Jeg oversatte sætninger for pelikanen.
Ja, vi oversatte vel sætninger for hinanden.
Ingen samtale er en oversættelse, siger dyret så. Tænker du når du sidder sammen med mig, at” jeg skal lige tænke på dyr-og så oversætte til dyr- og så tænke på fugle-og så oversætte til fugle –og så tænke på pelikan og så oversætte til pelikan”.
Hvad med ild og lidenskab?
Ild tæller man ikke. Ild er. Og du selv skal heller ikke tælles.
Vi glemte en lang stund alt og snakkede bare løs.
Der var masser af begynderfejl. Men fin eftermiddag.
Stil, udtale og hårmode var naturligvis forskellig.
Berørte pryglestraf, betingede domme, samfund.
Livet er et æg, sagde den bare. Og:
Det der visner, visner.
Og så længe I ikke har styr på jeres eget psykiske liv, så kør stille frem.
Jeg følte mig som en skoledreng.
”I sidder fast i ”jeg””.
Jeg forstod ikke en smule.
Du er højst en katalysator for noget. Og så i øvrigt:
Det er netop symptomatisk: alle dine sætninger starter med ”jeg”.
Prøv så i det mindste med et ”vi”.
Når du trækker vejret, er det ikke en viljesakt .
Jeg blev en smule træt. Og hvis jeg så ”vælger” at hjælpe nogen, så er det vel bare et tegn på, at jeg ikke er besat. Og på den måde heller ikke noget med frit valg og vilje.
Ja, det var bedre.
Jeg var åbenbart et produkt. Følte mig mere og mere som et produkt. Og ikke engang et medium for noget eller intet.
Men hvis jeg var en konstruktion, så var det skide stykke fjerkræ det osse.
En invasiv art. Småbuddhistisk.
Og så sygelig affekteret og frelst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar