Hesselø

Der er bedøvelser mod det meste. Nu. Ja Nu. Men dengang. Nikodemus på Hesselø blev bedt om at kikke ud af vinduet, da de savede benet af ham. Koldbrand, Jo jo. Ingen bedøvelse dér. 

Jeg havde valgt koldbranden. Tanken trækker på sin vis i festdragt nu. Så småligt er det. Man kan sgutte vise solidaritet ved at sige eller ved at tage en hammer og slå sig oven i hovedet med. Men hold da kæft hvor jeg synes det er synd. Jow der er gået 125 år.

Så potten er ude. Og vi ka ikke gøre noget. Vi ka ikke samle ind til en flaske.  Eller en krans da han døde. Men historieskrivningen sender telegrammer til Kong Wolmer og Dagmar i Ribe. Og vi holder fast i tråden til tidernes morgen. Er der et dryp empati? Kan de kravle ovenud hylstret og tænke noget ind.

 Smalfilmen sættes i, nu skal vi da bare lige se en film fra gamle dage.

Denne bandage (foto på vej, kan dog allerede beses i vinduet) fjerner alle følelser i fingrene. Hvis ikke du allerede var derhenne.

Så nu må denne verdens begivenheder opstå som de nu ka. I lang tid havde jeg undgået trappeskakter, men det kan man jo sådan hverdagsligt ikke, Men nu er jeg sikret. Før hvor stikflammerne bare kom og gik, er jeg to skridt foran.   I begyndelsen brugte jeg tidligere en tøven. 

Men det ultimative var kroppen man ordinerede mig.  Jeg indhentede mig selv, så at sige.  Flotte ord- Jeg vælger mig selv/tage ansvar for mig selv/ på højde med sig selv/metaforiseringer af krop&sjæl/

 Og nu hvor der kommer gæster, er det rart at gøre lidt ekstra. De kan se, jeg har gjort nummer ud af det. Det, der i går kun var et fremtidigt citat, er nu på i sin fulde ret.

”Min” mund er et ord fra chefen: ”Kranen skal op nu.”

Og havnefronten står så strunk . Den er så klinket.

Er det en vase? 

Jeg ved, mig, ved nu, hvordan violinen skal bygges. Kan hvert princip udenad.

Violinen er måske en metafor for kreativitet. Nej, er en metafor for nydelsen ved at undgå helt fastlagte regler for min gøren og laden. Ingen chef. Sagde jeg. Er ikke medlem af hjemmeværnet eller et spejderkorps. 

Nikodemus, hvis rigtige navn, jeg ikke længere husker (min mormor fortalte mig om ham), var ikke en metafor.  Det er lørdag i dag, kunne være en metafor, al den stund, at det der sker lige nu lige så godt ku være hvilkensomhelst anden dag.   Billeddannelse er en underlig gummielastisk dobbeltbevægelse, lidt flugt, distanceren, men jo osse en trækken til sig.   

Og nu kan jeg sige ligeud. Der er ikke følelser nok i dit ansigt. Og erotisk besættelse. Men det må jo nok osse styres.  Du behøver ikke at smile hele tiden. Men der er en del begynderfejl. Det kan ikke være anderledes. 

 Min dagbog læser jeg i, men jeg kan næsten ikke genkende noget. Skrevet til en anden. Sådan ser det ud. Og skrevet af en anden.  Det skal nok forstås på en anden måde. Fajancekakkelovnen har vi altid haft, Men jeg kan ikke genkende det hele. Den plejede at stå i det andet hjørne.

Og alle mine d’er er så skæve.  Men jeg vil ikke undskylde noget.