fredag den 31. juli 2015

Min gæst til fredagsdigt: Birgitte Krogsbøll




Fredagsdigtet ultimo juli 2015

Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Birgitte Krogsbøll.

serviceinfo:

at tørkalke nogens barn og efterlade det på en mark, en tue, i et hul eller fx på en strand, med intet andet i hænderne end en selfiestick af jern, kan man nå at ændre i den tid noget meget hurtigt varer, fx et lyn, et blink, et tic eller et synk, og at håbe, det holder farven, barnet, eller formen, kan man vel ikke forbyde nogen, da håb ingen tidsramme har

at fortryde kan man nå i den tid det tager for en bom eller en port at blive til et agern, en lille grønbrun pibe, et æg med gylden hue
The following two tabs change content below.

mandag den 27. juli 2015

Begravelsesforberedelsesbrev (vikar for Kugeln, der er på jagt i Polen efter vildsvin)./adjudant Gh




BEGRAVELSES-ForberedelseBREV


Til de af mine venner, der ikke er for trætte til at løfte i
Håndtagene. Der er øl i kælderen bag ved gardinet der
Adskiller fyret fra vaskeafdelingen. Jeg har med vilje
ventet med at meddele jer det hele til messen var overstået.
Jeg vil ikke brændes. Jeg vil ikke genskabes. Den tasmanske
tiger vil man genskabe ud fra tre knurhår og et hvæs. Så og
ergo har jeg et problem. Men testamentarisk meddeler jeg nu, at
jeg har haft min tid og den skal ikke komme igen. Jeg fik gjort det
hele og godt nok. Jeg fik ikke sværtet to mennesker som i den
grad trængte til. Derfor beder jeg jer om at når I færdig med
llet og en enkelt vise, så skal I tage båden til Samsø og opsøge
NN og i den grad bede ham stille med sin bedstemor -om så
hun skal graves op- og hele
slægten, for han er voldsom i knibe. Dernæst skal I udbringe et
hurra for alle disse karle, der affinder sig med det næstbedste,
hvad angår kvindfolk og med for ensidig kost både i henseende til
antal retter direkte og elskov. Ikke at jeg siger der venter sytten
 jomfruer hinsides,
for det ved jeg ikke, men tærter er der ingen af. (Og sovs, I skal
få skæpper af sovs, hvis der er retfærdighed til).
I skal stille flaskerne pænt tilbage i mælkestativet, som stod ved siden
af de andre kasser. Jeg beder jer ligeledes feje gulvet bagefter, jeg
kender Jer og jeres vaner. Men ellers bevar humøret højt og kys jeres mødre, så
I ikke ryger af listen til den tid. Børn fik jeg ingen af, jeg havde ikke
styrken Til at skulle opdrage og spille klog på fremtiden, som jeg ikke aner
en skid om. Om fortiden ved jeg kun det, at jeg Har haft respekt for de
tæsk, jeg erhvervede i alle mulige sammenhænge, både når det var lærdom, og når
gaderne i barndommen drog i leding. Det gav for lidt respekt at være
forrest under retræten. Men klogt.  Absolut bedste hilsener Ivar
----------------------------------------------------------------------------------------------





fredag den 24. juli 2015

Viggo Madsen tilbage -som gæst- hos www.denfri.dk




Min krop er et fremmedlegeme

Erkendelsen af, at det nu ikke var mig der kunne frelse verden alligevel, hvor gerne jeg end måtte ville, ramte mig i nakken som et kølleslag — en boomerang af den slags, der vender tilbage hvor den kom fra, uanset hvorfra den var kastet, men hvem havde kastet den, siden det nu ikke var mig? Ellers måtte det være mit andet og bedre jeg, men det var jo ikke til at kende igen, midt i samtidens galopperende hukommelsesmalstrøm. Dele af mig selv kunne jeg godt vedstå mig, men der var også visse steder, hvor jeg måtte forbeholde mig ret til at tage mine indvendinger i betragtning: Sådan var det jo! Jeg ville gerne nyde alle fordelene, men lægge afstand til de bagsider, der uvægreligt ville følge med! Hvorfor kunne tingene ikke bare være lutter lagkage, bare dans på roser? Ja, man må noks børge! Der var fortumlelser i de små hoveder, forvirring i de vidtsvævende forklaringsmodeller! Det føltes ret ud sagt som et bagholdsangreb. Du sagde: En titel til denne tekst kunne være: Erkendelsessyndromet, så sandt det sværeste i verden er at forstå, ja begribe noget som helst overhovedet.  Jeg sagde: Man må søge bekræftigelsen, hvor den findes! Det kunne vi ikke blive uenige om.
Dagen tilbringes med at tænke på ting, man skal foretage sig, og i hvilken orden. Når det er sket, er man dødelig udmattet, at man må lægge sig. Udførelse af gerningerne bliver der ikke noget af. Alene at finde på titlen til denne tekst har taget en eftermiddag. Til slut beslutter jeg mig for overstående, den har det rette leksikalske anstrøg. Idet jeg allerede i samme øjeblik kommer i afgrundsdyb tvivl. Skal jeg ikke hellere bytte ordene om, Forehavende, se gøremål? Så står de også i alfabetisk rækkefølge, det er dog noget! Målrettet, formålsbestemt! Hensigtsmæssig! Funktionel! Fortvivlelsen er så elendig tilpas over sin trøstespisning, men kan ikke lade være af den grund. Hvad som helst, der kan forsøde dens elendige tilstand. Det er Kammerat Faldhat på vrangen, snublekyse, ohøj! Ja, altså indmaden ud! Her nytter det ikke bare at kaste op, det kan enhver jo komme og gøre. Trevent, se også genstridigt. Modvilligt! Og ophobninger af visdomsord på stribe, såsom Meget af lidt har også sin ret, og Man kan ikke få alting på én gang! Ja, man føler sig helt ør, mørbanket. Fortumlelser, som når man under afgrundsdybe forsovelser efter for meget rødvin, kommer væltende nærmest sideværts ind gennem den ene virkelighed efter den anden, idet man nærmest på tværs af fløjls– og silkekorridoren, med skulderem forrest, åbner de meterhøje dobbeltdøre og pludselig befinder sig i et helt andet barok-gemak, end det man befandt sig i før, det være sig salon eller kabinet, for straks efter at være tumlet videre på tværs af dette også, hovedkulds som en kamikazepilot, ind i det næste, ukendte, og dog så fortroligt velkendte mødelokale eller spisekøkken, der også for sin part åbner op for nye virkeligheder, kamre af enhver art, saloner og skrivekabinetter, lidt i retning a lá Holberg, ja ligefrem små teatersale med scener, hvor man pludselig ser sig selv stående fanget af spotlyset, mens man fremsiger det berømte haiku-digt: jeg er den jeg er/men jeg er bortrejst p.t/på ubestemt tid.
Vi talte om at flytte os i eksistensen, uden at komme ud af stedet, og dog uden at træde vande. Hvad talte vi om? Jo! Vi talte om at flytte os i eksistensen, glad som den rene, logrende biologissimus, logrende som vort eget, inkarnerede princip, tumlende begejstret gennem mørket, hvor biologien så logrende springer os i møde, i sin bestræbelse på at ville foretage sig noget fornuftigt. Det er så at sige kendetegnende for den. Man kan så med større eller mindre grad af hensigtsmæssighed spørge efter formålet, det kommer ikke det smør ved: Enten fungerer den, eller også kommer der ingen bukser ud af det skind! Så bliver den ved med at være på tegnebrædtet — på abstraktionsniveauet — noget man kan tænke sig til, hvis man skulle være i det humør! Uvederhæftig som bare fanden!
Et andet kendetegn kunne være, at den tager sig ud. Det er så at sige et signalement, ellers kunne vi ikke nyde den. Vi nærmer os her meget stærkt æstetikken, mens vi synger af karsken bælg: Jeg er mig som du er dig og vi er alle sammen, for sådan er vi jo: Uerstatteligt ens!
Det var et spørgsmål om livets opståen på jorden. Vi talte om Våd for begyndere og for lidt viderekomne, og pludselig var vi inde på Værftet, hvor de store skibe lå i dok under forskellige grader af færdiggørelse, angående vedkommende, vedrørende bemeldte, det var et spørgsmål om skelnen, det drejer sig om en væsensforskel eller om gradsforskel, her skulle man gå i detaljer, ja nærmest bruge lup. Her skulle man bruge en helvedes masse papir, af en eller anden grund, det var ikke bare regnskabsbøger alt sammen. En i selskabet udtalte de vismandsvise visdomsord: Hvis det er vigtigt nok, vil det sætte sig igennem! Vi andre så forbløffet på hinanden: Det havde det jo så netop hermed gjort! Hvor meget synes du selv, det er latterligt? Så meget? Eller bare sådan her? Måske ligefrem så lidt? Hvorvidt det er sundt at undre sig sådan hele livet, er et åbent anliggende. Undren er godt, men nysgerrighed er vist af det onde. Fy, fy! Hvorfor ikke bare tage til takke med det man får, indenfor de rammer, man går stukket ud? Slyngel, tølper, slubbert, slambert! Sjover, svajer, sjuft! Forskellen er himmelhøj, afgrundsdyb, milevid. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, som den gråskæggede Vismand udtalte, vel vidende, ja i fuld bevidst om, at kategoriske udsagn glider lettere ned, særligt hvis de kan få ikonografisk karakter, sådan lidt a la ordsprogsagtig. Den slags kan holde sig for evigt.
 Dagens indsyn: Ligegyldigt, hvad man skal, skal man noget andet! Det kan være småt, det kan være stort, det slår ikke til! Dine bestræbelser kan være nok så velmenende, det hjælper nul og en dyt. Du skulle hellere have gjort noget andet alligevel. Det var som livslang kvælning i egen krop, som når éns tog er kommet til Udsigtsløs-Endeløse og nægter at flytte sig videre. Var det virkelig det, som var formålet med éns jeg? Var dette meningen med éns tilværelse? Man syntes vel selv, man var udsét til noget større.
Målrettet, se hensigtsmæssig.
 Nu vi talte genkendeligheden som selvforståelse. Var der smiske på færde? Alting er i bund og grund uforklarligt, det der kan gøres rede for er for nemt, og i valget mellem ubegribeligheden og fortolkningen af den ville jeg forbeholde mig ret til at danne mig min egen uforgribelige, det var der ræson i. Det var en dyrebar selvbevidsthed. Hvis ingen andre ville, måtte vi selv tage affære. Du sagde: En tillagt værdi gør mig kostelig smuk! Jeg er så enestående unik, der findes ingen andre som mig! Indrøm nu bare feteringens voldsomme indbildskhed, dansende, steppende lippizanerhingst, der går ingen skår af dig af den grund. Jeg ved, hvad du mener! Se bare mig!
 Mundkurv på Mæhlam, Mæhlam bli´r så spag.
Nu talte vi om eksistensen, tilværelsen anskuet som sådan, netop anskuet, ikke anskudt, og du sagde, citat: Livet er det mærkeligste, vi nogensinde kommer ud for! Jeg kunne kun give dig ret. Det var sært som om hvert eneste væsentlige spørgsmål var kilde til forunderlighed og glæde, de forundringer var i sig selv uforklarlige og stod som gåder i natten, spejle der vendt mod hinanden nægtede at tage de billeder, der vigtigst af alt, det essentielle, i sig selv anderledes værdifulde end penge i banken end aktier, obligationer eller andre tilgodehavendebeviser, så sandt livet var vores egentlige ejendom, vores kapital, det eneste vi havde at byde ind med, så sandt casinoets lykkehjul bestod af banko eller dobbelt op og netop ved forestillingen om dette bevarede sin værdi, den tanke strejfede mig som en åbenbaring, et lyn fra en klar himmel, helt uden forvarsel, visionær i sin blændende pragt som tomheden indeni, netop derfor at da giver den mening.

Som nu det vidunderlige i skikkelse af selv samme, se nu længslen og alle dens munde, er der da slet ingen grænser for omfanget af det, vi taler om? Åbenbart ikke, for jo mere, du ønsker, desto mere får du, vi taler stort Å her, som i måben, kun på den måde er længslen større end sit indhold, for fremtiden er det, vi bygger sammen. Vis ikke din overraskelse, hvordan den kommer bag på dig, lad bare som om, du ved hvad du foretager dig og hvorfor du gør det, der må vel være en hensigt et sted, en bagvedliggende tankegang, formålsrettet, og når nu føler sig o-so-lo-mio-o-seret af hans påtrængende lem, vel nærmest bemægtiget af selv samme, ja så stramtsluttende fitter hun om ham, at det ikke er til at afgøre, hvor hendes inderside ender og hans yderside ophører, ja selv deres bevægelser er de fælles om, frem og tilbage, frem og tilbage i al evighed, jeg er dig som du er mig og vi er alle sammen, så længe længslen spejler sin form i sit formål, på den måde er vi alle fulde af håb, sted finder sted, begivenheder foregår, og skønt nye universer opstår uafbrudt og om igen, er vores det eneste ene af slagsen: Nyd det!
I den søvn, du skal sove, er der en dør et sted, som står på klem, det må du affinde dig med. Hvor den fører, får du aldrig at vide, hvor gerne du end vil, der er andre opgaver at løse, bedrifter du nødvendigvis må affinde dig med. Og en gåde, der ikke for enhver pris har fået påprakket sin løsning, er ikke nødvendigvis af det onde.
 Hvad angår begrebsforvirring.
 I drømme havde jeg løst alle mine problemer, let og ubesværet. Da jeg vågnede, kunne jeg bare ikke huske hvordan.Hovedsagen var dog, at det lod sig gøre, at det i det hele taget lod sig realisere. Vi talte om ting. Vi talte om ting i tur og orden. Tilfældig rækkefølge er der vel ikke noget, der hedder. Det gælder bare om at vide, hvad meningen er med det hele, så skal det nok gå alt sammen. Det var i det øjeblik, det gik op for mig, sådan rigtig for alvor, at jeg var noget, man dør af — der er ikke noget, der hedder stand in eller stedfortræder. Hvor i hele den vide verden skulle man også gå hen for at finde den skuespiller, der kunne spille mig? Men helledusseda! De kan vel heller ikke ligne
lige godt alle sammen, det ville da også være for meget forlangt.

Regarding confusion
 In a dream I had solved all my problems, easily and effortlessly, when I woke up, I just could not remember how. The main thing was that it was possible, that it could be realized.  We talked about things, we talked about things step by step and orderly in random order, is hardly anything. It’s just about knowing, what is the meaning of it all, then it should probably go all together. It was at that moment, it dawned on me, such for real, in earnest, was something you die from — there isn’t something called stand in or substitute. Where in the whole wide world should one also go to find the actor who could play me? But good Heavens! They could’t look alike equally well, that would also be too much to ask for.

In Bezug auf Verwirrung

In einem Traum hatte ich alle meine Probleme gelöst, leicht und mühelos. Als ich aufwachte, konnte ich mich einfach nicht mehr erinnern wie. Die Hauptsache war, dass es möglich war, daß es realisiert werden konnte. Wir sprachen über Dinge. Wir sprachen über die Dinge Schritt für Schritt und ordentlich. In zufälliger Reihenfolge gibt es kaum etwas. Es ist nur zu wissen, was ist der Sinn des Ganzen, dann sollte es wohl gehen alles zusammen. Es war in diesem Moment dass es dämmerte mir, solch real und ernst, dass Ich war etwas, wovon mann stirbt — es gab nicht so etwas wie ‘stand in’ oder Ersatz. Wo in der ganzen weiten Welt sollte man auch gehen, um zu finden den Schauspieler, der mir spielen könnten? Aber lieber Augustin! Sie konnten sich nicht alle gleich gut
gleich aussehen, das wäre auch zu viel verlangt sein.
Concernant confusions

Dans un rêve, j’ avais résolu tous mes problèmes, facilement et sans effort. Quand je me suis réveillé, je ne pouvais pas me rappeler comment. La principale chose était que c’était possible, que ça pouvait être réalisé. Nous parlions de choses, nous parlions de choses étape par étape et dans l’ordre. En ordre dispersé, chaque chose est difficile. C’est juste à savoir, quelle est la signification de tout ça alors, cela devrait probablement bien marcher ensemble. C’était à ce moment, ça m’a traversé l’esprit. Comme si c’était vrai, pour de bon, Je suis quelque chose de mortel. Il n’y a rien appelé à remplacer ou à substituer. Où dans le monde entier doit on aussi aller, pour trouver l’acteur, qui pourrait jouer mon rôle? Mais bon dieu! Ils ne pouvaient pas tous se ressambler aussi bien, ce cerait aussi trop demancher.

søndag den 19. juli 2015

Stephan Kugeln er i blækhus igen.




Sad og passiarede med min ven, Hauptmann Lübcke, over en lille cognac.  Vi snakkede generationer og slægtsled,og hvordan det for ham havde været at være fx  13 år.

- Hvad skal jeg tage fat i? Klædedragt, måske.

 Det interessante er ikke spidsbukser eller knickers, men relationen, fortsatte L. Går de andre osse i knickers og knæbukser eller…  Det betyder noget. For ve und Schmerz at stikke ud på den måde.

 Har prøvet at stille med forkert Tornister in der Vorschule.

- Før du blev fænrik?

- Ja.

-Generation er et falsum, fortsatte han.

Det svarer til, at begivenheder kun ka indfinde sig mellem kl 17 sharp og 18 sharp.  Sådan kører livet.

 Til hest med indholdsløse redigeringsprincipper. Und doch, kom det formildende.

Der Hauptmann: Jeg købte 5 styks smøger hos den blinde købmand i Havnegade (Mainz).

  De forbudte cigaretter ...vel snarere den rytmiske musik som min forældre, gud velsigne deres sjæle, de kaldte det negermusik.
 Det indfarver bagtæppet. Man var 13. Herren Gott.

   Så var der maden, kedsommelig; der var skolen, der var en mangel på frihed og på forståelse. De lærere, der så alligevel ku se igennem deres beføjelser i ordentlighed. Det er interessantere end selve beføjelserne.  
  Og væsentligere end generationskategorien, der jo kun er en titel.
 Hvad er generationens navn. Firserne. And so what? Nå det væsentligere er netop den der bryder normerne som fx læreren.

Han  var en hård hund som gårdvagt. Det var sne. 1300 børn ude i vintervejret. Med masser af snebolde i luften. En rammer Hr Gårdvagt.

Han farer hen til mig og uddeler mig en rask kindhest. Men det var tilfældigvis ikke mig. der havde ramt ham.
 
Vel, man høl måske lidt. Næste frikvarter opsøgte han mig, brødebetynget, tog sin portemonnai op og gav mig en tier eller cirka deromkring.  Godt nok havde han gjort hårdt brug af sine beføjelser: den strikte norm. 

Men ingen norm i tiden som sådan havde tilsagt ham efterfølgende at vise retskaffenhed. Og derfor kunne jeg i den sammenhæng sluge tingen fra det foregående frikvarter. Der var håb for menneskeheden.
En alder, en generation, jow ja selvfølgelig er der en smule ræson i at lave inddelingerne, så det er muligt at snakke på fælles grundlag.


Hauptmann L videre: Den rytmiske musiks kommen var for mig et slag gennem tapetet.  Havde lyttet til populærmusikken som en slags herlig afart af operette-prosodien, som igen vel var en god afart, men en  udtynding af operasangmåden. Noget artificel, må man sige. Men det var jo det vi var vænnet til. Det er så kun en del af farven på bagvæggen.  Ja. fortsatte han.  Og for så vidt ligegyldigt.

Men jeg savner marschmusikken, Paukerne, tubaen.  Ventilerne, der frøs fast. Dampen fra næseborene. 

Her et tilfældigt billede af Lübcke, da han stadig var Officiant.



lørdag den 18. juli 2015

Dette indlæg er en pendant til den hændelse, jeg lige før berettede fra Tetova, Makedonien. Beretningen skrevet af Sigurd H Plaetner

Nedenstående beretning er en tilfældig(!) pendant til  mit eget indlæg lige før. Det handler også om hvilke forunderlige træf, man kan komme ud for, måske kan komme ud for.
Jeg spurgte Sigurd Plaetner, om jeg bringe teksten nu her i forbindelse med min egen, der altså står direkte i forlængelse af Sigurds. Og det måtte jeg  







I
Nedenstående er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har oplevet. Det udspillede sig i går aftes på en vildsvinsrestaurant her i Italien:

I Castel Vittorio er der en lille restaurant Busciun, som er drevet af Terri og Tafee. Et ældre ægtepar. Restaurantens specialitet er vildsvin, som navnet antyder. Det er Tafee der skyder vildsvinene oppe i bjergene, og det er Terri der står bag gryderne, mens Tafee også fungerer som tjener. Tafee har briller med glas så store som decilitermål, og Terri har tatoveringer og et sidecut i sit grå hår. Ude foran restauranten holder byens katte til, ledet af en trebenet version af den bestøvlede kat. Kattene venter mere eller mindre tålmodigt på, at Terri og Tafee lukker restauranten, for så får de en omgang mad.

Første gang på Busciun lykkedes det ikke at smage vildsvinet, da vi var blevet mætte af tortellinien og de andre småretter, vi var blevet serveret først. I går aftes gik vi så derned med det formål at smage Terris eftertragtede vildsvin. Og hold nu fiesta, det smagte godt. Mørt, sort, rødvinsindkogt vildsvin!

Det er her, efter vildsvinet er indtaget, at det sjove starter. Vi sidder ude på restaurantens veranda mod vejen og spiller kort, da et ældre ægtepar kommer gående. Og lur mig, om ikke dette ægtepar var af dansk herkomst. Sandelig jo. Bedst som man tror, at man er udenfor rækkevidde og føler sig ih så lokal på en vildsvinsrestaurant på en norditaliensk bjergside, kommer to landsmænd med adresse i Havnegade gående og indtager bordet ved siden af.

Med samme delte begejstring over at høre sin modertunge i udlandet, falder vi i snak, før Tafee overhovedet når at sætte vand og vin på bordet. Og det er vel at mærke hurtigt.

Niels og Kirsten hedder de. Henholdsvis 77 og 70 år gamle. De har et hus i nabobyen til Castel Vittorio, og de mødte hinanden for 10 år siden, hvor de slog pjalterne sammen.

Kirsten har været talepædagog i hele sit liv, mens Niels har en lidt mere kringlet og utraditionel karriere bag sig. Som 16-årig tog han sig et skibsførerbevis i 1952, og arbejdede med skibe, navigation og maritime fagforeninger indtil han gik på pension.

Men Niels var ikke færdig. Han ville læse jura. Som 68-årig gik han ned på Københavns Universitet og tilkendegav, at han ville indmeldes. “Har du nogen uddannelse i forvejen?” spurgte de. Et skibsførerbevis fra 1952, var ikke nok. Så Niels tog en hurtig Hf-eksamen, og kom tilbage året efter med samme budskab. Han fik lov til at starte på jura, hvor han i stedet for SU modtog folkepension. Niels mødte op til alle forelæsningerne, og læste lovsamlinger dagen lang, mens han hørte Beethovens samlede værker.

5 år efter var Niels 74 år gammel, nyuddannet jurist og jobsøgende. Det faldt heldigvis samtidig med, at daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen lige havde lanceret en vision om, at vi skal have de ældre ind på arbejdsmarkedet.

Niels ringede derfor til selve beskæftigelsesministeriet og sagde, at han gerne ville arbejde for dem. De spurgte ind til hans karriere, og han fortalte, at han først lige havde bestået sine eksamener. Han fik jobbet. Om det var hans alder, den gode historie eller karaktererne fra studiet, der fik ham ind, ved han ikke.

Et par år senere gad han ikke længere at have en arbejdsgiver, så Niels gik solo og startede sit eget firma, som beskæftiger sig med at yde juridisk rådgivning. Så nu arbejder han, når han har lyst, og tager til Italien, når han har lyst.

Nu kommer den endnu sjovere del af historien. Vi taler om min baggrund, og da jeg siger, at jeg kommer fra den her lille jyske by, der hedder Rønde, kigger Niels alvorligt på mig. “Tager du pis på mig?” spørger han i ramme alvor. “Nej hvorfor?” spørger jeg uforstående tilbage. “Jeg kommer fra Grenåvej 6.” Denne gang spørger jeg, om HAN tager pis på mig. Men nej. Niels er opvokset 150 meter fra mit barndomshjem.

Kirsten bryder ind og spørger, om jeg tilfældigvis er i familie med Hanne Plaetner, der vist også boede der omkring i sine ældre dage. Som om det ikke var nok, så viser det sig, at Kirsten er gamle kollegaer med min afdøde mormor, og at Kirsten har passet min onkel i hans børnehave i Kalundborg. Og dette er uafhængigt af Niels, som Kirsten jo først mødte for 10 år siden.

Niels går ind og henter en flaske vin hos Tafee, som sidder og sludrer med kattene, og vi taler sammen i to timer.

Der finder jeg så mig selv på en vildsvinsrestaurant på en bjergskråning i Italien, hvor jeg hører om min mormor fra en pensioneret talepædagog, og om min barndomsby i Jylland fra en nyuddannet jurist på 77 år. Jeg tror ikke på skæbnen, men det her var simpelthen for bizart. Det kan ikke lade sig gøre!

Og nu bliver jeg nødt til at smutte, for om 10 minutter holder Niels nede foran Busciun i sin bil for at hente os. Vi er inviteret til middag hos ham og Kirsten her til aften.



godartet fatale linjer den første time i Litteraturfestival Makedonien 2007


Beretningen er fra Litteraturfestivalen i Tetova, Makedonien 2007


Bosnien og Brcko nærmer sig. ja det er først til november 2013, men allerede nu tænker på Makedonien nov 2007, hvor jeg var til en anden litteraturfestival. 

Jeg oplevede noget højst interessant, da jeg landede nede i den luftlomme (lidt som Dk i 50'erne m/trist byggeri mm) til det vestlige Makedonien dengang. 
Vi skulle bo på Tetovas eneste hotel. 

Med det samme jeg var kommet til stedet, ville jeg ringe hjem og sige, at jeg var kommet godt derned. Jeg holdt og flyet holdt, hvilket er vigtigt når man er novice, når det kommer til længere distancer og fly.

 Men min mobil ville ikke. Ku være, der var endn slags telefonbutikker med bokse, jeg aldrig havde set nogetsteds, men som jeg tænkte: ku være.

Og ganske rigtigt og mirakuløst, 300 m fra hotellet var en lille boksbutik. 

Jeg gik ind. For enden af rummet sad en ung kvinde bag en disk. Og til venstre var der en række telefonbokse. Jeg spurgte hende om ikke "the landcode to Denmark was 0039" eller hvad nu cifrene var.

 Yes, svarede hun og gik videre med sine sysler. Inden hun nåede at svare mere, sagde den unge mand, der sad på en af stolene til højre på fejlfrit dansk, om jeg var fra Danmark.
 Han så aldeles meget lidt nordisk ud og til gengæld meget makedonsk. Ja, jeg er fra Dk.
 Og han rejser sig og giver hånd og fortæller-stadig på dansk- at han hedder Aref. 

Hans forældre har en grønthandlerbutik på Frederiksberg, men han selv var smidt ud af landet, savnede meget at ku vende tilbage. Men han havde altså lavet lidt forkerte ting, noget med nogle biler, der ikke var hans.

 "Mon ikke du osse har pandet en ældre dame en på hatten". 

Nej det havde han nu ikke. "Skal vi ikke gå ned og finde et sted og snakke videre," siger Aref så. Han vil give en kop kaffe. 


Vi kommer lidt ind på Kbh og skolen, han havde gået på.

 Jeg siger: "Nej, det er nu næsten lige meget, for jeg kender kun én skole i Kbh og dertil kun to lærere."

 Ja men han havde gået på Ny Carlsbergvejens Skole. Jeg: "Nå ja, men min bror er lærer dér, og det er derfor den eneste skole jeg kender, og min bror Walter er lærer, så derfor. 

Det sagde ham ikke noget umiddelbart. Jeg: ja den anden lærer, jeg kender, har jeg lige mødt i forb med min brors fødselsdag, som han holdt på skolen. Og han hed Troels Dalgaard.

 Aref: TROELS, det var min klasselærer, min bedste lærer, han hjalp mig gennem tiden, mens retsagen stod på. Han er fuldstændigt fantastisk. 

Vi snakkede videre..og det springer jeg over lige nu. Jeg tog et foto af Aref, og da jeg kom hjem, ku jeg sende fotoet på mail og FB til klasselærer Troels, som udover at blive glad, fandt det lige så underfuldt som jeg. 

Ved tilbagekomsten inden for samme time kommer jeg i venskabelig snak med Hakija Karic, bosnisk forfatter, og jeg beretter om min forgæves jagt efter en bestemt forfatterinde, som mit forlag (mit: jeg var og er bestyrelsemedlem af forlaget) ikke kunne etablere kontakt til. Og forlaget var i fuld gang med oversættelse af hendes digtbog. Gennem 3 år havde vi gjort alt, fx det naturlige at høre, om den danske oversætter kunne hjælpe.
Men alle veje var lukkede.
Jeg nævner så hendes navn over for Haki- og syadig inden for den første time i efter jeg nordbo var landet i dette land, jeg intet kendte til, udover at man havde været nødt til at sætte F.Y.R. foran Makedonien (fyr: tidligere jugoslavisk republik).  
"Ferida, brad?" gentager Haki, vi er allerede formaliserede brødre, brad.   
Ja men hende kender jeg da vældigt godt. Ferida bor i Sarajevo, og her er hendes adresse mm. 
Begge episoder inden for første time.  Lige efter, vi snakker minutter, møder jeg Jane Todd, amerikansk poet. Kalder sig kun J. C.. Hun spørger mig ret hurtigt inde i samtalen, om jeg kender Lynn Hejinian (stavet forkert her, sorry). Jeg fortæller hende, at den eneste bog jeg har siddet med i flyet var netop skrevet af Lynn H.
Det kan godt være, at de godartede skæbnemæssige krydsende linjer taber fart og møder deres klimaks før denne sidste situation.
men jeg oplevede flere tilsvarende ret så uforståelige (statistisk mod alm odds) træf. De er ikke med nu.    
Jeg mødte ikke andre nordisktalende, endsige nordiske mennesker overhovedet i mine fem dage i Tetova. 

Dog: den 3. dage traf jeg en svensker, der havde indlogeret sig på hotellet og jeg møder ham i vestibulen. Og han kommer ind på hvorfor han er i dette albansktalende hjørne af Ex-Jugoslavien. jeg ville aldrig have kunnet gættet det.
Han indkøbte metadon til den svenske stats statskontrollerede narkofixerum. 

Cartoon m/Hald (igen, igen) parret bag er Franken Madsen og Sussi Karloff (måske tidligere Bech?). EKS LIBRIS, Weekendavisen


von Kugeln-note om en opringning





Havde igen besøg af officiant Flohr. 

Officiant F fortalte:
”Jeg blev ringet op af 3 telefonselskaber, fire dørsælgere, 2 forsikringsagenter.

- Jeg ka ikke besvare et eneste af spørgsmålene. Jeg hørte på spørgsmålene, lettere irriteret:
-De passer ikke til mig. Blev spurgt, om jeg ville have forsikret mit drivhus og mistbænkene.

-Ja eller nej?

-Jeg bor på 4.sal, kære ven,  og ejer hverken have eller drivhuse.

Næste spørgsmål i telefonen: Gør havearbejde Dem vred?


-Hører jeg stemme?


-Jeg bliver svimmel.

fredag den 17. juli 2015

Erik Helger som gæstepoet hos KSN på den digitale avis www.denfri.dk

Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Erik Helger.
Så gik han ud i svinestien
og så hvordan Odense
tog sig ud
uden telefoner.
Før den rejste
ind i ledningerne.
Da var duggen faldet
 frivilligt.
Og gevirerne i blomsterne
var alle blevet mætte.

onsdag den 15. juli 2015

Kaptajns-fragment




Kaptajnen:

Og i næste punktum lukker nattevægteren luft ud af Ilsekind..ja han tager englebarnet til sit 

hjerte, gør han, men nervøs er han stadig og slipper den varme bolle. Riflen er ikke købt til dette, men til tag-selv-banken. Og han plejer selv at have skiltet med: 

Lukket pga røveri. Men det var jo slet ikke det han ville. Han ville tækkes den lille Andelskassekasserer i glasburet. Han har allerede lindet på chassiset. Men tager 

sig i det. For hovedet summer af kejtede bier og planer og lidt slap af. Han fortsætter: En grå Ferguson fyldte mig helt ud frem til puberteten, men jeg skrabte 

i glasset, jeg og frem af flormelissen trådte hyp hyp og tankerne samlede sig i en syndflod af erogene zoner, dyrisk, men man kan for fanden 

tøjle lortet. Nej det ka man ikke.   Og så til sidst kører de en stol og et fjernsyn ind på scenen, hvor vor mand holdes kunstigt i koma.  Så rejser 

han sig, strækker armene ud og ved, at han ka flyve, hvis det er det. Det er det ikke, Men 


er altid klar, hvis det kommer så vidt.   

fredag den 10. juli 2015

Glenn fredagsdigt hos mig....hvis der er problemer med at få digtet frem, så klik på linket under digtet




Fredagsdigtet 10072015



Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Glenn Christian.
gc
Digtet er publiceret i digtsamlingen Mudret sol.
The following two tabs change content below.