fredag den 26. oktober 2012

Kaptajnen, down memory lane.

Kaptajnen bladrer i Mindernes bog.
 

Åh som jeg da mindes en tur jeg var på, det er snart længe siden. Vi var tolv søfolk, der var blevet agterudsejlet efter et kæmpekryds over Biscayen og videre over til New Foundland og ned til Hampshire på Østkysten. Og vi havde hørt forkert, da Kaptajnen havde meldt udsejlings-tidspunkt, Han var fynbo og havde det med at snuppe endelserne af og skiftevis snakke engelsk og fynsk, den mest skønsomme blanding, men her fik det fatale følger. Be back at eight pm on Tuesday og det havde vi opfattet som at vi bare skulle foræde os og også give tørsten dens.

Ok så var der landlov, så det ville noget. Vi skiltes hele flokken. Flere havde noget familie i New York og en i Canada, i hvert fald kendte Kalle en dame i Toronto, og hun skrev musik til film, sagde han.  Jeg blaffede det første stykke med en lastvogn, der skulle have et læs støvler til New Mexico, efter at have kørt flere tons bananer fra Costa Rico til New York (Brooklyn). Han trak pludselig en stor papkasse op og spurgte om ikke jeg kunne tænke mig lidt frokost- kl var vel 9, mandag, det var vel tidlig, men ok. Jeg sagde tak og så fik jeg bacon(troede jeg) og æg. Siden fandt jeg ud af at det var det ikke, men noget uanbringeligt skank og æggene var under ingen omstændigheder fra høns.

 Vil du have spejlæg.

 Ja tja.

 Så kom med ud, og så knaldede han æggene ud på forskærmen. Og med godt tredive grader i skyggen gik det faktisk hurtigt med at få æggene stegt. 

Han havde kørt med allemulige levende dyr, fjerkræ, sågar slanger og heste, ja ikke på en gang. Frugt og fisk. Det sidste kunne jeg godt lugte.

Så fortalte han at han skulle fragte krokodillekød -tilberedt røget og tørret- til Oakland til en koloni af spansktalende, latinos, der havde en lille menighed og den fineste trækirke. Det var åbenbart en delikatesse. Og det var det så også blevet for min ven, chaufføren.

Jeg kørte med ham en 170 miles, da der stod en og blaffede inde i vejkanten. Da jeg så sagde til min kører, at det kommer da vist til at knibe med pladsen, sagde han,

Yes, you are right, stoppede og bad mig efterlade mit sæde til den næste.

Jeg måtte så tage mit pik pak og gå videre uden mål og med.  At  jeg så blev samlet op af en ung kvinde og hendes barn og mand er så en udvikling, der ikke var til at forudse. Jeg husker det som var det i går, bilradioen spillede Bix Beiderbeck.

 Manden røg i bilen, og det ville jo være utænkeligt i dag.

 

I dag er jeg faktisk gift med den yndige dame, Carol. Det er en større smørre, hvordan jeg kom med hjem og jeg arbejdede først som havemand hos deres nabo, en rig jøde.

Nå, manden kom af dage, da han skulle hjælpe nogen ud af en brændende lejlighed i nabogaden. Han havde ren faktisk fået bragt hele familien ud i sikkerhed, men han ville hente kvindens yndlingskjole, fortalte hun bagefter, og så var loftet faldet sammen.

 Havde jeg dog bare holdt min mund med den dumme kjole, sagde kvinden til pressen.  Men ikke for at lyde kynisk, det blev så den enes (mit) store brød af en den andens død.

 Jeg tror det er helt i hans ånd at fortælle det nu som et slags minde over ham. Carol og jeg har ikke fået børn, men vi har en dejlig hund, som er opkaldt efter Ryan, det var da det mindste, man kunne gøre.

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar