digt 71

 (er

 

 

 i forvejen placeret i en række simulationer).

 

  

 

I forhold til forsøgene

 er vi nomader.

 

 

Du står ganske vist stille som Blicher.

Dit hylster er nomaden. Og begynder opløsningen.

 

Der er kun én ghetto,

 

rotationerne, det lille trommeskind 

 
        

smuldrer let i hænderne på én.

 

 

Du, ja vi smiskede  og

 jeg vil se 

hvor meget du deltager.

 

 

Jeg siger, at du har overgivet dig til at gå ind som dummi.

 

Er du kun symbolsk. Er din mund

 

symbolsk. Dine hænder.

 

 Automatskriften på

sedlen ligner jeg ved ikke hvad.

 

Jeg fotograferede symbolske egern i går nede ved

 cykelstien.  Jeg gjorde det så autentisk jeg kunne.

 

Træstammen kunne ikke snyde.  

 

 

 

hos fotografen

fjorden mellem mors og salling fotos dags dato

Hald Sø 2.

Hald Sø 1

Hirtsholmene, slut i 1800-tallet

Det er ikke symbolsk.

 

6. Det forestiller: Det er din  tid.. Det forestiller: Det er.

 

7. (Konsultationen er hvid). Vi skal ikke bare snakke tolkninger. Siger konsultationen.

 

8. Det er "kun" en diagnose. Siger de. Vi har jo alle haft vores, siger jeg. Lad os se fremad.

 

9. Jeg ser et stykke papir, et stykke glas. En figur lissom fyldt op med sand.

 

10. Jeg siger: Det er et stykke papir med klatter eller en tegnet slaskedukke. Det er en  glasplade med ridsede personer på. Kik engang til, siger de.

 

11. Konsultationen siger:  Kik lige engang.

 

12. Forson jer  som I selv skal forsones, siger diagnosen skælmsk. Konsultationen ser spørgende til.

 

13. Diagnosen siger: Se igennem ridser og splinter. Det er dig der har tegnet alle stregerne, og de gælder.  Jeg prøver forsigtigt: Ikke endnu.

 

 

14.  Det er verden. Det er tiden. Det er diagnosen, der snakker. Det er ikke symboler. Det er

den tid du har brugt. Og er i nu, endnu.

15. Og  det er jo latterligt at du beskylder andre end dig selv for hvad der sket.

 

16. Du er sgu da ikke et barn længere.
 

 

digt nr 70

Jeg havde ikke noget at gøre i fitnesscentret

 

Jeg samlede mine remedier sammen og gik

 

jeg tænkte  på monstre og  faldlove

 

Og friktion,

 men svømme over hjerternes Øresund,

 

 

 

og det kan

 

lade sig gøre ved at kombinere

 

benene med  loven for landdyrs vilje Og

 

svømningen med loven for svømning og kun det,

 

 

”man kan flyde

 

på styrtbølger”, står der, men ka jeg lære det udenad.

 

Sådan var diskussionen,

 

da jeg valgte at gå efter det tomme rum,

 

frygten

 

sidder der 

 

      

men er det det?

Sixten Elia digterdebut

 

mein freund Sixten Elia debuterer

 

 

 

 

 

TOTENKOPF EXPRESS - af Sixten Elia

weltscherz.dk

 

 

 

 

(fotografen

på vej) 

 

Черная весна Hald Sø og Nina Pozdniakova-hilsen dertil (FB)

Nina Pozdniakova

 

......... Beneath - the earth is black in puddles,
The wind with croaking screeches throbs,
And-the more randomly, the surer
Poems are forming out of sobs. (Black spring.Boris Pasternak)

Черная весна

Nina sendte mig herefter det fulde digt:

Nina Pozdniakova This is my favorite poem of Pasternak
Unfortunately I can not evaluate how it sounds in English
Here is the full text:                                                                                                                                   

 

Black spring! Pick up your pen, and weeping,
Of February, in sobs and ink,
Write poems, while the slush in thunder
Is burning in the black of spring.

Through clanking wheels, through church bells ringing
A hired cab will take you where
The town has ended, where the showers
Are louder still than ink and tears.

Where rooks, like charred pears, from the branches
In thousands break away, and sweep
Into the melting snow, instilling
Dry sadness into eyes that weep.

Beneath - the earth is black in puddles,
The wind with croaking screeches throbs,
And-the more randomly, the surer
Poems are forming out of sobs.

for 5 timer siden · Redigeret · Sy

Du får lige en hilsen mere.

   

Kære Alvin.

 

Sgu meget sjovt det skriven. Det ender vel med en computer.

 

Dagens emne bæredygtig genbrug. 

Gik rundt og spekulerede i hvor meget af det man har stående som ku gøre nytte. En plæneklipper her, en gammel rive, overgroet, dér. Men det skal enten repareres eller omgøres eller kyles ud. 

 

Den der med omgøringen, hvis det er den, ja, ideen er så, at varen ikke må genbruges til det samme, som det fødtes til.

Finder jeg en lampe, der er interessant nok, skal den omgøres til et akvarium.

 

Finder jeg et akvarium skal det omgøres til en telefon. Begynder med at fjerne guldfisken, tømme vandet af. Bum, bum, something. Og er der sager med ledninger, så ved jeg snart ikke, er jo nærmest er overstået kapitel, nu hedder det batterier, eller fjernstyret digitalt og den slags.

 

Tiden skriger på alt uden ledninger.

Kvinder uden ledninger. Dyr uden ledninger. EU uden ledninger. Bæredygtigt. En ting er bæredygtig. En anden ting er uden batterier.

 

Forestiller mig lige i dette sekund en bæredygtig og økologisk uforsvarlig mekanisme uden batterier til at fjerne overflødigheder. Den skal koste en bondegård. Kvalitet koster.

 

Så Alvin, jeg har kælderen fyldt med plader. Der er opsamlet fra containere. De skal transformeres fra at have været køkkenlåger til malerier til tyskerne. Sådan brugte jeg også dørfyldninger engang, hvor jeg gjorde ikoner fx.

Mine stakke af avisudklip skulle gerne blive til noget osse, om ikke andet så presses til briketter til brændeovnen. Jeg har en pølsepresse til det. Jeg laver jo ikke spegepølser mere. Og sådan er det så meget. Det handler om at lave skillinger. Mønt ud af næsen.

Lidt som vor fatter, der byttede sin dejlige hest for en pose rådne æbler.

Bare omvendt. Vist nok.

 

Ha det 

Hans.

 

 

 

 

Brev fra Hans til Alvin

Brev fra Hans til Alvin

 

 

Kære Alvin, jeg berørte barndommen en smule forleden…..

 

Det var under den eneste seksualvejledning, der nogensinde er blevet lukket ud og ind i de sarte ører på de to store knægte, på vel 10 og 12 - og det var virkelig en seance omkring blomsterne og bierne og jeg-skal-da-lige, eller snarere deromkring, så sagde patriarken: "Vi springer alt det der over med blomsterne og bierne og de farlige piger og manden med den åbne frakke, for det kender I jo godt. Nej, nu skal jeg fortælle jer om den lille skrutryggede bornholmer, jeg sejlede med under krigen på Fladen. Når han var i det hjørne, hvor damerne blæste ham i næsen, så var han og hans underliv oppe i duren, og som han selv sagde- så meget, så han kunne skære i glas".

 Et af de stærkeste billeder, jeg nogensinde har hørt.   

 

 I øvrigt var han, patriarken  ikke nogen rigtig tøsedreng. Under krigen, netop, sejlede han frem og tilbage mellem England og Esbjerg og fiskede midt imellem miner og alskens, der kunne noget, så det var lige meget, hvor man var gået til svømning. Min mor, der virkelig er ængstelig af natur, men ligesom fik prøvet det sind af hver morgen, når kutterne var på returen til Danmark, så forstår jeg hendes blik senere i barndommen: venter på far, som der står i De Små Synger. Hans storebror, Jakob, ligeledes fisker på vandene kunne ikke svømme.

