SENTURA bestilte for mere end et halvt år siden en anmeldelse af hr blogger, men da bladet nu åbenbart er gået i coma, så gider jeg ikke have sagen her liggende et øjeblik længere. (Udtrykket i coma er kendt ubeføjet i løbet af dagen).

Knud Steffen N læser:

Peter Laugesen: De sagde hans hund havde lopper

(Borgen)

Oulipo, det franske digteriske selskab, grundlagt i starten af 60'erne spiller en rolle for Peter Laugesens forfatterskab, uanset om han vil være ved det eller ej. Og jeg påstår det uden at vide spor om det direkte faktuelle i sagen.

li og po i Oulipo står for litterature og potentielle, og så nærmer vi hermed ideen eller dogmerne. For de herrer Calvino, Perec og Marcel Duchamps opstiller dogmer og benspænd og rammer for deres litteratur.

Ideen bag Oulipo var at genopdage nye begrænsninger, der så skulle anvendes i den kreative proces. Disse formelle begrænsninger pålægger den enkelte forfatter så sig selv. Men begrænsninger er jo osse de metriske skemaer, digtere gennem tiderne har krøbet ned i, formelle strukturer, der naturligvis har haft indflydelse på indholdssiden- osse. Formelle begrænsninger er ikke nyt.

Hvad er så typiske begrænsninger og endnu mere relevant hvad er de tekstlige omstændigheder? Og kan det bestemme teksten at gå uden for teksten og se på et udvidet tekstrum, hvilket jo new criticism så puristisk nedlagde veto for op imod et halvhundrede år siden. Lad mig så lige komme med en betragtning mere omkring new criticism- omkring litteratur og litteraturens omverden.

Jeg tager lige et kort sidespring til filosofiens talehandlinger og disses perlokutioner, hvor netop der tages et spring fra ordet over i verden, når der siges dette eller hint: Luk vinduet! Kom på lørdag. Og det skete sgu. Filosofien bag talehandlingerne er en pegen på sproget og at det har en effekt, en virkning fra sit tegnniveau til verden udenfor. Ordene bliver kød så at sige. Talehandlingerne punkterer -osse på tekstniveau new criticism-tænkningen. Af forskellige grunde. Man tillader sig at spørge om mere, og man får man svar på mere. Intertekstualitet er et grænseoverskridende eksempel på at der må ses på mere end en ren værkinternt spørgen til en tekst. Referencerne kan ikke blot borttænkes.

Omstændighederne omkring skriftens tilblivelse er en del af digtene, osse Laugesens. Forhold, der udæsker det puristiske; på samme side som intertekstualiteten, som den bredere reference, procesmarkering, umiddelbarheden som norm (og skriften som talehandlinger).To eksempler på dogmer hos Oulipo har været fx en Perec, der ikke ville benytte sig af bogstav e og et andet eksempel har været Jacques Jouet's metrodigte, hvor skriftomstændighederne ikke kan tænkes væk, eftersom det var en del af selve skriftens idé, en reference til egen tilblivelse og andre tekster i det hele taget og hele historien. At ville skrive under en tur med metroen og kun i pauserne når toget stod stille og intet måtte rettes. Denne lange smøre hænger naturligvis i den grad sammen med mit syn på de laugesenske tekster, osse denne.

Programmet, den digteriske praksis, har -uden at være automatskrift- automatskriftens krav om umiddelbarheden. At det fingrene leverer i et nu er det nu, der er interessant. Det at efterbehandling og eftertanke er suspenderet, sådan forlyder det. Det er modus'ens konceptgrundlag. Der skal skri-ves direkte og transporteres til fingre og over på skrivemaskinetasterne i et nu.

Og af de ovnenævnte grunde skal det selvfølgelig indregnes under læsningen.

I øvrigt tror jeg at man sige, at Peter Laugesens tilgang var en ganske anden i de første mange år, hvor om-skrifttematiske overvejelser var kraften og vejen. Der var eftertanken og forsinkelsen dele af produktet, og raffineringen af produktet, ku man vel sige. Hvis det så ellers det har noget at sige for det færdige produkt, set purt tekstinternt. Det er jo ikke sikkert og er i og for sig osse irrelevant. En fremragende relativitetsteori eller hvad har vi er jo for pokker lige god, hvis den altså er god, om tidsforbruget har været 3 måneder eller 3 sekunder.

Tanken ku være den momentane opløftelse og indsigt. Men først og fremmest umiddelbarheden er aspektet. Yes. Men skriften her og nu afspejler og skal afspejle denne direkte uforskudte hastige forløb fra hoved-finger-ud i verden, hvor vi allerede var. Hvis det er rigtigt, så skal digtene læses i det aspekt korresponderende med denne letløbende lettere skvulpende og indtænkende referencer i sit program.

Jeg ved ikke om skriftpraksissen nu afslører sig sådan direkte implicit i teksterne. Og sammenlagt og igen er det konceptuelle det bærende-vil jeg så mene at semantikniveauet, betydningerne ikke nødvendigvis er det vigtigste for digtet. Det nævnte aspekt skal i den grad tænkes ind og fortælle om proces og puls. Og det kan så ligne dissonans i forhold til mere klassisk dannede digte.

PLs skriftmodus er altså en rapporteren fra det stykke tid han var i sproget.

Efter denne lange sang vil jeg så gå en smule ind i teksten læst mere ordinært.

Digtene har denne henkastethed, som er min adkomst til at have sagt hvad jeg sagt ovenover. Der er haikutillempelser, småskitser, næsten som dagbogsnotater, småbrandere:

Kør mig til stationen

& sæt mig på et tog

jeg ved ikke hvad jeg gør her

jeg er ikke rigtig klog

Kør mig til en lufthavn

& og sæt mig på et fly

jeg har ikke mer at gøre

i den her grimme by 

o vid

at trist

ej den

kan være

som

gevind

har på
sin pære

Jeg er og har altid været på PL.

KSN