Kære ven, du spurgte til min (mainstream)romanallergi. nu er du selv ude om det

Romaner. Låner to meter hver fredag. Høvler hjemme ned til 3 cm brugbart resten brænder jeg af i ovnen.  Udholder det ikke. Har allergi. Har allergi over for alm plotbårne bøger, hvor plottet bruger sproget som transparent tansportbånd, ja nærmest  bruger sproget som en hindring på trods, vi skyder det til side for nu vil jeg skrive. Jeg, altså jeg mainstream realistisk romanforfatter, vil skrive noget der åbenbart ku finde sted 1:1, hvor verden reproduceres, og alt er udskifteligt, hvis personen hedder Orla ku han lige så godt hed Kaj og cigaretten ku udskiftes med en cigar, men først og fremmest at plottet har sit faste matriceagtige forløb, som kan forudsættes. Og fx hvis det er en  krimi kan dødsårsagen udskiftes fra stikvåben til cyankalium, opklaringen kan foretages af Hr A eller frk P. De fremadrettede bevægelser kender vi, vi den hele trafik med personer og med personer i dytbil eller tog:  jeg har set plottet komme. Og dynamikken er et reproduceret trafikmæssigt overfladefænomen.

Og psykologien matcher alle brevkassers matricer, og stadig er sproget en hindring for handlingen. Og selektionen, min,  sker inden for 3 sider.

 Og vi ved snart, at hovedsigtet er genoprettelse af denne verden, et plaster, en robinsonade, hvor det bliver mødet med Fredag der lukker såret. Og der er balance igen efter alle trakasserierne. Det er ideologisk en tronbestigelsesalme uden foranledning. Kongen indsættes så det det cirkulære år igen kan få sin høst-kontrakt med Gud  som i Salmernes Bog, hvor der var rimelighed i det. Men her ubegrundet og ikke opdateret som en væsentlig moderne sag.

 Men her lige gyldigt, ligegyldigt. Men uden det oprindelige mellemværende. Hvorfor reproducere en konvention, som vi for det første kan udenad og vigtigere hørte til i en verden før verden.

  Det er at tænke sprog og skrift væk, så man nærmest dementerer at sproget bærer noget frem. Det forsøges illusorisk fjernet, synes det mig.

Der er ingen dynamisk talehandling i det, ingen kraft, der skal sætte et mærke i mig. Ingen procesmærker.

Skriften er jo materiale, tonalitet, måske og forhåbentlig  humor, fordoblende i sit tilbud om invitation til læseren om at være med i et ekstra rum, hvor både læser og skriver går sammen, skrift er grundlæggende i sit udgangspunkt konjunktivisk, også konjunktivisk som skriftmulighed, konjunktivisk i sætningernes forstillingsrum, en fint cisseleret ironisk sted, hvor man ved at det er en fremstilling, og også en selvfremstilling af en operatør(forfatteren).

 Og kompositionen kan indreflektere nye aspekter og lysindfald, evt småkontrafaktisk ved at gøre sig sine forestillinger, som igen sætter sine mærker, ting man forholder sig til, det potentielle, de ladede sætninger, der igen giver rum til at være med i læseruniverset.  De tidslige krumspring, som kan tone romanstykket, så igen nye aspekter modulerer figurer og ideer og den bærende romantankegang, konceptet om du vil.  Det beskrivende som i en traditionel rejsebog har lidt af fotografiets død og reproduktion over sig, men ikke nødvendigvis.     Jeg siger ikke, at det fortællende element sådan totalt generelt er bevarende og antikveret. Men som litteratur er det repro og retro  i sine symptomer. Som de årlige tronbestigelser i Mesopotanien. Damals.

Har hundreder af andre allergier i skrivebranchen det være sig postulerede åh-følsomme- digte, og metrisk forkrampede, dårlig sportsjounalistik........... 

(fortsættes ved lejlighed)