Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
onsdag den 29. februar 2012
dagbogsblad for i morgen påbegyndt. (budget)
Tilse flg1) Slet Google-historik
Du kan slette og standse søgehistorikken fra din Google-konto ved hjælp af fire simple trin:
1. Gå til google.com/history
2. Log ind på din Google-konto
3. Tryk ”Fjern hele Weboversigten”
4. Tryk ”OK”
Når du sletter din søgehistorik, standser den automatisk med at blive gemt i fremtiden.
Plus texter til oplæsning findes.
3) den skrækkelige bilsynsrapport Vil blive affotograferet og lagt ind her en readymade. Spændende om det var dødsdom over dette automobil.
4) så, at Promenaden har taget fat i den bildende kunst. Jow. Hammershøj, nåede selv at snakke Hammershøj med Poul Vad, kender, inden PV døde.
5)
6)
Kære ven, du spurgte til min (mainstream)romanallergi. nu er du selv ude om det
Romaner. Låner to meter hver fredag. Høvler hjemme ned til 3 cm brugbart resten brænder jeg af i ovnen. Udholder det ikke. Har allergi. Har allergi over for alm plotbårne bøger, hvor plottet bruger sproget som transparent tansportbånd, ja nærmest bruger sproget som en hindring på trods, vi skyder det til side for nu vil jeg skrive. Jeg, altså jeg mainstream realistisk romanforfatter, vil skrive noget der åbenbart ku finde sted 1:1, hvor verden reproduceres, og alt er udskifteligt, hvis personen hedder Orla ku han lige så godt hed Kaj og cigaretten ku udskiftes med en cigar, men først og fremmest at plottet har sit faste matriceagtige forløb, som kan forudsættes. Og fx hvis det er en krimi kan dødsårsagen udskiftes fra stikvåben til cyankalium, opklaringen kan foretages af Hr A eller frk P. De fremadrettede bevægelser kender vi, vi den hele trafik med personer og med personer i dytbil eller tog: jeg har set plottet komme. Og dynamikken er et reproduceret trafikmæssigt overfladefænomen.
Og psykologien matcher alle brevkassers matricer, og stadig er sproget en hindring for handlingen. Og selektionen, min, sker inden for 3 sider.
Og vi ved snart, at hovedsigtet er genoprettelse af denne verden, et plaster, en robinsonade, hvor det bliver mødet med Fredag der lukker såret. Og der er balance igen efter alle trakasserierne. Det er ideologisk en tronbestigelsesalme uden foranledning. Kongen indsættes så det det cirkulære år igen kan få sin høst-kontrakt med Gud som i Salmernes Bog, hvor der var rimelighed i det. Men her ubegrundet og ikke opdateret som en væsentlig moderne sag.
Men her lige gyldigt, ligegyldigt. Men uden det oprindelige mellemværende. Hvorfor reproducere en konvention, som vi for det første kan udenad og vigtigere hørte til i en verden før verden.
Det er at tænke sprog og skrift væk, så man nærmest dementerer at sproget bærer noget frem. Det forsøges illusorisk fjernet, synes det mig.
Det er at tænke sprog og skrift væk, så man nærmest dementerer at sproget bærer noget frem. Det forsøges illusorisk fjernet, synes det mig.
Der er ingen dynamisk talehandling i det, ingen kraft, der skal sætte et mærke i mig. Ingen procesmærker.
Skriften er jo materiale, tonalitet, måske og forhåbentlig humor, fordoblende i sit tilbud om invitation til læseren om at være med i et ekstra rum, hvor både læser og skriver går sammen, skrift er grundlæggende i sit udgangspunkt konjunktivisk, også konjunktivisk som skriftmulighed, konjunktivisk i sætningernes forstillingsrum, en fint cisseleret ironisk sted, hvor man ved at det er en fremstilling, og også en selvfremstilling af en operatør(forfatteren).
Og kompositionen kan indreflektere nye aspekter og lysindfald, evt småkontrafaktisk ved at gøre sig sine forestillinger, som igen sætter sine mærker, ting man forholder sig til, det potentielle, de ladede sætninger, der igen giver rum til at være med i læseruniverset. De tidslige krumspring, som kan tone romanstykket, så igen nye aspekter modulerer figurer og ideer og den bærende romantankegang, konceptet om du vil. Det beskrivende som i en traditionel rejsebog har lidt af fotografiets død og reproduktion over sig, men ikke nødvendigvis.
Og kompositionen kan indreflektere nye aspekter og lysindfald, evt småkontrafaktisk ved at gøre sig sine forestillinger, som igen sætter sine mærker, ting man forholder sig til, det potentielle, de ladede sætninger, der igen giver rum til at være med i læseruniverset. De tidslige krumspring, som kan tone romanstykket, så igen nye aspekter modulerer figurer og ideer og den bærende romantankegang, konceptet om du vil. Det beskrivende som i en traditionel rejsebog har lidt af fotografiets død og reproduktion over sig, men ikke nødvendigvis.
Har hundreder af andre allergier i skrivebranchen det være sig postulerede åh-følsomme- digte, og metrisk forkrampede, dårlig sportsjounalistik...........
(fortsættes ved lejlighed)
Digt (progres)
Hver del: Gul og sort galde og de læser i det
og blod og afatiske bobler, bristeklare.
Parenteser Det ku det blive til ved et lille hop til siden
og
Lungen var scenisk og sand
og gennemførte det, jeg sagde.
Paranteserne om os, rigeligt til vi
formede en kæmpekrukke.
De sagde Du er som en fisk.
Jeg havde ikke talens brug,
Jeg brugte mine gælder til parenteser. Alt kan ske,
helt presset mod vindusglasset.
Han spiller død, sagde de.
Jeg synes det er svært at røre det potentielle, det ladede.
Lyshav, utændt, bare smidt i krukkerne.
tirsdag den 28. februar 2012
mandag den 27. februar 2012
om conduct plus minus
1.Yngre kvinde, forfatterske, beder mig for et par uger siden om FBvenskab. Jeg siger som (næsten) altid pænt ja og smider en lille note, da det ellers let lander i den rene dødvægt
2 "God aften J. Hyggeligt med denne relation...undertiden tilføjer jeg et lille og sikkert unødvendigt ...at jeg går ud fra en vis form for spredte udvekslinger, dialogiske, når det falder for....
Gode ønsker og hilsner fra KS"3. hører intet efterfølgende
Digt, beta pt
Jeg har ikke smidt et kræmmerhus oven i posen
Der står så meget forskelligt.
Der stod heller ikke
Skrev jeg prognoser på sedlen? Måske
en let og så denne saltsmag der som løsrevne skyer driver hen over hovedet.
Der står jeg ku blive bidt af en slange i morgen.
Hver idiotisk linje på sedlen er smådyrisk.
Jeg skrev "hævn". Nej, jeg skrev "betingede domme".
Sådan er det. Sku jeg skrive ”så meget uindfriet findes” for sådan lissom at
sikre mig. Jeg går
totalt og helhjertet i kompagniskab med sedlen, linjerne.
Det er jo ren oversættelse jeg ka ikke oversætte ”skæbne”.
Det er svært at identificere.
Godt nok har jeg jodsmag i munden.
Som sku jeg snakke med brudens far.
Jeg skal ikke snakke med nogens far.
Der er
Sejlet der smælder elektrisk. Står der.
Men jeg havde selv bidt i sølvpapiret.
Og jeg havde ikke noteret en linje, ikke en eneste
om skæbne, om ”metaller”,
søndag den 26. februar 2012
lørdag den 25. februar 2012
fredag den 24. februar 2012
Digt om lerduen.
Og pladderet om at humoren og latteren ikke skal have den plads. Vi skal være alvorligere.
Kæreste venner, intet er mere alvorligt end det. Dannes der ikke plads mellem fødderne.
Dér er de, de
Dér er de, de
tredimensionelle dansere , hvis
viften går til side. Koket, du lille kvadrille.
Sæt dig ned, så kommer der snart en stol.
Om lidt er der en skyskraber eller to.
Han balancerer fra spids til spids. Det er jo som telefontråd, det er dog for galt.
Og hvordan er så stålwiren trukket over. Fløj han?
Vi brugte placebo.
Jeg overvinder
migselv. Om det ska være.
