Jeg ven­der koppen
på hove­det.
For en gangs skyld  må kaf­fen da for pok­ker blive
inden­bords.   Sådan er det med mirak­ler; de kom­mer før eller siden.
Så gæl­der det om ikke at bruge dem på ingenting.
Denne for­nem­melse af pludselig
for­dob­ling, et
svim­lende fore­ta­gende,   at få en
 gave, der bare vokser
og vok­ser uden at
kæfte op.    De to foto­gra­fi­ske plader
læg­ger sig ind over hin­an­den som én.
  Så per­fekt at selve stedet

kun står som en svag skygge, og kun
hvis man lige skub­ber lidt, let­tere deja vue-agtigt,
noget man kunne have gjort, hvis tiden havde været til det.
Men hvor­for for­tryde. Jeg vil ikke  fin­ge­rere ved skid­tet.  Vi ved,
 det kom­mer igen.  Det
 er bare at vente længe nok.   
 Jeg for­try­der ikke, at jeg gik efter
Det miraku­løse, det underfulde.
Jeg vil ikke spilde tiden med detal­jer som,
   hvor­for sammenblander
jeg  det, jeg gør       med  det, jeg ville. 
 Jeg over­dø­ves,  som bar jeg  rundt på noget tun­gere end mig selv.
Jeg siger: Kaf­fen er nu igen på plads i sin kop  løbet ud af
mine ærmer  og direkte til­bage. Du bemær­kede det ikke.
Det går så hur­tigt. Måske fordi jeg med den anden hånd  fik
jeres opmærk­som­hed ført hen på bor­det med blomsten.
The fol­lowing two tabs change con­tent below.