Marie Melchiorsen: 3 landbrugsdigte

                                                                                                                                                                                                    Marie Melchiorsen: 3 landbrugsdigte

  

*

Nogle gummistøvler holder meget længe, andre er noget møg og bliver møre i gummiet midt i en udmugning. Der er en rytme der følger årets gang og jeg går med. I rågummi. Hvis vi skal komme tørskoede gennem året må der handles og hvad vi ikke selv har, har Aldi. Gummistøvlerne er fra et katalog. De kom med posten. Posten kommer fra en hel anden egn.

 

Hvor de byglade misforstår deres tilhørsforhold og sent indser at de er en lo til afgrøder: Byglo. Og de glor og glor, men kommer sgu ikke med på læsset hjemad før høsten er i hus. Sådan er man så gæstfri på landet. Man serverer grød som i morgengrøde, det dér man må rømme for at klare stemmen. Det holder hele dagen. Helt moderne havre.

 

Der er sorter at kende sit korn på. Der er tegn at kende sit land på. Der er måder at kalde sit kvæg på og så er der vejret. Det værker i knoglerne. Vi kalder det Tytte. Bare fordi. Det har vi altid gjort. Men vi drikker ikke længere af underkopperne. Vi drikker bare. For nu kommer frosten og vi har ikke mere olie.

 

Selvbindermaskinen har fanget det. Den har bundet sig selv fuldstændig fast med blå plastiksnor som holder opretstående i mere end den halve generation der er tilbage til husmandsstedet. Det er nemlig det det handler om: HUS, MAND, STED.

 

 

*

(Mejetærsker)

Traktor, traktor, træk de dybe fuger i min pande. Deri planter vi. Os, maskiner. Det er herfra alt liv kommer. Herfra og dertil. Til dig.

 

(Mark)

Jeg flyder i et hav af gult. Jeg bøjer mig i en mæthed af grønt. Jeg hjælper biller på rette vej uden at vide hvor de skal hen. Jeg er landskabet og maskinerne brummer mig hen over højre hofte for at få høsten i hus, før regnen falder over mine balder og blive liggende så tungt at jeg ikke kan rejse mig igen. Uden tærskeværket ville jeg rådne i egen afgrøde. Landbruget studser mine struttende aks og buer mine lysende vipper. (Jeg har både siddet og stået, helt menneskeskabt.) Og nu kan jeg omsættes. Til næste år skal jeg ligge brak .

 

(Mand)

Radio 100 kører for fulde knald i førerhuset mens renderne graves så fint i min sliplinie. Ploven skærer og skovler så flot at jeg trækker flere flotte linier i egen muld. Så heldigt at kunne dyrke sig selv så lige. Denne tid af året er lovende og jeg lover konen at finde et deltidsarbejde, men lige nu pløjer jeg, så sår jeg og så høster jeg, og ind imellem spiller radioen ’I will survive’. Så brummer mig og motoren med, fordi vi er i fremdrift.

 

 

 

                                                                                                                                                  

  

*

En familiær følelse kræver genkendelse ved morgenbordet, ned i morgenmadsprodukterne. Hver kornflage er et medlem af denne diskuterende familie og vil bare opblødes på teenage-tvær vis, og hvordan er jeg endt i en familie fuld af teenagere. Hvor gik de voksne hen. De er gået i ét med kornet. Det er da klart, at jeg nøjes med mælk.

 

Øjet rækker helt til horisonten der ligger og vipper toppen af kornet. Her er mark nok til en hel armé. Sorterne har været forkortet og forlænget i en sådan grad at vi ikke længere vil have de nye, men henter originaler i Italien. Og de er langsigtede –og så alligevel: Fremtiden er kornet.