fredag den 30. september 2016

fredagens



Fredagsdigtet

lige en talentløs mail, kære Poul.

biopsien, den lille nålepude/
et pindsvin/ men spærret inde, indvortes

og det skal jo give forkert farve fra de åbninger, du ved/
gul/sort advarer, men hva med rød/

Lægemand sagde ikke rigtigt noget om den sag, heller ikke på forespørgsel, svarede

i hvert fald i vest på mit østvendte spørgsmål. Og gav den på suspensen, der blev ligesom

bygget op til at det hele var værre og i den grad spredt/ helt ud i haven/
(end han havde sagt til mig i tlf)

det viste sig så, at det var en slags talefejl. Kun lymferne
var kommet til, hvad vi vidste. Udtalt som ruin./

og plasteret fra depotmedicinen under maveskindet

Vidste ikke, om jeg skulle sprættes op med lille håndøkse/ eller bordkniv /
og hvilket større aggregat sku fastspændes.

/En mand i Nykøbing har en butik med vask og rens og rul, den hedder Kemo/

Og måtteservice. Det er sgu da humor.

Jeg har og er dartskiven. Det er ikke humor.
**

Dette er fredagsdigtet på DenFri af Knud Steffen Nielsen.
The following two tabs change content below.

torsdag den 29. september 2016

Om rod, readymade


clip fra bloggen Den smalle Bog. Anmeldelse ved Erik Kock, der har læst Søren Fauths Vilje.




torsdag den 21. april 2016

Hvor der er vilje, er der liv. En filosofisk tænkepause

Søren R. Fauth: Vilje. 60 sider. 39,95 kr. Tænkepauser, marts 2016. Aarhus Universitetsforlag. Også som e-bog i PDF, EPUB, samt lydbog på da.unipress.dk

Af Erik Kock 
”Det var ikke med vilje, det var med hånden!” Et begejstret grinende ekko fra barndommen lister sig ind i skriveprocessen netop nu. Pigen skubbede til drengen så han faldt, men forsøger med ironi og humor at afværge den værste ballade. Af og til hævdes det at børn siger sandheder uden blusel, uden pli og uden tanke for konsekvenser. Det nævnte er et ganske overset eksempel. Citatet er ikke bare en leg med ord, det er en leg med ild.

Det skulle ikke undre om en af Søren Fauths i bogen omtalte sønner også engang har ytret disse ord, og at faderstoltheden straks har opfyldt forskeren. Knægten har i sin uskyldige visdom netop demonstreret at han kan håndtere både erkendelse, bortforklaring og humor i ét hug. Han ved godt at det var med vilje, og det gør de omkringstående også. Han havde først til hensigt at skubbe og løftede derefter hånden for at udføre handlingen. Men nej, ikke ifølge den tyske filosof Schopenhauer, og så skal man vogte sig; for denne mastodont i tysk tænkning har gennem mange år været Fauths helt, bl.a. taler adskillige oversættelser og indføringer i Schopenhauers tænkning deres tydelige sprog. Og forfatteren erkender da også at han ikke kan skrive en bog om vilje uden at denne filosof bliver en hovedperson.

At Fauth Jr. i den ovenfor skitserede situation er faren til behag, skyldes at han demonstrerer dybde i sin tanke. Detvar med vilje, men viljen var der allerede, den kom førhensigten. Så knægten har på et helt andet plan ret alligevel. Før Schopenhauer, siger Fauth, var den gængse filosofiske position
”(…) at mennesket først og fremmest er et fornuftigt og forstandigt individ, og at viljen så at sige er et resultat heraf. Vi er med andre ord først tænkende, derefter villende.
Men ifølge Schopenhauer forholder det sig omvendt: Vi vil først og fremmest, og fordi vores vilje har brug for noget at stræbe mod, har brug for en retning, et mål, tænker vi. Vores erkendelse er et instrument i hænderne på vores vilje.” (s. 24)

Gennem bogen formidles der for fuldt tryk med allehånde indgangsvinkler og hverdagsscenarier med filosofisk perspektivering på en sådan måde, at denne nr. 37 i rækken af pocketbøgerne ”Tænkepauser”, uden besvær lever op til seriens slogan: ”Viden til hverdagen af topforskere.”
Med Schopenhauer som omdrejningspunkt og guide gennemgås menneskets vilje som det absolutte grundvilkår og som oppositionel position over for bl.a. Kant. Denne oplysningens og fornuftens ridder belyses i forhold til tanken om den fri vilje, og der inddrages pointer helt frem til moderne hjerneforskning. 

Schopenhauer
Men igen og igen lader Fauth Schopenhauer lave benspænd ved enten at vende tingene på hovedet eller ved slet og ret at udnævne mennesket som én gang for alle prisgivet sin vilje, sin egoisme og sin kannibalisme. Det er ikke kønt, men realistisk, i følge tyskeren og, må man tro, germanisten selv. Der er ikke tale om kolportering af en tænkningens darwinisme, men en udfordring til at bevæge sig så langt hen imod disse bud på indsigter som man, nå ja, har vilje til.
Det er nu ikke Schopenhauer det hele. Ud over Kant er man glimtvis på besøg i tysk litteratur- og filosofihistorie, og der garneres med franske observatører og tænkere. Det er således filosoffen René Descartes der allerede i bogens indledende sætninger modtager det første germanistiske hug ved at lide den tort at se sit hæderkronede dictum ”Jeg tænker, derfor er jeg” sparket til hjørne af omskrivningen ”Jeg vil, derfor er jeg.”
Der er dog ikke tale om nådesløse slagterier, men om en venden og drejen af vores vante forestillinger og trygge forvisninger.

Som passioneret cykelrytter konfronterer forfatteren rent privat ofte sig selv med mange udgaver af de viljeshandlinger og -ytringer som bogen behandler. Som led i en formidlingsstrategi fungerer trængslerne på den store klinge ganske udmærket. Selvironien og humoren er heller ikke af vejen, når læseren giver sig i kast med de i bund og grund uudtømmelige spørgsmål om vilje, krop og handling. Det er i bundetheden til samspillet, man kan vel lige så godt sige ’kampen’, mellem disse tre, at mennesket kommer til at stå frem. Det ultimative udtryk er viljens vilje til sig selv og viljens vilje til liv.

I bogen rejses der langt flere spørgsmål end der gives svar, og det er på sin plads, for det er som bekendt svarene der får os til at standse; spørgsmålene driver os videre.

Hvem ved, kære læser, måske sidder Fauths ”Vilje” i din lomme en dag. Men det er selvfølgelig helt op til dig selv – hvis du da ellers mener at du er i besiddelse af din egen fri vilje.

Min ven, Lasse skriver





onsdag den 30. december 2015

Eventyrenes tid er ovre.

Kvitteringerne hober sig op. Mine lunger griber mindre luft. Døden står for døren, jeg ved det godt. En duft af gran, en krans om halsen. Mit navn er Kong Arthur, jeg er romersk legionær, det var jeg, det faldt sammen, jeg skule jo leve. Jeg har været overalt, jeg har siddet i en grotte, jeg har ædt mig selv, munden fuld af aske. Nyrerne sætter ud, jeg nåede ikke lære dem at kende. Ved du, hvad jeg snakker om. Jeg elsker dig, alt er kærlighed, sagt på en anden måde, der er ikke noget på den anden side, der er ikke nogen anden side, hovedbundsmassage. Alt er kærlighed. En plasticdinosaurus, et par klaprende støvler, Mussolinis fjæs, Donald Trumps, hvem ligner mest en vaffelis, en sukkertomt. Jeg vil sniffe hele natten, dens løv, dens levende åndedræt, roerne, træernes nøgne grene, deres dryppende dråber. Jeg elsker træet, jeg elsker alt, jeg ligger sidder og dør omkring. Alt er teater, alt er vin og brød. Og altid vender vi tilbage til havet, saltet og skummet, bølgeskvulp, månen står op, solen går ned, det lyner, det tordner, det trækker op igen, trommerumlen i det fjerne, ude fra horisonten, og inde fra land, et sted mellem klitterne brænder et bål. Jeg er tilbage igen (halvt henvendt til suffløren). Ved du hvad jeg mener, når jeg siger, at åndenøden er et historisk betinget fænomen. 

mandag den 26. september 2016

jeg pikeres en smule og morer mig ligervis ad absurdum....



Der har ikke været meget rul af duge eller måtteservice this day.  

Men annoncen er da forrygende...og jeg sidder endda her ved fjord og vand og sallingland og ser over mod åsted: Nyk. Mors

lørdag den 24. september 2016

testen, jeg helst vil tabe



vil så gerne lige tabe den danskhedsopfattelse, Martin



 til himlene rækker endikke my grimming teeth, so help me. har smidt my coloured tv... ud gennem vinduet,klarer det ikke mere.


 hvis I fx så forkert ved ansigtsgenkendelse og troede jeg var hende eller ham, der snakker hvid slask og spytter spyttemandsk på mine/egne vegne, så er jeg først på vej udover vejbroen, og så er det migselv, der har udløst det..

lån fra Asta Olivia




tekst til psykiatriarrangement 22/09
Jeg ville forsøge at komme i tanke om, hvordan det var, dengang jeg fik en diagnose. Men det hele virker usket, som en næsten umærkbar drøm, man kun kender ved, at den har efterladt håndfladerne svedige.
Jeg bliver svimmel, når jeg skal forsøge at huske, at jeg levede i de år, 2005-2011, hvor jeg var hyppigt indlagt.
Jeg har fra tidlig alder været et beskrevet menneske.
Psykologer, socialpædagoger, beskrev mine år fra 14årsalderen, til jeg som 17årig, næsten 18, blev indlagt, så beskrev psykiatrien mine år derefter.
Jeg ville læse den journal, jeg stadig har, fra mit toårige behandlingsforløb i OPUS som startede et halvt år efter første indlæggelse, forud for det her arrangement.
Det, der er nemmest at forstå, nemmest at mærke, når jeg læser den nu, er den hovedpart af journalen, der beskriver min økonomi. Stadige opkald, til forskellige instanser, for at få udsat den ene og den anden betaling, stillet afdrag i bero, om der kan laves rateordninger på vandregningen.
En passage som den følgende er nem at forstå:
Vi åbner breve. Der ligger et anbefalet brev fra administratorkontoret, med en varsel om en inkassosag og et skyldigt huslejebeløb på 8.300 kroner per første juni. Der er en rykker på en VVSmand, på nu 5000 kroner, og et overtræk på kontoen på 700 kroner. Olivia er længe om at åbne breve, sidder og gnider fingerspidserne mod læberne længe efter hver centimeter hun åbner. Hun gør det og læser, hvorefter hendes udtryk bliver helt apatisk. Olivia og jeg har god emotionel kontakt. Hun er tydeligvis berørt over sin uoverskuelige situation og nærværende. Men da hun skal forholde sig til breve og regninger, forsvinder nærværet. Hun bliver tom i blikket, og holder op med at høre efter.
Hvad jeg også kan forstå, når jeg læser journalen, er at jeg dengang havde en levende mor som bekymrede sig for mig. Jeg savner hende.
Der er en beskrivelse fra et hjemmebesøg, som indledes med at hun ligger syg på sofaen, hun nævnes ikke igen. Som sådan, tilstedeværende i teksten, men uden for blik og vurdering - jeg forestiller mig hendes åndedrag - mærkes hun, som noget der virkelig var.
Der er også refereret mange samtaler, hun har med mine kontaktpersoner. Af de referater, må jeg udlede, at hun er min mor, ligesom i beskrivelserne af mig selv, hvor jeg må udlede, at det angår mit liv.
Nu skal jeg begynde det besynderlige arbejde, at beskrive den beskrevne patient i journalen.
Min største undring, når jeg læser hele journalforløbet, er, at jeg læser en tekst, om et menneske der gradvist udvikler sig til at blive stofmisbruger, uden at nogen anser det for et problem.
Da journalen indledes, er jeg på det antipsykotikum der hedder Seroquel, jeg har desuden ordineret Oxexypam til PNbrug. Det vil for dem her i salen, der ikke ved hvad det betyder, sige et akut beroligende middel, jeg kan tage efter behov, men ikke flere end tre om dagen. Jeg fortæller om, at jeg benytter det sommetider, men ikke hyppigt.
Da jeg vedvarende fortæller, at jeg pines af voldsom træthed, og en fornemmelse af, ikke længere at kunne tænke, beslutter man at supplere Seroquel med endnu et antipsykotikum, Abilify, som i modsætning til Seroquels, med en eufomisme, beroligende virkning (sløvende ville være mere rimeligt), regnes for at have opkvikkende virkning.
Under en kortere hospitalsindlæggelse, årsagerne kender jeg ikke, jeg har ikke hospitalsjournalen, besluttes det, at supplere med endnu et antipsykotisk, Truxal. Jeg er altså nu på tre antipsykotiske præparater samtidig, og man overvejer, om man skal nedjustere dosis af Abilify. Man overvejer ikke, om det, at have en patient på tre antipsykotiske præparater samtidig, burde føre til en mere grundlæggende overvejelse om, hvorvidt medicinen virker.
Jeg bliver ved med at beskrive, som det, der tydeligvis piner mig mest, at jeg ikke føler jeg kan tænke længere, jeg lyder desperat, og jeg begynder også oftere og oftere, at undlade at tage medicinen periodisk, og giver som forklaring, at jeg har brug for at tænke.
Under de bratte medicinophør, kan både jeg selv, og navnlig min mor (som ellers var skeptisk over for medicinen til en start) beskrive at jeg får det mærkbart værre, det bliver set, og forklaret til mig og hende, som et tegn på at medicinen virker, selv om jeg i dag kan vide, at det nødvendigvis må medføre voldsomme udsving, at ophøre med medicin, der virker i hjernen.
Samtidig med, at jeg er på disse tre antipsykotikum, beskrives i journalen, hvordan jeg i tiltagende grad, dels begynder at drikke dagligt, dels hvordan mit forbrug af de akut beroligende piller, oxexypam, stiger betragteligt.
Flere steder står beskrevet, at jeg har taget ’omkring 10 oxexypam’ i løbet af en urolig dag.
Man gør indsatser, for at begrænse mit alkoholforbrug, men man gør ingen tilsvarende indsatser, for at begrænse mit indtag af pillerne. Heller ikke efter at jeg har overnattet på skadestuen, til observation, med en meget høj promille, men også, ifølge journalen, efter at have tage ’omkring 10 oxexypam’ henover en eftermiddag og aften. Man giver mig ved den efterfølgende samtale fortsat oxexypam med hjem.
Det er mærkeligt, at læse om et ungt menneske, der for øjnene af adskillige voksne mennesker, bliver stofmisbruger.
Der er ingen reaktion, på min vedvarende, desperate klage, om at jeg ikke kan tænke.
Måske opfatter man det sådan, at jeg aldrig har kunnet tænke, at der ikke er tale om det skift, jeg selv oplever.
Jeg blev intilligenstestet, da jeg i sin tid blev udredt, og fundet under normalen, måske tænker man at disse tanker, hvor meget jeg end giver udtryk for at savne dem, ikke er værd at savne.

Det er svært at se, når man læser journalen, at medicinen, hverken det ene eller det andet præparat, dosisøgning, krydsmedicinering, skulle have nogen afgørende effekt, på de udtryk, de psykotiske symptomer, man har valgt at betragte som min sygdom.
Jeg bliver i den toårige periode jeg er i OPUS, alle medicinændringer til trods, ved, at have det, man kalder psykotiske symptomer.

Jeg er ofte undvigende, umeddelsom, og udebliver igen og igen fra aftaler, undlader at åbne døren ved hjemmebesøg, så denne undvigende adfærd taget i betragtning, er det bemærkelsesværdigt, hvad der gør, at jeg omvendt sommetider selv, tager initiativ til kontakt.
Det drejer sig aldrig, om ting, der er nævnt på symptomlisten for min sygdom. Det drejer sig navnlig om mine vedvarende økonomiske problemer, og om mine vedvarende vanskeligheder med at tilpasse mig kravene, også de sociale, på de forskellige hfenkeltfags-kurser, jeg forsøger at tage, hvor jeg befinder mig under en stadig trussel om at blive smidt ud, og også flere gange, i journalens forløb bliver det. Det drejer sig om besvær og angst ved, at forstå procedurerne vedrørende kontanthjælp.
Det drejer sig i alle tilfælde, om problemer af social art.
Man kunne så udlede, at jeg egentlig kun har ageret disse symptomer, af behov for at tilfredstille den forventning om lidelsesudtryk, der gav mig adgang til den støtte jeg havde intenst brug for.
Jeg tror ikke det hænger sådan sammen. Da jeg i sin tid blev udredt, kendte jeg intet til den diagnose der endte med at blive stillet, jeg troede jeg var indlagt med og ville få stillet diagnosen depression, som var den eneste psykiske sygdom jeg kendte navnet på.
Jeg tror, det hænger sådan sammen, at de oplevelser og udtryk, der kom til at afgøre, at jeg fik min diagnose, ikke af mig selv blev betragtet som mit problem.
Det lader til, i samtalen med læger og kontaktpersoner i journalen, for mig først og fremmest at udgøre en formalitet, jeg bliver vedvarende spurgt til disse ting, og jeg svarer, men aldrig på en måde, som om jeg egentlig har lyst til at gøre det til genstand for længere samtale.
Jeg har indimellem tænkt, at jeg burde fortælle mine nærmeste mere om disse ting.
Har tænkt: er det mærkeligt, at jeg går gennem dagen og ikke fortæller min kæreste om mine syner. Er det mærkeligt, jeg undlader at fortælle min bror om det.
Der er et misforhold mellem, hvor meget jeg har fortalt om de ting til statsansatte, og hvor lidt til mine nærmeste. Man har givet mig den fornemmelse, at de ting udgjorde et afgørende punkt, hvorudfra man kunne forstå mit livs præmisser, og det derfor, når jeg tilbageholdt det, måtte være af skam, af frygt for at støde folk fra mig og ikke blive forstået.
Nu ser jeg den mulighed, at jeg måske bare ikke har meget lyst til at tale om det.
Det er ikke fordi, det er så svært at forklare. For eksempel:
Sommetider, når jeg er alene hjemme, mærker jeg, at der er nogen bag mig. Så bevæger jeg mig kun med ryggen mod væggen, forlader måske ikke min lejlighed i flere dage, for jeg mærker, at der står nogen uden for døren og venter på mig, så fornemmer jeg, at ryggen allerede er taget, at det allerede sidder i ryggen, og jeg må ligge mig og vride mig, det kan tage kortere tid eller længere tid, men så kommer udmattelsen.
Sådan kan det være, det er udmagrende, og sådan har det været hele mit liv, fra min barndoms forestilling om at mine forældres indre var blevet udskiftet med onde lyttemaskiner og altid, men der står intet sted i journalen at jeg giver udtryk for hverken at ønske eller forestille mig at det skal stoppe, det er uden for min tankesfære, at forestille mig, at de ting kunne adskilles fra mit liv.
Der er heller aldrig nogen, der opholder sig ved, at disse udtryk og oplevelser, man kalder sygdomssymptomer, lige så vel kan være venligtsindede og beroligende, som det kinesiske børnekor jeg fortæller om, der sommetider begynder at synge for mig, og det føles som en beskyttende bue om ansigtet.
Det lader til, at ’symtomerne’ udtrykker sig med så stor variation, som i så høj grad bare en måde at være og forstå, at det er meningsløst at betragte dem, som et invasivt og entydigt destruktivt fremmedlegeme, som skal fjernes.
Jeg ser journalen igennem mennesker, der ønsker mig det godt, de ønsker, at jeg skal komme til at kunne klare mig og navigere i de krav, der bliver stillet. Jeg ser, at jeg får uundværlig hjælp til ting, jeg på daværende tidspunkt tydeligvis ikke ville have magtet selv, jeg får hjælp til at forstå tal og beukrati, og det er tydeligt, at det er OPteamets fortjeneste, at jeg på det tidspunkt ikke, oveni mine øvrige vanskeligheder, bliver boligløs. Men jeg ser også mennesker, der er så loyale over for deres eget fag – et fag med en historie, der ikke kalder på loyalitet – at det gør det umuligt for dem at se, at de er med til at opstarte og underbygge et ødelæggende pillemisbrug, og jeg ser nogle mennesker, der i tiltagende grad opfatter mig som uvillig til behandling og respektløs, uden på noget tidspunkt at medtage i deres vurdering, at jeg gentagende gange fortæller dem, at den behandling der tilbydes i form af pillerne, bringer mig i en tilstand, hvor jeg føler jeg har mistet mine tanker, og dermed, kunne man også sige, en oplagt vej ud af

fredag den 23. september 2016

søndag den 18. september 2016

klinisk note nr 2




Klinisk note:

Prøvede at sætte håret som Kim jung-il og søn, men det gik slet ikke. Frisuren sad i kammen bagefter.

lørdag den 17. september 2016

Suverænens første tale




Suverænens tale er det spyd dér. Det er en talehandling. Jeg skal fange gnisten med tænderne, men ikke sende tilbage. Kun det.

 Jeg sidder ikke i plyds.

 Og bliver ikke genindsat hver gang han taler til mig, for øjnene, hans, er lukkede helt i. Den mekaniske dukke er ikke et sovedyr. Det gør vi lige helt klar for alle, der måtte følge med i salen, som osse er scenen. DET er hamselv.

“Jeg erklærer herved,” siger suverænen ”at du har et spørgsmål. Mit svar er mit svar, og for hver gang jeg dør, så skal du lægges med på bålet som en enke.”

Øjenlågene passer ikke til figuren. Han der skulle se så oplivet ud, poserede med halvlukket blænde, så man fornemmede et træt og kun halvt insisterende engagement i folkesagen. Det lille bluffnummer.

Disney kunne klare dukkens nedstirrende blik med en let syning og lidt botex fra siden af øjeparret. Suverænen er jo Disney-like, din lille skærmtrold. Han er et realityshow. Det ved du. Suverænen er. Suverænen spiller on behalf of Suverænen. Suverænen får åbnet dåsen ved dekret. Han tager min uniform på mig. Ved dekret. Strammer den? Spørger han ikke.


Det er dog et teatralsk liv, men det virker. Jeg modtager klart dramaturgisk spillet, tak. Jeg spiller den suverænes modtager. Jeg er røret, hvorigennem der skal spørges og svares.


Hos den fuglelignende beriderske smælder de lange øjenvipper som en blomsterfælde. Kunne matche hele vejen ned og igen ad de km-lange ben, så ladylike. Så Gucci, så Vertacci, så Prada. 

Morten E Nørskov gæster mit kontor på den.fri.dk


Morten E Nørskov som gæst i k-butikken og på www.denfri.dk


Fredagsdigtet





Ærø-edderkopperne, primært kors– men også mange andre og større (netadgangen er svag, research tager lang tid), så store, at jeg om natten fra det i huset inderst placerede soverum hører dem springe fra væggene ned på fliserne med et dumpt drøn der sender mig tilbage, eller hjem, til Nørrebro hvor man er ved at slå “pæle” i til et nyt boligkompleks eller ungdomshus/indkøbscenters fundament og kort efter kradser de på dørene og spinder højlydt næsten usynlige bjælker for alle vinduerne jeg ikke kunne åbne hvis jeg turde, slet ikke ved nattetide. Om dagen hænger de roligt og skider på de hvide vægge, uafficerede af ja-stort-set-hvad-som-helst. Havørrederne er der mange af og de opfører sig som de plejer, den store flotte der afsatte et ryk et chok en længsel efter stærk strøm i min krop bærer jeg rundt som et smykke der minder en del om et kainsmærke (og usynlige bjælker/lænker/tremmer?)) og begejstrer alle der kender den af Ewald begyndte og af Højholt færdiggjorte analogi, hvalen der springer mod solen og lander med et plask i badekarret hvis vand flyder ud på gulvet hvor mit udspyttede blink ligger og savner en større krog med bedre “bid”. De små hiver jeg i land og slipper fri igen, tobis og efterårets hornfisk, hvis ansigt først senere i deres cyklus udvikler noget der kan minde om Bowies som ung, anvender jeg som agnfisk under et flåd hvis lette drev hen over bunden måske før ugen er omme lokker en sjælden pighvar til huk, hvilken glæde det ville være. Ja, det blev lidt langt, beklager, men resten af natten ligger jeg rystende af angst og venter på edderkopperne river væggene ned og sætter alt indbo med samt mit afsjælede legeme til salg på E-bay, edderkopper har altid brug for cash, they run the fucking island…
The following two tabs change content below.

Morten E. N

torsdag den 15. september 2016

Min ven, Lars Troels Møller, med sin oversættelse af Ramón Gayas essay om kunst. Fra det sidste nr af KRITIK.


digt4





hvor vi er, går dagen.
 
Han leger fange.

så skal  deviationen tælle det
i synåle



digt 3


Jeg moser rod­frug­ter på tallerkenen
Jeg prø­ver at sæku­la­ri­sere inde­ fra maven og ud.


Det starter i knæet og så øje-luk dig.

 Og prøver så hån­den og så

havet som depotmedicin på begge sider af maveskindet.


Jeg gider ikke diag­no­sti­ce­re. Nej,

jeg vil ind i det naive. Katekismen, den tar vi i morgen.



Kun hundene læser jeg uden videre og  den søde­ste sky. Den er nem.

Så en smule mor­gen­toilette.
Det gir en masse små påfund, 

er der det med kontinentalpladerne, den lader vi osse ligge til senere.

Nedskalerer kritikken af fornuften. Skabede små modeller af pap.



onsdag den 14. september 2016



I


Indrømmer:

Jeg kan ikke læse hvem du/ I er.


Jeg kan ikke spejlaflæse eller risikoaflæse, kaosaflæse.

Uanset hvad jeg har påstået tidligere.



Jeg kan aflæse den store viser og stemmeurnerne. Jeg kan næsten høre,
hvad du siger. Se, hvad du gør. Det

er det, kun. Og  dementiet,

det, der lignede  kød der falder af  benet. Dit kranium   fx,   

når du frustreret fortæller om øjenvipper, der er tabt.

Jeg accepterer ikke truslen.

I det øjeblik du glemmer fordi nu skete det i dit liv


at hinanden, hinanden 
figurerer sig

som en slags massefylde.

Hul i symbolikken.


Den er der bare.



digt




Jeg joker, sagde jeg højere, end jeg først havde tænkt mig.



Allerede på vej op ku jeg se at thrilleren havde en beroligende


orden, fik mig til at tænke mig væk fra


det kaos, der let opstår i trafikken. Man må ophæve alle disse

bevægelser. Bilernes. Og De, min Hr Chaufførs bevægeapparat skal ikke

bruges til disse kaotiske positioner, snart a, snart b, c, d etc.


Punkt k et blodigt sammentræf. Et pariserhjul ramt af stormvejr.

Ku man i realiteten altså nøjes med det ophævende og illusoriske hvilepunkt.


En ballonfart uden risiko, min gode mand. Blot

hvilende på ryggen.

Livet der ku leves på stenenes nåde og bladstilkens måde. Nåde?

Uden fiasko og uden succes.

Leve forbrydelsen igennem på papiret.

Nu er den væk.