De fede duer

Hvorfor i alverden gå til yderlighed at græde over den sonate, den fuldkomne form. Den unge digter græd over Lysets engle. Rørende. 
Jeg har selv været lige ved. Kormusik for pokker. Det indeholder jo hele verden i dråbeform eller som en himmelsk sky vel snarere.


Eller de viborgborgere, der retmæssigt eller ej følte sig svinet til af Hultberg. (Kære venner, det lå latent. Manden kendte jer ikke. Han kendte sin far. Det var overkategorien. I hoppede ind i nogle strukturer). 

(tilstår nu: jeg ER rørt og berørt ved alle mulige kunstens udtryk, men vi er ikke fremme endnu ved det, det handler om. Og i sidste ende, i et andet indlæg vil hele sagen måske nærme sig fx kunstsinstitutionen, normsættet kunstsinstitutionen. Hvorfor meddele det nu? Fordi vi kun er ved en del af delene, og vi må arbejde os frem ad lønsomme stier. Og kaste delrapporter ud til siden undervejs).
   

Jeg vil blæse på fuldkommengørelsen.
Græde over vivisektion, det ka jeg gå med til. Er videnskaben hellig, er litteraturen? 

Jeg tror ikke en skid på de fredhellige dynamiske kræfter i videnskaben, til ære for hvem. Guderne er tilfredse for mindre eller for noget andet.  Nej, det er ikke maskinstorm. Men jeg mistænkeliggør bare jeres "øndige" motiver. Der er mere end en fuldgyldig dynamik, vil jeg antage.) 


Jeg stiller en masse objekter frem som skal opsamle en slags mug og det skal så kollidere med nogle andre mikrober, så vil noget ske. Noget større end penicillin.  Større end Dr Livingstone, der reddede pygmælandsby efter pygmælandsby.  I hvis navn. I Guds. Ok. Fint.
Motivmæssigt går jeg lige uden for det institutionelle omkring forskning. Det er sikkert fint og målrettet og tjener de højeste interesser, Og jeg kommenterer heller ikke resultater der opstår by accident. 
Men sådan ku det jo godt lyde, når jeg fortsætter som jeg gør.  Det er sikkert poesi jeg taler om.  

Det er helt sikkert ikke forskning, jeg taler om.

Ku forestille mig en fare ved at være applikeret ind i en særlig æstecisme, podet ind i kunstinstitutionen by love and caretaking. Det er enhver rideskole og akademis problem, hvordan podes lærlinge ind i systemet. Eller retfærdigvis hvordan undgås det. Ka man yndervise i sabotage mod det man står for. -Igen en digression undervejs, sorry-.  Husker nogle Robert Jacobsen-elever sat på repeat, mesterens.
De havde ekspropieret hinanden.  

Legens ambition er udholdelig og den eneste.  Jeg er et stykke jord. Du er en giftig kniv. Og nu laver vi scene. Nej, nja. Vi aftaler ikke så meget som en startreplik, for vi er for længst inde i det sceniske, der bare gik i gang. Det kan vi sammenligne lidt med Dr Flemings medikament. Distraktionen fangede ham. Og legen var i gang.  

Isskulpturer. Hatten af. 

Tag det hele roligt i morgen er det væk. Boble boble.

Lever  vi ikke fra blomst til blomst. Og det i sig selv er vel osse ambitiøst. 

Og skråt op med moden. Skal vi bære hagerem?  Jeg lader et overskæg gro. Sådan lidt a la romantikken, hovsa.  

Skal duerne være fede, før de plaffes.

Hvordan skille motoren i alle sine enkeltdele.  Min gode ven, O.S. havde lagt sig nede under bilen. (detalje: bilen var min).

Den var opklodset på fire træstykker.  Hele lydpottesystemet sku pilles ud.  jeg var en anelse nervøs. For han ku ikke hives ud hvis bilen faldt ned. Den måtte ikke falde ned. Ole kravlede ud. Og det var godt af morbid-æstetiske grunde. For sekundet efter faldt citroenen ned fra sit lille fine stillads. 

Kære venner, skriv lige om situationen. Kan I lige komme med en udgave der både tager det voldsomme ind. Redningen. Det at noget hidkaldte ham. Skæbnen kaldte ham. Skæbnen ville ikke at han sku gå bort netop nu.

Eller den muntre-morbide udgave, skriv om her var en kvinde meget tæt på enkestanden.  Gør hende til hovedperson.  Hvorfor for resten skrive om hende. Om det. 


Skriv om hvad der havde dannet hende.  Var hun en udveksling. 
Hvilken konvention var hende kærest?  

Er det fundamentalt at fordoble begivenheden. Vi har den.
Vi tar den lige en gang til. Jamen vi er videre. Et forsøg på at lave aftale med denne verden og den næste. Nej. 

Skriver i stedet lystent om noget dumt. Alle de idiotiske ting, jeg har foretaget mig. Min liste over skamfuldheder. Hvis jeg fremviste dem, så ville I ku lære en masse.