Holdt simpelthen kæft med at snakke om: Og der gik hul på
tuben med det hele
og hvad sku du osse i det landskab.
Jeg har aldrig før prøvet
at være hjort, den lille fregatfugl.
"Det er vist en lerdue." Hold nu inde. Det
er lige på kanten, det der.
er lige på kanten, det der.
Gode mennesker til Janus Kodals, Ursula Andkjærs og Bloggerens oplæsning i Poesiens Hus, her en lille pause. ( i et hjørne ses udover allerede nævnte digterinde, Bjarne Dam Clausen, Henrik Majlund, Karsten Bjarnholt, en anelse Jakki Damgaard og Bettina T og et lille kært fødselsdagsbarn (LB Nørgaard).
torsdag den 23. februar 2012
onsdag den 22. februar 2012
Udkast Det morbide.
Og hvem er det så lige, der har stillet alle de spidse ting op i rundkreds om spurvene, om skålene med spæk, og de står midt på dansegulvet, om kommende ulykker, palisadre af så må æblet spises, så må det ikke. Så forsvinder lyset.
Han klarer det umulige ved at citere sig selv.
Skal sætte knappenåle omkring kravetøjet på alle, han blot aner må være i spil.
Det holder sammen på lortet.
Bliver siddende ved branddøren. Han laver figuren med fingrene hen over panden. Tap-tap og klip-klip.
Det er værst om morgenen. Alt er i sort/hvid. Ingen afledninger og fastspændt i sengen. Opretstående giver det lidt farve i kinderne. Men ikke nok til liiige at klare verdenssituationen. Forestiller sig en hospitalsseng, indespærret i gips fra halsen til tæerne. ”Sygdommen til Døden.”
Dansetrin. Nej det tror jeg ikke lige. I rationalet indgår heller ikke klima og hektarstøtte.
Eller landets km2 i forhold til udvaskning. Å jammer.
Han ser askeskuffer, ikke liljer. Eller i den dur. Digtet som barok, kingosk
Og djævelsk. Lagt i munden på sig selv og hvemsomhelst.
Det er rationelt. Men
det handler jo ikke om det rationelle.
Så er man
til 2 og 2 og hvis vi så lige ganger ud, hvis det går højt.
Helst i hele sætninger. (Og gem så Sjælens Frelse, den folder sig ej ud lige her).
Men det giver sgu da ikke mening at lægge et tal mere på, hvis
vi er kommet til det største tal. Vi er ikke kommet til det største tal.
Det kommer vi ikke til.
Uanset hvor tømt (for mening) 0,0 komma dut, så leder han ikke ligefrem efter det næste tal.
Så er der det daglige bad og den nødvendige hygiejne. Ellers går det galt.
Som han siger.
tirsdag den 21. februar 2012
mandag den 20. februar 2012
ekfrase, pelikan
Jeg oversatte sætninger for pelikanen.
Ja, vi oversatte vel sætninger for hinanden.
Ingen samtale er en oversættelse, siger dyret så. Tænker du når du sidder sammen med mig, at” jeg skal lige tænke på dyr-og så oversætte til dyr- og så tænke på fugle-og så oversætte til fugle –og så tænke på pelikan og så oversætte til pelikan”.
Hvad med ild og lidenskab?
Ild tæller man ikke. Ild er. Og du selv skal heller ikke tælles.
Vi glemte en lang stund alt og snakkede bare løs.
Der var masser af begynderfejl. Men fin eftermiddag.
Stil, udtale og hårmode var naturligvis forskellig.
Berørte pryglestraf, betingede domme, samfund.
Livet er et æg, sagde den bare. Og:
Det der visner, visner.
Og så længe I ikke har styr på jeres eget psykiske liv, så kør stille frem.
Jeg følte mig som en skoledreng.
”I sidder fast i ”jeg””.
Jeg forstod ikke en smule.
Du er højst en katalysator for noget. Og så i øvrigt:
Det er netop symptomatisk: alle dine sætninger starter med ”jeg”.
Prøv så i det mindste med et ”vi”.
Når du trækker vejret, er det ikke en viljesakt .