 

Og hans pointe var, hvorfor i alverden trække det i langdrag, når man alligevel skal  herfra livet i den situation. Og det i fuld mundering med søstøvler og islænder og andet, der kan suge eller indeholde vand som det samlede antal tilstoppede tagrender i en større provinsby eller hvad nu rette billede er.

 

Husk i morgen aften, du ved.

 

Hans

meget gamle grafiske forsøg omkring 1976 (stencilbrænder var involveret)

brev, kort fra Alvin

brev, kort fra Alvin

 

 

Kære jens, min nabokone har spurgt, om jeg ville holde øje med hendes kæledyr, en kat, en hund, en dværgpincher og en undulat, katten er en bulldozer, de har fodret vind og skæv. Og hunden omtrent det samme. Hun skal på Tenerifferie.

Det sagde jeg ja til. Men havde jo ikke lige regnet ud, at hun ringer hver aften og hver formiddag  fra Tenerife for at høre til dyrene, og i går skulle jeg hente hunden, så den ku gø ned i røret og høre ”moders stemme”.  Ja, du hørte rigtigt. Ja, snakke med Mor, sagde hun sgu.

 

"Ja, alt går rigtigt godt, kan jeg så meddele, da jeg atter har røret selv."

Og det er det vel.

Og sådan kunne vi fortsætte;

 

Nu kom hun og hendes ”fyr” (71 år, fyr) hjem i går nat fra ferieturen. Og de havde vækket katten og hunden, efter at der var hentet engelsk beuf i fryseren, og så havde man smidt den i ovnen (ikke katten).  Og så kunne gildet gå i gang.  Konen fortalte mig det lige før, da jeg var ovre med post.

 

Vi snaks    Alvin

fredagsdigt nr 38

Der er ord og et enkelt katalog.
Jeg samler det op, der falder.

Du kender mig ikke helt. Jeg
er obsternasig.
Mens du sover, flyver termitterne som små punktummer.

De lader sig ikke formilde.
Som kongen har jeg forladt det høje slot på grund af
det skærende lys.

Og i murværket sidder

Guddommens 100 forbudte navne:

Det foreløbige punktum. De midlertidige ønsker.
Et kvarter ad gangen. Et år ad gangen.
Vi spiller hver femte tone forkert for ikke

yderligere at
udfordre skæbnen.

Drengen stjæler et verdensbillede
af nytteløs pludder,

hvis han vidste det .


----------------------------------------------------------------

nu har jeg indleveret og publiceret 38 tekster/digte til den digitale avis DENFRI, som er sammenrend af altmuligt, ka jeg se. Godtfolk og tekstmateriale. En hr n-wulff optræder ofte, har nu ikke læst ham.  Og jeg tror ikke, segmentet er specielt interesseret i løræk.  Men nu fik Viggo påbegyndt dether og syntes, at jeg sku ta over. Det har jeg så gjort. Men føler alligevel mig fejlanbragt i den forstand, at man er et fremmedlegeme. Segmentet har sgutte bedt om en sanger. Og jeg ville for den sags skyld aldrig stille op uopfordret (af passagererne) i et tog og begynde at lade linjerne fyge ud af munden. Osse selvom det så var et led i et større konceptkomplex. Dog går jeg indtil videre videre. Ser aldrig kommentarerne på samme måde som jeg ville lukke ørerne for tilråb i et tog eller sporvogn. De er sagesløse og jeg delvis osse. 

Melancholia/ længere note

 

 

 

I den lille privat filmklub var vi kommet til Melancholia i går aftes. At en planet, meteorit hvad har vi, ville ramme jorden i sidste sekvens. Naturligvis. Vi har alle en meteorit, der rammer os i nakken i sidste billede.

Og bruden, der lykkelig havde vist sit smukke væsen frem smilende under celebreringen af bryllupsfesten.

Det var jo det, der sku angribes.

