--------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Bue P.
Peitersen9. jan. 2013 22.31
Mange tak, Knud. Dejligt, at du kan lide
det! Sjovt nok startede det faktisk som et svar til dig (til dit projekt), men
så tog det en drejning.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- Trine Lykke | 10. januar 06:16 |
Den skamløse tekst.
Kære KSN.
Her er en strøm af tanker:
For nogle år tilbage overvejede jeg at skrive, helt ucensureret og oprigtigt, om min tid som leukæmipatient, på afdeling 5052, på Rigshospitalet. Jeg har stadig lyst til at forfatte de følelser, tanker, traumer osv. som var/er forbundet med den tid, og den sorg. I den sammenhæng er jeg sikker på, at skamfuldheden vil opstå. Men hvis jeg skal gøre det, så skal jeg være helt ærlig omkring mine oplevelser. Ikke pynte på sandheden. Ikke være bange for at berette om de mest grusomme og klamme oplevelser, såvel som de allermest følelsesladede. For det vil først og fremmest være af egoistiske årsager, at jeg beretter om sygdomsforløbet. – Jeg forestiller mig, at der vil komme ting og tanker til overfladen, som jeg muligvis har fortrængt, undervejs i en sådan skriveproces. Alt dette, - som set med mine øjne, følt med mit hjerte, tænkt med min hjerne, mærket på min hud, vil vække skamfuldheden i mig. Hvis jeg vælger at udstille bæstet, vil det være blottet for skam. For på det tidspunkt vil jeg have givet slip. Det er vel dét det handler om. At turde give slip.
Musik og kunst… Jeg forstår mig, på sin vis, bedre på lyd og billeder, end ord. I hvert fald som personlig udtryksform. På det punkt er jeg skamløs. Musikken (og kunsten) er hæmningsløs og uden filter. Det er den eneste kanal hvorfra jeg kan krænge det gode og det dårlige ud. Selvom nogle dele af den kan være fiktive, så er de alle en del af mig. - Mere eller mindre. I processen oplever jeg ofte en vis grad af skamfuldhed. Men jeg bilder mig selv ind, at hvis følelsen og tanken er der, så skal den nedskrives og udtrykkes, i al sin skamløshed.
Min pointe er, at det er i udgivelsen/offentliggørelsen af det skamfulde, at det skamløse opstår.
Giver det mening?
Kærlig hilsen.
/Trine
Kære KSN.
Her er en strøm af tanker:
For nogle år tilbage overvejede jeg at skrive, helt ucensureret og oprigtigt, om min tid som leukæmipatient, på afdeling 5052, på Rigshospitalet. Jeg har stadig lyst til at forfatte de følelser, tanker, traumer osv. som var/er forbundet med den tid, og den sorg. I den sammenhæng er jeg sikker på, at skamfuldheden vil opstå. Men hvis jeg skal gøre det, så skal jeg være helt ærlig omkring mine oplevelser. Ikke pynte på sandheden. Ikke være bange for at berette om de mest grusomme og klamme oplevelser, såvel som de allermest følelsesladede. For det vil først og fremmest være af egoistiske årsager, at jeg beretter om sygdomsforløbet. – Jeg forestiller mig, at der vil komme ting og tanker til overfladen, som jeg muligvis har fortrængt, undervejs i en sådan skriveproces. Alt dette, - som set med mine øjne, følt med mit hjerte, tænkt med min hjerne, mærket på min hud, vil vække skamfuldheden i mig. Hvis jeg vælger at udstille bæstet, vil det være blottet for skam. For på det tidspunkt vil jeg have givet slip. Det er vel dét det handler om. At turde give slip.
Musik og kunst… Jeg forstår mig, på sin vis, bedre på lyd og billeder, end ord. I hvert fald som personlig udtryksform. På det punkt er jeg skamløs. Musikken (og kunsten) er hæmningsløs og uden filter. Det er den eneste kanal hvorfra jeg kan krænge det gode og det dårlige ud. Selvom nogle dele af den kan være fiktive, så er de alle en del af mig. - Mere eller mindre. I processen oplever jeg ofte en vis grad af skamfuldhed. Men jeg bilder mig selv ind, at hvis følelsen og tanken er der, så skal den nedskrives og udtrykkes, i al sin skamløshed.
Min pointe er, at det er i udgivelsen/offentliggørelsen af det skamfulde, at det skamløse opstår.
Giver det mening?
Kærlig hilsen.
/Trine
