tirsdag den 30. september 2014

PIPPI og Biblen

 Udrenselsen af det

forkerte nu og det historiske da og i tiden, der kommer.

Derfor ryger der osse en del sider i min Pippiudgave, lidt 

mere end i den 

svenske.




 GT, Biwlen, skal der fjernes  flg folkeslag og individer, der ikke er beskrevet efter ordentlighedsforskrifter: Amalekitterne, filistrene, folk fra Sodoma og Gomorra, Mandeunderundertrykkelse i Edens Have, og Dittokvinde, der ydmygende var gjort af den førstes ribben, Laban, Onan, midjanitterne, ægypterne, folkene fra Samaria (NT), påbudet om kana'anæernes udryddelse, som beskrives meget ufølsomt, afgudsdyrkerne, der får en dødsfatwa uden modifikationer, kong Asa, der jager mandeskøgerne ud af Juda uden at tale pænt og derimod segregerende om dem, og aramæerne, og assyrerne, og Manasse. Beskrives han fair. Jeg fjerner ham fra Anden Krønikebog, kap 33 ........Og den jamrende Job, som dog i plotgennemførelsen får sin oprejsning til sidst......og gersonitterne, der pålægges set mest nedværdigende arbejde, hvilket per se er ytring uden for det verbale sprog, men slem...og folkene i Tab'era, der svines til

fredag den 19. september 2014

HH


fredagens ord



Fredagsdigtet 19092014

 den 
Sig det videre:
I begyn­del­sen, en efter­mid­dag i maj,  stil­lede kat­ten på terrassen
og insi­ste­rede på
at flytte ind, (insi­ste­rede ikke på mit ejer­skab til den, overhovedet.
Sna­rere omvendt. Jeg blev endikke spurgt).
Jeg var nødt til at give den et navn.
Ok, jeg sagde et navn.
Mit var den i øvrigt lige glad med.
Det var så det. Stille og lang­som­me­ligt gik det.
Jeg havde under­ka­stet mig, naturligvis.
Jeg faldt over en avis, jeg ville smide i brændeovnen.
Øjnene faldt på en over­skrift: ”Hvis Deres kat strinter,
så lad den kastrere.”
Blev trist.
Det var ordet ”Deres” og det med ” ejer­skab” (en slags eks­pro­pi­e­ring, der
gene­rede mest…og så ”kastrak­tion” oven i hatten).
Kat­ten, ”min”, repræ­sen­te­rede et stykke sjæl­den grammatik,
hvor eje­stedord ikke indgik.

Lad så borg­meste­ren og udde­le­ren kalde deres koner for ”deres”.

Og sky­erne og him­len og van­det og alle fiskene.
The fol­lowing two tabs change con­tent below.

lørdag den 13. september 2014

Henrik, nej, Henrik




Henrik H, du er ikke død. Det er løgn. Krigskammerat. Det kan jeg ikke ha. Men TVmidtvest påstår det. Your friend Knud.
Henrik Have, min ven gennem mere end 30 år. Min forlægger, kollega på så mange måder.
Jeg er ked af det.
(tænker på jer, Anne Katrine og Lillemanden)

fredag den 12. september 2014

Det sixtinske

Det Sixtinske Kapel

 den 
Sig det videre:
Han førte et sundt liv med kolde bad. Det er løgn.
Jeg slog hul på isen for at fiske.
Imel­lem linjerne kan man læse at kun én gang i sit liv havde
jeg fan­get noget større end agnen.
Kro­gen sad ofte fast
i frakken.
Selv det fast­bundne hæl­dede så meget, at ingen tro­ede på det.
Det jeg gjorde skal ikke stå på linjerne.( i ste­det for at snakke om mel­lem linjerne er
det mere kor­rekt at tale om hvor­dan man med sit kame­raøje indstil­ler distance/zoom
+ -/totalitet/ halvtotal/ og nu kom jeg lige til at tænke på de gamle stald­døre, hvis to halv­dele åbnes sepa­rat( var den luk­ket, halvåben//
ind­skud burde flyttes//forkert indzoo­m­ing her)
Tegn en stor fisk.
Tegn en kran­vogn, der kører det hele væk.
Jeg tror jeg vil tegne et vin­ter­land­skab a la breug­hel.
Jeg vil se bort fra ska­le­ring, og at værel­set hen­lig­ger som det hed­der i halv­mørke. (//regi, dvs en bevæ­gelse væk fra linjen og linjens illu­de­ren)
Nu går jeg ind i huset.
Det Sixtin­ske Kapel tager timer at tegne.
Klimaet er ikke til at tegne, overhovedet.

onsdag den 3. september 2014

S's brev til Goethe




Min ven, Søren, (foto ikke taget af mig, ved ikke. hvem der skal krediteres).   Stykket passende skrevet nu, hvor SF er på vej til Weimar og dirigentstokken  ved Schopenhauer-konference.

Schopenhauer til Goethe, skrevet i ICE 1511 mellem Berlin Hauptbahnhof og Naumburg an der Saale, den 3. september 1814,
”Deres excellence,
for snart otte uger siden sendte jeg Dem min afhandling om farvernes oprindelse og tilblivelse, ”Theoria Colorum Physiologica” betitlet. De bør vide, at jeg ikke har mistet håbet om snarest at høre Deres oprigtige mening herom, ja, at jeg sidder som på nåle og venter på at blive udfriet fra den konstante stikken i bagpartiet. Uro er, således formulerer jeg det i et kommende værk om verden som vilje og forestilling, tilværelsens grundtype. Det erkendende, med fornuft og forstand udstyrede, men stedse af viljen omkringdrevne menneske, der af skæbnen snart kastes hid, snart did, er prisgivet en indre uro som også jeg nu mærker, skønt normalt tålmodigheden selv!
De har vel ikke, Deres højvelbårne og til min død beundrede, givet mit værk videre til en tredje part? I mine værste mareridt ser jeg for mig, at De har formastet Dem til at overdrage det hele, eller blot dele deraf, til den unge Dr. Seebeck eller endnu værre til Hr. Weißfelt, der, De husker det nok, hver onsdag kl. 17 plejede at komme til te hos min mor i Weimar.
Dr. Seebeck mener altså at have indsigt i farvernes beskaffenhed, ja, man fortæller mig at han, denne indbildske vindbøjtel, praler med, at det er ham, der har fremlagt bevis for at Newton tog fejl. Må jeg være fri! Det var Dem, der lagde grundstenen til et opgør med Newtons dumheder. At Dr. Seebeck skulle kunne krediteres for opdagelsen af de entoptiske farver og af termoelektriciteten er en absurd påstand, og hvis De skulle være kommet for skade at give min traktat til ham, kan vi være sikre på, at den snart vil udkomme i hans – ikke mit! – navn. Jeg ser allerede nu for mig at Hegel, den charlatan, ophavsmanden til tænkningens største bedrag, anusfilosofien, vil lancere mine skelsættende teorier om farverne hvid, sort og lilla som sine. En om muligt endnu frækkere plagiator end Hegel og Dr. Seebeck finder vi i Magister Weißfelt. Den værste af dem alle, kopisten over alle kopister, er dog Deres nære ven, Dr. P. Inselhof (da. P. Øgaard). Bare tanken om at min redelige, sande og for alvor banebrydende afhandling skulle være kommet i sidstnævntes hænder, får min milt til at rotere! Uha, jeg sidder sandelig på nåle! De har med Deres tavshed perforeret min pung og mine testes og skaffet mig en djævlepagt på halsen, men De har sikkert Deres grunde dertil.
Det jeg, skriver, Hr. Geheimråd, har værdi. Min person er mig inderligt ligegyldig; mine tanker derimod, mine ord, mine skrifter, sandheden, er mig alt. Jeg ved, at De altid har betragtet Deres litterære sysler som biting og det virkelige liv som Deres hovedanliggende. Hos mig forholder det sig omvendt.
Efter læsningen af min afhandling har De sikkert prompte erkendt at De har ret i mangt og meget, men at De på afgørende punkter tager fejl. De har, så at sige, lagt grundstenen til den pyramide, jeg med min teori om synet og farverne omsider har færdigbygget. De hævder, at lyset ser øjet, jeg derimod, at der intet lys, intet univers, ingen mælkevej ville være uden det øje, der ser. Lyset uden det seende øje – jeg må le! De hævder, at farverne dannes uafhængigt af de i subjektet iboende transcendentale bevidsthedsformer, at farverne skyldes lysets brydninger. Jeg derimod, at alt dette er godt nok, men at intet ville være uden retinas ydelser, at alt ville være intet uden den bevidsthed, hvori dette lys træder frem.
Det var mit oprigtige håb, at De ville stå fadder til mit værk, at De ved Deres navn ville give skriftet om synet og farverne autoritet, men jeg mærker tydeligt, at dette håb svinder, dag for dag, time for time. Det er ikke nemt for mig. Ved De: De fleste mennesker er blot til tant og fjas, ja, de betragter denne forbigående eksistens som en anledning til at lade sig bedøve af underholdningsindustrien. Man har fortalt mig at Dr. Seebeck, Hr. Weißfelt og Dr. Inselhof mødes hver fredag for sammen at se ”Kvit eller dobbelt” på Dr. Seebecks TV, og at De, man tror det ikke, ynder at skeje ud til kompositioner af et pigebarn ved navn Medina og en vis Hr. Rasmus Seebach. Kan De bekræfte dette rygte? Ja, vil De stå ved det, man siger Dem på i Dresden, nemlig at også De i ny og næ ser denne serie på TV3 ved navn ”Paradise Hotel” og finder glæde derved? I så fald forstår jeg bedre, hvorfor De trakterer mig så nærigt, så knibsk og med Deres egocentriske tavshed tøjler mig til Ixions roterende flammehjul.
Denne verden, som De, Hr. højvelbårne excellence, hævder skulle være en epifani, er intet andet end en galeanstalt, et slagtehus, et horehus, kort og godt: et komediespil, en vaudeville befolket af aber og kannibaler. Og hvad er menneskene andet end marionetter i hænderne på en grusom og blodtørstig teaterdirektør, der morer sig ved synet af sine statisters navnløse lidelser? En epifani? Må jeg være fri! Men alt dette, sandheden, vil ingen høre. I stedet digter man sig en verden på bestående af luftkasteller, der for det meste blot tjener som figenblad for de allestedsnærværende myrderier. Sandheden er, at menneskelivet er spændt ud mellem lidelse og kedsomhed, og at vi alle, før eller siden, vender hjem med knækket mast og flænset sejl, skibbrudne fra fødslen, dømt til at gå til grunde. Det beskadigede liv.
Nej, nu stiger jeg af i Naumburg an der Saale og besøger min gode ven, Hr. Strauß. Glem alt om at overtale mig til at stå af i Bitterfeld. Ganske vist stjæler Hr. Strauß også med arme og ben, men der gives en dybereliggende sandhed bag hans kopier, og han kunne, det ved jeg med sikkerhed, ikke drømme om at stjæle min ”Theoria Colorum Physiologica”. De skulle se hans hortus conclusus. Helt og aldeles støjfri zone. Ingen infotainment, ingen elektroniske enheder, intet internet, kun bøger, kun ånd, kun sandheden. Hr. Strauß er i sandhed en mand efter mit hjerte. Verdens larm er stængt ude fra hans lukkede have. Hos ham trives jeg.
De gør klogt i at betragte mig som Ødipus, der uafladeligt søger indsigt i sin egen skæbne, selv da han aner, at denne søgen vil føre ham i afgrunden. De fleste bærer Jokaste i sig, derfor står det så skammeligt til med tænkningen og digtningen Er de mon Jokaste?
Deres for stedse hengivne, trofaste tjener,
Dr. A. Schopenhauer"

Tekst skæbne


Skæbne er de navne du giver eller fjerner.

Kære Jochun. Vi snakkede en lille smule skæbne sidst, ikke bare din, eller min for den sags skyld.
  Jeg sagde, at det var som at tage billeder af sig selv- og så poster man, og til sidst har de været ækvator rundt og rammer en i baghovedet. Og så må man til det igen. Som om intet. Som om alt. Som a newborn Christian, omkalfatret og renset. 

Billedet af en selv, ordene, omdefinerer hvad man ellers var. Du bliver selv-voyeur.
Selv den elskede person, som du forlod, står nu ikke som et Guds Lam, snarere som en skiderik. Og vice versa. Hvisse hvasse. Det er jo kun oppe i dit hoved, at lammet er tranformeret til den bidske hund. Remember that.
Det er skæbnens retrospektive dynamik, jeg snakker om. Om lidt tager jeg de billeder jeg har i mig af fx Kafka og fx Joseph Beuys og sender gennem mit eget ækvatorhovede.
   
Kunne tage Joseph B, Joseph K, Franz selv og sætte dem sammen og være ligeglad med netop x’er og y’er, primtallene i rækken, du ved. Jeg bestemmer. Altså: Det jeg ikke kan vide noget som helst om, her kaldet primtal, ser jeg hen over. Det vil sige jeg behandler dem som stangdukker i snor.
Jeg sætter en due fast i tagrenden, hvis det er det. Saver et ben af, hvis det skal være. Mentalt kan jeg halvere dig og straks fordoble dig.

Jeg valoriserer bagudrettet, kan du sige. Min barndom omvurderer jeg hvert kvarter. Får en ny ungdom i samme antal. Skal nå det.
Det kører fint og gelinde i de lige kronologiske linjer. For de ligger så tæt på kalenderens virkelighed. Blev Jens ikke konfirmeret det år, hvor broen blev indviet.

Jeg ved godt at (mine) projiceringer, skæbnen, der lander, er timingsmæssigt ligesom at kaste brønden til efter barnet er druknet
Jeg folder stadig papiret. Når jeg har fingrene i det, bestemmer jeg. Hvis jeg vil, kan jeg slette navne i min egen historie.


0
Navnløst. (Skæbne er de navne, du giver).

Det kunne være en beskrivelse af
det øjeblik
hvor han kunne være  sagt
jeg siger så: han har intet navn, han siges ikke

I
….og hvis jeg glemte at slukke lyset, så er det, du kan se. Det betyder, han venter og afventer. Noget med skæbne, som han endda ikke tror på. Det er det ord, som forlader munden. Af det fatale
foldes let monstre og gespenstre af papir. Jeg leger selv min egen skæbne,
som jeg ganske vist ikke rigtig tror på.   
Så smukt i undvigelsen.
”Det kan da ikke gå galt”.   

II
Sam­ler en krukke,
hvor ver­den står stille. Eller han gør. Reflek­ser. Kun noget af det
leder elek­trisk. Det er de ubekendte.
De støt­ter hin­an­den i logerne.

III
Var det mig, der blev (eller Joseph Beuys) skudt ned over Krim. Jeg  bliver hjulpet og  indhyllet i fedt og filt. Derfor er mine objekter netop af filt og fedt og den livgivende honning. Jeg har da ikke selv valgt det, vel?  Det er min gode skæbne.  Blander  Joseph B sig ind i fortællingen?  Sådan møder mine fødder den jord tilfældigt.
Hvordan skal jeg ellers læse det? Læse mig selv? Og Beuys?
Er det mig eller ham, der tager til Amerika uden at berøre Amerikas jord (under Tet-offensiven, derfor)?
Det er mest mig faktisk, der bliver båret på en båre og fløjet til New York. Helt indhyllet. Jeg ligger så i ambulancen, der kører mig videre til udstillingen. Jeg vil ikke træde på jorden.
Jeg tager varsler.   

Den døde hare må vi bære rundt på, så længe sker der intet ondt.
Jeg hopper over de mest giftige steder på jorden.
Jeg kørte en grævling over forleden.



IV
Joseph K dømmes til døden for en brøde han ikke kender – af en ukendt ret- men må acceptere dommen.

V
Den værste død, er at blive ofret.  At blive taget hen på et torv i Lidice eller hvor ved jeg og blive skudt som soning for en likvideret Heydrich.
Værre end gidseldøden er det forspildte liv.
Det der førte en forbi ”Intet-blikket”. Det blik, der fortalte, at du ikke eksisterede.


VI                                                              
/Wie man dem toten Hasen erklärt/.

VII
Jeg kender ikke rigtig Kafka. Kender mytologien. Og hans: Brænd lortet. Og Max Brod.

VII
Bøgerne er en kvinde. Hun kommer nøgen og dog påklædt.
Hun ser forbi dig, durk igennem dig.
I højttalere lyder det:
Vil du bytte plads med dine bøger, der ligger nedgravet dér.
At bytte navnløst for et navn? 

Det koster et liv.

tirsdag den 2. september 2014

Så Toroddur, ..

De nationale medlemmer af Bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds litteraturpris har nomineret følgende værker til Nordisk Råds litteraturpris 2014

Danmark

Claus Beck-Nielsen                                             
Mine møder med De Danske Forfattere                                                                               
Roman, Gyldendal, 2013
Ida Jessen
Postkort til Annie
Noveller, Gyldendal, 2013

Finland

Kjell Westö
Hägring 38
Roman, Schildts & Söderströms 2013. 
Henriikka Tavi
Toivo
Digtsamling, Teos 2011

Island

Auður Jónsdóttir
Ósjálfrátt (Uvilkårligt)
Roman, Mál og menning, 2012
(Dansk oversættelse, Kim Lembek)
Eiríkur Örn Norðdahl                                         
Illska (Ondskab)
Roman, Mál og menning, 2012
(Dansk oversættelse, Nanna Kalkar)                                             

Norge

Tomas Espedal
Bergeners
Prosa, Gyldendal, 2013
Mona Høvring                          
Camillas lange netter
Roman, Oktober, 2013

Sverige

Eva Runefelt                            
Minnesburen                                                   
Lyrik, Albert Bonniers Förlag, 2013

Andrzej Tichý                           
Kairos
Roman, Albert Bonniers Förlag, 2013                                          

Færøerne

Tóroddur Poulsen                                              
Fjalir (Planker)
Digtsamling, Forlagið í Støplum, 2013
(Dansk oversættelse, Inger Smærup Sørensen)                           

Grønland

Juaaka Lyberth
Naleqqusseruttortut
Roman, Forlaget Milik, 2012

Åland

Johanna Boholm                                                
Bygdebok
Prosafortælling, Ellips förlag, 2013                                           

Prisvinderen vælges af Bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds litteraturpris og offentliggøres under Nordisk Råds Prisgalla i slutningen af oktober 2014 i Stockholm. Prissummen udgør 350.000 danske kroner.
- See more at: http://www.norden.org/da/nordisk-raad/nordisk-raads-priser/nordisk-raads-litteraturpris/presse/nominerede-2014#sthash.wcog4Nqi.dpuf