Ritualerne, brudekagen og de mange penge, der var fyret af til denne iscenesættelsernes iscenesættelse, naturligvis. Og det er jo selvforglemmelsernes knudepunkt, du skærer kagen og er det ikke meningsløshedens distraktion. Man trækkes væk fra centret, det absurde punkt, der melder om klodernes kamp, og om lidt så får du en karrussel i nakken, men tænk ikke på det nu. Ansigtet krakelerer, da faren og moren holder deres taler for bruden og brudgommen. Og hvor de bryder ritualet, springer ud af optugtelsen, sprænger det man nu gør, der er fokus, befriet for festens krav, ansigt til ansigt med dæmonerne, som er naturtilstanden, Ssisyfos opsøger dæmonien og søger væk fra dæmonien, rejser sig hver gang fra det, der har kørt ham over. Dér er noget brok, jeg er syg i hovedet. Det kan alle se. Jeg brud har sluppet smilet, jeg kroger mig ind i vilkåret den dæmoniske verden, jeg er syg psykiatrisk set, men antipsykiatrisk er jeg rask, fordi jeg sund syg, sund syg, fordi jeg vil ikke lade sandet dække mit ansigt mine hænder, jeg Kirsten Dunst kan ikke foretage denne bevægelse væk fra smerten ved at være kastet ind i livet.

Sagde jeg før befriet for ritualerne, sagde jeg det. Man kunne med bedre ret bundet og viklet ind i det, der blinder øjnene og slikker sanserne med forglemmelse, honningen der skal dryppe tænderne til.

Ritualerne, at gå sige netop den tur for at glemme tiden, at glemme at tiden går, og han der løber meteoritten glad i møde, men som marathonløber ved han, at han på den anden side løber væk fra døden, ca 5 døgn væk, og 5 døgn er låst inde i dette tempo, i løbet ved maskinerne i fitnissen. Jeg vandt, siger han, jeg forsvandt ind i løbebåndet, jeg nulstillede min tid, jeg blev 5 døgn ældre, men vandt fem døgn, fordi mine muskelgrupper er syret fri og jeg statistisk set lever fem døgn. De fem jeg investerede nu på løbebåndet. Tilgift.

Ja vi er ovre i noget status quo. To skridt frem og højst to skridt tilbage.

Og dem må jeg så slås med senere fra mit 87. år til det det 89., hvor meteoritten aldrig har været større og fylder hele ansigtet ud.

 

 

Jeg filtrerer brevet om den sidste dag som et brev, der ikke er ankommet endnu. Men sådan ser hele kadaveret ikke på det. Legemet modtager beskeden anderledes. Det ene brev siger: det ku ikke være anderledes. I det andet brev står der: det havde jeg ikke lige set komme.
Posten tømmes hver dag. Ikke efter behov.

skamgods nr

11:36

Udvid

Vis billeder

Thorstein Thomsen

Interessant ide. Lige nu er der ikke noget, der banker på, men det vil ligge på skrivebordet som en seddel, og så må vi se hvad der sker ... hvis der sker noget. Tak for invitationen til Skammens Imperium. Kh T

 

 

 

Brev til Ole P. fra Karlo

 

 Kære Ole P.

Klaveret kommer kl 15. Skal ha givet besked til ringeren/graveren, ham der er gift med Kibsen. Og vi er begge naboer til en ulykke af et hus, hvor der er placeret et stort skib på græsplænen, manden er ved at bygge på. Og et bilvrag over mod os og lort til halsen i baghaven op mod kirkens æbleplantage. hvordan skal vi få den bilkirkegård og bådeværft fortil sløjfet. Jeg har jo forresten lovet det: altså at gå til manden og sige: 1) vil du ha en kasse øl for at fjerne dit bilvrag  eller 2) vi er altså ikke flyttet til et industrikvarter eller 3) næste gang, det er om fem minutter jeg spørg til dette læs af gammelt jern, så får du 3 minutter til at få det væk, ellers er det kommunen, den tekniske afdeling  eller 4) Jeg er flyttet hertil, da du lå i moders liv, og posten Svend Erik og hans kone Mette boede der og nussede om deres ting fint og sirligt   eller sige op i fjæset: 5) jeg er muligvis selv grim og din bil er grim, men jeg var her 30 år før både du og den var her. Og jeg lover hver aften at gå ind i mit hus og gemme mig for omverdenen. Hvis du og din rådne affaldsdynger gør det samme og først stiller senere på dagen, så var det måske udholdeligt. Nej ved du hvad. Jeg synes, du sku finde dig et andet sted, en anden kone. På Lolland-Falster.

Menighedsrådet (dengang) bad ham fjerne sit lort op mod kirken, og så flyttede han det meste af det ned foran os. Nu har jeg jo fået trailer, så jeg tror nok, jeg tilbyder ham et lift- Det er ved at nærme sig en novelle. Og jeg gad kun skrive det her, fordi hver gang man har forsøgt at sige pænt god dag eller lignende, så har både han og fruen lavet en lille lort i den goddagsigende hånd.  Nå tangenterne ville åbenbart lige skrive dette, måske for at presse skribenten til at få fingeren ud.  Underlige metaforer...de bevæger sig ret så meget omkring kropsudtømninger.  

           

hilsen

Karlo   

3. brev fra Ejner

3. Brev fra Far  til Bette Ejner.

 

Kære Ejner.

 

Far leger med nogle piger. En hedder Asta. Hun er rar og meget stille. Fader kan bedst lide stille børn. Den anden pige hedder også Asta. Hun gider ikke spille klaver. Det er en skidt pige.  Hun har meget legetøj, som er for meget. Når hun jo kunne hjælpe til med at holde hjemmet pænt.

Den tredje pige hedder ikke Asta. Hun hedder Signe. Fader kalder hende Signelil, selvom hun er voksen. Og har de smukkeste røde læber og blødeste hænder. Hun ryger cigaretter med sølvrør.

 

Kærlig hilsen Far.

is-skulptur (ballon, vand, påført farve før og efter)

ballonen var besværlig at have med at gøre. fik dog vand på. lidt farve (blæk) kastet ind i ballonen.
blækket kunne dog ikke ses, derfor farve på bagefter.

at male en sortfarvet væg med alm udviskbar tavlekridt- uden farveintensitet er dog det mest utaknemlige, der findes (væg på Kulturstationen vel 2.8 m x 1,8 m)

at male en sortfarvet væg med alm udviskbar tavlekridt- uden farveintensitet er dog det mest utaknemlige, der findes (væg på Kulturstationen vel 2.8 m  x 1,8 m)

digtnote dengang

 

Jeg tænkte nok, der var etellerandet med

den stol, sagde han, digteren, da jeg i 

ærbødighed   mente pladsen  besat til anden side. Hans side.

Vi skulle indtage måltidet i Riddersalen.

Jeg spurgte ham, om ikke nok han ville læse det smukke digt

om valgslægtskabet med Schiller igen. Han syntes ikke rigtig,

han ville igen, nu han allerede havde gjort det én gang.  Jeg gik aldrig så

forsigtigt til værks mere. Ærbødighed ruler ikke.

 

Han havde sprættet bogen op, ku jeg se,

da jeg senere stod

foran dødsboets bogrester

Arkiv over en stille, klog

mand, garanteret medlem af akademiet,

og underspillet i sine digte, der handlede om hver dag sin

velsignelse og lyst, dem jeg læste af dem

Jeg kunne bedre lide de andres

hver dag sin plage.

Ingen af dem forstod jeg

længere end til næste dag,

så ofte måtte jeg give ham ret

Men i morgen....

 

(2013-note om Uffe Harder på Hald i 1986)

vi må tillade os et lille frikvarter, hvor vi nyder en håndboldtræner som øl

1)Dansk håndboldtræner som væske, her øl. 2)Vi arbejder med noget inddampning med træneren som maggiterning. 3)og som ballon

så langt lige nu

Adjudant-note i den humørfyldte genre

Adjudant-note i den humørfyldte genre



Jeg har været af sted med L.B., knægten, ved stortset alle institutter, der tager sig af den slags. Overlæge (navn tilbageholdt, men kendt) slog ud efter mig, da jeg slæbte drengebarnet ind i forhallen, jeg havde selv remme med, så det var ikke det, men jeg skal da ellers lige mene, vi var forment adgang. Stak Overlæge Q en skilling. Intet hjalp. Jeg prøvede senere Kommunekemi, Nyborg, men de ville have jeg skulle dele den herlige dreng i forskellige deponier. Først glas og havemuld, og så lidt til genbrug af værdi (pumaskoene og slips) (afvist), så stort b, så lille brandbart, så eternit. Fra Herodes til Pilatus. Opgav et sekund, samlede mig sammen. Hvad ville De selv stille op. Men ingen skal få mig til at skære i knægten. Så skal der helt andre penge på bordet. Og jeg har kendt knægten siden vi begge var 12 og gik til violin sammen. Altså det vil sige, når han kom, så gik jeg

.

