torsdag den 30. januar 2014

31012014 Fdigt

Fredagsdigtet 31012014

Halløjsa, Cibachrome.
Beun­drer, at du valgte skil­nin­gen i
netop den side af hovedet.
Så rej­ser vi os, stræk­ker armene ud og ved, at den ka flyve,
hvis det er det.
Domesti­cere det hele til Pip­hans, ka vi. Og frem af
flor­me­lis­sen hyp hyp af  skøn­hed.    Hvor det
går, prospektet.
Ku den blå mælk bare hol­des i kun­stigt koma lidt endnu.

”Efter­ladte uden pårø­rende er smukke”. Siger prospektet.  Hvem
er det, der står og klapper?
Kan man klappe af Cibachrome?
Ciba­chrome klapper.

Jeg gider ikke se flere tea­tral­ske prospek­ter fra for­ladte lej­lig­he­der.
Pårø­rende søges. Asken og skod­derne det helt store helt, helt
ud til fej­e­li­sten,
og gulv­tæp­pet under øldå­serne er brændt ned.
Det navn­løse. Det smukt-dyriske.
Hvad med resten, en synd­flod af resten?
Den er svær. Ciba­chro­me­prospekt får i reg­len meget med.
The fol­lowing two tabs change con­tent below.

Søren F's Universet er slidt //Stein Larsen

Fantastisk digtbog med gæld til romantikken


Udsnit af digtsamlingen foto:
ForstørSendPrint
Søren R. Fauths elegante langdigt på over 13 meter ”Universet er slidt” er en vidunderbog i mere end én betydning
bog



Når man står med Søren R. Fauths digtsamling ”Universet er slidt” i hånden, bliver man i godt humør. Den er nemlig et ypperligt stykke boghåndværk fra det lille eksklusive forlag Wunderbuch, der ud over skønlitterære værker har udgivet en række filosofiske værker af blandt andre Martin Heidegger og Giorgio Agamben.

For disse bøgers vedkommende har der ingen smalle steder været med hensyn til at anvende et udstyr af allerhøjeste kvalitet. Man kan nyde det unikke bogformat, den smagfulde indbinding, den fornemme papirkvalitet og den smukke sats. Derudover...


onsdag den 29. januar 2014

Svensk POESIantologi ARENA

Så! På næste torsdag d. 6 februar udkommer Ny svensk poesi med bidrag af Ida Börjel, Jörgen Gassilewski, Anna Hallberg, Hanna Hallgren, Linn Hansén, Leif Holmstrand, Johan Jönson, Jörgen Lind, Ida Linde, Hanna Nordenhök, Fredrik Nyberg, Jenny Tunedal, UKON og David Vikgren.

Vi fejrer det i Møllegades boghandel med et glas vin og oplæsning ved Ida Börjel m.fl. Vel mødt!

Ny svensk poesi er den fjerde i vores serie Ny poesi. Den er redigeret og oversat fra svensk af Malin Waak & Nina Søs Vinther. Læs mere her:  http://forlagetarena.dk/udgivelser/ny-svensk-poesi/

Aleksandar gæster min blog med et nyt notat fra Valters Notat og foto

  

 Det her er ikke en historisk roman, kære Valter, det er fraktaler, din dumheds evolution i tid og rum. Din fornufts spredte småstykker. Ligesom din næste optegnelse ikke er nogen historie, men en arbejdsløs' anekdote, et besøg af en fiktiv person i litteraturen: 

   […] Klio eller Et Besøg. Klio var, også i dag, her i begyndelsen af det tredje årtusinde, sandelig kun sin egen: på samme tid en attraktiv og karismatisk kvinde og en skarp og emotionel forsker i menneskets natur, men også livets svage og anæmiske lærerinde. Bleg i ansigtet, med melankolske rynker ved mundvigene sad hun med guitaren på knæet i et hjørne af mit værelse, syngende næsten i trance uden overhovedet at trække vejret imellem omkvædene i sangen om den ulyksalige præst Jesper L. Sangen var underlig, ikke så meget et reflekterende og filosofisk billede tæt på livet af den nævnte forhenværende redaktør for den politiske satire på bagsiden af dagbladet Jyllandsposten, men mere et røvblæsende drilleri, i stil med François Villons præmortale oder til en tyvs liv i Paris. Sangens tekst har jeg desværre glemt, men jeg husker præcist det sødlige omkvæd, et lokumsrim, der i det uendelige efterfulgtes af tre akkorder på guitaren: ”Din toupé og din rumpe begge skal forsumpe / for din balle er ej lang og det var så den sang.”
   Det var et meget kort og ganske privat musisk besøg, om jeg så må sige; det var åbenlyst at Klio var optaget af andre, mere vigtige projekter. Men alligevel, venligt af hende, at hun havde afsat lidt af sin tid til mig, den beskedne indvandrer-kunstner, her i Europas fjerne nord, hvor regnen på gaden, pisket af vinden, trænger ind som ørkensand i ansigtshudens gennemblødte rynker. Jeg bad hende om at synge et nummer mere, før hun tog af sted...
   - Hvad kunne du tænke dig? Og hvorfor? – spurgte hun mig.
   - Det var to spørgsmål – sagde jeg med et smil.
   - Det var tó spørgsmål, men der er kun ét svar.
   - Translatio Musarum – fremstammede jeg spændt – ”Overførelsen af muserne”. Det er som en slags invokation, forstår du... Det Store Værk, næsten en alkymistisk proces, sort, hvid og rød. En ny renæssance i Norden! Det er heller ikke en helt ny idé. Tycho Brahe fik allerede i det sekstende århundrede bygget sit eget Urinarium! ...Eller hed det nu Urinatrium?
   - Hvad?! – Klio så på mig med et forundret blik.
   - Urinarium! Musernes hus på øen Hven, kunstens og videnskabens center. ”Filosofisk hus”, som Brahe selv kaldte det! En af dine små søstres hus! Astronomiens og poesiens helligsted.
   - ...Du mener, Uraniborg?    
   - Ja.
   - ...Du er ikke herfra?
   - Nej. Hvorfor?
   - Ved du hvad, jeg kan godt lide dig.
   - Kunne du så synge noget mere for mig... Jeg har brug for et hvilket som helst bidrag. Til den fælles idé...
   Klio tog en rød notesbog op af lommen på sin silkeskjorte, rev vilkårligt en tæt beskrevet side med småt ud, og lagde den i min hånd. Og, før hun i tre hjemmevante bevægelser havde pakket sin guitar ned, sagde hun: ”Her har du en side fra min kalender”. I døren stoppede hun igen et øjeblik, så mig dybt ind i øjnene, og hviskede i mit øre: ”Det er et af kornene fra mit Store Værk, Opus Magnum. En dråbe i verdens historie og verdens historie i en eneste dråbe...” Og hun forsvandt med sin guitar under armen. På papiret stod der følgende dato og tekst:    
   ”Ok, hvad har vi på menuen i dag? Hvilken dato skal vi skrive i skærmens hvidhed? 12. december 2006.’Dagen i dag’: I dag blev Frank Sinatra født. I året 1915. Den samme kolde decemberdag, da den franske armadas granathuller gabte imellem de væltede grantræers stammer i morgendisen, der samlede sig på skråninger og i kløfter i Alsace Lorraine, denne samme frostmorgen, da Hugo Junkers samlede de sidste dele af det første metalaeroplans store puslespil i en hangar, hvor der var decemberkoldt ligesom udenfor, har Sinatra allerede sunget sin første sang til jordmødrene og moderen på fødeklinikken, lidt kaotisk, men til gengæld for fulde lunger.
   Under den sorte hat, i den lange mørke frakke og med den lakerede stok, der hang over armen hvis næve trykkede den hvide notesbog med ligninger om tid, rum og gravitation ind til brystet, gik professor Einstein med blikket fremad, seende direkte ind i den usynlige alvidende betragters øjne. Mens han gik ad brostensvejen forbi jerngitteret, der var plantet ned i den lave mur foran Institut Kaiser Wilhelm i Berlin, smilede professoren, imens han under fødderne følte sin krops voksende tyngde. Han balancerede på sine to ben, mens han gik på arbejde. Det var et af miraklerne. Et af de første mirakler denne decembermorgen i Europa, år 1915. Det andet mirakel var larmen på den anden side af Atlanten, på gangen i fødeklinikken i Paterson, staten New Jersey. Det lød heller ikke som noget mirakel, og præcis derfor var det det. Hverdagens mirakel. Francis Albert Sinatra. Svøbt i et hvidt bomuldstæppe. Baby. Englenes rosakor ridende på snefnug talte skumbobler i folderne på bølgerne, der til stadighed fødtes og forsvandt i de døende cykloners hvirvel foran Nordatlantens kyst.” 
   Jeg bøjede omhyggeligt papiret tre gange og skubbede det ned i bukselommen. Så trak jeg vejret ind gennem næseborene og indsnusede det nye forår på Nørrebro, 2007. Vinduet var vidt åbent.


(fra Valters Notater af Aleksandar S. -fortsættelse følger)


tirsdag den 28. januar 2014

I begyndelsen



I begyndelsen
nej ikke fosteret bare
træthed   engelsksygen
tænderne   for anden gang

hængsler til guldnæbbet

ridetasken knappet af

hesten der står stille

dronten er der ingen grund til at

bruge ord på nu

hvor   vandet står højt i lungen

knæene sættes af og på

færgen og sandbanken indgår i

et arbejdsfællesskab  En viser sin
billet på vej ind i et hus, der ser
rigtigt ud , men ikke er det
Det hus er ikke vores mere siger
den ene  og den anden tilføjer
Nå nej Vi bor jo ikke her

Dyvler af ælde, udskåret af grantræ, rådsplint, jeg ved det godt.
Gymnasten vinkelret og uden tanke for sig selv. Sådan holder
Det op at eksistere et sekund eller to.
Publikum er
Bajads. Han holder vejret for alle.

mandag den 27. januar 2014

den gamle cykel. en trillert, en dårlig film nu.



det var jo dengang Rasmus sku hjælpe mig ikke bare hjælpe mig..han sku selv lappe min cykel (i Haldladen)  og det var godt nok. men den cykel har jeg ikke mere og de andre delecykler, hustruen og jeg har haft er ligesom udgået  og repareret af Bent omme bag kirken 14 gange og nu er den damecykel osse stået af.     det var vigtigt for mig at fortælle

lørdag den 25. januar 2014

f-tekst jan14

Den ligning går aldrig op

 


Vi gli­der totalt og hele tiden i sekven­ser, som ikke skal opmå­les, og sæt din pas­ser dér, og du er ulyk­ke­lig, og sæt ikke din pas­ser dér, og du er lige så meget på den. Du peger på den ene histo­ri­ske begi­ven­hed som var det her og i dette øjeblik.
Nu du står med fød­derne oppe i kagen.
Gen­ta­gel­sen er ikke-form. Ikke bare tiden stjæ­ler skrid­tene. Der fin­des ikke den slags for­ma­lin, der kan gemme det lure­blik. Sødmeblik.
Gemme auster­litz som et øjeblik. En trappe måske.

Der er ingen tvivl om at for­men er det hele. For­men er alt. Så for­stå det. Du tager en vit­tig­hed, og der er 14 for­skel­lige måder at smadre den på. Nå, vi skal videre. For­men er hvem du er. Ikke en spej­ling af et modefænomen.

Moden har syv reg­ler: Det skal handle om livmoderen.


Der skal dan­nes AT-VINDE-TID på et splitsekund.
Det anden er et gevir.
Det er det histo­ri­ske. San­det til til note.
Er wol­ver­hamp­ton måske et stykke papir?



II
For og imod stjer­ner. Det er bil­le­der. Det er ligegyldigt.
Stjerne i mod­sæt­ning til auster­litz, hvor ver­den står stille. Et øjeblik.
Reflek­ser og auto­ma­ti­se­ring af reflekser.
Nej vi køber stjer­nen sam­men. Og hvor det sma­ger som sukker.
Så syn­kront, siger vi.
Kun noget af det leder elek­trisk. Det er de ubekendte.
Så skal de små, små cel­ler da bare smadres. De er uuniformerede,
for de støt­ter hin­an­den i logerne.
Så er du vej ud af din egen form. Vi har ikke en chance.
Og vi slår gæk­ken løs, så det kram­per. Er det et til­bud om at krybe
forbi.


III
For­spildt­heds­for­men fyl­der liv ud.
Sådan helt storslået.
Sam­ler en eller anden krukke.
The fol­lowing two tabs change con­tent below.

torsdag den 23. januar 2014

ARENA ny svensk poesi

Se denne email i din browser


FORLAGET ARENA | NYHEDSBREV
NY UDGIVELSE FRA ARENA
 

NY SVENSK POESI
 
Udkommer d. 6. februar 2014
 
 
“[…] Jeg er en svensk digter som kæmper for at det svenske sprog skal
blive mere spændende og udfordrende.

Jeg kæmper for Sverige og for den svenske konkurrencekraft.

Jeg er en selvstændig erhvervsdrivende som kæmper for den svenske krone.

Jeg ved hvad jeg er værd”

af “Barndomstolen”/“Børnedomstolen”
UKON

 
Nu kommer den fjerde antologi i serien Ny poesi. Med et udvalg af 14 yngre svenske lyrikere går turen denne gang til Sverige. 

Antologien tæller bidrag af: Ida Börjel, Jörgen Gassilewski, Anna Hallberg, Hanna Hallgren, Linn Hansén, Leif Holmstrand, Johan Jönson, Jörgen Lind, Ida Linde, Hanna Nordenhök, Fredrik Nyberg, Jenny Tunedal, UKON og David Vikgren. Lyrikerne er født mellem 1961 og 1983.

Diversiteten i antologiens udvalg er stor. For den danske oversætter er det alligevel påfaldende, hvor eksperimenterende lyrikken er i Sverige. Mange af digtene er præget af neologismer, af udeblivelsen af fortælling og et centrallyrisk jeg. Man hæfter sig ved den kritiske modus, som gør op med absolutte instanser, og de æstetiske kriterier, som brister. Nogle digte bærer præg af den personlige stemmes opgør med idealer og en absolut verden, i andre digte findes kritikken i digtets sprængte form. Der synes i langt mindre grad at være krav til rim, rytme og mening på den svenske lyrikscene, end vi ser det i Danmark. 

Ønsket med dette udvalg af lyrikere har været at give et øjebliksbillede af det størst mulige udsnit af det lyriske landskab i Sverige, velvidende at flere fremragende digtere ikke er med i udvalget. Således er konkretpoesien og lydpoesien fx slet ikke repræsenteret. Men håbet er, at udgivelsen kan være en introduktion og en øjenåbner, som kan anlede dem, der har fået vækket appetitten, til at gå videre på opdagelse på egen hånd. 

Ny svensk poesi er redigeret og oversat af Malin Waak og Nina Søs Vinther. Malin Waak arbejder som kulturskribent og oversætter. Nina Søs Vinther arbejder som forfatter og redaktør. Karsten Sand Iversen har været konsulent på udgivelsen og Henrik Majlund Toft har oversat digtene af UKON. 

I serien er tidligere udkommet Ny tysk poesi (2009), Ny polsk poesi (2010) og Ny islandsk poesi (2011). Serien Ny poesi præsenterer udenlandsk samtidspoesi i antologiens form. Serien indfanger tendenser i den nye poesi og fokuserer primært på yngre digtere. Antologierne i serien er tosproget, således at digtudvalgene både præsenteres på originalsprogene og i dansk oversættelse. 

Udgivelsen af Ny svensk poesi er støttet af Letterstedtska Föreningen, Kulturkontakt Nord, Nordplus og Kulturstyrelsen.
 
 
Som medlem af KLUB ARENA kan du få 35% RABAT på udgivelsens normalpris. Du kan læse mere om KLUB ARENA og melde dig ind lige her.
 
NY SVENSK POESI
Redigeret og oversat af Malin Waak & Nina Søs Vinther
361 s.
ISBN 97-8­87­-92684-33-2
 
Normalpris 128 kr. (+ porto)
(Bogklubpris 83 kr.)
 
