Et stykke fra peter højrup.

Den gode Peter Højrup franarrede jeg engang dette dokument, måske en slutning, måske et midterstykke,....og nu har jeg haft liggende på den fine hylde...og Peter har givet mig det hvideste kort til at lade det blive feriebarn her. Tak til ham.

[slutning] Jeg ser igen ud af vinduet, og nu, jeg kan knap nok tro det, kommer Island til syne. Tre sæler leger i brændingen, lader sig rulle op på stranden af bølgerne og trimler tilbage, når havet ånder ind igen. Du står ved siden af hvalrossen. Du læner dig op af den med en hånd på dens arrede hud. Den rykker sig lidt og kigger på dig, de store tænder faretruende tæt på dit ansigt. Du lægger en hånd på dens snude, dine fingrer mellem de stride knurhår, så hører du mine trætte motorer og kigger op. Jeg kommer imod dig i et jævnt fald højt oppe fra. Du vinker. Jeg kan mærke, at du ser på mig. Selv her bag den diminutive rude i min flyvende metalkiste kan du se mig. Du kan se mig, og dit ansigt er helt tæt på, selvom vi er langt fra hinanden. Du lægger hovedet på skrå. Bag dig går vulkanen i udbrud. Det er endnu for tidligt at sige noget. Så står du på klippen igen og vinker med armene over hovedet, mens du hopper op og ned. Op. Og ned igen, for jorden holder dig fast, trækker dig ind til sig og hæmmer dig med sin tyngde. Var vi blot en smule mere skrøbelige ville den knuse os, men jorden er ligegyldig. Det, der trækker i mig, det, der får mig til at havarere og pulveriserer mig, er dig. Dine hænder er meget store, alt for store til din spinkle krop, hver hånd på størrelse med din torso. Det er hvalrossens luffer du vinker med. En slagterkniv stikker ud af dens hals. Fra klippen flyder en strøm af blod ned mod havet, hvor sælerne tumler i brændingen. De vældige bølger trimler dem op og ned ad det sorte sand, triller dem frem og tilbage gennem hvalrossens blod. Dit ansigt igen foran mit. Dine øjne er sorte hinder over et bundløse øde. Noget løber ud af din mund, en tynd sort streg over din hage, og sælerne er ikke længere sæler, men frugten af vores kærlighed, kroppe der engang voksede i dig. Hår og sand klæber til Veras ansigt, så kommer bølgen og skubber hende længere op, trækker sig tilbage og suger legemet med ud i det sorte vand. Hendes overkrop forsvinder under overfladen, mens luften i hendes kjole får den til at bulne og duve som en pumpende vandmand. Magnus flyder lidt længere ude med ansigtet nedad, de gyldne lokker en strålekrans omkring hans hoved. Bag dig danner lavaen et orange lyn ned ad vulkanens side. En rullende katastrofe, der udspringer fra ét punkt og derfra knopskyder og fordeler sin hærgen. Du rækker armene ud og lader lufferne dingle mellem dine pege- og tommelfingre, inden du lader dem falde. For dine fødder ligger Sophia. Hendes hud så gennemsigtig og bleg mod det mørke landskab. Her strandede vores kærlighed, her gik vi under. Kom til mig, siger du. Din kolde favn kalder og jeg ved, du er død for mig, jeg ved at for dig findes jeg ikke mere. Du vinker.

 jeg sætter så lidt hårdt mit sælbillede her: