mandag den 13. februar 2012

min morfar mm


Jeg har et fantastisk billede af min morfar. Han står i voksenmandstøj, men kun 18 år gammel i London. På en måde urørlig. Han ku snakke engelsk uden at have taget eksamener. Og også pater, men blev min meget gode ven. Hvilket ikke passede ind i at min farmor kaldte ham konge.
Ude ved skrænten hentede jeg ham og sagde, at der lå 100 edderfugle dernede. Han hentede bøssen og spurgte, hvor meget jeg sku ha for det. Femoghalvfjerds øre. Det får du.
Var han konge, så var hun dronning i den anden by. Hun forærede mig –mens min bedstefar lå på divaneseren, hvor han ikke bevægede sig fra,  den medalje han havde fået af Christian d.10 for at have sejlet den kommende norske konge til Oslo.
Han gryntede noget over, at hun forærede mig medaljen. Gryntede så meget man nu gør, for den sku jo bevares for eftertiden på den ene side og altså bringes videre, men da ikke som var det en vaffelis til barnebarnet.
Min morfar havde nede på Hyldekrog skullet ro ud for at redde nogen, og  det var 2 år før Londonfotoet. Han roede, så han dels fik brok, og sådan at blodet løb ud af neglene.
Hans ældste søn forlod hjemmet som 14årig for at stå til søs. ”Jeg havde fået salmesang nok”, sagde han til mig mange år efter.
Han deltog i modstandskampen, sejlede ved en lejlighed 53 jøder over til Sverige i en sandpumper, Storebjørn, og rejste tilbage i en kajak.
Han medtog på returen en god svensk maskinpistol (Husquarna). Kram.
En dag i Esbjerg fik han besøg–han boede hos os et længere stykke tid, fordi han sku sejle en synkefri redningsbåd (Dana Rescuer) i en jordomrejse ene mand. Den var under færdiggørelse.

Jeg var 10 år gammel. En dag spurgte jeg ham om det ikke var rigtigt, at han havde reddet mange jøder fra at komme i koncentrationslejrene. ”Det ved du jo godt,” sagde han.
 Jeg sku hente Berlingeren hver dag til ham. Nå, men han og os fik så af og til besøg af Christian Grønlænder, som jeg jo godt ku se var alkoholiseret i svær grad. Og slidt i hele hovedet.
Mor fortalte, at Gestapo havde tortureret ham, så det var helt forfærdeligt. Det satte sig fast i mit hoved, fuldstændig. Morbroren, Walter, blev i begyndelsen af halvfjerdserne arresteret af de nigerianske myndigheder, da han måtte standse sin vilde maskinmester, der stående med gevær i hånden truede ham. Han ville ha sprut NU.
 Walter var øverste myndighed, og han skød så i selvforsvar den anden ned nede på Lagos Rev.  KB Andersen var udenrigsminister på det tidspunkt. Forestillede mig de der olietønder, de havde på stranden og hvor man bandt og eksekverede de dømte.
 Walter kom hjem til Danmark.
Han døde få år efter på vej op af trappen til Københavns Rådhus. Et skridt fra sit fjerde bryllup. Carlo Andersen, ham der skrev Jan-bøgerne (sammen med Knud Meister) har et kapitel om Walter i sin bog Gruppen Gorm. Walter blev kaldt den lille styrmand. Han var af samme størrelse som sin far, altså min morfar.
Så jeg ser faktisk osse W, når jeg kikker på Londonbilledet af morfar. Osse Christian Grønlander, men ham ser jeg permanent i tankerne.  Kan ikke se Tvavis, uden at det melder sig. Som barn var det i mareridt, nu ser jeg kun fx Christian i vågen tilstand.

 W kom af og til hjem fra havet i sin kaptajnsuniform. En dag kravlede en kæmpehveps på bordet, hvor han sad og fik sin mad. Min storebror sad der osse. Så kikker W lidt op og peger på krybet og spørger min storebror: Er det din? Og så spiser han ellers videre i dyb harmoni med verden. Ja, han var da sgu ligeglad, ku jeg se. Altså på den samme måde, at hvis projektørlyset fra den tyske patruljebåd der var tæt på ham, havde ramt hans husquarna, så ville han evt ha fløjtet sin melodi færdig, hvis han var påbegyndt en.

Mange af lydene fra barnsben har jeg glemt. Hønsekaglen og det er da ikke rigtig charmerende-, har jeg ikke glemt. Det var indbygget i min morfars fyrtårn på Kegnæs. Hver morgen begyndte med det der kaglen gennem trådnettet. Syntes det var godt nok. Senere ku jeg jo godt se, at det havde været hyggeligt. Og nu selvfølgelig er hønsenes åndsvage spektakel det hele værd. Men kun fordi jeg mødte dem så dengang, og fordi min mormor var Edens Have.
Hun definerede frugthaven, de definerede hinanden, skrænten, Fyret, og hindbærene. Hønsene var en del af hende. Af tiden med hende. Lugten af hindbær. Men hvorfor det med Christian Grønlænder. Den ondskab.
 Og var det nu nødvendig, tænker jeg nu, at maskinmesteren sku plaffes.        



Ingen kommentarer:

Send en kommentar