torsdag den 30. august 2018

Brev fra Lasse... som svar på et foto, jeg havde sendt (det indlægges senere)







Svar2 d

Lars Bo Nørgaard Først blev jeg sulten. Eller jeg troede, det var det jeg blev. Så gik jeg ud på badeværelset for at vaske mine hænder, som jeg gør hver gang, jeg har troet forkert om noget. Der var ikke noget sæbe. Der plejer altid at ligge et rundt blåt og lilla stykke sæbe i en skål ved siden af håndvasken. Eller ved siden af er måske ikke det helt korrekte udtryk. En håndvask består som oftest, vores gør i hvert fald, af en konkav del, som er den største del, og som jeg fristes til at kalde selve håndvasken, altså den del vandet løber ned i, og som ender i et hul til afløbet, vi bor på tredje etage, hvor langt er der ned til hvorend vandets frie fald ender eller afbøjes, jeg ved det ikke, tyve meter, måske? Som sagt: jeg ved det ikke. Og dette afløb kan stoppes med en klud eller prop eller hvad man har, en hånd, så kummen, det er det, den hedder, den konkave del af håndvask, kummen, kan fyldes med vand, varmt eller koldt, lunkent. Men så er der også den del, som er vandret, en smal rektangulær hylde, hvorpå også vandhanen er monteret. Og på denne hylde kan man lægge fx sæbe. Ofte ligger der også tandbørster, tandpastatuber, negleklippere, hårnåle, sakse, kamme, smykker og lignende irriterende småting. Hvad var jeg ved at fortælle? Jo: altså det var på denne hyldedel af håndvasken, vores sæbe plejer at ligge, et boldformet stykke sæbe, ligesom sammensat af to typer sæbe: en blå og en lilla, viklet eller æltet ind i hinanden, meget behagelig af rotere mellem hænderne, frem og tilbage, rundt og rundt, så sæben opløstes, og smattede ud i håndfladerne. Det er åbenbart vigtigt at man bruger sæbe, når man vasker hænder, jeg har altid været skeptisk overfor det, er det nu også virkelig SÅ nødvendigt, SÅ hygiejnisk? Er vand VIRKELIG ikke nok i sig selv? Jeg har mine tvivl. Og jeg skal gerne, meget gerne indrømme, at jeg ofte ikke bruger sæbe, men kun vand, af ren og skær stædighed og oprørstrang. Ligesom, mere eller mindre, det er en stor fornøjelse for mig, ikke at børste tænder om aftenen, bare springe over, bare en gang imellem. Ikke for ofte, for mine tænder er dårlige, og de skal helst ikke blive alt for meget dårligere, det har jeg ikke råd til. Men så blev jeg sulten igen. Det er jeg ret sikker på. Så sikker som jeg kan overbevise mig selv om, at jeg var. I hvert fald undlod jeg at vaske hænder. Sæben manglede jo i øvrigt også. Hvilket kunne være lige meget, for jeg BEHØVER jo ikke bruge sæbe, og desuden er det ikke sandt, det med at jeg altid vasker hænder, når jeg taget fejl, det var bare noget jeg skrev, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle skrive, jeg skrev det bare, så at sige, ud af det blå. Ja.

torsdag den 16. august 2018

Kugelns indlæg


S. Kugeln:



Romaner. Låner to meter hver fredag. Høvler hjemme ned til 3 cm brugbart resten brænder jeg af i ovnen.  Udholder det ikke. Har allergi. Har allergi over for alm plotbårne bøger, hvor plottet bruger sproget som transparent transportbånd, ja nærmest  bruger sproget som en hindring, ja som på trods, vi skyder det til side for nu vil jeg skrive. Jeg, altså jeg mainstream realistisk romanforfatter, vil skrive noget der åbenbart ku finde sted 1:1, hvor verden reproduceres, og alt er udskifteligt, hvis personen hedder Orla… ku han lige så godt hed Kaj, og cigaretten ku udskiftes med en cigar, men først og fremmest at plottet har sit faste matriceagtige forløb, som kan forudsættes. Og fx hvis det er en  krimi kan dødsårsagen udskiftes fra stikvåben til cyankalium, opklaringen kan foretages af Hr A eller frk P. De fremadrettede bevægelser kender vi, vi den hele trafik med personer og med personer i dytbil eller tog:  jeg har set plottet komme. Og dynamikken er en reproduceret trafikmæssigt overfladefænomen.

Pelikanens tale 1.:



Ild tæller man ikke.  Ild er. Og du selv skal heller ikke tælles.

Vi glemte en lang stund alt og snakkede bare løs.

Der var masser af begynderfejl. Men fin eftermiddag.

Stil, udtale og hårmode var naturligvis forskellig.

Berørte pryglestraf, betingede domme, samfund og 

Thit Jensen. 

søndag den 12. august 2018

koncert i Odense



detaljer
Spørgsmål og svar i vinden - en litterær og musikalsk mosaik
Ulrika og de Tre Dværge underholder med musik og sang og causerier
Ulrika Rosdahl vil synge smukt og dejligt. Klaus Andersen vil akkompagnere ydmygt på klaver og også fremføre klaverkompositioner. Henrik Møller Jensen vil vende bl.a. de noder han selv har skrevet. Ejler Nyhavn vil med sin talestrøm få det hele til at hænge sammen.
Eftermiddagen har en art tema. Det er alt sammen musik og tekst fra en sentid i den europæiske kultur, den store krise begyndende i det 19. århundrede, strækkende sig gennem det 20. århundrede, og nu stadig tilstede, måske radikaliseret. Det er altså musik født i en tid, hvor der ikke længere kunne kigges tilbage på store forbilleder og sikre genrer for at skabe kunst, eller på sikre erkendelser for at forstå sig selv og sin tid. Musikken i eftermiddag er i stedet fra en eftertid, der er vor tid, hvor refleksion og selvkritik er kampråbene, og en formmæssig forsoning uden fortrydelse med alt godt fra fortiden. I en sentid kan spørgsmål stilles stærkt og afgørende, men svært er det i en sentid at levere svarene.
Udover ældre kompositioner fra den senromantiske og modernistiske periode vil der være nye kompositioner af Ejler Nyhavn og Henrik Møller Jensen, bl.a. en lied med tekst af Knud Steffen Nielsen.
Ulrika Rosdahl er uddannet operasanger. Klaus Andersen er uddannet pianist og organist, og til dagligt sørger han for musikken i Bogense Kirke. Henrik Møller Jensen er uddannet organist og til dagligt korleder. Ejler Nyhavn er digter, musiker og foredragsholder.

lørdag den 11. august 2018

elektriciteten






Med hensyn til hele det elektriske system, når det kommer til det, vedrørende det, om det elektriske, hvad angår det elektriske, vi ku blive ved. ku vi,  jeg sagde til lederen af forsyningen, at han ku forklare alt om sinuskurver, han ku da bare roligt gentage anode, katode, polære spændinger, elektricitetens selv, dens væren-til, for vi var ikke kommet en cm nærmere. Han ku da bare gå i gang.


Man pisser på et elefanthegn, man tænker ikke i krop, kroppen tager over helt for sig selv. Lemmerne, hovedet ligger ved siden af i en plasticpose og ved ikke lige hvordan det får sig listet hen til kroppens resterende dele. Vi har to forskellige tilgange. Min ven fra før tegnede så det var helt svimlende, mest for ham selv. Tavlen var rødternet. 


Og sluttede han ikke af med, at nu forstår vi, hvad elektrricitet er og spar på strømmen osv.   Og sagde jeg ikke til ham, at jeg forstår endnu mindre om hvad el er for noget. Og til gengæld forstod han ikke den så hjerteskærende stupide persons udladninger fra begyndelsen. 


mandag den 6. august 2018

passion

digt om passionen





Så står han allerede med fødderne oppe i det strømførende.
Hedder kagen: Ska-vi-fare- vild?


Vi lister rundt så almæg­tige som ingenting. Så afmægtige som ingenting.

Glasset har vi pudset
 
godt. Så godt.


torsdag den 2. august 2018

(fortsat, gl ekstrapoleringer, undervejs)



v
Den død er den værste, at blive ofret.  At blive taget hen på et torv i Lidice eller hvor ved jeg og blive skudt som soning for en Heydrich. Mændenes totale meningsløse død. Selv om man er del af en ofring for likvideringen af Heydrich.
Den totale tilfældige gidselstagning uden nogen skyld, men dog er det én slags bagudrettet kredit og applikeres medskyld i topnaziens død.
Værre skæbne end gidseldøden er det forspildte liv.  Det der førte en forbi alt og alle af ”en fatal magt”. Og intet bemærkedes. Intet blik, der anerkendende løftede armen til hilsen. Det blik, der fortalte at du var til.
At være et fatalt gidsel af det forspildte.

beuys

fragment, undervejs



Skæbne er det du definerer som skæbne




Primtallene er det elektriske, værs’go.


III
Da Joseph Beuys bliver skudt ned over Krim bliver han hjulpet og  indhyllet i fedt og filt og indskriver siden sin kunst  i netop de materialer. Han har ikke selv valgt det. Tror han det?
Den livgivende honning kommer osse til.  Det er det ene. Tilfældet, hvor og hvordan man vader gennem den jord, der nu engang møder ens fødder. Ham tænker jeg på nu. Kamppiloten, der skydes ned i luften og reddes.
Materialerne redder ham.
Hvordan læste han den? Redningen?
Den anden episode:  at han tager til Amerika uden at berøre Amerikas jord. Jeg vender tilbage om lidt til det igen.