Åh som jeg da mindes en tur jeg var på, det er snart
længe siden. Vi var tolv søfolk, der var blevet agterudsejlet efter et
kæmpekryds over Biscayen og videre over til New Foundland og ned til Hampshire
på Østkysten. Og vi havde hørt forkert, da Kaptajnen havde meldt
udsejlings-tidspunkt, Han var fynbo og havde det med at snuppe endelserne af og
skiftevis snakke engelsk og fynsk, den mest skønsomme blanding, men her fik det
fatale følger. Be back at eight pm on Tuesday og det havde vi opfattet som at
vi bare skulle foræde os og også give tørsten dens.
Ok så var der landlov, så det ville noget. Vi
skiltes hele flokken. Flere havde noget familie i New York og en i Canada, i
hvert fald kendte Kalle en dame i Toronto, og hun skrev musik til film, sagde
han. Jeg blaffede det første stykke med
en lastvogn, der skulle have et læs støvler til New Mexico, efter at have kørt
flere tons bananer fra Costa Rico til New York (Brooklyn). Han trak pludselig
en stor papkasse op og spurgte om ikke jeg kunne tænke mig lidt frokost- kl var
vel 9, mandag, det var vel tidlig, men ok. Jeg sagde tak og så fik jeg
bacon(troede jeg) og æg. Siden fandt jeg ud af at det var det ikke, men noget
uanbringeligt skank og æggene var under ingen omstændigheder fra høns.
Vil du have
spejlæg.
Ja tja.
Så kom med
ud, og så knaldede han æggene ud på forskærmen. Og med godt tredive grader i
skyggen gik det faktisk hurtigt med at få æggene stegt.
Han havde kørt med allemulige levende dyr, fjerkræ,
sågar slanger og heste, ja ikke på en gang. Frugt og fisk. Det sidste kunne jeg
godt lugte.
Så fortalte han at han skulle fragte krokodillekød
-tilberedt røget og tørret- til Oakland til en koloni af spansktalende,
latinos, der havde en lille menighed og den fineste trækirke. Det var åbenbart
en delikatesse. Og det var det så også blevet for min ven, chaufføren.
Jeg kørte med ham en 170 miles, da der stod en og
blaffede inde i vejkanten. Da jeg så sagde til min kører, at det kommer da vist
til at knibe med pladsen, sagde han,
Yes, you are right, stoppede og bad mig efterlade
mit sæde til den næste.
Jeg måtte så tage mit pik pak og gå videre uden mål
og med. At jeg så blev samlet op af en ung kvinde og
hendes barn og mand er så en udvikling, der ikke var til at forudse. Jeg husker
det som var det i går, bilradioen spillede Bix Beiderbeck.
Manden røg i
bilen, og det ville jo være utænkeligt i dag.
I dag er jeg faktisk gift med den yndige dame,
Carol. Det er en større smørre, hvordan jeg kom med hjem og jeg arbejdede først
som havemand hos deres nabo, en rig jøde.
Nå, manden kom af dage, da han skulle hjælpe nogen
ud af en brændende lejlighed i nabogaden. Han havde ren faktisk fået bragt hele
familien ud i sikkerhed, men han ville hente kvindens yndlingskjole, fortalte
hun bagefter, og så var loftet faldet sammen.
Havde jeg dog
bare holdt min mund med den dumme kjole, sagde kvinden til pressen. Men ikke for at lyde kynisk, det blev så den
enes (mit) store brød af en den andens død.
Jeg tror det
er helt i hans ånd at fortælle det nu som et slags minde over ham. Carol og jeg
har ikke fået børn, men vi har en dejlig hund, som er opkaldt efter Ryan, det
var da det mindste, man kunne gøre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar