Tekstfragment

 (tekstfragment)

III

Jean Alonso, som vi berørte forleden, halverede sin hustru/ elskerinde hver dag. Først to halvdele, så fire fjerdedele, så otte ottendedele og så fremdeles. Sådan hed det sig. Ikke kun billedligt talt.

Han og hun levede som et artistnummer.

Først blev hun savet over på langs og sat sammen igen efter forestillingen, men alligevel ville hun på et tidspunkt, hver gang, blive fundet sådan delvis restitueret, og man vil kunne udpege sårdannelser, sådan at det lange længdesnit ville være længst frem i sin ardannelse, og så dernæst det tværgående og noget yngre snit ville også rent lægearkæologisk kunne fastlægges til at være af nyere dato.
De var tilsyneladende lykkelige for hinanden. Og var det basalt set  et illusionsnummer, eller var det en forbrydelse.(Som med pigen Bernadette af Lourdes også dér kunne han være i tvivl: var det en autentisk historie. Havde hun set Madonna. Eller troede hun det kun.) 

 Det er måske ikke der, det ligger.

Var det var efter fælles overenskomst. Var det ikke efter fælles overenskomst. Hvordan skulle hun kunne bryde ud af kontrakten. Hvad med deres hus. Og hvis hun gjorde, hvad med barnet i stuens gynge.

Det var ham, der ville have barnet i sin tid.

Mens barnet blev tydeligere og tydeligere, blev hun mere og mere transparent.

Hun gav plads. Moderen. På scenen var de alm afgrænsninger totalt ophævede. Hans funktioner forlængedes af hendes. Smilet i balance, lemmerne i balance, det sølvglinsende var støbt om dem.    

Godt nok lå der en dobbelthed i Alonsos syn på det kvindelige. Men indimellem, faktisk det meste af tiden følte han ikke, at han havde forbindelse til verden. Kun banale uoverensstemmelser om, fx hvor længe en bestemt ret skulle stege gav ham et skin af livet.
 

De første gange jeg så numret, forstod jeg ikke, hvordan de begge oplevede, at de forsvandt. Det var meget lidt menneskeligt.
Og jeg syntes bestemt ikke, at han var særlig utydelig, men det var han nok over for sig selv.
Derfor apparaturet, knivene og saven.