Jeg blev en smule træt. Og hvis jeg så ”vælger” at hjælpe nogen, så er det vel bare et tegn på, at jeg ikke er besat. Og på den måde heller ikke noget med frit valg og vilje.
Ja, det var bedre.
Jeg var åbenbart et produkt. Følte mig mere og mere som et produkt. Og ikke engang et medium for noget eller intet.
Men hvis jeg var en konstruktion, så var det skide stykke fjerkræ det osse.
En invasiv art. Småbuddhistisk.
Og så sygelig affekteret og frelst.
Peder Frederik Jensen og Knud Steffen N i POESIBRUNCH søndag d.26. febr. Løves Bogcafé Århus. (11-14) Nørregade 32, Århus
Peder Frederik Jensen og Knud Steffen N i POESIBRUNCH søndag d.26. febr. Løves Bogcafé Århus. (11-14)
Nørregade 32, Århus
| I samarbejde med Mads Mygind og Løve's Bog- og VinCafé byder Aarhus Kommunes Biblioteker atter velkommen til den populære PoesiBrunch søndag den 26. februar Denne søndag gælder det forfatterne Knud Steffen Nielsen & Peder Frederik Jensen. |
text beta
Vi trænger til nogle små fikse syllogismer, som giver mere plads til ham der syllogismer.
Hr Pullert syllogismer lige. Det tjener jo sikkert et godt formål.
Måske drejer det sig bare hvem der skal tage opvasken. Jeg ser ham for mig, Hr Pullert leger ex auditorio ude i køknet:
"Morlille" er en opvaskebalje. Det siger han.
En opvaskebalje kan ikke vente med at få tallerkner og beskidte gafler ned til sig. Ergo må morlille skynde sig at tage opvasken".
" Morlille er en tinsoldat. Morlille har kyssemund. Tinsoldaten er en bette røv med kolde kysselæber. Han gider ingenting. Ergo gider morlille
Godt.”
Jeg mener: ergo er opvasken morlilles. Jeg fortæller så videre: Mine forskningsresultater indeholder 12 teser, der alle indeholder noget med, ja fx vand. Jeg har ganske vist måtte modificere nr 4, der siger Det ses let, at resultatet er validt og korrellerer med det i forvejen kendte.
Det viste sig dog, at det ikke var bekendt, at Caymankrokodillerne får tænder 3 gange. Det var ellers afprøvet på mus.
Fod i hose. (tilføjet i marginen)
Dansetrin. (osse tilføjet)
(ordet "påstod" er osse placeret i marginen og så streget ud.)
Jeg (påstod)/ påviste i den første tese, at hvis man lavede en minutprotokol over alle dyrets muskel-bevægelser, ville det være muligt at afgøre alt om levealder, hvor truet den var, fødeemner, hvor tv-egnet dyret er. Og bare dens fascinationspotentiale: trussel mod trussel, altså dens trussel mod os over for truslen om dens egen udryddelse. Der er energi i kagen.
( marginen: Ku laves gonzo-like. Sidste uge var fyldt op med patter og implantater og blonderede skønånder. Så der var plads til en lille pause. Nå jeg tager mig i det.)
Men krokodiljos fik det frem i mig, min højdeskræk den der magnetisme og anti-, at jeg lige skal hen og kikke i tønderne, dioxin, med de tre dødningehoveder, næsten hovedet helt ned i og så ellers væk i en fart.
På samme måde stillede han sig an og sagde at han vidste han var træt og ku bevise det ved at falde i søvn. Det var så meningen, vi skulle more os over en form for modsigelse, at sætning og handling intet havde med hinanden at gøre.
Sku jeg så stille op og gå ind i hans cirkus og trække en spegepølse op af lommen og sige: jeg ved, jeg er sulten. Ja, jeg kan bevise sult. Og nu ser I mig spise tre stykker salami.
Det foregik på den måde. Det havde været latterligt, endnu mere, hvis det virkeligt havde været i et auditorium.
Hele seancen i mundtligt gadecirkus. Og de ku da bare opfinde en ny grammatik. retorisk forblænde pøbel og den muntre masse. Alt til fals for småpenge. Ikke en teori kan holde til den slags snot, og når massen eller fårene bræger. Og så vid're osv, de kvidre
Abonner på:
Opslag (Atom)