Lidt klip fra Facebook-tråd, hedder det vist. Den hænger jeg lige til tørre her. Lidt uden for oprindelig kontekst. Der er præmisser bagved der osse er en diskussion værd.

Den journalistiske dækning er på programmet- med rette. MEN jeg ku tænke mig at gå ind i præmisserne bagved, som handler om positionering, men skriver ikke om det ligr nu.

Olga Ravn sætter fra land med dette:

Hvad er der i vejen med Weekendavisen? Hvorfor har dagens udgave ikke anmeldt Ursula Andkjær Olsens nye fantastiske digtsamling Det 3. årtusindes hjerte, som udkommer i går, og som er hendes bedste bog nogensinde? Det samme gjorde sig gældende for Mette Moestrups lige så vigtige digtsamling Dø, løgn, dø, da den udkom tidligere på året, og der gik uger før Weekendavisen anmeldte bogen. Jeg ville kalde de udgivelser for store litterære begivenheder. Jeg ser klart en tendens til, at de af vores vidunderlige forfattere, der står midt i deres forfatterskab, som hverken er de purunge nye eller de gamle titaner, bliver overset i kulturdækningen. Det er dybt deprimerende. Deres bøger er fantastiske, og næsten altid bedre end debutanternes, det er vigtige, kloge, rørende bøger og modige bøger. Det kan virke som om kulturdækningen er uden hukommelse. Det er for galt. Jeg er foraget. Det er jer, redaktører, jeg tænker på. Det kan I godt gøre bedre.

 Og jeg har så klippet Peter Højrup ind her:
 

Det er fint nok med fordybelse og dvælen, men det er jo ligesom noget man gør selv, når man læser bøgerne. Før man når dertil, skal man vide at de findes, og det er svært med den vægtning, der er af bogstoffet i dag. Som redaktør på basilisk oplever jeg stort set hver gang jeg ringer til en avis, at de siger de ikke har plads, når de skal undskylde, hvorfor den ene eller den anden bog ikke er blevet anmeldt. Hvis det stod til mig, kunne man starte med at smide listerne over, hvem der har fået mest i bibliotekspenge, hvem der er verdens rigeste forfatter, hvem der har solgt flest bøger i år osv. osv. osv. ad helvede til. Grunden til den slags er så populært (blandt journalister) er at man ikke behøver at vide en skid om litteratur, man kan bare kigge efter, hvem folk har stemt på med deres penge, og så rapporterer det videre, så de samme elendige bøger, der ikke er skrevet til nogen, kan blive købt af endnu flere, der opgivende kaster lortet i skraldespanden og tænker, at der da virkelig ikke er nogen grund til at læse bøger. Det er det der er problemet. At hovedparten af befolkningen ikke aner, hvor mange fantastiske bøger, der findes fordi de ikke bliver anmeldt, omtalt, diskuteret osv. de findes ikke som en del af en fælles bevidsthed. Det er en lukket klub, men det er ikke forfatteskolen, eller de smalle forfattere, eller den "anæmiske litteratur" (citat Leif Davidsen), der har lavet den klub, den er opstået fordi offentligheden ikke gider have noget med den at gøre.

og Peter skriver til Anna Libak, red på Weekendavisen. Hun har orlov pt.

kære Anna, nu er det ikke så meget vrede som frustration, det handler om for mit vedkommende. Faktisk er frustrationen for længe siden blevet forvandlet til en art apati, men nu hvor Olga skrev, kunne jeg godt mærke den rumstere et eller andet sted dybt nede blandt knuste drømme og død barnetro. Jeg ved ikke hvad kriterierne er for at lave et bogtillæg, om det er baseret på redaktørens skøn, brugeranalyser eller andre ting. Jeg kan blot konstatere, at der sjældent er mere end en eller to anmeldelser jeg gider at læse i "Bøger", for ti år siden var det måske halvdelen der interesserede mig, og så var jeg mere tilbøjelig til at læse resten også. Det samme gør sig gældende i stort set alle dagblade (med Information som en mulig undtagelse) og WA er slet ikke det værste. Hvem regner fx med Børsen mere, skriver de stadig anmeldelser? Ekstrabladet? BT? Berlingeren er på vej ned i et hul, JP, hvad er deres kritiske profil? osv. osv. Jeg skrev ovenfor om listerne over bibliotekspengemodtagere, som er populært stof i politiken, men hvorfor? Litterære fejder er også godt stof, men som regel handler de ikke om litteratur, de handler om at enelleranden synes enelleranden anden er dum. Det er måske sjovt, jeg ved det ikke, jeg tror egentlig hellere jeg vil se Paradise Hotel, hvis det er mudderkastning jeg er i humør til. Jeg er sikkert ikke en specielt repræsentativ læser og jeg forlanger heller ikke at samtlige aviser skal afspejle mine særinteresser, men måske kunne man bare et øjeblik overveje, om der er en sandhed i at litteraturstof er blevet til bogstof, og at anmeldelser i dag mere forekommer at være en art brugervejledning end egentlig smagsdom og at disse vejledninger i sigende grad bliver varetaget af folk, der ikke har deres faglige ekspertise inden for litteraturen. Et skræmmeeksempel på det jeg taler om her, er Henrik Dahls anmeldelse af Naja Marie Aidts seneste bog. Når jeg læser den, tænker jeg, hvem kan bruge det her til noget? Men det kan jo være det giver mening for nogen, i så fald vil jeg gerne høre fra dem.

for omkring en time siden · Synes ikke godt om længere · 3