Udkommer d. 6. februar 2014
 
 
Med venlig hilsen
Arena

tirsdag den 21. januar 2014

Kladde nr 1 til overvejelser over et lille aspekt i forbindelse med besættelsen af og udførelsen af et job i legatbestyrelse


Det er om kunstfond og støtte og habilitet, habilitet i et lille land undsoweiter, og dog ...jeg lader lige habilitetspørgsmålet ligge og ulme i fred....Udtaler mig i det flg  ved ded at jeg i to år har været legatbestyrelsesmedlem, ikke hos staten, men en anden stor og vægtig, fx målt i penge.
Og by the way lige en passant meget fornuftigt at trække sig hvis man er totalt i sving i dømmende, honorerende funktioner på kryds og tværs. Gider ikke lige konkretisere yderligere omkring Jes Stein og Politiken und das ganze Udtræk, Bermudatrekant eller ej ,,,,meget kan siges om det. Det lader jeg lige ligge i første omgang her.

Men jeg tager lige en anelse fat i kvalitetskontrollen af varerne, bøgerne, der skal vurderes, forfatterskaberne. For at pege på nogle bagvedliggende problemer.

OG det gør jeg ved et lille regnestykke i den idealeste situation , hvor alt er andet er klaret.

Vi tager betingelserne i  en kunstfond, der arbejder på årsbasis til vores kalkyle:

Vi siger: Der kommer 1000 ansøgere

Vi siger, de i snit har skrevet 10 bøger hver

Og vi siger, nu har vi 10000 bøger at tage stilling til.

Og vi siger disse bøger har gennemsnitligt 100 sider, altså  1 mio sider, der principielt skal læses. Vi forudsætter, at de ikke er læst inden. Ok vi siger 25 % er læst inden, men det tidsforbrug bliver jo så rigeligt spist op af note- og skrivearbejde i forbindelse med det.

Vi siger ikke, NEJ, vi ved, at der er 1 år at gøre godt med

Vi siger, dette læsearbejde bliver gjort: 1 mio sider á 3 minutter giver et godt stykke over 3000 vågne arbejdstimer pr år. (altså en arbejdsdag uden ferie og spisepauser og uden jul og påske og søndag er arbejdsdag på mere end 9 timer). Vi har godt nok brug for en ideel verden.



Vi forudsætter, at de dømmende har kendskab generelt til litteraturhistorien, både de aktuelle sidste 10 år, hvor der virkelig skal zoomes ind i det konkrete og til den danske og udenlandske litteraturhistorie generelt.

Vi siger, at  den ideale verden nok ikke findes.

Vi forudsætter, at fx 3 prosaister kan vurdere den dramatiske genre og andre genrer uden for hovedsporet.

Vi siger, at der er problemer nok, uden selv at skabe dem allerede i udgangspunktet.

Vi siger, at udover problematikken i regnestykket her er der lige et par problemer mere........

For så går der naturligvis vonhørensagen i sagerne. Og så har vi et hav at sejle i. Det kan der skrives mange sider om
 Måske her, måske ikke....  

  

mandag den 20. januar 2014

clip af S Fauth UNIVERSET er slidt




15  cm af     13,5 m langdigt af       Søren Fauth





Jens p k jensen, ven og kollega, skriver om spansk-dansk lit.festival-overvejelser. jeg har tænkt mig at følge det ret tæt.

 

 

 

onsdag, januar 08, 2014

Spansk-dansk litteraturfestival

Jeg er i gang med at undersøge mulighederne og interessen for at lave spansk-dansk litteraturfestival.

Hvorfor? spørger Pablo, vist mere for at provokere mig til at formulere et grundlag for arrangementet end fordi, han ikke selv synes det er en god ide.

Jeg synes ikke, at min grund behøver at være alle andre deltageres grund. Men på den anden side er det jo fair nok at spørge mig, hvad jeg vil med det.

Ok, så vil jeg starte udefra med at konstatere, at Danmark og Spanien har været i gang med et marathon-møde i cirka 60 år, hvor danskere har valfartet til Solkysten i hobetal, men i det store hele uden at en egentlig udveksling har fundet sted. Danskerne har hen gennem årene taget deres egen kultur med til Spanien uden at interessere sig ret meget for spansk historie, kultur og politik, et forhold, som Francos regime jo nød godt af fra Simon Spies og frem.

Ved siden af denne ureflekterede solturisme har mange danske forfattere rejst eller boet i landet fra H.C. Andersen over Tom Kristensen og Klaus Rifbjerg til fx Peter Adolphsen. Hvorfor er der denne tiltrækning?

Måske skyldes det dels de mærkbare kulturelle forskelle, der på mange niveauer er mellem de to lande. Dels nogle ligheder, som man skal finde på et andet niveau. Det vender jeg tilbage til. Men hvad er forskellene så for nogle?

En stærk strømning i dansk elitekultur har i hvert fald siden 1920'erne handlet om renhed, fravær og forsagelse. Den positivistiske filosofi hos fx Jørgen Jørgensen og Niels Bohr var altdominerende på de filosofiske institutter i landet frem til oprettelsen af det filosofiske institut i Odense i slutningen af 1960'erne, og selv her kom positivismen til at fylde meget. Positivisterne ville rense vores sprog og udgrænse alt det, som vi ikke kunne udtale os om med sikkerhed, alt det vi ikke havde evidens for. Metafysikken skulle i skammekrogen. Wienerkredsen (R. Carnap m.fl.) formulerer i deres manifest en videnskabeligt vedensopfattelse, som skulle dæmme op for den fremmarcherende fascisme, for nazismens og kulturkonservativismens dunkle, romantiske forestillinger om nationen, folket og historien. De mente, at fascismen, var en bøhmand, som lurede i metafysikken, klunkerne og krummelurerne.

Nu skulle alt det krøllede, det mørke, det provinsielle, det ubekræftede og uvidenskabelige vige pladsen for det transperante og de rene linjer. Sikker viden, ikke tradition og fordomme.

Arkitekturen og det industrielle design fulgte efter i samme spor. Arne Jacobsen og Poul Henningsen. Lys, luft og rene linjer, fokus på det praktiske, ikke det forfinede. Hverdagssproget blev normen inden for lyrikken i stedet for det kunstlede og forsirede. Halfdan Rasmussen og de kulturradikale, fx.

De rene linjer og forsagelsen af det svulstige og pyntede slog også igennem i fotokunst og film. Dogmefilmene er det mest udprægede eller offensivt formulerede eksempel. Håndholdte film uden optiske filtre og filmmusik, forbud mod blodigt drama, bandlysning af genrefilm (sciencefiction, krimi o.lign.).

I musikken fik vi fx den skandinaviske jazz med Doky-brødrene, NHØP og Søs Fenger med et helt renset udtryk, der lå meget langt fra både de humpende improvisationer i New Orleans og beboppens voldsomhed. I billedkunsten fik vi udprægede positivister som Per Arnoldi.

Og i litteraturen blev den tendens fremherskende, hvor det vigtige var fraværet af noget, nemlig af pyntende adjektiver, episk drama, metafysiske overskridelser af det evidente og jovial indforståethed. Derfor blev også skjulte fænomener som uudtalte tanker, drømme og hallucinatorisk stof mistænkeliggjort til fordel for ren beskrivelse. Denne minimalisme har jo aldrig været enerådende i dansk litteratur, men den har været en af de populære målestokke for litterær kvalitet.

Disse parallelle strømninger i dansk åndsliv er der kommet megen god kunst ud af. Fx netop fra NHØP, PH, Halfdan Rasmussen, Arne Jacobsen – eller fra Helle Helle. Men deres metode er ingen garanti for succes. Alle tekster kan renses igennem efter minimalismens retningslinjer; en ordinær reportage fra en fodboldkamp kan komme til at ligne litteratur på den måde. Det er ingen kunst.

Fravær af bøhmænd er ikke nok. Der skal være mere på spil.

Jeg synes, at dansk litteratur og litterær kritik har været og er for fokuseret på dette fravær af bøhmænd. Det gælder også Forfatterskolen. Derfor kunne jeg godt tænke mig (og gerne anbefale andre) en litterær efterudannelse i en tradition, hvor frygten for bøhmænd ikke er så fremherskende.

Positivismen (og senere pragmatismen og dagligsprogsfilosofien) bliver ofte kaldt for angelsaxisk filosofi, selvom dens foregangsmænd (Comte, Carnap  og Wittgenstein, fx) sagtens kunne være fra Montpellier eller Wien, og det er da helt sikkert også i England og USA, at den type tænkning har fundet best fodfæste, men altså også i Danmark (Skandinavien), Nordtyskland og Holland.

Det er de protestantiske lande. Måske er der faktisk en også sammenhæng mellem på den ene side protestanternes opgør med det overdådigt pyntede, krummelurerne, de esoteriske ritualer og den uoversatte, uigennemskuelige bibeltekst og på den anden side dels positivisternes opgør med metafysikkens bøhmænd og dels minimalisternes forbud. Der er i hvert fald en lighed mellem disse tre former for modernisering.

I katolske lande som Portugal, Italien og Spanien har denne form for tænkning i hvert fald ikke slået an. Her dyrker man helgener, bøhmænd, metafysik, provins, mørke, krøllede krummelurer, svulstigt design, flamencojazz, det komplekse, epikken, tragedien og det groteske. Man trækker kunstnerisk stof ud af dem uden nødvendigvis selv at blive trukke ind i fascismens mørke.

Jo, det er da sandt, at mens fascisterne tabte anden verdenskrig i resten af verden, vandt de i Portugal og Spanien. Og i Italien virker det, som om fascismen aldrig vil kunne reduceres til en politisk ubetydelig strømning. Og jeg tænker ligefrem, at et af redskaberne til at bekæmpe fascismen og den autoritære tanke i Italien (og Spanien og Portugal) kunne være at stække kirkens magt. Det er vigtigt. Men jeg tror trods alt ikke, det har ret meget med fx litterær, musikalsk og designmæssig minimalisme at gøre.

For mig er det indlysende, at vores to verdener kan lære noget af hinanden:

Jeg mener på den ene side, at Reformationen havde fat i den lange ende i kritikken af katolicismens gyldne falskhed, at positivismen så langt er at foretrække frem for fascismen og kulturkonservativismen, og at minimalismen inden for design har givet os et civilisatorisk fremskridt med fokus på det sunde, det naturlige og det bekvemme (Coco Chanel), frigørelsen fra snørrelivet osv. Inden for litteraturen kom der et nødvendigt opgør med forestillingen om, at noget er kunst, blot fordi det er komplekst og følger vanskelige mønstre, at kunsten skulle ligge i, at det er svært at lære sig at lave.

På den anden side har jeg også stærke forbehold over for det danske fokus på fravær af bøhmænd. At dette skulle kunne garantere kunstnerisk kvalitet.

Men hvorfor skal dette møde mellem de to verdener så lige netop foregå mellem Danmark og Spanien? Hvorfor ikke fx Italien?

Det kunne det naturligvis også. Men her kommer jeg til at tænke på et slægtskab mellem dansk og spansk kultur på det folkelige niveau, som transcenderer de store historiske og kulturelle forskelle, jeg har forsøgt at ridse op. Nu kommer der et udsagn, som positivisterne ikke vil godtage, men skidt: Dansk og spansk humor ligner hinanden, og det kan man måske tage afsæt i, hvis man vil lære noget af hinanden, hvad angår litteratur. I begge lande trives den selvunderminerende ironi, hvor man gør sig selv lille, måske for at få den anden til at føle sig godt tilpas. Det er formodentlig ikke en elite-humor, for den er samtidig magtnedbrydende og nivellerer hierarkier ved at reducere alle mennesker til fejlbarlige kroppe, men er altså en folkelig humor.

Måske er det derfor, at fx Almodovars film er så folkekære i Danmark. De minder simpelthen om Erik Ballings eller Hella Joofs populære film, bare meget bedre. De er joviale, fuld af pruttehumor, selvundergravende og helteløse.

Derfor skal vi have en spansk-dansk litteraturfestival, og den skal foregå i provinsen. Hver andet år i Spanien, hvert andet i Danmark, synes jeg.

Jeg forestiller mig, at det bliver noget med dels offentlige oplæsningsarrangementer og litteraturkritiske og kulturpolitiske debatter, dels mere lukkede workshops, hvor forfattere fra de to lande mødes i arbejdet med tekst, og hvor oversættere fra de to lande mødes.

Men man kan jo sagtens deltage i sådan en festival uden at være enig i min personlige motivation for at lave den.
 
det jenses prd.
Jeg er sikker på, at osse denne blog vil følge sagen intenst./ksn