Is på Hald Sø.

Kastearmsdigt: L'enfant

 

Min vilje er en fakir

Det støder an

først på mig selv, så på

jer, og så er der

courage,  den  

gør altid alting roligt

helt fra skulderen og trøjeærmet  ud.

 

Lidt L'enfant sauvage, det er en lerdue. Det er lige på kanten

af  det, er jo ikke andet. Ka ramme og rammes med

din egen kastearm.

 

Og dig, promise, har jeg slet ikke indtænkt på den måde.

Stationen, Kultursted, Viborg plus udsigten over Viborg deroppefra.

Stationen , Viborg.  Musiksal.

Udsigten over Viborg øverst oppe på "Stationen".

Ejler småklargør til koncert senere på aftenen.

Disse herrer er souschef Jesper og chef Steen.

DUE STANZE: retronote/ks

LA PRIMA STANZA, en retronote

Åh i egensindige spidsbeborgede, I i jeres små forede varmestuer, I der ikke ved,  at livet ej er en kolbøtte, før det er det, men da er det for sent. Nyd velfærdsgoden, nyd den liflige vin, jeres pels og de slicede baconskiver på ryggens hud.

o    Kendte I barnet i dets besøgelsestid. I der aldrig har set eller mistet -endikke i jeres sind- englebarnet, der var der. Det var der. Det var der ikke. I forveksler det blinkende lys med sjælen og sjælen med livet på lidoen og KapoKabana.

Mest forstår I, de få, den tid, Vajsenhustiden, tiden hvor vand var noget vi savede fri af søens drivis. Vi formede figurer deraf.

Og varmen hentedes som tabt cinders på perronen.

Men det var tilstrækkeligt, for vi forestillede os, hvordan det kunne være og blive.  

        Perioder var skikkede sådan, at vi ganske ordinært udhulede den bjørn, der stod nærmest ved hånden og øjet, for at vi selv ku gå i hi. Eller den lille hjort. Den eller os.

 

La seconda Stanza

 

Da de andre børn fik ægte kunstløberskøjter helt op til knæet, skruede jeg mine skøjter direkte op i foden og var med. Jeg var en af dem. Mine ottetaller talte med i tabellen. Hverken mere eller mindre. Vandt vel kun over mig selv og tiden. Det er det største. At vinde over tiden.

 Dengang en lineær linje, bundet til banalkronologi, nu en hypertekst, cirklende, jeg kan tuehoppe von hier bis dort.  

Skamgods nr 9

 

 

 

 

René Jean J:

 

Skamløs/fuld->Kommer i tanke om W.S. Merwins tekst i al korthed:

Elegy

Who would I show it to

Og kan ikke lade være med at tænke: Skam/skamløshed, og hvem ville jeg vise det til. Og hvorfor, ikke mindst. Så længe skammen eller manglen på samme forventes at være min. Det bliver mig for privattriumfatorisk. Men der findes måske en skam der vedrører fleres anseelse, nationens, kulturens. Ideologisk skamløshed og skam, at au pairs er søde små slaver, at bærplukkerne er slaver, at det mest oplagte i konkurrencekulturens lys ville være uden skam og helt åbent at genindføre slaveriet fra 1. skoleklasse. I stedet for at gå og putte med det som nu. Det er mere reelt at udnytte vores egne børn (og lade inderne fx om at udnytte deres) at lade erhvervslivet forsyne skolerne med lærere af den rette økonomisk-teologiske støbning, at lokke det autoritære frem og ud i lyset. Hvorfor skammer det sig sådan?

Kh

René