfor jeg nævner det nu). Det er fastslået som et faktum, at grunden til, at jeg blev, lad os sige, lettere selskabeligt overrislet (jeg havde nær skrevet selvskabeligt overrislet), var, at hende, der skulle sørge for vand ved bordene ikke gjorde det. Så det var altså hendes fejl. Det var også ulideligt varmt. Så lang var min tale heller ikke, og at min kone afbrød mig, syntes de andre, de fleste af dem i hvert fald, bare var morsomt - nogle af dem troede endda, det var planlagt. I hvert fald hører det til sjældenhederne, at man formår at holde 150 mennesker fanget så lang tid, med så relativt lidt reel variation, dette siger jeg blot mellem Dem og mig - jeg vævede jo bare rundt i et par vers i et gammelt Lagerkvist-digt, og så på så gebrokkent engelsk. Så så fuld kan jeg jo ikke have været. Jeg gik jo også selv hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar