Cibachrome.

Den der med at vandet  blev figurativt, froststive gardiner, fx mellem mennesker, springet fra en ”tempereret” farve til en ”varm”. Var det den coboltblå? Den ultramarine i sig selv kan det ikke have været?  Den er mirakuløs helt ned i hullet til kinesermanden. Ja metafysisk helt til kanten. Det vidste Giotto. Og sølvengle. Hvordan var hans liv i øvrigt? Vidste han, at han sublimerede udover det rimelige.

Man ku  så se uden for vinduet. Jeg blev bedt om at hænge mejsekugler på hyldebusken. Ok, vi ska redde hele populationen af udvalgte piphans’er ved at redde én piphans.
Jeg burde hænge orm op til de andre og skinke til genboen så. Og saltkar til enhver,  der mangler til ægget.

Domesticere naboen eller gø ad ham.

 Jeg gider ikke se flere teatralske prospekter fra forladte lejligheder. Pårørende søges. Askebægeret er det store helt ud til fejelisten, og gulvtæppet under øldåserne er brændt ned. Hvad med manglen  på søvn her i gaden.

” Efterladte uden pårørende er smukke”. Cibachrome.  Hvem er det der står og klapper?  Kan man klappe af cibachrome.

Jeg hænger billeder op af hende der forsvandt i snefygningen to meter fra hjemadressen. Og var der ikke et barn, der druknede i  2 cm vandpyt.  Faderen havde brugt 10 år på at være bange for at bakke hende ned i indkørslen.

Jeg ville ha brugt alle pengene på sømbælter, for hvis nu….

 I perlegruset var der naturligvis bilspor, der var.

 Luftfotoet taget to år forinden havde i begyndelsen ikke sagt noget om hvad der var på vej. Nu blev det pillet ned og smidt ud.