Texter af LBNørgaard og *** AVægter Nielsen. Værkstedstekster (Works in Progress)

mandag den 8. oktober 2012

Skitse.

Føler mig konstant som ja som hvad som måske som mine piller de små kapsler i tasken de små gryn af venlaflaxin som rasler mod ganen ned gennem svælget altid den kvalme mavens afvisning vil ikke indtage som om kroppen min hjerne ikke vil være ved sin lidelse at det er noget som bliver den påtvunget den venlaflaxin hver dag efter tandbørstningen måske sådan det er sådan jeg føler mig som kapslerne på deres rejse ned gennem svælget uønskede og alligevel bliver de jeg vi optaget det er nødvendigt vi er uafviselige vi har lommerne fulde af guld vi så solen stå op over Indien og vi dykkede ned i mørket de små bål brændende i Delhi lige før solen stod op og vi overlevede og vi ventede og vi ventede i den lufthavn nedkølede tomrum mellem derhjemme og hvad ved vi og ingen alkohol i miles omkreds og himlen gul gusten forbrændt fossile tågebanker umulige for lungerne vi ventede mens hæren kaprede vores fly og fløj til Kashmir i vores fly med bugen fuld af våben nu vi sad tilbage og småfrøs og vidste ikke hvad senere kom vi frem man kommer altid videre  (lbn)

                                        ***

 

Hans Christian Varnæs er sådan en fin mand, han er bare

fanget af omstændighederne. Det narrative, det

fortællende, indstifter en glemsel, som er glemt.

Den erindring, der hævdes at være resultatet

er blot hukommelse, der spærrer for udsynet som et formel

1 løb med biler i diverse farver, at være på besøg

hos farmor som man eventuelt sandsynligvis holder af.

Humanismen og vi sletter gerne den hukommelse. Så hårdt.

Det narrative, det fremadskridende ved fortiden, en løgn,

som er nutiden, og straks vi ser på dramatikken, snakker løs,

det udvortes, fremtiden, uanset hvilke tanker

om hin enkelte, der måtte ligge bag

denne forestilling om dannelse over tid.

Humanismen får os til at huske på det evige,

børfå os til at konstruere det og overveje det

idet vi skaber os: Det evige,

hold kæft, jeg brækker mig, som om hver dag

var den første eller sidste. Humanisme bør gå

sin vej eller ud på vejen for at fokusere på følelser

eller interaktion mellem mennesker, strukturer

uden mennesker, også det, tak, så gerne. Bør

sættes i værk uden at indstifte klare narrative

forløb, de skal standes eller generes, i det mindste

problematiseres. Hans Christian Varnæs

er sådan en fin mand.(avn)