pkt2 in progress

II

Fra det øjeblik hjertepulsrytmen, som næsten er i jamber, dog med let bitryk ændres, gående fra naturens nursery rhymes, moderdyrets vuggen, der er ren hjertejambisk helt frem til fordrivelsen fra det let pumpende pulsrum, ja så opstår frigørelsen i daktyler, hvis det er det eller i afarter af andre brudte rytmer. Det er frigørelsen, reel og metrisk fra fostervandet. Det er væk, underlæggelsen, til at nu kan jeg rigtig nok selv. Jeg vil stå op til sidste mand, alt det der pis, som betyder at jeg bemærker, at hver gang at luften ikke er 37 grader, eller badevandets kropsvarme temperatur sænker sig, så opdager jeg min krop som noget der findes og trues, da varmen forlader vandet og luften, og som skal testes for hvadsomhelst, at olien, regningen, stiger, og jeg føler mig udsat og ikke hjemme på kontoret og i denne verden. Derfor min vrede, valget er ikke længere binært vælgen mellem flugt eller adrenalinsk kamp, men jeg har fået øjne og kan udskyde vreden, tænke i konjunktiv, at hvis jeg nu dikker den indbildte landbetjent på hagen, selen var vel ikke spændt, så vil jeg ku slippe ud af klemmen.

"Jeg har pisseondt i maven, Guter Mensch". 
Navnet vil på en måde både være flugt og kamp. Men forskudt. Jo naragtig, for fristen har jo netop en sidste dato, og du er bundet i tidsrummet frem til det. Ja, jow du foretager dig dine ting. Men hold da kæft, hvor det lukker sig om dig.  Undtaget her er hvis du kan kæmpe dig ind i psykopatien. Det er et monster, der på sin vis ligner paradiset, hvor du handler som var sprutten gratis og damerne elsker dig jo for pokker. For pokker. De beundrer, at du valgte skilningen i den side af hovedet. Jamen herregud. Hvor det går. Du er et dyr, men det har du glemt, og du har glemt de ubetalte girokort (det er jo heller ikke interessant, for du lever evigt, i den betydning, at konsekvenserne og skyld, skam og hele skuffen ikke er en del af den katekismus).

Hjortene forsøgte at undgå lyskeglen, hvis de vidste, men de vidste og undgik lyskeglen ved at gå ind i den. De vidste ikke bedre. Jeg undgik højderne ved at gå op i fyrtårnet (min morfar var deroppe).

Det var ikke for at overvinde det der nervøsitetnoget. Det opdagede jeg først da vi igen var nede efter vagten. Besindelsen er i øvrigt en konsekvens af udsættelse, det er et kærnepunkt i jurisdiktionen. Det det svære punkt når vi lige berører civilisation og den slags.