onsdag den 22. februar 2012

Udkast Det morbide.

Og hvem er det så lige, der har stillet alle de spidse ting op i rundkreds om spurvene, om skålene med spæk, og de står midt på dansegulvet, om kommende ulykker, palisadre af  så må æblet spises, så må det ikke. Så forsvinder lyset.

Han klarer det umulige  ved at citere sig selv.
Skal sætte knappenåle omkring kravetøjet på alle, han blot aner må være i spil.

Det holder sammen på lortet.
Bliver siddende ved branddøren. Han laver figuren med fingrene hen over panden. Tap-tap og klip-klip.

Det er værst om morgenen. Alt er i sort/hvid. Ingen afledninger og fastspændt i sengen. Opretstående giver det lidt farve i kinderne. Men ikke nok til liiige at klare verdenssituationen. Forestiller sig en hospitalsseng, indespærret i gips fra halsen til tæerne. ”Sygdommen til Døden.” 

Dansetrin. Nej det tror jeg ikke lige.  I rationalet indgår heller ikke klima og hektarstøtte.
Eller landets km2 i forhold til udvaskning. Å jammer.
Han ser askeskuffer, ikke liljer. Eller i den dur. Digtet som barok,  kingosk

Og djævelsk. Lagt i munden på sig selv og hvemsomhelst.
Det er rationelt. Men
det handler jo ikke om det rationelle.

Så er man

til 2 og 2 og hvis vi så lige ganger ud, hvis det går højt.

Helst i hele sætninger. (Og gem så Sjælens Frelse, den folder sig ej ud lige her).  

Men det giver sgu da ikke mening at lægge et tal mere på, hvis
vi er kommet til det største tal.  Vi er ikke kommet til det største tal.
Det kommer vi ikke til.

Uanset hvor tømt (for mening) 0,0 komma dut, så leder han ikke ligefrem efter det næste tal.

Så er der det daglige bad og den nødvendige hygiejne.  Ellers går det galt.
Som han siger.


 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar