mandag den 17. juni 2019

.dreaming. Bloggermand deltager med tekst om UTOPI





Tag med til Ejerslev, hvor vi sammen vil folde drømmenes faner ud!

Ejerslev Dreaming er en ny musik- og kunstfestival, som finder sted i de magiske omgivelser omkring Ejerslev Havn på det nordlige Mors.

Med festivalen vil vi invitere nye og gamle venner til at tage en tur væk fra hverdagen og ud på den smukke ø i Limfjorden, hvor nye oplevelser venter. Vi skal bl.a. til koncerter i den lokale landsbykirke, lytte til litterære oplæsninger, nyde solnedgangen fra molerskrænterne omkring lagunen, spise fællesmiddag og feste på havnen til den lyse morgen.

Vi vil løbende løfte sløret for programmet, men ambitionen er at blande forskellige udtryk og genrer i fælles æstetiske oplevelser, der sætter fantasien fri. Forvent et lille, men nøje kurateret program, hvor ikke to ting er ens.

FREDAG
Ankomst til Ejerslev Havn om eftermiddagen, hvor der vil være velkomst og mulighed for at slå lejr, nyde en drink, se solnedgang og mødes ved bålet.

LØRDAG
Fuldt program med musik, litteratursalon, filmvisning, naturvandring og oplevelser i lokalområdet. Fællesspisning og fest i partyteltet om aftenen.

SØNDAG
Fælles morgenmad og afsked.

EJERSLEV HAVN
- er en lille perle på det nordlige Mors. Ved siden af havnen bugter sig en grønblå lagune omgivet af de karakteristiske molerskrænter, hvor man kan finde fossiler fra fjerne tider. Det er i dette smørhul, at vi skal bo. Den gamle naturhavn er restaureret af en lokal forening, som er så rare at hjælpe os med praktikken omkring festivalen, så vi kan sove på deres hyggelige campingplads og bruge havnens faciliteter.

BILLETTER
Vi har plads til ca. 150 gæster, og billetterne kan købes via dette link: www.tikkio.com/tickets/9196-ejerslev-dreaming

TRANSPORT
Bor du i København? Så er Mors et stykke væk ja, men hvis man lige finder et par gode podcasts og pakker lidt proviant, så er turen ganske hyggelig. Du kan tage bussen til Nykøbing eller arrangere samkørsel. Mere info om transportmuligheder følger – vi skal nok sørge for en god måde at fragte jer ud til havnen på, når I ankommer til øen.

VÆR MED!
Har du en god idé, eller vil du være med til at skabe en helt ny festival sammen med os, så tøv ikke med at kontakte os.

HVEM ER VI?
Vi er en flok gode venner (Laura, Drude, Nina, Liva, Esben, Signe og Ninna) med forankring i både København, Aarhus og på Mors. Vi elsker musik, kunst, natur og mennesker, og vi ønsker at skabe en helt særlig oplevelse sammen med jer. Det er første gang, vi afholder Ejerslev Dreaming, så det er både et eksperiment og en kreativ legeplads, men vi gør alt, hvad vi kan, for at det bliver uforglemmeligt for os allesammen!

FØLG MED
Via vores facebookside eller eventet her, hvor vi løbende vil poste mere info.

tirsdag den 11. juni 2019

Sørens fine digt



Digtet hedder:
»Jeg har magiske hænder«
diget hedder:
»Jeg ejer Merkur«
digtet hedder »jeg er en blærerøv«
diget hedder ikke en skid, men det kommer her:
Ordene falder gennem mig
og jeg er ikke en gang høj på heroin
Lil Peep siger at man kan shoppe stjerner
det gider jeg ikke
jeg har i stedet købt Merkur
en hel planet
det føles sært
næsten som en slags lykke
Merkur og mig har altid haft noget sammen
pludselig var tilbuddet der i Supermercado Lidl
og så slog jeg til.
Glen Hansard taler
(åh nej, ikke igen)
han siger: ›fald langsomt‹
jeg siger: »gu’ vil jeg ej«
»jeg er en fucking komet
og jeg brænder op
inden det er for sent«
måske er det
fordi jeg har købt seks gaver i dag
en til mig selv og fem til de andre
måske er det fordi navnene er graveret ind
at selv sproget får faldhøjde
øjne
der stråler
når de åbner det brune pergament
det er landskabet med det gule og det grønne
den nedgående sol
der rammer rødt
du skulle have set
da jeg vendte mig om på kanten af et bjerg
midt i Parque natural
Sierra de Grazalema
135 kilometer
lidt over fem timer i sadlen
som om det kunne gøre det ud for en afsked
mine ben er sorte af sol
mine årer står tydeligt frem
Lil Peep shopper stjerner
den knægt er en gammel inkarnation
man kan høre det på stemmen
måske var det derfor
han skred som 21-årig
poppede piller og handlede med himlen
du skriver »Hej Papa – vi har lejet ›Virgin Suicides‹ på Apple TV
Er det ok?«
jeg svarer: »Ja self er den god?
uha, det lyder ikke rart«
det er L der skriver
en gang kaldte jeg hende »Kong Kaj« og kastede hende op i luften
så kaldte jeg hende »Frøken Susesen« og dansede til Stevie Wonder i stuen
»For once in my Life I have someone who needs me«
en gang øvede jeg nummerplader med hende på Folkvarsvej
en gang lærte jeg hele Halfdan Rasmussens ABC udenad med hende
en gang samlede hun bogstavet M op fra gulvet hos lægen og sagde »M for mor«
nu er hun en kvinde i sin egen ret
men hun kalder mig stadig Papa
jeg tror det er derfor
det aldrig går over.
Knud har ringet her til aften
han siger
at det stadig ikke gør ondt på fisk
og at jeg bør overveje en operation
når jeg kommer hjem
»hvorfor«
siger Knud
»nøjes med kønsskifteoperation
når artstransformation er inden for rækkevidde?«
Næste problem bliver så bare at vælge en specifik fisk
»man vælger selv«
siger Knud
jeg som hader frit valg på alle hylder
som elsker at lukke døre
»flyvefisk«
»må man vælge det
eller er det hverken fugl eller fisk?«
spørger jeg
Knud hoster højt og lægger på.
Gísli ringer også
han slår et slag for englene
subsidiært
han siger det i ramme alvor
»kan du altid blive kørelærer og få din egen Auto Escuela«
»kørerlærere har«
siger Gísli
»englebevidsthed«
»jeg gider hverken være fisk eller kørelærer
jeg vil for helvede bare gerne leve i NUet«
siger jeg og føjer til
med patos i stemmen
naturligvis:
»jeg har i dag købt Merkur på vej ud af en rundkørsel i nærheden af Ubrique«
»i den lokale Supermercado Lidl«
»og desuden«
nu praler jeg
»har jeg magiske hænder
de er godt nok skruet komplet forkert på
og hvis du skal have noget slået i stykker eller ødelagt
så giv mig det«
»men magiske er de«
gentager jeg
»de kan strække sig over flere kontinenter
går gennem alle tidszoner
og hvis jeg rører ved dig
falder du«
»Blærerøv«
siger Gísli.
Brian har sendt en Snapchat-video
fra et eller andet sted mellem Hvalsø og Lejre
han vil vise mig danske får
der græsser på en mark
fordi jeg sendte ham en Snap i går med geder
»jeg smølfer dig«
siger han
i nat griber jeg ud efter noget vildt
det er derfor
der findes bånd
det er derfor
det gør ondt
selv om man ejer Merkur og har magiske hænder

tirsdag den 4. juni 2019

digt om instiksseddel...tror, det var de blå piller





Tag ikke Emperal,
hvis du er overfølsom over for metoclopramid. 
Hvis du har svulst i binyremarven,
det vi andre kalder fæokromocytom,
hvis der er hul på mave-tarmkanalen,
hvis du lider af ufrivillige bevægelser,
hvis levopoda, nej levodopa, jvf parkinson, 
ved kraftige muskelspændinger, hvis du drikker alkohol,
hvis du er ældre og konfus,
eller en af delene, 
hvis din nyre ikke virker,
hvis din lever ikke virker.
Du kan få pludselig hududslæt,
besvimelse, 
anafylaktisk chok,
miste bevidstheden, 
kramper,
hjertestop,
blåfarvning af læber, hallucinationer,
og diaré, 
blodtryksforhøjelse
(svovl binder sig til
hæmoglobin), og hvis du har forsnævringer i tarm-
kanalen

Digt til mig fra Søren




Søren Fauth
Knud, this one is for you, min ven!
min ven Knud siger at det ikke gør rigtigt ondt på fisk
jeg ringer til ham og spørger
om han er helt sikker:
»Ja«
svarer Knud
mens jeg sidder midt på stigningen fra Manilva til Gaucín
bøjet over styret
det er varmt
og jeg har lynet den fimsede Rapha-trøje op
så man kan se
at jeg ikke har et eneste hår på brystet
åbenbart længere fra chimpansen end visse andre mænd
»Jamen«
udbryder jeg
»det er da glædeligt
for så er fisk altså en mulighed
så vil jeg være fisk i mit næste liv«
»faktisk allerhelst flyvefisk«
jeg bander det begejstret frem
kaster det ud af kæften
Knud synes det lyder som en god idé
(den mand ved alt om fisk)
selv foretrækker han et liv som myre eller noget endnu mindre
altså større
tænker jeg.
Det går ikke for godt i dag
faktisk ad helvede til
jeg kører som en sæk nødder
er træt
ensomheden spiller også en rolle
»men ikke for fisk«
siger Knud
»hvad med flyvefisk«
vil jeg vide
»er de ikke stedt i en form for anti-gravitation?«
»joe«
nøler Knud
»men de er sgu ikke lige så graciøse som marionetdukker«
føjer han til
der er noget akavet ved fisk som kan flyve
synes han
»det vil jeg skide på«
svarer jeg
»flyvefisk forekommer mig at være lykkelige
enten svømmer de bare derudaf
eller også flyver de i lykkelig uvidenhed om deres svæveeksistens«
Knud brummer i den anden ende.
Jeg har vænnet mig til vejkanten
de sprøde forårsblomster
duften af vild timian rosmarin
pinjetræerne med de åndssvagt store kogler
det første bliver altid det næste
og til sidst vænner man sig til det
lærer at leve med det
min bare røv!
Flyvefisk er altså en reel mulighed
tænker jeg og føjer til
at det næstbedste ville være at vågne som Fausto Coppi
Knud gider ikke være Fausto Coppi
siger han
for meget menneske
for mange smerter
for megen lidelse for stor liderlighed
for stor interesse for hvide damer og amfetamin
for stor bevidsthed
alt for lange ben
for stor ensomhed
siger han
jeg vil vide
hvor mange tanker en fisk har
og hvad med tidsbevidsthed
ved fisken
spørger jeg Knud
mens jeg sveder på bjerget
at den skal dø?
»nej, ligesom koen«
(den mand ved også alt om køer)
svarer Knud
»aner den højst
at dens ophold i det herværende kun er midlertidigt«
koen har sørgmodige øjne
tænker jeg
som barn troede jeg at koen havde nulbevidsthed
som barn ville jeg være ko
som barn kunne jeg ikke forestille mig noget bedre end livet som ko
koeksistens!
Sagan har dybe
sørgmodige øjne
han blev skilt i efteråret 2018 og har kørt elendigt lige siden
bare se den måde
han pludselig giver op på
som til Paris-Roubaix
pludselig bliver Sagan
med de store
sørgmodige koøjne
ramt af meningsspørgsmålet og slår ud
tyve kilometer før mål bliver han overmandet af tvivl
tøver og giver op
»flyvefisken tøver ikke«
siger Knud
»hverken når den flyver eller svømmer!«
en skam
tænker jeg
at man ikke kan blive genfødt som Fausto Coppi med fiskebevidsthed
det ville være en evolutionær milepæl
fuck den kunstige intelligens
fuck det evige liv
fuck Homo Deus
det posthumane og alt det andet lort
Fausto som fisk derimod
det shit virker!